Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Efteråret tilbragte han derhjemme, men derefter mobiliserede han tolv tusind krigere fra Rügen og marcherede tværs gennem landskabet Tribsees, som lå under hans herredømme. Derefter krydsede han de lavtliggende sumpe ved Circipen - for ikke at stå tilbage for sin fars militære bedrifter - og nåede frem til borgen Lübchin. Den lod han nu ligge, for han havde bestemt sig for at gå imod Demmin, og undervejs kom han til en landsby hvor det flød med drikkevarer, for barbarerne dér på stedet sad fuldkommen ubekymret og festede og tænkte ikke et øjeblik på faren for et fjendtligt angreb. Det er næsten ikke til at forestille sig hvor fordrukne de mennesker har været i fredstid, når de ikke engang nu hvor fjenden stod for døren, kunne modstå drikkeriets fristelser og lade være med at undergrave deres egen slagkraft med druk.