PAA PADSEN MED DE GRØNNE TRÆR

✂ I den Del af Frederiksberg, hvor jeg bor, er der nok at se og høre fra tidlig Morgen til sent paa Nat — man skal sikkert rejse langt for at finde noget lignende, det maa i alt Fald være udenfor Rigets Grænser. Jeg drager i Tanken en Cirkel, som kan spadseres op i en Timestid, og indenfor Periferien falder: Kirke og Kirkegaard, Soldaterkaserne, Fabrik, Teatre (baade det fine og det grove), Skoler (baade den protestantiske og den katolske)! — Forbi Søndermarkens Skov larmer Storstaden med skrattende, gnistrende Sporvogne og truttende, knaldende Automobiler, og foran Forlystelsesstedet støjer Jazzmusiken op, mens Dirigenten opfører en vild Krigsdans, for at Folk skal faa saa meget som muligt for Pengene — baade Spillemand og Sprællemand! Men kun nogle Skridt, saa er vi i Frederiksberg Have, hvor det gamle Slots historiske Stemning raader mellem store Træer og stille Kanaler. Her inde er der et broget Blomsterliv i de milde Maaneder og et yppigt Fugleliv hele Aaret rundt: Ænder og Svaner, Krager og Spurve, Stær, Solsort og Nattergal, enhver til sin Tid. Men ikke nok med det, endnu et Par Skridt, saa kan vi høre Elefanter, Løver og Bjørne 8brøle og brumme, og et forvirret Kor af fremmede Fuglestemmer skriger og skratter op. Asien og Afrika, Urskoven og Ishavet har Repræsentanter oppe paa Bakken, hvor den zoologiske Have ligger. Her er saa meget, som en Mand har Brug for, selv om han vil skrive om alt mellem Himmel og Jord.

✂ Om Natten, naar Forlystelsesstederne lukker, hører man ogsaa stundom vilde Brøl og Hyl, der ikke giver Rovdyrenes noget efter, skønt de ikke kommer fra Zoologi i Bur, men fra Mennesker, som skal hjem. Slægtskabet er umiskendeligt og ikke til at fornægte. Imidlertid ligger der saa henne i Centrum, paa Pladsen, som kaldes Runddelen, den gamle Kirke og vidner, at Mennesket dog er noget mere! En vanskelig Paastand, en udsat Post, som den i al Skrøbelighed dog har hævdet gennem onde og gode Dige, medens Tiderne skred.

✂ Paa denne Plads, med de grønne Trær, udfolder der sig navnlig om Sommeren et ejendommeligt religiøst Folkeliv. Her kommer Frelsens Hær marcherende med Faner og Trompeter og Sang, snart et Regiment Piger, snart et Regiment Mænd: de stiller sig op, præker, beder en Bøn, synger, holder Kollekt og marcherer af igen, hvorefter andre møder frem og tager Ordet, men altid Religion, ikke Politik.

✂ Hvad kan ikke en enkelt genial Mand faa sat igang, faa til at gaa! Længst er General Booth død, men rundt omkring i Verden bliver Hærskarer ved at marchere, at holde Orden paa sig selv og gøre Godt mod andre paa hans Befaling.

✂ Jeg mindes ham selv paa Tribunen mellem Soldater, Faner og Trommer, hans Mosesskikkelse og hans Aronveltalenhed! Som en Løve i et Bur gik han frem og tilbage, standsede saa op, samlede alle under sit hvasse Blik i Tavshed og raabte: Hvem af Eder vil være den første? Synderne skulde frem nu til Bekendelse, og det kneb jo med at begynde i saa stor en Forsamling.

✂ „Hvem af Eder,“ raabte Booth igen, „vil være den første Sjæl?“ og nu løftede han Armen, og det var, som om han slog Hul i Loftet. „Hvem af Eder vil være den første Sjæl, hvis Navn bliver skrevet paa den første Side af den nye Bog — som er aabnet i Himlen iaften?“

✂ Det var jo store Ting for smaa Mennesker, og der blev en hed Uro, skønt intet Ord blev sagt og ingen rørte sig.

✂ „Ja,“ raabte Booth, „jeg ved, at det er svært, naar saa mange Menneskeøjne hviler paa En! Men, — og nu løftede han atter sin lange Arm, slog hele Loftet ud og aabnede Himlen — Englene ser ned til Jer!“

✂ Saa kom der en lille Skræder trissende frem, dybt foroverbøjet, lige ved at gaa paa Næsen af sin egen Syndebyrde og de tusind Menneskeøjne i Ryggen, men med straalende Engleøjne over sig, og dermed var jo det vanskeligste gjort, og nu kom der en til, og saa kom der to til, og siden flere, og snart begyndte Pigerne oppe paa Galleriet at puffe hinanden i Siden og fnise lidt, og frem kom de i Flokkevis, røde og hede i Kinderne.

✂ Saaledes fik Booth Hærskarer til at marchere 10i to Verdensdele. Han tog haandfast paa Tingene, men hans Soldater bliver ved at gaa og gaa. Langt bagude skimter vi ham, som satte Apostlene igang. Det bliver til en lang Vandring, mange Fodtrin! Hvilken Kraft!

✂ Booth havde lært Organisation af den katolske Kirke, han gav ogsaa sine Folk en stor Skønhed, men desværre ikke, saa vi andre kan se og høre den! Hvad har han ikke faaet til at holde Takten! Ak, hvad har han ikke ogsaa faaet til at holde Prækener!

✂ „Vi gør det saa godt, som vi kan,“ begyndte en Frelsersoldat sin Bøn paa Runddelen, han tog Ordet efter en ung, kvindelig Officer, der med faderlig Myndighed og med Barmen struttende af Selvbehagelighed havde talt i det vide og brede. „Vi gør det saa godt, som vi kan, kære Herre Jesus; men vi ved jo godt, at vi ikke kan naa noget ved vores egen Kraft.“ Han var Booths Modpol, en bleg lille Splejs, saa lidt synlig som muligt, ovenikøbet lukkede han Øjnene for helt at gemme sig bort. Ingenting ved ham, kun at han var beskeden.

✂ Den fattige Sjæl bad om Undskyldning og fik den vel, baade for sig og mangen anden Lægprædikant, der gør det saa godt, som han kan.

✂ Maaske burde jeg ikke kalde Frelsens Hærs Soldater for Lægprædikanter, eftersom de er i Uniform; men rigtige civile Forkyndere møder ogsaa frem.

✂ Den første, jeg hørte, var en ældre Skaaning, som havde samlet en lille Flok om sig.

✂ Da jeg saa ham, tænkte jeg, at han var en Socialist 11eller Kommunist, som vilde forbedre Samfundet og sine egne Kaar, hvad vel i og for sig kunde være rimeligt nok; men da jeg kom nærmere, hørte jeg, at han aldeles ikke talte om materielle Interesser, hvad jeg med min Vanelærdom havde formodet. Manden talte om Profeten Malakias, hos hvem han havde fundet en Visdom, der for ham maa have været uforglemmelig, for da jeg et Par Aar senere stødte paa ham igen, talte han fremdeles om Profeten Malakias — paa et skurrende Dansk, men med en bred Favn mod de kære Medmennesker.

✂ Nu er det jo muligt, at denne Prædikant ikke selv hørte til de ægte Profeter. Jeg kan ikke vide noget om det; derimod findes ingen Tvivl i min Sjæl om den, som nu tager Ordet. Da jeg saa hans beskedne Fremtoning og hørte hans drønende Stemme paa Afstand, tænkte jeg: Der har jeg Kommunisten, Samfundsomvælteren; men da jeg kom nærmere, forstod jeg, at jeg igen havde taget fejl. Den unge Mand, som stod dér og udraabte sin glødende Overbevisning, var aldeles ikke opfyldt af materielle Fordringer. Han var Baptist, og ud af sit ærlige Hjerte tordnede han løs mod Kirkens Daab, der for ham var idel Løgn og Bedrag. Han saa ud som titusind andre, og hans Mæle var den flade Stenbros, men han stod i Flammer som en Tornebusk.

✂ Hyppigst kommer dog en kvindelig Lægprædikant, Drengene paa Frederiksberg kalder hende Jeanne d'Arc, og der er ogsaa noget tappert og hjelmklædt ved hendes Forkyndelse, der ikke lader 12sig forstyrre af skeptiske Smil, Regnskyl, Sporvognslarm eller fulde Mænds selvfølgelige Overlegenhed. Flokken omkring hende er ganske stor, den lille faste Menighed vokser ved Tiltrækning; spadserende stanser, unge Mennesker kommer forbi paa Cykle, tror maaske, at der er brækkede Ben paa Færde, springer af og bliver hængende i Udkanten. En Gang, da jeg stod og hørte paa hende, havde der dannet sig en lille Særkreds i tæt Tilslutning til hendes, ligesom en Sæbeboble, naar man bliver ved at blæse, kan faa en Sæbebobleunge hængende et Nu ved sig. I denne lille Kreds var en gammel Graaskæg Midtpunktet. „Det er bare Løgn“, hørte jeg ham sige. Dèr har jeg omsider min Aandsfornægter, tænkte jeg, min Bolshevik, Manden med de materielle Interesser (omend i en stilfærdig Udgave, for det gamle Menneske talte unægtelig dæmpet og vilde ikke forstyrre — bare af med Sandheden); men da jeg kom nærmere, viste det sig, at jeg for tredie Gang havde taget fejl! Han sagde ikke: „Det er bare Løgn,“ han sagde: „Spis bare Løg!“ og dermed tav han og gik stille bort.

✂ Spis bare Løg! Det var jo en beskeden Materialisme, og det lød saa absolutistisk, som om det var en Religion. At dømme efter det milde og elskelige gamle Ansigt, maa jeg ovenikøbet tro, at det var en ualmindelig god Religion. Det kan jo ogsaa være, at denne ydmyge Diæt ikke udgjorde hele hans Tro; men at den af sig selv havde aabnet en Løndør ind til noget hemmeligt og helligt, som gjorde den gamle Mand lykkelig.

✂ Jeg maatte se efter ham, da han gik. Han haltede ovenikøbet og han havde ikke nogen Hat paa, og istedetfor Skjorte og Vest og Trøje havde han en blaastribet Bluse.

✂ Jeg kom til at tænke paa Eventyret om den lykkeligste Mand i Verden, der ikke ejede nogen Skjorte, og huskede saa ovenikøbet, at jeg havde læst hvorledes dette Eventyr var blevet overtrumfet af Virkeligheden: En Krigsinvalid skulde være den lykkeligste Mand i Verden, hed det. Ogsaa han havde det smaat i Skjortevejen; men han havde desuden ingen Ben og heller ingen Arme! Der var kun lidt tilbage af ham; men Lykken havde han i Behold! Det lyder som en grim Vittighed at kalde dette en ulegemlig Lykke; men kan man sige noget sandere?

✂ Man hører saadant og synes, man kommer forfærdende tilkort, man forkaster, med uimodsigelig Ret, Tilfældets Almengyldighed, og tvivler maaske ogsaa om dets Sandhed. Alligevel bliver der noget tilbage, som hører Menneskeheden til og ikke kan undværes i den store Husholdning; Troen paa et Reservefond af Lykke for den, som intet begærer. Diogenes hævnede engang hele den arme Menneskehed ved et overlegent Ligegyldighedens Ord til Aleksander, og maaske kom der Stunder for Herskeren, hvor han gerne vilde laane Guld fra det usynlige Skatkammer i Tønden.

✂ „Spis bare Løg,“ sagde den Gamle og gik bort, som En, der har uddelt Dukater og ikke vil takkes eller lægges Mærke til.

FØR OG NU

✂ Hvori bestaar Forskellen mellem Før og Nu? Hvad er der sket, som har kunnet bevirke et Omslag? Det første Svar maa være, at den agitatoriske Rationalisme har fuldført sin Gerning, har revet ned, hvad den kunde og er falden til Ro. En Bølge er rullet hen og atter ligger Havet med sit uudgrundelige Udtryk af Tvivl og Tro.

✂ Tvivlen dør ikke, men den har mistet sin Fremdrift, Løftelsen er borte, dens Bærekraft brudt. Hvem kan længere mene, at der er Lykke ved at tilstoppe Kilder for tørstige?

✂ Hvad der er levnet af Begejstring, lyser nu i den positive Od, og kun her kan et Fremstød tænkes. Tro og Haab løfter deres Fakler over Horisonten, mens Erfaringen sidder med bøjet Hoved paa Stranden.

✂ Naar en negativ Tendens en Tid kunde straale af Kampmod og Sejrsfortrøstning og bære Livet for brave Mænd og Kvinder, saa var det jo kun, fordi Tvivlen havde optaget et Laan hos Troen: Vinger til at flyve med — i alt Fald Hjul til at age paa.

✂ Med sin Tro paa Udviklingen befandt Menneskeheden sig som i et Jernbanetog, der kørte frem gennem skønne Egne mod et fjernt og endnu skønnere Maal. For en saadan Betragtning maatte noget 21saa gammelt, som Religionen naturnødvendigt blive til et Land, hvor man en Gang havde været, en længst passeret Station; medens den Dag for Dag, Aar for Aar, øgede Kundskabsmængde maatte føre til Videnskabens endelige Triumf. — Men dette Jernbanetog gik en skønne Dag af Skinnerne og styrtede i Afgrunden. Dernede laa det, et Virvar af forvredent Jern og knuste Mennesker, et blodbesudlet Vrag.

✂ Saaledes kan det gaa! Udviklingen ruller tilsyneladende glat nok; men kun en ubetydelig Fejl ved Sporskiftet, saa kommer vi et helt andet Sted hen, end vi har tænkt os. Det skete, da Verden rullede mod Fred og Lykke, og kom til Krig og Elendighed.

✂ Tiden standser imidlertid ikke. Hjælpetoget er straks parat til at føre de Saarede videre; men de, som nu sidder i Vognene, skotter ængsteligt ud af Vinduerne: Er Skinnerne ogsaa i Orden? Kan Broerne mon bære? Er Togføreren den rette Mand? Og Maalet? Hvor skal vi egentlig hen?

✂ Hvad var ikke Tiden for en mægtig Forbundsfælle, da vore Fædre levede; alt kunde den tage paa sig, mens vi maa være glade, hvis den blot kan læge de Saar, den har slaaet. Troen paa Tiden er brudt, og Mennesket søger atter ind mod Dybden i sit Sind. Det, som kaldtes for Hjernespind, var mere holdbart end det, som kaldtes for Virkelighed. Udviklingen har ikke slaaet Religionen i Stykker, kun sig selv.

