Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

For Jarimar kom nyheden om denne pludselige og ganske uventede krig som et chok, og han sendte straks besked til Absalon, som på det tidspunkt befandt 852 sig på Sjælland, om den vældige og umiddelbart overhængende fare der truede befolkningen på Rügen. Absalon handlede omgående og med alt det hastværk der skulle til hvis han skulle forhindre at vores forbundsfæller bukkede under: han sendte brev ud til alle ender af Sjælland og udkommanderede alle mænd i våbenfør alder til flåden. Den flåde satte han sammen af små og store skibe, fragtskibe og krigsskibe mellem hinanden, ligesom han lod bønder og stormænd i flæng tage de skibe de ville. Samme ordre udgik til øerne rundt om Sjælland. Men til fynboerne og skåningerne lød befalingen at de skulle møde frem i den fastsatte havn inden for seks dage, ellers kunne det være lige meget, for længere tid kunne man ikke tillade sig at bruge på forberedelser. Men faktisk var de folk der blev indkaldt til leding, så glødende forhippede på at parere ordre at de kappedes om at komme hurtigst frem og enten nåede frem i tide eller ligefrem før tiden.