Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Da det nu gik op for kongen at det ville blive svært at indtage de byer der havde rigelige forråd, og at det kun var tomme bygninger han brændte af, besluttede han sig for at vende hjem, men komme igen når høsten var overstået, for at ødelægge fulde lader i stedet for de øde og forladte gårde han hidtil havde overfaldet. Han var træt, ikke kun af anstrengelserne for at erobre befæstede byer, men også af at brænde tomme bygninger, og da han nåede frem til floden Swine, hvor han ville udskibe ledingshæren, gav han ordre om at ruinerne af de nedbrændte fæstninger skulle jævnes med jorden, og for at sikre sig at alle forsvarsværker på stedet var fjernet, fik han ligefrem fundamentstenene gravet op og kastet i havet, til trods for at de stadig var så varme efter branden at man dårligt kunne røre ved dem. Da det arbejde var tilendebragt, var togtet det også.