✂ Le derfor ikke saa højt, Læser, naar du møder Adventisten. De Kloge og de Enfoldige er kommen 22hinanden nærmere end før, og det er de Kloge, som har flyttet sig. Professoren inde paa Universitetet bebuder Kulturens Undergang og har ingen Trøst; hans vrede Medprofet paa Runddelen tror dog, at noget skal blive reddet ud af Udviklingens Bankerot.

✂ Ved samme Lejlighed fik den populære Overtro paa Videnskaben som Velgører, et Knæk. Kemikerne havde naaet altfor glimrende Resultater under Krigen og hele Verden gyser ved Tanken paa de Fremskridt, der forestaar. Djævelen selv har faaet sit Indpas i Laboratorier, som var viet til Menneskehedens Held; Fysikere og Kemikere kappes i Forfærdelsens Overmaal, den sorte Kunst var kun Børneleg mod det, som dannede og elskværdige Professorer foretager sig nu.

✂ Det ligger i Tingenes Væsen, at det maa være saaledes. Videnskabens Arbejde i Menneskehedens Tjenester er beundringsværdigt; men Naturen er og bliver dæmonisk, og tvefold dæmonisk er den, der ophober de Gifte, Naturen er sparsom med, forener de Stoffer, som Naturen holder adskilt, fremkalder Tilstande, som den undgaar, og løser Kræfter, som den holder bundne. Ak, Mefistofeles var en Optimist! Gid vi ikke maa opleve den Dag, da en pessimistisk Virkelighed ombytter Begreberne paa hans Visitkort og skriver: „Ein Theil von jener Kraft — der stets das Gute will — und stets das Böse schafft!“

✂ Selv vor Stolthed, Kampen for at udløse Atomernes Energi, vækker Bekymring, og det er sandelig ikke Obscuranter, der ser til med betænkelige 23Miner. Medens Folket af gammel Vane raaber paa praktiske Resultater, tekniske Fremskridt, forlanger, at Murstenens Atomer skal trække alle vore Vogne, saa sætter indsigtsfulde Mænd deres Lid til, at Naturen selv vil sige Stop til den geniale videnskabelige Furor; Usikkerhed altsaa, ogsaa overfor den høje Stræben! Vi har smagt Frugten af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt.

✂ Selv Naturens Tale, som dog altid har lydt, høres nu med den Opmærksomhed, der gør bleg. Jorden aabner sig og opsluger Byer, Øer synker, Havet gaar ind paa Land. Hvad har vi at staa imod med, hvis Tempoet sættes op? Istid kan gaa over Landene paa kolde Fødder, Kontinenterne er drivende Skibe, maaske gaar de tilbunds? Vi søger efter Garantier i vor Viden og Kunnen, og finder ingen. Kun Regnbuen! Det er ikke længer trygt at bo paa Jorden. Det er Forskellen i Livsfølelsen mellem Før og Nu.

✂ Mange vil sige, at alt dette kun er Stemninger og Krigspsykose, som snart vil fortage sig. Krigen var et hændeligt Ulykkestilfælde, som hurtig vil glemmes, og alt vil fortsætte som før, ad den engang banede Vej, paa Skinnerne!

✂ Saa simpel er Sagen imidlertid ikke, for selve Omslaget i Aandens Verden har intet med Krigen at gøre. Kampens Resultater var forudfølte, før Kanonerne tog til at argumentere. Som ved en højere Ordre var der slaaet contra. Rundt omkring 24i Verden opdagede de Tænkende, at de var kommen ind i en Sækkegade og famlede sig ud igen mod den frie Horisont, før Krigen kom.

✂ Den første Indvending, der mødte Udviklingslæren, vil ethvert Barn kunne forstaa, nu da vi ikke længere er saa blindt forgabede i Fremtiden, som de foregaaende Slægtled var.

✂ Hvis Solens Afkøling og Jordens Henvisnen skal ramme en Menneskehed, der har naaet et Højestemaal af Velvære, Magt og Indsigt, — saa fører selve Optimismen ud i den sorteste Pessimisme. Ethvert Skridt frem vil blot øge Tragediens Grumhed. Livet udslettet, dets Sum forødet og ingen Erindring derom, ikke en sørgende Tanke paa dets Grav engang — intet! „Es ist so gut, als wär es nie gewesen!“

✂ Dette Febersyn i den sorte Nat har man mærkelig nok kaldt rationelt og betragtet som Sandhedens sidste Ord. Mig forekommer det, at snart sagt alle Religioner i Sammenligning hermed betegner en Realisme, fordi de forkynder, at der virkelig er et Liv.

✂ Hvorledes skal vi udfylde Evigheden? Det er Spørgsmaalet, og det er aldeles ikke Troen, som har bildt os ind, at det er nødvendigt, men det er selve Tanken, som med Afsky vender sig fra den absolute Tomhed og benægter dens Mulighed, for Tanken hverken kan eller vil tilintetgøre sig selv.

✂ For at udfylde Evigheden fører Kristendommen Værdierne, ved en Himmelflugt, op i et højere Plan, hvortil Forstanden ikke kan naa — den indiske Rationalisme, Buddhismen, afklæder med vidunderlig 25Finhed, lidt efter lidt, Livet al dets Glans og fører det over i et Intet, som er en guddommelig Virkelighed — Teosofien søger en Mellemvej; men den europæiske Rationalisme forærer Livet Smykke efter Smykke for endelig, som Verdens største Klodrian, at køre hele Herligheden i Grøften.

✂ Nietzsche udfylder Evigheden ved at lade Livsforløbet gentage sig. Han stod paa Udviklingslærens Grund, men han tilintetgjorde den ved at ophøje den i en uendelig Potens. Den gennem alle Forbedringer uforbederlige Parvenu, som man havde gjort Livet til, blev paa denne Maade adlet og fik sin Ærværdighed tilbage.

✂ Naar Bevægelsen fra det laveste til det højeste gentages, bliver Først og Sidst relativt, og den højeste Væreform ligger nu ikke blot foran, men ogsaa forud. Nietzsche erkendte i Dybet af sin Sjæl en Præeksistens, og Udvikling betød for ham at naa noget, som allerede havde været. I en eller anden Form møder vi Præeksistensen i enhver religiøs Betragtningsmaade — i Platons Erindringslære, i Indernes Sjælevandringslære, maaske i Myten om Adam og Eva, i hvert Fald i Troen paa en Gud. Den kan opfattes mere eller mindre bogstaveligt; men den er en uudryddelig Grundfølelse i den menneskelige Sjæl. Nietzsche anede, at vi kun kan have Tillid til Udviklingen, naar den fremelsker noget, som allerede har været. Det er saa simpelt som den jævne Kendsgerning, at vi ikke kan gaa et Sted hen, hvis Stedet ikke er der. Nietzsche forblev imidlertid med sin Evighedslængsel i Fysikens og Logikens Verden, og hans System er derfor mere 26udsat for Angreb, end de Religioner, han vilde afløse; men han var kommet deres Grundsandhed nær: at Livet er en Virkelighed, ikke blot et Blændværk.

✂ Saaledes begyndte den frie Tankes Reaktion mod det svundne Aarhundredes herskende Idé, og snart tvang Videnskaben selv, Biologen og Historikeren, til at rokke ved Udviklingslærens Fundamenter, saaledes at hele den store Tankebygning nu synes nær ved at styrte i Grus?

✂ Usikkerhed ogsaa her altsaa; ingen Tryghed at hente hos Lærdommen. Lad os da stole paa Regnbuens Løfte. Maaske er det bedst saaledes, for kan der tænkes noget skønnere?

DEN ULYKKELIGE HISTORIKER

✂ Ulykkelige Historiker, der med den ene Haand skal fastholde det, som forsvinder, og med den anden begrænse det, som vokser! — Saga kaster bestandig sin Hale fra sig, medens dens Hoved uafladelig skyder sig længere frem.

✂ Beklagelsesværdige Mand! Medens du fortvivlet søger at overskue Igaar, vælter Imorgen ind ad alle Døre, og medens du stirrer paa Nutidens Stofbjerg i Vækst, snubler du over en Stump af Fortidens Hale, og idet du falder til Jorden, slaar du din Pande mod en forstenet Rest, der er Hundredtusind Aar ældre end den Tidsregning, du havde opstillet. Det levende Liv vokser fremad uden Ophør, og det døde Liv vokser bagud med rivende Fart. Ulykkelige Historiker! Beklagelsesværdige Videnskabsmand!

✂ Det gik saa nogenlunde an at faa Sammenhæng og Mening i Tingene i de Tider, da man troede, at Historien var ung, at Menneskeheden var et Barn, hvis egentlige Liv begyndte med Grækere og Romere og fortsatte fremover til Nutiden. Endnu for faa Aar siden kunde man høre kloge Mænd undskylde Krigen med Livets Umyndighedsalder, men Marmor og Mumier fører en anden Tale!

✂ Og er det galt med Fortiden, hvad skal man saa sige om Fremtiden? Har nogen Historiker vovet at overtænke, hvad der venter hans Lidelsesfæller om tusinde Aar? Historiens Snebold ruller og ruller og bliver umaadeholdent stor, og jo mere udviklet den bliver, desto mere indviklet, ogsaa for den, som skal rede Traadene ud. Bøger, Aviser og Parlamentsforhandlinger vil vælte ind i Bibliotekerne, flere for hver Dag, der gaar; der vil opstaa Bolignød for Folianterne, som der allerede længe har været det for Mennesker. Allerede nu paatænker Bibliotekarer, der er nødsaget til at gøre sig unaturligt haarde, at nægte selve Spisesedlerne Logis og henvise disse skattede kulturhistoriske Personligheder til at gaa paa Gaden, som det rene Pak. Men hvad nytter det? For hver en mager (omend aandelig talt omfangsrig) Menu, der tvinges til en ynkelig Død i Skarnkassen, vil positivt tykmavede Indberetninger om verdenshistoriske Begivenheder brase paa, for at faa Tag over Hovedet paa deres rette Hylde. Det er ikke længe siden, Amerika begyndte at lave Historie. Snart maa der vel bygges et Hus for Amerika alene. Japan har allerede meldt sig som Deltager i Udviklingen, og hvis Kina, der længe forholdt sig behageligt roligt, skulde tage fat for Alvor — hvad kan 400 Millioner Mennesker saa ikke afstedkomme! Australien og Afrika har hidindtil ikke generet den Lærde meget, men nu maa disse Verdensdele være i Stand til noget af hvert, og hvorfor skulde der ikke opstaa fremragende Mænd i Uruguai og mærkelige Fremskridt i Buenos Aires? Der kan komme Negerparlamenter 29og Generaler, hvis Forhandlinger og Handlinger bør radiograferes, optegnes og kommenteres i tykke Bind. — Verden hænger sammen, og overalt kan der fremtrine Mænd og Kvinder, som sætter sig paa Taburetter og Formandspladser og springer op paa Talerstole med betydelig Virkning. Tænk paa, hvor kort Tid Historiens Udvikling for Alvor har været noteret, og paa, hvad Bogtrykkerkunstens Rasen er for en ny Sport! Hvordan vil Tingene da se ud om tusind Aar? Om tre tusind — fem tusind? Om ti tusind Aar! Hold op! skriger Historikeren i sit Hjerte. Om ikke for andet, saa for Historikerens Skyld!

✂ Har den Ulykkelige saaledes raabt om Hjælp? Det ser i alt Fald ud til, at han er bleven bønhørt. En ændret Vurdering af Fortid og Nutid har affødt et Syn paa Historien, der aflaster Videnskabsmanden; men er mindre opmuntrende for dem, der tilbad Historiens Aand. Stærkest og ført ud i det paradoksale, fremtræder denne Betragtningsmaade i Oswald Spenglers berømte Værk: „Untergang des Abendlandes“, som paapeger vor Kulturs Forfald og bebuder dens Død.

✂ Spengler benægter Historiens Kontinuitet og forkaster, at Menneskeheden har et Maal, som den arbejder sig frem imod. Med denne sin Hovedthesis staar han ikke uden værdifulde Meningsfæller, der længe har tydet Tingenes Tale paa samme Maade.

✂ En Kultur er en Organisme, siger Spengler, den fødes, vokser, blomstrer, visner og dør, som Træet, som Mennesket selv. Der findes ikke i Livsløbet den Økonomi, som Optimisterne regner med. Menneskeheden 30sparer ikke sammen for at øge den fælles Kapital, der spilder, forøder og ødsler. Kina har levet sit Liv for sig selv. Mayarigerne blev knust af nogle spanske Kanoner, og dermed var en Kulturverden, som stod højere end Spaniernes, totalt udryddet. Dens Bidrag til Menneskehedens fælles Husholdning er nogle Stenbrokker og „tre Bøger, som ingen kan læse“. Intet blev sparet, intet blev husket. Udviklingen satte rolig sine Erhvervelser over Styr.

✂ Hvad er der bleven af Ægyptens Storhed? Af Babylons Pragt og Ninives Magt? Hvor er det Folk, som byggede Cambodias gigantiske Templer, og hvem var det, der tilhuggede Paaskeøens Klipper? Borte har taget dem, og kun Øde og Tomhed er tilbage, som efter en raseret Myretue, der er skaffet af Vejen med nogle Spadekast. Og her var dog mægtige Riger, høje Civilisationer, som levede i en Sol, der var lige saa lys som den, der skinner nu, paa en Tid, da Athen og Rom var navnløse Flækker. Hvem kan tro, at disse Kulturers millionmylrende Liv kun var et Trappetrin op til os — saadan, som vi er, saadan, som vi har det? Man kan ogsaa være for høflig mod sig selv! Jo dybere Arkæologerne graver, des mere tvinges de til Beundring for, hvad Livet i fjerne Tider naaede og satte overstyr.

✂ Det store Problem er imidlertid: Hvad var der før disse Riger? Spengler regner med smaa Tal og kun med de Kulturer, Historien kender af Navn. For ham er de store Samfundsdannelser en meget sen og maaske forbigaaende Forekomst. Bagved 31er en primitiv Menneskehed. Stenalder — historieløst Liv!

