Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Da resten af byens befolkning så det, sprang de alle sammen i deres både - også selv om det betød at de måtte forlade deres post oppe på volden - og sejlede over til bredden for at plyndre danskernes forladte boder. Men dem havde danskerne faktisk stukket ild til da de forlod dem, og røgen gjorde at de ikke kunne se det danske rytteri der stod inde på land og ventede på at flåden skulle komme over. Det kom derfor som et chok for dem da rytterne pludselig sprængte frem mod dem. Nogle flygtede tilbage til bådene, andre blev hugget ned ved bredden eller druknede i floden. De der forsøgte at svømme, blev dræbt af bueskytterne, og de der kom i bådene, kæntrede og fik dermed deres fortjente straf for at have hånet danskerne. Og sådan kunne Wolgasts beboere, der kort forinden uden grund havde hujet hånligt ad vores folk, nu kun græde over deres egne landsmænds ynkelige endeligt da de blev dræbt for øjnene af dem.