Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Herefter mente Absalon at det ville tage sig godt ud hvis han sendte en fornem mand hjem for at rapportere om hvad han havde udrettet, inden rygtet nåede hjem af sig selv, så han sendte en fynsk stormand ved navn Tage af sted med Bugislavs telt, som Absalon havde fået som sin del af byttet. På den måde kunne 858 han ikke alene give kongen underretning om Absalons sejr, men også give ham belæg for påstanden ved at fremlægge dette fornemme krigsbytte. Samtidig skulle han råde kongen til at foretage et nyt felttog mod venderne inden høst så de ikke havde mulighed for at skaffe nye forsyninger. Knud kaldte jyderne sammen til landsting i Viborg og bad Tage give dem en redegørelse for Absalons indsats og hvordan det var endt. På den måde kunne han bruge den der bragte bud om det ene togt til at opmuntre til det næste. Og det lykkedes ham da også at give dem alle sammen en vældig lyst til at gå ud med flåden.