✂ Alt, hvad der kan vidne, giver ham vel ogsaa Ret. Udviklingen, som vi kender den og kan bestemme den, er en hurtig Proces. Et eneste Aar hundrede kan udrette Vidundere, og et Par Aartusind er rigelig Tid for en Flok og dens Efterkommere til at skabe et mægtigt Imperium med „ældgammel“ Kultur — og til at forøde det, udslette det og glemme det. Disse Aaremaal er kun besynderlig smaa i Forhold til de Tidsrum, som staar til Raadighed og som Udviklingen gerne skulde have brugt til noget.

✂ Det siges om Geologerne, at de i sin Tid fortvivlede over Teologerne, som kun undte dem 6000 Aar. Ingenting kunde de faa færdigt paa den Maade. De fik deres Villie, de bredte sig mægtigt og indrettede en Verden, der var 400 Millioner Aar gammel. Dermed var Geologerne tilfredse. Men saa kom Fysikerne og satte Tallet op med en Milliard Aar. Nu sidder Geologerne der og ved ikke, hvad de skal gøre med al den Overflødighed, de har faaet forærende. Jorden skulde jo helst have bestilt noget, udviklet sig flittigt (for alt i Verden undtagen Havet, Lyset og Luften udvikler sig); men Jorden maa efter dette fysiske Paafund formodes at have svælget i Ferie 5—6 Dage om Ugen eller 9 Maaneder af Aaret, hvis den da ikke har benyttet 8 Timers Arbejdsdag med meget lange Pauser.

✂ Historikeren staar overfor det samme Problem! Strengt taget kunde han klare sig nogenlunde med Teologernes 6000 Aar. — Hvad skal han nu bruge de 3 Millioner til, som Geologer og Palæontologer 32har skænket ham, og hvad i Himlens Navn skal han gøre med de 50—65 Millioner, som Fysikeren præsenterer ham!

✂ Betænk, at hele det Verdensforløb, som Historikeren regner med, vilde kunne have gentaget sig Hundreder af Gange indenfor Geologernes Tidsregning og Tusinder af Gange indenfor Fysikerens. Hele Menneskehedens Historie kunde være gennemløbet ti tusind Gange! Og dette Regnestykke holder Stik, selv om vi gaar ud fra, at der hver Gang begyndtes forfra med kun eet Menneskepar, een Adam og een Eva! En bestandig gentaget Affolkning vilde ingen Rolle spille, blot der var to tilbage, eller fremtraadte to paany, fra Aandens og Jordens eller Dyrerigets Skød. I den Henseende vilde vi have Overskud af Tid; to Mennesker, mangfoldiggjort gennem blot 18—1900 Aar, med en beskeden Frugtbarhed (Fordobling i to Menneskealdre) er i og for sig nok til at opfylde hele Jorden med den Vrimmel, som lever idag.

✂ Nu kan man vel ikke tage disse mægtige Tidsangivelser helt for Alvor, dertil divergerer de for meget (ogsaa Antropologerne er indbyrdes uenige). Det lader overhovedet til, at Tiden er en Kæmpeharmonika, som de Lærde, snart trækker ud, snart skyder ind for at faa en afvekslende Melodi frem, men at der har været et mærkeligt Misforhold mellem Forhistoriens Dvælen og Historiens Fart, kan der vel ikke tvivles om, og hvem ved desuden, om Tallene ikke lige saa godt kan sættes op som ned?

✂ Hvad har Menneskene brugt al denne Tid til? Til intet, siger Spengler, undtagen til at leve. Igennem 33Aartitusinder, Aarhundredtusinder, eller gennem Aarmillioner er der intet sket. Stenalder, en uhyre Stilstand, et udviklingsløst Liv, som Blomsternes i Engen, som Skovens og Dyrenes.

✂ „Højkulturen“s Fremtræden bliver paa denne Baggrund, sjæleligt set, til et gaadefuldt pludseligt Opsving, en Opblussen, en Rus, der ender med Afslappelse. Biologisk set bliver Civilisationen til en Udvækst, en Byld, der brister eller tørrer hen.

✂ Tvivlen om Civilisationens Værdi, Trætheden og Længslen efter Naturen, som altid møder frem hos gamle Nationer, er det psykologiske Vidnesbyrd i denne Kulturpessimismes Favør. Stenalder først. — Skal der komme Stenalder ogsaa sidst?

✂ Jeg kan ikke se, at det er umuligt, hvis det er Menneskenes hemmelige Længsel. (Hverken Springet op eller Faldet ned er saa stort, som det synes). Naturens og den videnskabelige Krigs Rasen i Fællesskab kan magelig rende det hele over Ende! Naturen kan gøre det alene og maaske Krigen i dens højeste Fuldkommenhed ogsaa.

✂ Hvad ved vi? Hvis Livsforløbet kunde have været gennemløbet Tusinder Gange — kan vi saa vide, at det ikke er sket? En Lægmand maa have Lov til at spørge.

✂ Er der nogen Grund til at tvivle om Atlantis, engang et mægtigt Rige, nu kun et Navn, en Hvisken mellem Bølgerne og en henfaren Skygge. Oldtidens Vidnesbyrd taler for og intet taler imod. Men hvem ved — maaske gik der ogsaa Sagn tilbunds med Atlantis og ældgamle Beretninger? Maaske var der Ekspeditioner ude for at opgrave forhistoriske 34Murbrokker, sønderslagne Statuer og forstenede Skeletter, den Dag Jorden revnede og Havet brød ind i det store Rige. Den lærde Mand i Atlantis gik maaske tilbunds med et hundredetusindaarigt Kranium i sin Haand fra Riget Lemur. Hvem skriver Myretuernes Historie? De er der bestandig, men ikke de samme altfor længe ad Gangen! Der er sket mange Ting paa Jorden!

✂ Hvor tilfældige er ikke de Spor, vi finder i Klippen og intet finder vi under Sandet paa Havets Bund. Menneskenes Mærke udslettes let, de brænder endog deres Døde og længst varer de primitive Minder. Hvis en Istid igen gik henover Norden — hvad vilde der saa blive fundet om nogle titusind Aar paa dette Sted, hvor Staden København nu løfter sine Taarne? — Oldnordisk Museums Flintesten vilde blive fundet, og saa nogle Torsoer og Stumper maaske, fra Glyptoteket og Thorvaldsens Museum. „Rom har været her en kort Tid“, maatte de Lærde vel sige, hvis de da kendte Rom af Navn. Af Litteratur vilde der kun findes nogle Runesten, og vore stakkels fremgravede Skeletter fra idag, som maaske engang bar paa en saa stor Ærgerrighed, vilde komme paa Museum, som Stenaldermennesker sammen med Flinteredskaber.

✂ Hvis nu disse Fantasier og Flyvegriller kan komme i Betragtning, saa understreger de jo kun Historiens fragmentariske Karakter og Umuligheden af at finde Kontinuitet, Sammenhæng og Maal, men andet end at lege Blindebuk er dette ikke. Et lokkende, men uigennemtrængeligt Mørke omgiver vor Historie. — Nat bag os og Nat foran os. Er der intet andet?

DENURANSAGELIGE SKOMAGER

✂ Da steh ich nun, ich armer Thor Und bin so klug, als wie zuvor.

✂ „Faust“.

✂ Man bliver ved at tale om en biologisk Livsanskuelse i Modsætning til en religiøs. Hvem forstaar rigtig Meningen med det? Jeg ser ikke noget Modsætningsforhold og heller ikke, at vi her staar overfor Værdier, der kan erstatte hinanden.

✂ Biologi er en interessant og betydningsfuld Videnskab, der arbejder med glimrende Dygtighed; dens Resultater kan være et Udgangspunkt for, eller indgaa som et Led i en Livsanskuelses samlede Sum, der ogsaa tager andre Ting i Betragtning. Gregor Mendel var katolsk Prælat og en Høvding mellem Biologer. Hans Livsanskuelse var ikke biologisk.

✂ Nøgen, set for sig, er Biologi et Fag, som man naturligvis kan leve paa, for saa vidt som man kan leve paa en Interesse, der ovenikøbet er en af de højeste. Oplyste Mennesker kan faa Tiden til at gaa med uendelig ringere Ting, f. Eks. ved at samle paa Lysesakse og Frimærker med Fejltryk.

✂ Naar en berømt Biolog siger, at Livet er bygget paa Tal („Tal, Maal og Vægt“), behøver han ikke 36derfor nødvendigvis at finde hele Livets Sum i Tabellen. Matematikeren, som giver sig aldeles i Tallenes Vold, føres bort, hæves direkte op til fjernere Egne — ja helt til den syvende Himmel, saa vidt jeg kan forstaa. Det gør Biologen næppe uden selv at løfte sig op over sit Speciale.

✂ Det er den store Samfølelse, der skal give den biologiske Livsanskuelse personlig Farve og Værdi; men er dette ikke mere Lyrik end det er Videnskab?

✂ Samfølelsen lader sig realisere i en Stemning; men den glipper overfor Studiet af Detaillen. Fabre, der havde det dybeste Kendskab til Insekternes Liv, elskede dem aldeles ikke, tværtimod. Den biologiske Livsanskuelse passer bedre for Digtere end for Biologer.

✂ Faget er ikke lyrisk, ikke særlig behageligt engang, det beskæftiger sig med Livet og er beheftet med adskillig Klæbrighed, Slim og anden Ækelhed. Helt fint er det kun, naar det figurerer som Tal, der altid er vidunderligt stuerene. Biologien er fængslende for Tanken; men har svært ved at forbinde sig med Følelsen, som let vil bringe Forvirring i dens Rækker.

✂ Vi elsker det menneskelige, det vil sige, vi elsker Mennesket, naar Artens biologiske Ubehageligheder ikke er for fremtrædende. — Vi elsker Træer og Blomster, netop fordi de biologisk staar os saa fjernt, at de bliver til den rene Poesi for os. Paa den anden Side holder vi af Pattedyrene, fordi de biologisk staar os saa nær, at der er Mulighed for en Smule gensidig Forstaaelse. Men naar vi kommer 37til Fiskene, kniber det allerede; som levende Staffage paa Havets Bund kan de være tiltalende for Fantasien, men nærmere beset faar vi ikke noget videre ud af Bekendtskabet, de staar os biologisk hverken fjernt eller nær nok og bliver først rigtig sympatiske i kogt eller stegt Tilstand. Selv den, der sætter stor Pris paa Hummeren, naar den er rød, har kun lidt tilovers for den, naar den er sort. Og hvad saa med Krokodiller, Slanger, Hajer, Utøj, Kryb og Mikrober? Jeg tilstaar, at jeg som ung i Neapels berømte Akvarium blev besat af et umanerligt biologisk Had til en eller anden modbydelig Blæksprutte, der forekom mig langt værre end noget Menneske, jeg havde truffet. De, der taler smukt om Biologien, dvæler sjældent ved deres Samfølelse med Kakerlaker, Gopler og Staphylokokker.

✂ Er der ikke en vis Fare for, at en biologisk Livsanskuelse, som vil binde Følelsen til sit Stof, kan faa Præg af en ret forvirrende Dualisme, i hvilken det biologiske overvejende kommer paa den forkerte Side?

✂ Naturligvis i Udviklingslæren kunde der lægges Følelse. Man drev det endogsaa til at vise Infusorier al den sønlige Kærlighed og Ærbødighed, som Slægtens Ældste har Krav paa. Mendelismen derimod er ren Videnskab, uden Hypotese og blottet for Sentimentalitet.

✂ Udviklingslæren var jo en Tro, som rigtignok blev kaldet for Videnskab. En ikke bevist Hypotese er med mageløs Ihærdighed blevet slaaet fast som 38den soleklare Sandhed, saaledes at Kætteri er farligt her. Det drejer sig jo om selve Idéernes Kejser, der endog blev sat i Vorherres Stol.

✂ Alligevel maa det være tilladt at spørge en Gang til: Hvad er det egentlig for noget, Udvikling?

✂ Vi taler om, at et Menneske udvikler sig i mere eller mindre heldig Retning, bliver bedre eller værre, klogere eller mere tosset. Der sker noget fortsat og sammenhængende med ham. Det er hans Udvikling. Paa samme Maade med et Samfund; en Nation, et Rige. Der sker noget, godt eller daarligt, op eller ned. Det er Udviklingen. Men sker der paa samme Maade noget i Naturen, og har Hændelserne her en ensidig, heldig Retning, der lover godt ogsaa for Fremtiden? Darwin svarer ja til det første Spørgsmaal, og hans Tanke blev populært tydet paa optimistisk Vis, skønt der var ringe Grund dertil, og skønt han selv saa med blandede Følelser paa Forholdene. (Saa kunde man med nogen mere Grund faa en Tro ud af Lamarcks Lære.)

✂ Ikke desto mindre bliver Folk vrede, naar man rører ved det forkerte i Darwins Tanke, selv om det sker med fuld Respekt for Personligheden og Forskeren.

✂ Det vilde ikke undre mig saa meget, hvis protestantiske Teologer harmedes paa Selektionslærens Vegne (mellem dem træffes Folk, som finder alting yndigt, og Guds Visdom i hvad som helst, Mennesker hitter paa), men det undrer mig, at Kunstnere er ømfindtlige paa dette Punkt, som om der forelaa en Blasfemi eller Majestætsfornærmelse.

✂ Frøding talte i sin Tid om en Litteraturart, som 39han kaldte „Skomagerrealisme“. Selektionslæren er Skomagerrealisme. Jeg nævner et nærliggende Eksempel: Opstillingen af Hestens Stamtavle, der hyppigt anføres, som Udviklingens store Triumf. Her ser vi Verdensidéen for Alvor i Funktion! Læser! Giv Agt! Nu kommer det:

✂ I en uendelig fjern Fortid havde Hesten fem Tæer — men fine Fremskridt sker, omend meget langsomt — og nu har den een! O, store Udvikling! Har jeg ikke Lov til at kalde dig en beskeden Skomager?

✂ Folk er imidlertid fuldt ud tilfredse og roser Mester for propert Arbejde; men sæt nu, at Hesten var begyndt med een Taa og endt med fem? Vilde Bifaldet da ikke have lydt fuldt saa overbevisende?

✂ Efter Darwins specielle Hypotese maa man formode, at det smukke Resultat er naaet gennem tilfældige smaa Uregelmæssigheder, hvilket vel vil sige: Misdannelser, som saa er blevet nedarvet gennem Tidernes Aarmillioner. Jeg kan ikke uden Medfølelse tænke paa alle de Genvordigheder, det stakkels vanføre Dyr maa have gennemgaaet, før Udviklingen fik fremskaffet en anvendelig Klumpfod! Den uransagelige Skomager er nok stor; men han benytter en Metode, som ikke er at anbefale for Mænd af Faget!

