Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Barbarerne havde forladt landsbyen og slået lejr ude i skoven, og da Absalon nu fik set på dem, konstaterede han at hans folk var dem langt underlegne i styrke. Han ville derfor give indtryk af at der var flere styrker på vej, og gav en række af sine mænd ordre om af snige sig uset væk for så straks efter at komme igen åbenlyst, og det lod han dem gøre den ene gang efter den anden. På den måde kom det til at se ud som om han lidt efter lidt fik forstærkninger frem. Men da han ikke havde mandskab til at bære byttet væk, fik han alle byens rigdomme dynget sammen i et stort bål og brændt af, og sådan overgav han altså til flammerne hvad han ikke selv havde mulighed for at udnytte - også selv om det var med blødende hjerte at de mænd der tog sig af afbrændingen, så så mange penge gå op i røg. Så snart det var fra hånden, vendte han tilbage til kongen.