Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Idet Absalon passerede dem, råbte han til dem at det var fjenden de skulle gå efter, ikke byttet. Alligevel fik han kun syv skibe med sig - men det forhindrede ham ikke i at fastholde forfølgelsen af stort set hele de flygtende pommeraneres flåde med al den selvsikkerhed der så ofte før havde gjort det muligt for ham at se fjendernes rygge. For det var ikke så meget forfølgernes antal som deres tapperhed de vildt flygtende pommeranere tænkte på. En gruppe på næsten hundrede skibe opgav alt håb om at slippe væk over havet og søgte ind til land, hvor de i panik og ganske ubevæbnede spredte sig i de vilde skove og ødemarker. Også Jarimar tørstede i sin glødende iver efter at forsvare sit fædreland mere efter fjendeblod end efter bytte.