✂ Nu paatrænger der sig imidlertid et Spørgsmaal! — Naar Udviklingen har Æren af den erhvervede ene Taa, hvem har saa Fortjenesten af de oprindelige fem? Hertil kan kun svares, at de maa være udgaaet fra samme Værksted, da intet andet forefindes! Hvordan har Udviklingen da baaret sig ad 40med at lave dem? Al Sandsynlighed taler for, at den er gaaet fra det enkle til det sammensatte! (Var dette ikke Tilfældet, havde man vel ikke Brug for nogen Udviklingslære)! Jeg ser da ikke bedre, skønt Tanken forfærder mig, end at Hesten faktisk maa være begyndt med een Taa, og denne ene Taa er saa senere gaaet i Stykker og bleven til fem — der atter er voksede sammen og bleven til een. — Elendige Skomager, hvilke endeløse Plager har du ikke beredt den stakkels Hest!

✂ En anden bitter Tanke melder sig. Hvorfor har ikke ogsaa Mennesket faaet sine fem Tæer omsat i een? Det er dog tydeligt nok, at en saadan Forandring vilde være „hensigtsmæssig“, og man hører da ogsaa Tale om talrige tilfældige Uregelmæssigheder, saasom Ligtorne, haard Hud, Knyster, Sammenvoksninger, ja endog Klumpfødder — lutter interessante Smaavariationer, der med stor Ihærdighed har budt sig frem til Anvendelse for Udviklingen, dog uden noget paaviseligt Resultat. — Der foreligger desuden utvivlsomt et positivt Ønske fra Indehaveren af de fem Tær. Støvlen er jo ikke andet end et kunstigt, bekosteligt og upraktisk Forsøg fra Menneskets Side paa at lade, som om det kun havde een Taa!

✂ Man tænke sig, hvad der vilde blive sparet af Arbejde og Penge, hvis Udviklingen havde taget Affære! Skotøj vilde være fuldstændig overflødigt, og Skosværte det eneste, der skulde anskaffes. — Hvad siger jeg, Skosværte — selv den fattigste vilde have 41Raad til at gaa med lakeret Taa! — Men nej. Alt Haab synes udelukket. Darwins og Lamarcks forenede Kunst har intetsomhelst formaaet. Den fordømte Skomager nedlægger Arbejdet, naar man bedst har Brug for ham.

✂ Hvis Udviklingen for Alvor skulde aflaste den skabende Kraft, var det ønskeligt, om den kunde fremvise mere overbevisende Kunststykker end det beskedne Forvandlingsnummer med Hestens Hov. Maaske det er i Følelsen heraf, at Biologerne kalder Reservetropper til Hjælp. Jordmiddelalderens forstenede Kæmpedyr maa møde frem som Vidner. Men hvad har de egentlig udviklet sig fra, og hvad har de udviklet sig til? De synes at være kommet engang, og pludselig har Borte taget dem, hvilket vel er det modsatte af, hvad der skulde bevises. — Det er ganske sært at høre populær Darwinisme om disse Giganter. Mennesker er jo tilbøjelige til at lade sig imponere af legemlig Storhed, og kan let falde i forkerte Tanker over Nutidens beskedne Dimensioner, deres egne iberegnet. — Darwinismen aner Uraad, og giver sig derfor til at snakke løs om Brontosaurus ringe Begavelse, som om den var falden igennem ved en psykoteknisk Prøve. Det stakkels Dyr faar en ilde Omtale som et nødvendigt Offer til Udviklingen. Nu vil jeg ikke benægte, at Brontosaurus (bortset fra, at den dog kunde styre et mægtigt Korpus) var et stort Fæ; men saadanne er der jo nok af, ogsaa nutildags, og de klarer sig godt, som en Østers i sin Skal, trods ihærdig Forfølgelse. Det sandsynligste er vel, at Kæmpeøglerne 42gik til Grunde ved en Katastrofe, som ingen Kløgt kunde hjælpe imod; men sæt, at deres mangelfulde Udrustning virkelig har haft Skylden, hvad jeg ikke vover at benægte, hvorledes forklarer vi da Sabelkattens lige saa tragiske Skæbne? Dette Rovdyr siges at have været ypperligere udstyret og mere differentieret end nogen overlevende Art af Katteslægten. Ak, Udviklingen er en indviklet Herre og ingen har kunnet spore dens Veje!

✂ Det er selvfølgelig fristende for den menneskelige Forstand, der søger det Sandsynlige ud fra sine egne Forudsætninger, at tænke sig Livsformerne byggede op fra neden af paa samme Maade, som Huse, Slotte og Kirker bliver til, ved at Sten lægges paa Sten; men spotter ikke Kæmpeøglernes umaadeholdne og uovergaaede Legemsmasser Troen paa, at Naturen anvender den samme Fremgangsmaade. Faar vi ikke snarere det Indtryk, at Restriktion er Livets Formprincip? — Tyder ikke ogsaa Cellernes enorme Vækstmuligheder paa en Overdaadighed, som skal stoppes i Farten?

✂ Gaar vi til den modsatte Yderlighed, til de mikroskopiske Smaadyr, saa synes ogsaa de at spotte Troen paa beskeden Enkelhed, der bliver til rig Mangfoldighed. Se til Radiolarierne, de encellede Infusorier, der omgiver sig med vidunderligt fint udformede Kiselhylstre i en glimrende og mageløs Yppighed af Variationer. Jeg kan selv! siger Naturen. Jeg behøver ikke den flittige Skomager; og i deres underfuldt skønne smaa Boliger siger Radiolarierne: My house is my castle" — som om de vilde 43bevise deres Alibi og frigøre sig for enhver Mistanke om Ran af Æren for at have skabt Mennesket, der en Gang troede, at det var udgaaet fra Gud!

✂ Man leder i den moderne Biologi, som beherskes af Mendels strenge Love, efter Skomageren, der blev udraabt til at være Idéernes Kejser — men har svært ved at finde ham! Han gaar i alt Fald ikke længer klædt i Purpur.

✂ Mutationer kan konstateres, men ikke Evolution, og om vi i de pludselige Forvandlinger ser Glimt eller Genskær af Fremstødets Kraft, staar hen i det uvisse. En Ting er sikker, at Degeneration er et saare vel bevist Faktum, Misdannelser ogsaa; mens Udviklingen holder sig skjult. Der fødes Kalve med defekt Hoved, med to Hoveder, muligvis ogsaa uden Hoved; men aldrig en Kalv med et bedre Hoved. Hvis alle Æbler efter Newtons Tid var gaaet tilvejrs, var der sandsynligvis opstaaet Uro omkring Tyngdeloven!

✂ Der var engang en Kejser, der gik i Spidsen for sit Hof gennem Byens Gader. Alt Folket hilste ham med dyb Ærbødighed, Mænd og Kvinder beundrede hans skønne Klæder, og selv de Vise var med i hans Følge og bar paa hans Slæb. Da var der en lille Dreng, som sagde: Far! Kejseren har jo ikke noget paa!

✂ Den lille Dreng gik vidt; men med denne fine Tradition har en Lægmand maaske dog Lov til at spørge: Har Kejseren egentlig noget paa?

✂ Jeg forestiller mig, at den Vismand, hvis Haandstilling kun ganske svagt antyder, at han bærer paa en Flig af Slæbet, vil svare med at pege paa Billedet i Eventyrbogen: Selvfølgelig har Kejseren noget paa. Enhver kan da se, at han gaar i den bare Skjorte — og med de bare Ben i Støvlerne!

✂ Vi ved intet. Et lokkende, uigennemtrængeligt Mørke omgiver Skabningens Oprindelse og alt er ubegribeligt, som det var og skal forblive for enhver, der betragter Livet som et teknisk Problem.

VI

✂ Gamle Fisker Wiedemann i Ellekilde var ikke nogen Tilhænger af det kopernicanske System.

✂ Han sad en Aften paa Brinken og betragtede opmærksomt Solen, som gik ned, vendte sig saa til mig og ytrede: „Man siger jo, at det er Jorden, som gaar rundt om Solen og ikke Solen, som gaar rundt om Jorden?“ Jeg bekræftede min Skolekundskab, hvad jeg da ogsaa er tilbøjelig til at gøre den Dag idag. „Det skal sku ingen faa mig til at tro,“ sagde Wiedemann med en baade indigneret og skælmsk Overbevisning lysende ud af sit halvfjersindstyveaarige, hvidstubbede Drengeansigt. „For det kan jeg da se!“ Hvorpaa han vendte Skraaen i Munden og sit Ansigt mod Solen, som han fulgte meget nøje med Øjnene, til han kunde konstatere, at den var gaaet fuldstændig rigtig ned.

✂ Dermed var den Sag afgjort. Gamle Wiedemann rejste sig op, gav Skraaen en ny Omdrejning, saaledes at den gik rundt om Tungen og Tungen rundt om den, og uden at nogen af os havde bemærket denne Løsning af Problemet, bød han Godnat og gik ind til sig selv, sikker i sin Sag. Det var let nok at se paa hans Mine, at det ingenlunde vilde være 46gaaet Galilei bedre for hans folkelige Domstol end for Jesuiternes Tribunal, og at Wiedemann i det modsatte Tilfælde maaske endogsaa vilde have hævdet sin Overbevisning med større Standhaftighed end den navnkundige Florentiner.

✂ Den gamle Mand havde i hvert Fald set en Solnedgang, havde oplevet den, og det er ikke enhver, der har lært Kopernicus udenad, som kan rose sig af det.

✂ En Solnedgang er naturligvis som alt andet et fint Regnestykke; men den er ogsaa en Oplevelse, og det en af Livets skønneste. Det store Guldlegemes sagte, lydløse Rørelse føles som en Velgerning mod Hjertet, der et Øjeblik aander op, ligesom hvilende paa en Lyspude. Den synlige Verden bliver helt levende og samtidig anes noget usynligt, som Vingeslag af fjerne Fugle, som et Aandepust af det Hellige. Bevægelsen har frigjort den store Fred!

✂ For gamle Wiedemann var der imidlertid kommen en Draabe Gift i Glædens og Fredens Bæger — dette Bryderi med Kopernicus — og det var egentlig Synd. Videnskaben er god nok; men man maa ikke overvurdere den. Tingen, som vi ser og oplever den, er alligevel det væsentlige. Prøv engang at betragte din Venindes Ansigt gennem et Mikroskop! Den fine Hud vil blive uhyggelig grov og de lette Dun til fæle Pigge! Ser hun virkelig saadan ud? „Ja,“ siger Manden med Mikroskopet. „Nej,“ siger du. — Hulspejlet, hvor din Kæreste faar Hovedet trykket ned i Maven og Figur som en lille Blækflaske, truer nu oven i Købet med at blive videnskabeligt! Ser hun i Virkeligheden saadan 47ud? „Muligvis,“ siger Einstein. „Nej,“ siger du og sværger til Illusionen.

✂ Det kan ikke nægtes, at Indførelsen af det kopernicanske System har skabt 'en vis Forvirring, der varer ved den Dag idag. Gamle Wiedemann kom nogenlunde fra det, han saa' blot et Øjeblik en Maskinmand i Kulissen og fik Illusionen forstyrret; men han glemte hurtig det lille Uheld.

✂ Den videnskabelige Verden fik derimod Lov til at komme ind bag Scenen, hvor en Mand stadig haler ned, naar nogen gaar op i et Forvandlingsnumer. Det er et Privilegium, som har sine Fordele, men Hovedsagen er dog stadig Spillet selv. Det gælder ogsaa, naar Teatret er større og mere fantastisk, end nogen anede.

✂ Som Tilskuer fik Menneskeheden sin Horisont udvidet, Verden blev mægtig stor, Gud blev saa stor, at han slet ikke var til at fatte mere, men som Medspillende og Handlende i Stykket blev Menneskeheden degraderet. Hvad var egentlig dens Opgave? Havde den stadig en Hovedrolle, eller var den maaske kun en Bifigur? Anden Elsker? Tredie Morder kanhænde? En stum Statist?

✂ Tvivlen om Livets Værd, som altid har plaget Mennesket, fik nu en Tilsætning af haabløs Forvirring. Ikke blot lød det som før: Hvem er vi? men ogsaa: Hvor er vi? I hvilken Udkant af Verden? Vi var forviste fra Hovedstaden, fra det store Centrum til en ussel Provins.

✂ Selvfølgelig maatte den Tanke efterhaanden opstaa, at der var Mennesker paa andre Planeter. Vi maatte ikke bilde os ind, at vi var de eneste! Med 48en mærkelig Blanding af Beskedenhed og Ubeskedenhed syntes det os nødvendigt at fylde Verden op med smaa Mænd i Bukser, smaa Kvinder i Skørter, som om der ikke var nok af dem her. Og nu kom Optimismen til: Selvfølgelig skulde vi telegrafere til Buksemand i det fjerne og faa omgaaende Svar, som om der ikke blev afsendt nok af taabelige Telegrammer i Forvejen.

✂ I Tankerne sammenlignede vi os nu med fjerne Klodeboere, som muligvis slet ikke eksisterede, og følte os endogsaa ringe i Forhold til disse imaginære Størrelser, og dette ansaas for at være en rationel Tankegang. Pessimisme og Optimisme blandede sig sammen paa den besynderligste Maade i den holdningsløse, flossede, formløse Livsanskuelse, som var gængs mellem „gode Hoveder“ i det nittende Aarhundrede. De gik omkring med det sande Verdensbillede, men det var kun et ituslaaet Spejl, de holdt i Haanden.

✂ Paa Jagt efter Sandheden, naaede Menneskeheden omsider til Erkendelse af den hele Verden, som et Kaos, i hvilket ved en Tilfældighed et lovordnet Stjernesystem var opstaaet. Her var saa ved en anden Tilfældighed, Livet opstaaet, og dette var saa ved nye Tilfældigheder bleven „udviklet“. Det var Livsforringelsens højeste Kulmination! — Menneskeheden er kun Mug paa en fugtig Væg, et Udslet paa Jordens Hud, sagde Pessimisten. Ganske rigtigt, sagde Optimisten, men Mug udvikler sig! Paa denne Maade tænkte kloge Mænd. De enfoldige havde ikke Forstand nok til en saadan Daarskab.

✂ Det er da ikke saa underligt, at Kirken blev angst 49for det kopernicanske System. Nu bagefter kan vi nok se, at det havde været visere, om den straks havde erklæret, at det var ligegyldigt, hvem der gik rundt om hvem, og at der for Kirken ikke findes noget andet Centrum end Gud; men den saa altsaa Faren ved, at Verdensbilledet blev slaaet i Stykker. Derimod syntes Galilei ikke, at der forelaa en Sandhed, som der var Grund til at sætte Livet til for paa samme Maade, som Martyrerne gjorde det til Vidnesbyrd om Kristus og det evige Liv, hvilket har indbragt ham megen nedsættende Omtale af fornærmede Videnskabsbeundrere, der dog ikke er bleven sat paa en lignende Prøve.

✂ De formildende Omstændigheder, der kan anføres til Fordel for Jesuiterne, maa ogsaa komme deres Meningsfælle, gamle Fisker Wiedemann, tilgode. Han var jo nok lidt antikveret, men det er maaske ikke altid saa galt. Slaar der os ikke en antik Stemning imøde fra Nutidens Biologi?

✂ Det er fristende, omend farligt, at forfølge en Tanke til dens yderste Konsekvens; men det kan ikke nægtes, at nogle gør det. De mener, at Verdensbilledet er bleven slaaet itu en Gang til, og at man nu kan sætte det sammen, som man selv vil, og begynde forfra med det Ptolemæiske System.

✂ Som det synes, ikke helt uden Grund — uddrager de dette af Einsteins Lære og selv den, der holder fast ved Kopernicus, baade fordi han gjorde Rummet vældigt og fordi det er en saa smuk Tanke, at Jorden, ligesom et lille Barn eller som en gammel Mand vender sig i Solskinnet, for at blive varm paa alle Sider — selv den, der altsaa er glad for Lyset 50i Midten, kan finde en frugtbar Impuls i dette Tankeeksperiment, der frikender mange store Aander, foruden selv den græske Kulturverden, og gamle Fisker Wiedemann, for at have begaaet en altfor stor Dumhed ved at lade haant om en uomtvistelig, værdifuld Sandhed.

TRÆET OG BLADET

✂ Vi vender nu tilbage til vort Udgangspunkt: Det religiøse Liv i Nutiden og dets problematiske Stilling i den historiske Sammenhæng.

✂ Det smukke ved Oswald Spenglers „Untergang des Abendlandes“ er den religiøse Stemning, som trods alt bærer Værket og forlener det med Ro og Værdighed. „Forgængelighed“! er det Omkvæd, som toner fra Bogens Blade. Det er en god, gammel kirkelig Visdom.

✂ Naar en ny Pave er valgt, hyldes han af de Troende under Sankt Peterskirkens Himmelkuppel, der kroner en Verden af Marmor. Omgiven af al Jordens Pragt i Farver, Lys, Former og Toner tiljubles han som ingen anden Dødelig. Da træder en Præst frem foran ham, tænder Ild i en Hørtot, der blusser et Nu og falder som en Smule Aske for den mægtige Kirkefyrstes Fod. „O sanctissime pater,“ udraaber Præsten, „sic transit gloria mundi“! Der er i denne simple Ceremonis klare Symbol mere Visdom for den store Menneskehed end i Alverdens Biblioteker.

✂ Hele Spenglers Værk synes bygget over denne Sentens: Saaledes foregaar denne Verdens Pragt.

✂ Naar Kirken imidlertid indprenter Menigheden en saa dyb Pessimisme, er Hensigten ikke at dvæle ved Undergangen, men derimod at føre Tanken tværs igennem, til det, som forbliver og skal bestaa. Skønt Spenglers Forkyndelse ikke har samme Hensigt, kommer den uvilkaarligt til at virke paa samme Maade.

✂ For Spengler og Ligesindedes Historieopfattelse er Verden som et Træ, hvis grønne Blade Aar efter Aar springer ud i Lyset, lever deres Liv til Ende, falmer, visner og falder til Jorden. Kulturernes Historie er Løvets og Blomstringens Historie. — Men der er en Ting, som bestaar, og det er Stammen.

✂ Den stoiske Ro, som præger Værket om Undergang, beror paa, at Spengler aandelig talt har sit Stade i Stammen, hvor den uforgængelige Kraft bor. Dette er det religiøse Hjemsted i dets rent intellektuelle, nøgne Form. Beskueren har her et Helle, fra hvilket ingen Magt kan drive ham bort, Løvet visner og falder, han ser det inde fra Stammen og frygter ikke. Selv er han ogsaa et Blad, der skal visne og falde; men hvad betyder det? Den Kraft, som forlader Løvet, trækker sig kun tilbage, ind i sig selv — saa falder Bladene. Kraften er uformindsket den samme.

✂ Spengler er Metafysiker, og den Stamme, jeg taler om, er usynlig og uforgængelig. Der findes ikke noget Liv uden i Forbindelse med det skjulte. Den afbrudte Samhørighed er Døden, men kun for en krøllet, vissen lille Ting, som Livet lader falde.

✂ Naar vi nu forestiller os, at Stammen stadig springer ud med Løv, som aldrig er helt det samme, altid 60i en eller anden Hensende er forvandlet, saa har vi Spenglers Livsbillede.

✂ Han har imidlertid hele Tiden sit Blik vendt udad mod det forgængelige. Han glemmer, at han er Metafysiker og dyrker ufortrødent den eksakte Videnskab, som bygger paa Iagttagelser og kan drage Slutninger fra det, der var, til det, der er og det, som skal komme. Han ser da, at Livets Lov er Gentagelse, ikke Fortsættelse, idet de Forvandlinger, der forekommer, synes ham uden Forbindelse med hinanden. Der er imidlertid den Mulighed, at der foregaar noget inde i Stammen, noget, sammenhængende, som skjuler sig for det udadvendte Blik, en Udvikling, der er saa fjernt som muligt fra det darwinistiske Begreb, fordi „det er Aanden, der bygger.

✂ Netop som Metafysiker maatte Spengler kunne se, at den videnskabelige Logik ikke strækker til overfor Livet, og at vi ikke ud fra det engang givne, som er de tidligere Kulturers Undergang, kan drage afgørende Slutninger om, at den Kultur, vi selv tilhører, vil faa et ensartet Forløb.

✂ * * *

✂ Nu skal jeg ikke nægte, at Synet af vore Dages Europa byder Stof nok, der kan nære et filosofisk Sortsyn. Selv om man aldrig gennem Iagttagelse vil kunne naa til en virkelig Afvejning og Vurdering af den sjælelige Tilstand og Fremtidens Muligheder i saa mange store og forskelligartede Samfund, saa er der visse almene Træk, som ser truende 61ud, ja i visse Henseender mere truende end Spengler kunde vide, eftersom hans Værk blev skrevet før Krigens Resultat. Han saa Kulturens Forfald, moralsk Opløsning, Mekaniseringens Fremskriden, som betyder sjælelig Død; men hvorledes han egentlig tænkte sig, at Civilisationen vilde gaa tilgrunde og den af ham bebudede „Fellahtilstand“ indtræde, er mig ikke helt klar. De Aar, der er gaaet, har i alt Fald hjulpet paa Forstaaelsen. Hvis der ingen Syndflod kommer, tør vi forvente, at den videnskabelige Krig vil blive istand til at skære Pulsaaren over paa Samfundslivet, saa det forbløder og opløses. — Men hvad saa, hvis det allerede har udtømt alle sine Muligheder og er afsjælet som de brune, tørre Blade, der er lige ved at slippes af Grenen?

✂ Her er vi ved Problemet om den religiøse Strømning i Nutiden. Betyder den, at Løvet har levende Forbindelse med det store Træ endnu? — Religion er intet andet end Samhørighed med Stammen, med Aanden, med Drømmenes Univers, og er derfor det sande Liv.

✂ De fleste Kulturfilosofer, der ikke bliver paa Overfladen, ser med stadig større Klarhed den nøje Forbindelse mellem Kultus og Kultur. Religionen er den egentlige Samfundsbesjæler, som giver Impulser ikke blot til Kunsten, men ogsaa til Videnskaben, idet Sindsretningen anviser Tankens Baner. Ja, baade Forherligere og Angribere af Kristendommen hævder, at den høje tekniske Fuldkommenhed, vi har 62naaet, vilde være utænkelig paa ethvert andet religiøst Grundlag. Det gamle Testamentes Bud: Gør Jer Jorden underdanig, videreføres i det nye Testamentes Guddommeliggørelse af Mennesket. „Miraklerne“ viser, at intet er umuligt. Troens Kraft kan flytte Bjerge. Den saaledes udkastede Plan er unægtelig bleven fulgt. Mennesket har gjort sig Jorden underdanig, og intet er snart umuligt for dets tekniske Vilje.

✂ Vil nogen tage Forbehold overfor dette, saa er det dog vistnok indlysende for enhver, at alle vore sociale Idéer og det gode, som blev vundet ved dem, er udledede fra det nye Testamente, og dermed vil man ogsaa se, at den Idé, som samler alle Foreteelser i en Strøm, nemlig „Udviklingen“, ikke er en biologisk, geologisk eller historisk Idé, men en bevidst kristen Idé, udledet af alt, hvad der er aktivt i Bibelen. Socialdemokratiet laaner sin Kraft fra Kristus, (men takker ham ikke). Kommunisterne har ingen anden at holde sig til; (men haaner ham). Han har plantet sin Fane saa langt fremme, at vi aldrig kan komme forbi den, men kun søge den i en Tilnærmelse. Hvis Udviklingen naaede sit Maal, som jo ikke kan være andet end Guds Rige paa Jorden, hvem vilde vi saa møde i det forjættede Land? Den, som Udviklingen havde afsat, som Socialdemokraterne havde glemt, som Kommunisterne paany havde myrdet. Alverden ivrer nu for at realisere sin halvforstaaede Bibellærdom; men Evangeliets første og sidste Sandhed: Bladets dybe Samhørighed med Stammen, Menneskets levende Forbindelse med 63Aanden, lader de alle haant om. Hvemsomhelst vil skabe Guds Rige hvorsomhelst og i hele Verden paa en Gang — kun ikke i sit eget Hjerte.

✂ Alt, hvad der vækker bange Anelser, alt, hvad der bebuder Forfald, er en Følge af Ensidigheden og Overfladiskheden i dette Kristenherredømme. Udviklingen gaar saa det gnistrer paa alle Omraader; men den indre personlige Udvikling, som betinger det sande Fremskridt, er forsømt og glemt.

✂ Om en Ting har alle disse Kristendommens Børn og Arvtagere været enige. De er mødt frem for at udrydde deres Ophav. — „Hjælp mig fri,“ sagde Bladet til Stormen, „saa skal jeg fælde Stammen,“ og det faldt til Jorden.

✂ Et Hjertebarn havde Kirken i sin Forening med græsk-romerske Elementer, det hed Kultur: Naturens Forædling, Sjælens Blomstring, Hjertets Dannelse, Aandens Klarsyn. Det Barn har ikke kunnet slutte sig til Morderne; men det dør selv.

✂ Dette er en Pessimisme, som ikke er let at komme udenom. Alligevel nægter noget i vort inderste Væsen os at give op og byder os at søge efter Udvej. Der er dog Sundhed og Kraft endnu og Længsel efter Skønhed. Er det sikkert, at alle Muligheder er udtømt? Hvis vi gaar ud fra Religionen, som Besjæleren — er det da givet, at den ikke kan aabne et Stykke Vej foran os igen? Spengler og andre Sortseere (og med dem mangfoldige, der om alt andet tænker stik modsat) betragter Kristendommens 64Kraft som brudt. Den er dræbt af den videnskabelige Aand, af Skepticismen og af Storstadens Mekanisering. Hvad der er af frireligiøse Bevægelser: Europæisk Buddhisme, Teosofi, Spiritisme, Occultisme, er at ligne ved hine asiatiske Mysteriekuiter, der blomstrede op en kort Tid i Rom, da den antike Verden gik tilgrunde.

✂ Her melder der sig imidlertid en Indvending — Tilstandene nu kan paa mange Maader minde om Romerrigets Dekadance, men ikke paa dette ene Punkt. Alle Tidens frireligiøse Bevægelser er kun Aflæggere af Kristendommen, Nyforsøg paa dens Grund, skabte af Kirketræthed. Selv Buddhismen er ingen virkelig Fjende af dens inderste Væsen.

✂ Hvad der er af Værdi i Nutidens religiøse Særliv, kan da maaske tjene til Fornyelse og Berigelse af Kristendommen, men ikke til dens Fald.

✂ Mitradyrkelsen i Rom bebudede ikke blot Antikens Undergang, den forberedte ogsaa Kristendommens Sejr. Vi kan da ligesaa godt tænke os, at de nuværende Tilstande, bebuder en fornyet Sejr for en fornyet Kristendom.

„MIRAKLER“

✂ Det er en skøn Ting ved Evangelierne, at der sker noget usandsynligt i dem, som minder om, hvem og hvor vi er, hvad vi bestandig glemmer. Dagens Vaner tilpropper vort Liv med Selvfølgelighed, saa vi mister det store Udsyn. Imidlertid maa det billigvis erkendes, at om end Usandsynlighed aldrig er Grund nok til en Forkastelse, er den ikke heller Grund nok til en Bekræftelse.

✂ Jeg spørger da, om den vantro Thomas ikke vilde ændre Mening om det historiske Vidnesbyrds Værdi, hvis han fik Lov til at lægge Haanden i Naglegabet?

✂ Men sker der da ikke „Mirakler“ den Dag idag baade her og dér? — Skønt Verden er bleven saa forpestet af Svindel, at Mistro er en Lov, nytter det næppe længere at benægte og bortforklare, at underfulde Helbredelser finder Sted. Retningslinien er en stadig voksende Forvisning om Kraften i den psykiske Indflydelse. Hvad der foregaar i Lourdes, synes at være vel dokumenteret, Vidnesbyrdene er for mange og for faste, og Angrebene har vist sig uvederheftige. Der maa findes et hemmeligt Skatkammer, til hvis Inderste Troen har Nøglen, 73og fra hvilket den gaadefulde Regenerationskraft strømmer ud. Ikke blot Katolikerne og de Helbredede selv, ogsaa Skeptikere, som er øvede og prøvede paa Mistænksomhedens Vej, og som i Lourdes har faaet Syn for Sagn, hævder, at „Miraklet“ finder Sted.

✂ Hvorfor vil Sporvognsmennesket ikke tro det? Han tror paa Lægerne, hvad jeg holder med ham i, men han glemmer, at Lægerne kun er Guden „Gro“s Medhjælpere. Han ser uden mindste Undren, at hans Saar vokser til; lydende en magisk Kraft i Organismen; men hvis nogen siger ham, at denne samme Kraft kan foretage et pludseligt Fremstød, naar en psykisk Mægtighed driver den dertil, saa bliver han iskold og fornærmet paa Videnskabens Vegne. Hvis en Fabrikant derimod kommer for en Øre Mel i en Æske, paatrykt: Miraculin, Pris 12 Kroner, saa tror Sporvognsmennesket paa Mirakler.

✂ Den, i snæver Forstand, religiøse Betydning af Lourdes*) Mariaundere, der ikke blot gælder nervøse Lidelser, men, som det hævdes med Styrke, ogsaa organiske Sygdomme af alvorligste Art, er omtvistelig. Dr. Coué og andre synes i alt Fald at tilnærme sig de samme Resultater — maaske saaledes som en Gang de ægyptiske Troldmænd, der kappedes med Moses ved Faraos Hof. Men hvis vi nu tvinges til at erkende Sandheden af det, der sker idag ved Bøn til Maria om Forbøn hos hendes Søn, kan vi saa kalde de tilsvarende Undere, som Evangeliet beretter, at han selv udførte — usandsynlige.

✂ Men var dette ikke oprindelig et Udgangspunkt for den historiske Mistillid?

✂ Efter at dette er skrevet fremkommer Meddelelsen om Ærkebiskoppen af Yorks Henvendelse, der viser, at Spørgsmaalet ogsaa brænder i den angelsachsiske Verden. Det er min Tro, at saadanne gaadefulde Helbredelser ogsaa sker hos os; jeg finder imidlertid et vist Forbehold fra Lægernes Side fuldt berettiget, da Faren for Svindel og letfærdig Forventning om det sjældent hændende paa dette Omraade er stor. „Miraklet“ er ingen Fjende af Lægen; men møder vistnok gerne frem som hans store Hjælper. Jeg tænker mig ialtfald, at der er Tilfælde, hvor Patienten takker Lægen af ganske Hjerte, medens denne i sit stille Sind takker Gud, fordi det mod al Videns Forventning et gaaet godt. Dette er imidlertid en Ting for sig, der ikke vedrører det historiske Spørgsmaal. Det gør derimod en Meddelelse fra Bradford, der i Korthed lyder saaledes: Blinde ser, lamme gaar, døve hører, Stumme taler. Den Mand, som fremkalder disse Virkninger, giver en meget simpel Forklaring: Jeg gaar bare ud fra, at det er sandt, hvad der staar i Evangeliet, siger han, og det synes da at være et frugtbart Udgangspunkt for hans og de syges Vedkommende. Jeg tror ikke engang, at Lægerne vil benægte de anførte Tilfælde, der vistnok alle kan komme ind under Betegnelsen „nervøse Lidelser“, men det er en Indrømmelse, som hører Nutiden til. Lægerne siger blot „Suggestion“ om Tingen, og Sporvognsmanden er glad for dette Ord, der populært opfattes som „Indbildning“, han har ikke saa meget 75imod at Patienten kommer sig, naar blot det beror paa en Slags Fejltagelse; men den, der er bleven fri for en aarelang Lidelse, synes ikke, det er en Indbildning, at han har det godt igen, han hævder en subjektiv Opfattelse, der har sin Værdi for ham, og da han rimeligvis ikke paa nogen anden Maade, ved nogen anden Suggestion, kunde have faaet sit Helbred tilbage, maa man indrømme ham en vis Ret til at tale med om Tingen. Der findes ingen „Suggestion“, der frembringer en saa mægtig indre Rystelse som Religionens og vi tør tro, at Jesus Nærværelse har været af underfuld Virkning.

✂ Vender vi os nu til et „Mirakel“ af anden Art, Jesus' Vandring paa Vandet, saa mener jeg heller ikke, at man slet og ret kan forkaste det. Adskillige hævder, at de har været Vidne til „Elevationer“, men da Sagen er omtvistet og jeg selv ikke kan fortælle noget i den Retning, lader jeg det staa hen. — Jeg tror imidlertid, at mange uvilkaarlig føler, at Evangeliets Beretning har en virkelig Oplevelse til Grundlag.

✂ Har Læseren aldrig drømt, at han kunde „flyve“? Saaledes kaldes en bestemt Drømmeerfaring, der vistnok kun indtræffer, lige før man vaagner, og efterlader en meget tydelig Erindring af veridisk Karakter og artsforskellig fra de fleste Drømmes. Betegnelsen er imidlertid fejlagtig, man „flyver“ ikke og en fugleatavistisk Forklaring vil ikke overbevise nogen. Personlighedens Identitet er fuldt tilstede, og den har ingen Vinger, men prøver sig frem, løfter sig lidt i oprejst Stilling og gaar saa, ikke uden en vis Ængstelse og ikke højt oppe, et 76lille Stykke igennem Luften. Hvad kommer saadant af? Den vaagne bevarer i sin Erindring Bevidstheden om en Mulighed, som maaske kunde realiseres i denne Tilværelse, maaske først paa et andet Livsplan.

✂ Jeg selv tror helst, at Jesus' aandelige Personlighed har haft Evnen til at være nærværende, hvor hans Legeme ikke var. Men en helt realistisk Opfattelse kan ikke anses for umulig. Den strider ikke mod Naturen (i vort Aarhundrede vel at mærke!), Fysikerne taler om en Forskydning af Tyngdepunktet, en Omordning af Atomerne, eller hvad det nu er for noget Hekseri. Disse Troldmænd er i Færd med at faa en Blyklump til at svæve.

✂ Videnskaben har i de sidste Tider faaet en udpræget Smag for det mirakuløse, og derved ses mange Ting i et andet Lys end før, og jeg tænker mig, at det bliver nok endnu galere efterhaanden, og man kunde godt tro, at den høje Objektivitet har valgt sig Det nye Testamente til Mønster.

✂ Det er det vidunderlige ved Evangelierne, at de fortæller de utroligste Ting paa en saa selvfølgelig overbevisende Maade, at man tror paa dem. Jesus bespiser 5000 Mennesker med fem smaa Brød og to Fisk. Hvad er det for en Trolddom, der gør at vi tror det? Naturligvis bagefter, naar vi tænker og spørger, hvordan det kan være gaaet til, maa vi forkaste denne Beretning som uhistorisk, men saa længe vi lever med i den, indenfor Tryllekredsen, er vi bjergtagne. Kritiken kommer til det Resultat, at det er en Legende eller en skøn Lignelse om Aandens Overdaadighed, og begge Dele kan være sandt. Jeg tør ikke nægte det.

✂ Alligevel kan jeg ikke frigøre mig for det Indtryk, at der er Historie med i Spillet. Selve den Kendsgerning, at Underet gentages, men næste Gang kun for 4000 (det opfattes som en „Dublet“), tyder mere paa Historie end paa Legende, hvor en ordnende Haand, der søgte Effekt, vel vilde anbringe det største Mirakel sidst? Jeg tænker mig da den Mulighed, at Jesu Personlighed har haft Evne til at faa disse Tusinder Mennesker til at gaa ud af deres gode Skind og blive glade og mætte af ingen Ting og til at synes, at Kurve blev fulde af lige saa lidt, fordi de var henrykkede til et andet Plan! Hvis vi nu saaledes forestiller os, at denne Overdaadighed hører en anden Verden til, saa er den dog ikke uden Analogi i vor egen.

✂ Biologerne kommer nu med et lille Stykke Kød af en død Høne, mader Cellerne med lidt Blodplasma, og de vokser og vokser uden Maade. Der staar skrevet: „De Vise og Troldkarlene og de Ægyptens Tegnsudlæggere gjorde lige saa med deres hemmelige Kunster“ — som vilde Videnskaben efterligne hine mærkelige, mytiske Hænder, hvis Berøring ikke vendte Naturen, men aabenbarede dens dulgte, myldrende Muligheder.

✂ Intet er umuligt for Gud, sagde Jesus. Intet er umuligt for mig, er Videnskabens Løsen nu.

✂ Der er andre „Mirakler“, hvor psykologisk Viden kan følge os paa Vej i Kendsgerningernes Verden. Pinseunderets Mulighed synes at fremgaa af Eksempler fra Nutiden, hvor Tankeoverføring bevirker fuld Forstaaelse af Sprog, som den Tiltalte ikke kender. Nærmer vi os endelig selve Hoveddogmet, Opstandelsen, melder de telepatiske Fænomener sig 78— om ikke som en Følgesvend — saa dog som en Vejviser.

✂ Paa dette Punkt synes den psykiske Forsknings Eksempelsamling at besidde en uomstødelig Beviskraft. Den groveste Materialismes Indvendinger er dermed nedkæmpet. Den menneskelige Personlighed kan udfolde et Overmaal af sjælelig Energi i det Øjeblik, hvor Legemet er svækket, nedbrudt og kraftløst — ja maaske endog dødt.

✂ Mon ikke Bibelkritiken vilde være gaaet frem med større Varsomhed, hvis Forskeren havde siddet inde med den Erkendelse, som nu i voksende Grad staar til hans Raadighed? Hvad der var usandsynligt igaar, er ikke saa usandsynligt idag. Det er bemærkelsesværdigt, at da protestantiske Teologer var ifærd med at save den Gren over, som de selv sad paa, ilede Psykologi, ja, endogsaa Fysik og Biologi til Hjælp! Med eller mod sin Vilje er det Videnskaben, som binder op under den hældende Gren, og vil man benægte dette idag, vil man maaske indrømme det imorgen. En Fysiker sagde forleden: Det er Teologernes Uvidenhed, som gør, at de er saa svage i Troen.

✂ Der kan være forskellige Meninger om den her fremførte Tilnærmelse-Argumentations Værdi. Jeg tænker ikke paa de mange „gode Hoveder“, som vil forkaste den, fordi de kun tror, hvad de selv forstaar, hvormed det stundom er smaat bevendt; men mange Troende, og ikke de daarligste, hører den med Uvilje, fordi den delvis ophæver den kristne Løndoms Isolation og giver den en langt bredere Basis end Kirkens. Andre ringeagter den Hjælp, 79som ydes, fordi de har sat sig saaledes fast i Fordringen om Tro, som det ene Fornødne, at de intet vil høre, der blot minder om Viden. Det skal være vanskeligt at tro, og i Overvindelsen af denne Vanskelighed ligger Sandheden. Men dette kan aldeles ikke have været Evangeliets Mening. Tværtimod, der blev tænkt tilfulde paa den vantro Thomas og hans Fæller, som var Alverden, omend med et Suk, og der blev gjort alt, for at det skulde være saa let som muligt for dem at tro. Let bliver det nu aldrig, og Fordringen til den strengeste aandelige Kraftsamling ophæves ikke, men de egentlige store, ja uovervindelige Vanskeligheder ligger et helt andet Sted, nemlig i Læren — Troens Inderlighed er jo noget andet end Troens Udenværker. — Der er ingen Grund for de Slægter, der ikke med egne Øjne og ikke ved Vidnesbyrd i andet, tredje eller fjerde Led har faaet Lettelse i selve Trosvanskeligheden, til at forkaste den Hjælp, som kom, da alt havde sammensvoret sig imod dem.

✂ Overanstrengelse af Troen har ført til dens Sammenbrud. Og Kravet om en dogmeløs Religion er opstaaet deraf. For at blive Trosbyrden kvit, vil de Trætte nøjes med Lærens strenge Moralforkyndelse. „Jeg maa hellere skære mine Arme af,“ sagde Manden, som skulde løfte en Byrde. „De er saa tunge.“

✂ Prøv nu at gaa ud til Menneskeheden og sig, at det intet gavner dig at vinde den hele Verden, og at du skal udrive det Øje, som forarger dig, og at du skal elske dine Fjender (altsammen umulige Fordringer), og fortæl dem saa, at han, som forkyndte dette, blev hængt paa et Kors mellem to Røvere, som 80en Oprører og en gal Mand, og dermed var hans Historie ude, saa vil Tilhørerne nok tænke deres derved og prise Dagens mere praktiske Vaner; for nok er Menneskene gale; men deres Galskab gaar ikke i den Retning.

✂ Kristendommen som Religion kan ikke udløses fra det underfulde. Det væsentlige i Læren kan findes andetsteds; men disse Dogmer i Forbindelse med dette Menneske og denne Lære er uerstattelige.

✂ Lovet være Usandsynligheden! Den har holdt Aanden frisk og levende i os og mægtige Impulser er udgaaet fra den. Forstandens Snæverhed har den bekæmpet, Poesiens Kilder har den aabnet for og Sandheden har den fremmet.

DET NY TESTAMENTE

✂ Et Under har jeg endnu ikke talt om: Jomfrufødselen. Det er ikke noget Hoveddogme; af mange Grunde unddrager det sig ogsaa Diskussion. Ikke desto mindre har det i høj Grad faaet Tungerne paa Gled og er blevet vendt og drejet under Kritikens Mikroskop. Klodsede Fingre har rørt ved det fineste og flænget det blaa Himmelslør, bag hvilket Mysteriet laa skjult.

✂ Mon Underet i og for sig er saa stort? Jeg ved det ikke; men jeg frygter snarere for Troldmændene, at de ved et eller andet hæsligt, steinacksk Eksperiment skal gøre ligesaa, og bringe et Misfoster til Verden. Enhver burde dog kunne forstaa, at hvis Evangeliets Fortælling er en Legende, saa dækker den kun over et større og dybere Under end det fysiske, som berettes os. Skulde der ikke være sket uransagelige Ting i Aandens Verden, da et Menneske som Jesus blev født? Men skal vi betragte Symbolet, historisk, saa vil sund menneskelig Forstand sige os, at dette Under har en Særstilling. — Medens mangfoldige Vidner har kunnet paaberaabes til Fordel for de andre gaadefulde Hændelser, saa kan her kun være et eneste Vidne: Maria, og har hun haft denne Oplevelse, saa har hun vel kendt Mænds og Kvinders Tankegang for godt til at tale om den, undtagen 82til de nærmeste og rimeligvis under Tavsheds Løfte. Jeg for min Del finder det sandsynligt nok, at Jesus' Moder har været visionær, og at den skønne Beretning om Bebudelsen kan stamme fra hendes egen Mund; men vide noget derom kan Ingen. En Dagligstuesandhed, et Laboratoriefaktum bliver det aldrig.

✂ Vi kan nok sørge over Maria, som en fattig Sandhed løfter Haand imod. Er vi ikke alle en Smule katolske i vort Hjerte, naar det gælder hende? Hvilken Digter har ikke elsket Jomfruen, Guds milde Moder, Mater dolorosa? Har hun ikke adlet Mænds Følelse, og kan nogen Kvinde ønske hende styrtet i Støvet? Hun har udrettet mere og været virkeligere end nogen historisk Dronning i Verden. Maaske har Menneskene skabt hende, men det er skønnere at skabe end at tilintetgøre, naar man ikke kan give Erstatning. Hun var Jordens Gave til Himlen, de Troendes Tak til den Korsfæstede og kunde de bringe ham en skønnere Hæder end at ophøje hans Moder? Ave Maria! Tusinder vidner, at hun har hjulpet dem, tørret deres Taarer, læget deres Saar, lyst for dem i deres Mørke. Ave Marie!

✂ * * *

✂ Jeg vil tillade mig at betragte Det nye Testamente med en Kunstners Øjne, da historisk Vished dog ikke kan naas. Jeg kunde næsten have Lyst til at bede om Lov til at „anmelde“ denne Bog, der er bleven læst af flere end alle andre Bøger i Verden tilsammen. Enkelte af Bibelkritikens Resultater vil ogsaa 83dermed komme i Betragtning. Først nogle Ord om dem.

✂ Jeg tør sige, at jeg er gaaet til Læsningen af Evangelierne med et uhildet Blik, eller rettere — jeg er kommen forudindtagen med Tillid til Bibelkritikens Metoder, som en Lægmand jo bør; men jeg har unægtelig faaet mine Tvivl. Fortjenstfuldt er det (ogsaa fra et kunstnerisk Synspunkt), at Johannesevangeliet har faaet en Særstilling. Alligevel spørger jeg, om vi ikke her staar overfor et Konglomerat, ikke blot af Filosofi og digterisk Parafrase, men ogsaa, som Teksten angiver, af Meddelelser fra Apostelen Johannes selv, væsentlig i Tilknytning til Lukas' Beretning. Jeg formaar ikke at udrede dette i Enkeltheder, men for mig ser det ud, som om Johannesevangeliet ikke udgiver sig for at være skrevet af Apostelen, men som om det citerer ham. Dette gælder først og fremmest det sidste Kapitel med de intime Oplysninger vedrørende Johannes selv og Beretningen om den aabne Grav, der paa saa iøjnefaldede nøjagtig Maade, giver Lukas et udfyldende Korrektiv. Efter mit ringe Skøn vil det ogsaa komme andre Partier tilgode, for Eksempel den uanselige, men saa fine Meddelelse om Filip under Figentræet, ja naar jeg skal sige Sandheden, saa forekommer hele det fortællende Element mig at være af en mærkværdig overbevisende Kraft.*) Dette er kun et **) Rudolf Steiner hævder at Lazarus Opvækkelse skildrer en Mysterieindvielse i Lighed med hvad der kendes hos Ægyptere og Kaldæere. Herefter skulde Lazarus (Johannes selv) vel være død, efter alle fysiske Kendemærker; men Underet vilde dog af den Indsigtsfulde uden Vanskelighed kunne opfattes som historisk. (?) 84Spørgsmaal; hvad der derimod synes mig at være en paafaldende Fejlslutning er alt, hvad der siges om Markusevangeliets relative Nøgternhed. Dette Skrift er helt gennemtrængt af Messiasforestillingen, ja — paa Grund af dets Kortfattethed bliver Jesusbilledet næsten mindre menneskeligt end hos Mattæus og Lukas. Den uhildede Læser vil se, at Jomfrufødselen kunde indføres hos Markus lige saa godt som hos de andre Evangelister, uden at Billedet i mindste Maade blev forandret. Markusskriftet kan for saa vidt lige saa godt være et forkortet Evangelium, som de andre kan være sagntilvoksede. Naar Rationalisterne derfor viser en betydelig Forkærlighed for Markus, som den første og derfor mest paalidelige Beretter, saa kan jeg ikke se, at de opnaar noget som helst derved, men naar en lærd Bibelkritik ogsaa tager det sidste, paa Messiastroen helt byggede Johannes-Skrift til Indtægt imod Jesus høje Byrd, som heller ikke findes omtalt i det, saa spænder den jo Ben for sin egen Argumentation, og Tilskueren ser med Forbavselse, hvor meget der paa een Gang falder om paa Jorden med Forskeren underst. Den der vil bevise, at Rigsæblet er et alment fyrsteligt Attribut maa ikke pege paa et Billede af Farao i al hans Glans, naar Æblet ikke findes derpaa, for saa beviser han om noget — kun det modsatte.

✂ Nu tør jeg ikke benægte, at tekstkritiske Grunde kan tale for, at Mariaunderet er indført hos Mattæus og Lukas fra andre Kilder (selv om jeg ikke forstaar, hvorfor det samme saa ikke er sket hos Markus og Johannes), jeg hævder blot, at hvis dette skal betragtes som en Art Forfalskning, saa bør den 85bedømmes mildt, da ingen anden Forandring er sket derved, end at Verdens mærkeligste og mægtigste Værk er blevet fuldendt skønt.

✂ Mere Betydning end den litterære Bibelkritik synes Fundet af den ældgamle forasiatiske Messiasmyte at have; men i Virkeligheden forbliver Problemet lige uløseligt. Vi staar blot overfor en ny Gaade. Hvorfor gled Messiasskrudet af Alexander og Augustus, medens Jesus har baaret det gennem to Tusinde Aar?

✂ Mysteriet vokser kun derved. — Hvilken Omvæltning! Konger og Kejsere blev forkastede, men de fattiges og Syndernes korsfæstede Ven blev ophøjet. En Udvælgelse er sket, og Myten valgte Tømmermandens Søn! Den bærer Kronen, som er Kronen voksen!

✂ Det er og bliver umuligt at udskille det historiske fra det mytiske i Evangeliet. Denne Sammensmeltning kan ingen Analyse splitte. Atomet kan deles. Evangeliet ikke. —

✂ Hvis Myten bæres af en historisk Jesus, saa er det, fordi han har været mytisk i sit inderste Væsen selv. — Prøv ikke paa at udskille Kernen. Stjernens Straaler hører Stjernen til. Alt er Myte her, alt er badet og indspundet i Drømmelys, gennemtrængt helt ind til det inderste af Drømmelys.

✂ Jo mere jeg ser paa Evangeliet med en Kunstners Øje, desmere overbevist bliver jeg, om at der ikke maa rokkes ved Dogmerne, ikke en Tøddel skal tages bort, intet kan undværes. En venlig Hjælper viser mig et Citat af Napoleon, som var Indehaver af Aarhundreders mægtigste Selvfølelse. Kejseren sagde, 86at alt ved Kristus overraskede ham, han følte sig lille overfor denne Personlighedens selvherlige Majestæt. Paa samme Maade kan en Digter sige, at alt ved Det nye Testamente overrasker ham. Skønt det ikke er store Kunstnere, der har skrevet det, er dets Skønhed overvældende, ikke blot i Enkelthederne, men først og fremmest i Helheden. Kun den kunstneriske Tankes organiske Logik formaar at frembringe dette.

✂ Bygværket er uangribeligt og det skønt en enestaaende Dristighed raader i dets Plan fra først til sidst. I denne korte Fortælling er paa forunderlig Maade sammensmeltet et Eventyr, en Lære og en Livstragedie, saaledes at intet af disse tre Elementer kan løses ud fra de andre.

✂ Vi begynder i Drømmens Eventyrverden. En Engel bebuder en Herskers Fødsel, men straks er Overraskelsen der. Kvinden, som modtager det guddommelige Budskab, er en fattig Pige, forlovet med en fattig Mand. — Hvad vil der dog ske? Nu kommer de Vise fra Østerland for at hylde Barnet, som de finder paa Moderens Skød i en Stald! Jovist der venter os et prægtigt Eventyr. Vi vil faa mange opmuntrende Ting at høre om denne fattige Dreng, der vokser i Storhed og Glans, til han ægter Prinsessen og det halve Kongerige.

✂ Men saadan gaar det nu ikke straks, det trækker ud med Ophøjelsen, Drengen forbliver i beskedne Kaar, som Fattigfolks fattige Søn. Hvor sælsomt! Men han fører sig rigtignok som en Konge, han taler som en Hersker og Lovgiver saaledes, at Napoleon, 87som forstod sig paa Herrevæsen, bøjede sig med et Suk.

✂ Og hvad er det saa han siger? Med en Overlegenhed uden Lige gennemskuer han enhver Formalisme og gaar altid lige ind til Kernen! Streng indtil Forfærdelse for de Dydige, mild som ingen anden mod de Skyldige. Maaske kan vi endnu vente Ophøjelsen for dette mærkelige Menneske, for unægtelig bryder Eventyret stadig frem og lægger sin Drømmeglans om hans Hoved; i sin jevne Majestæt foretager Tømmermandens Søn sig Ting, som Konger ikke kan. Han byder de Blinde at se, de Lamme at gaa og de Døde at staa op, og de gør det. Hans Undersaatter er aabenbart de Ulykkelige, og naar han befaler dem at kaste deres Ulykke bort, saa lyder de ham villigt. Vent nu, hans egen Lykke maa snart komme!

✂ Men pludselig gaar alting anderledes, end vi venter. Hvad er dog dette for et Eventyr, man fortæller os! Vi vidste jo nok, at han havde Fjender, men vi troede, at han skulde besejre dem. Dette er Verdenslitteraturens største Overraskelse! En Virkelighedstragedie rulles op for vore Øjne, frygteligere end nogen anden, Mennesker har levet eller digtet. Vi vaagner fra Drømmen til Virkelighedens Mareridt!

✂ Paa nogle faa Sider lærer vi nu Livet at kende, som ingen Bog har lært os det før eller siden. Svaghed, Fejghed, Ondskab, Forræderi, Grusomhed slaar sammen om Eventyrets Helt. Verden er afsløret i sin dybeste Elendighed.

✂ Solgt for tredive Sølvpenge, overgivet til Politiet, 88forraadt ved et Kys, ført fra Dommer til Dommer, slaaet i Hovedet, bespyttet i sit Ansigt, udmajet latterligt med en Purpurkappe og en Tornekrone til Nar for Folket, bliver Eventyrets Helt, Lykkens benaadede Søn, endelig hængt op paa et Kors mellem to Røvere; medens Soldaterne rafler om hans Klæder. Da siger han: „Fader. Tilgiv dem, thi de vide ikke, hvad de gøre!"

✂ Det er i Sandhed et Eventyr, som ingen før eller siden har fortalt. Hængt op paa et Kors mellem to Røvere, af hvilke han lover den ene: Idag skal Du være med mig i Paradis!

✂ For nu om lidt er alting Eventyr igen! Han bøjer sit Hoved og dør, og atter vaagner vi op fra Virkelighedens Mareridt i Drømmens Land.

✂ Den Døde staar op, gaar ud af Graven og taler med sine stakkels Venner, før han stiger til Himlen og forsvinder i det dybe Rige, hvorfra en Engel en Gang kom til hans Moder.

✂ Ringen er sluttet. Den mærkeligste Lære er forkyndt, den sorteste Virkelighedstragedie er spillet til Ende, det mest straalende Eventyr, som omgiver begge, er fortalt og forbliver dog uden Begyndelse og Ophør.

✂ Jeg spørger: Hvem har digtet dette?

XIV

XV

✂ „Mor, jeg er bleven Gud!“ raabte Marie Guyon, den berømte Quietist, da hun som ung havde sin første, dybe, religiøse Erfaring, og disse Ord var ikke Praleri, men et ganske naivt og umiddelbart Udtryk for en Følelses- og Erkendelsestilstand, der er fælles for alle store Mystikere. Om Marie havde raabt: „Det er et dejligt Solskin“, havde hun ikke været fjernere fra Hovmod og Storhedsgalskab; hun følte simpelthen et himmelsk Vejr og et guddommeligt Lys i sig og om sig, saa vidunderligt, at hun ikke længer var sig selv, men maatte raabe til sin Mor, at hun var bleven Gud.

✂ Mange Mennesker, der i al Oprigtighed tager Forargelse af Ordet: Guds Søn og derved drives ind i en fjendsk Tankegang, vil maaske kunne frigøre sig, naar de tænker paa den unge Piges Ord og forstaar, at de var et naturligt Udtryk for noget menneskeligt sandt! — Mystikerens religiøse Erfaring og den Frireligiøses sjælelige Gennembrud har en og samme Kærne — er en og samme Aabenbaring. Forskellen er blot, at de store Mystikere har levet indenfor Traditionen og er bleven nærede eller støttede af dens Kraft. Kirken har rigtignok hyppigt fundet Kætteri hos dem og ikke uden Grund; men den vilde 112daarligt have kunnet undvære det Tilskud af levende Sjæl, som de har givet den, medens Mennesker, der staar fremmede overfor Religionen, i Mystikerens uafhængige Vidnesbyrd, kan finde en Nøgle til Forstaaelse af den særlige (ikke Selvfølelse) men Livsfølelse, som har skræmt dem. Mystikerens Hemmelighed er enkel nok, han har faaet Del i den Aand, som udstraalede fra Kristus Liv paa Jorden.

✂ Madame Guyons Psykologi er forøvrigt interessant, hun var splittet, og, skønt Quietist, levede hun i bestandig Uro, snart draget mod Forfængelighedens Marked, snart dybt inde i det oversanselige. En lignende, blot langt stærkere, fremtrædende Splittethed finder vi hos den sidste store kristne Mystiker og Psykolog, Dostojewskij, der var som et Kompleks af stridende Mennesker og som en Valplads for metafysiske Kræfter. — Naturer af denne Art lever paa Grænsen mellem to Verdener, snart i den ene, snart i den anden, ofte snublende i det vanskelige Terræn. Alle de store Mystikere har vel kendt noget til den Dobbelthed, selv om deres Liv har formet sig mere harmonisk end den geniale russiske Digters. Den hellige Frans naaede frem til en Helhed; men der laa en verdslig Ungdom bag. Ogsaa han var to.

✂ Det Kristusbillede, som er overleveret os, røber ingen Splittelse, Aandens Herredømme er helt overragende, omend Jesus lærte Ensomhedens grænseløse Smerte at kende i Getsemane. Forsaavidt er der ikke blot Skønhed, men psykologisk Konsekvens i Troen paa Mariaunderet, der gør ham til Gud og Menneske paa en Gang. Visdom har der ogsaa boet 113i dette Dogme, det har været frugtbart for de største, som lignede ham mest, at erkende deres fødte Overmand. Naturligvis maa Skønhed og Visdom ikke forveksles med historisk Sandhed; men vi tør tage dem til Vidne paa, at dette fuldkomne Liv fra først til sidst rummede en dybere Hemmelighed end noget andet Liv.

✂ De, der forarges over, at et Menneske kaldte sig selv, eller blev kaldt, ved det høje Navn, kan ogsaa paa rent bibelsk Grund finde en Forstaaelse, som uden at forvandle eller forringe Kristusskikkelsen, bringer den nærmere til Menneskene. Ogsaa Adam var Guds Søn! Ja, det gamle Testamente udvider endogsaa Begrebet. Det femte Kapitel af Første Mosebog beretter om ti Generationer af Guds Sønner paa Jorden.

✂ Naar vi læser denne mærkværdige Beretning i Tilslutning til første Kapitels Skabelseshistorie, faar vi en sammenhængende Fremstilling af relativt videnskabelig og historisk Karakter, og dermed et Indblik i en meget fjern Tids Betragtning af det tilbagelagte Livsforløb. Ved „Guds Sønner“s Forsyndelser er Racen bleven forringet og der følger, hvad Biologerne nu vilde kalde en „Tabsmutation“. Levealderen sættes ned til den nuværende (med 120 Aar som Maksimum). Den formentlig truende Overbefolkning (den kan have været som nu) undgaas dog ikke. Menneskenes Ondskab vokser, „alt Kød fordærver sin Vej“ — „Vold hersker paa Jorden“ og Syndfloden kommer.

✂ Af hvad Beskaffenhed disse „Guds Sønner“ — „de vældige“, „de navnkundige“ (?) — har været, er det svært at danne sig noget Begreb om. Livets Ulykke har de, trods deres høje Byrd, bragt ind i Verden. Kun en af dem synes helt at have svaret til sit Navn: Enok, der vandrede med Gud, til han ikke „var mere, for Gud havde taget ham til sig“. Af disse Ord, der lader Guds Sønnen uden nogen Død, gaa ind i den anden Verden, kan der fremkaldes en Anelse om, at Levealderens Fortætning muligvis har medført en lignende Forandring i Menneskets fysiske Beskaffenhed.

✂ Denne ældgamle og derfor ærværdige Beretning om de menneskelige „Primater“ rummer muligvis mere Sandhed end Nutiden i Almindelighed vil indrømme. Det er nok værd at tænke alle Ting igennem paany og da ogsaa at tage de ældste Overleveringer i Betragtning for det Tilfælde, at de skulde rumme Glimt, der kunde vise Vej til den Forstaaelse, vi fuldstændig mangler. Sammen med Paradismyten danner denne i alt Fald Baggrunden for Kristus' Indtræden i Verden som Guds Søn. Han kom som det i sin oprindelige Renhed, genfødte, styrkede og fuldkommengjorte Menneske.

✂ Vi er af gode Grunde vant til at se Svælget mellem det guddommelige og det menneskelige, og glemmer derfor let Enheden i den kristne Tanke.

✂ Den Nærmelse af Kristusskikkelsen, som denne Understregning i Fortolkningen medfører, har intet med en rationalistisk Sænkning at gøre, den beror paa, at Mennesket selv løftes, fordi det trods alt, ogsaa ved sin Afstamning, har Part i det gud 115dommelige, maaske kun gennem Guds svage Søn „Adam“, maaske ogsaa gennem Guds gode Søn „Enok“. Paa denne Maade knyttes der et Baand af usigelig, broderlig Ømhed mellem den arme Menneskehed, og dens store Hjælper og Fører, som vil drage den opad.

✂ Vi har nu set tilbage, lad os ogsaa se frem. Jeg spørger om Tilhængere af Udviklingslæren vil kunne undgaa at møde Kristusmyten ved deres Tankers Maal, ikke blot som den, der socialt plantede Fanen saa langt foran dem, men ogsaa individuelt, som en levende Virkelighed? Lad os gøre en Prøve og forestille os en Udvikling, som virkelig svarer til sit Navn. Vi kan da ikke nøje os med Opfindelser! Hvor fortræffelige de end er, har vi snart nok af dem! Det er med Nutidens hastige Fremskridt en utaalelig Tanke, at vi skulde blive ved med at opfinde og opfinde i ti tusind Aar til. Dybest set, naar vi jo ingenting ad den Vej. En Abe, en Hund og en Loppe er lige saa dygtige som vi til at køre med Sporvogn og Automobil; det er ingen Kunst, vi sidder bare paa Sædet.

✂ Den virkelige Udvikling maa føre til Overmennesket — Nietzsche var konsekvent! Den levende Tendens, hvis den er der, maa arbejde paa at frembringe en Skabning, der staar lige saa højt over Mennesket, som Mennesket staar over en Orangutang eller (for at gøre et dybere Greb i Sækken) over et tungt og plumpt Sumpdyr, der vælter sig i Dyndet.

✂ Vi siger nu Farvel til Nietzsche og hans sent opdukkede 116syge Tanke, som gjorde Rovmennesket, der saa længe har været en iøjnefaldende Virkelighed, til det fjerne Maal.*) Rovmennesket ligger ikke i Udviklingens Fortsættelse, men betyder et Stop, en Omdrejning eller et Tilbageskridt. Vi maa vel let kunne blive enige om, at Overmennesket kun kan fremkomme ved en Videreudvikling af Menneskets højeste Egenskaber.

✂ Vi fører da den reneste Moral, den rigeste Kærlighed og den dybeste Indsigt over paa Menneskets Arvtager og Overmand. Men derved er der jo ikke endnu kommen nogen ny Art ind i Verden. Vi er bleven staaende ved den ypperste Menneskelighed uden at forvandle Legeme og Sjæl ved et positivt Fremstød. Og husk nu, at vi har titusind Aar til vor Raadighed (det tænker vi os da), der maa kunne gøres noget betydeligt i et saadant Tidsrum ved stadig Udvælgelse. Det gælder blot at blive klar over Hvad og Hvordan. Jeg spørger da Evolutionisterne, om de kan finde paa noget? Om de har en Idé? Et Syn fremover?

✂ Jeg for min Part tænker mig, at den rigtige Løsning maa være: en Væsensart, der overvinder den største menneskelige Svaghed og virkeliggør alle vore højtstræbende Tanker og alle de dulgte Muligheder, som slumrer i os selv, et Overmenneske altsaa, som kan, hvad vi ikke kan, men drømmer om at kunne, og stundom i vore mest levende Drømme, synes at vi kan. — Jeg tænker mig en Personlighed, hvis aandelige Kraft er saa stor, at den overvinder **) Maaske var Nietzsches oprindelige Tanke den samme som Grundtvigs: „Frihed for Loke som for Tor“. 117Døden og er i Stand til at gaa uskadt igennem enhver materiel Katastrofe, som truer Livet.

✂ Jeg tænker mig et Legeme saa villiebehersket, at det kan vandre paa Vandet og saa aandigt, at det kan forvandles i Forklarelsens Glans. — Maaske er dette Legeme helt Aand, saa det ligesom Røntgenstraalerne kan gaa gennem lukkede Døre, naar det har kastet sit jordiske Hylster, en Haandfuld Støv fra sig.

✂ Et saadant „Overmenneske“ har Slægterne troet paa gennem totusind Aar, fordi de følte at deres eget Væsen gemte en Hemmelighed med dulgte Muligheder, som stundom fra Dybet nærmer sig Dagen.

✂ Hvad mener Evolutionisterne? Det er for deres Skyld, denne Tanke fremføres. Siger De, at De ikke tror paa den? Husk, at De har titusind Aar til Deres Raadighed og tænk saa paa Sumpdyret eller gaa endnu længere ned, til Krybet og det, som ikke engang kan krybe, og hvis titusind ikke er nok, saa siger vi hundrede tusind Aar eller ti Gange til. Tror De alligevel ikke paa denne Mulighed? Saa tror De heller ikke paa Udviklingen!

✂ Jeg fremsætter dette Tankeeksperiment for at vise, i hvilken Grad Kristusmyten har præget vore Idéer. Vi kan hverken socialt eller individuelt komme udenfor Evangeliets Grænser. Nietzsche gjorde et voldsomt Forsøg derpaa og brød sammen. Han var naaet frem til Forstaaelsen af sit dybe Livs Evighed; men Personligheden kan kun være evig paa Kristus Maade, ikke paa Cæsar Borgias. Det 118var Nietzsches Tragedie, at han hellere vilde skabe noget Nyt end nøjes med noget Sandt, som byggede videre paa ældgammel Visdom.

✂ Se endnu et Eksempel paa, hvorledes det frie Forestillingsliv er bunden indenfor Evangeliets Verden, simpelthen fordi Evangeliet rummer Livet i dets Dybde.

✂ Krigen fødte ved sin Afslutning en sublim Idé. En ny Blomst af Menneskets religiøse Genialitet foldede sig ud i „den ukendte Soldats Grav“. Og dog var det en Gentagelse. Den anonyme opofrede og korsfæstede Menneskehed fik sit Symbol og sin Ophøjelse til Herlighed. Udenom denne Helligdom er der i London et Læbælte, hvor Brolægningen neddæmper enhver Lyd, saaledes at Stilheden kan kalde og mane til Eftertanke. Paa dette Sted vil der engang ske Mirakler!

✂ Slægten har troet paa, at der en Gang er givet den et Tegn. Hvis den forkaster det, vil den vente paa et nyt Tegn; men hvis det kommer, vil det blot bekræfte det gamles Sandhed.

XVI

✂ Vi kan tænke, føle og ane os frem til en Erkendelse af Kristusmytens ophøjede Sandhed og derved ogsaa styrke det historiske Vidnesbyrd, som Kritiken har bragt til at vakle; men heraf fremgaar det, at Evangelierne ikke er Historie i Ordets almindelige Forstand. En kritisk sammenlignende Læsning af de fire Kildeskrifter vil altid fremkalde Usikkerhed og ubesvarede Spørgsmaal; men selv om dette ikke var Tilfældet, vilde den religiøse Sandhed kræve andre Beviser end Historien, der kun forlanger at blive erindret som en svunden Virkelighed. En Religion skal leve og opleves. Dens Sandhed skal bevises hver Dag paany, og denne Sandhed er af en anden Art end den dagklare Virkelighed.

✂ Jesus' Forkyndelse er jo let nok at forstaa, men Myten, som gennemstraaler hans Ord med et helligt Lys, er en Drømmesandhed, som ikke aabenbarer sig paa Torve og Gader i Middagssol og elektrisk Lys.

✂ Der er mere end een Virkelighed! Den Ensomme ejer en Kundskab, som flygter, naar de mange kommer til. Naturen har en anden Livsanskuelse end Byen. Natten véd Ting, som Dagen ikke forstaar, og Timen før Solopgang forraader en hemmelig Viden, som Morgenen har svært ved at huske. Sjælen 120vaagner op paa Tærskelen mellem to Verdener, mættet af Kraft (som et Barn, der har diet dybt og roligt) saa stærk, som aldrig før, og dog saa fintmærkende,

✂ som om den var hudløs og havde glemt at iføre sig sit Legeme. Alting er uudsigeligt og dog indlysende og gennemsigtigt, Aanden rører sig i Stoffet, Fuglene vaagner, og deres Kvidren er et Budskab. Saa stiger Solen, og den er levende. I sin tavse Vælde forkynder den mere end sig selv, Ansigt til Ansigt med Mennesket hvisker den ordløst om Livets Opstandelse bag Horisonten. Stille! Alt er Drøm.

✂ Dag efter Dag, Aar efter Aar forkynder Solen den samme Lære. Opstaa af det ukendte — gaa under og opstaa paany. Foraarets lyse Løv og brogede Blomster bringer det samme Evangelium. Opstaa, forgaa og opstaa paany.

✂ Hvem tror ikke paa Kristusmyten i dens hedenske Skønhed?

✂ Nu er det, jeg spørger, om ikke alle Mennesker, som har Aand og god Villie, kan samles under dette Tegn og leve sig ind i Mytens Poesi, saa den bliver til Virkelighed? Ikke blot de Kristne og Teosoferne og Antroposoferne, men ogsaa Pantheisterne. Jeg taler ikke om den naturalistiske Kadaver- og Rose- Romantik, men om den Pantheisme, som tror paa den allestedsnærværende og evigt værende Sjæl! Er Afgrunden saa dyb mellem Menneskenes inderste Tanke, som mange Kristne og mange Fritænkere tror? Se nu, naar Solen synker, det blege Hoved, som bøjer sig i Døden. Imorgen løfter det sig straalende paany.

✂ Frem af Myten træder Historiens blodige Virkelighed og kommer dig ganske nær, som om det var igaar. Usselhed, Svaghed, Had, Forræderi, Lidelse og Død. Hvem tvivler om den Virkelighed? Ingen! Alle tror.

✂ Men Myten, som straalede frem af denne Rædsels inderste Kerne, som var Kærlighed, skulde den slet ikke rumme nogen Sandhed, men være idel Løgn og Intethed?

✂ Solen stiger og synker igen, og nu udvides Myten, og det er selve Menneskeheden, som dukker op over Havet og gaar under, — og saa behøver vi ikke længere at tvistes om noget Dogme, for hvem vil nægte, at Menneskeheden er født ved et Under til Liv og Død.

✂ Bag Horisonten stiger Solen paany, og det er hele det store Liv, der var fortabt og korsfæstet som den gode Røver, der atter opstaar. Hvem drager det op? Er det ikke Kærlighed og Offermod? — Kristusmyten er Menneskets Historie, og i dette Solsyn er der en Vejviser til Indlevelse i Mysteriet.

✂ I den Afgrund af Liv, som Evangeliet aabenbarer, er der mange Dybder, Lidelsens, Syndens og Forløsningens. Lad enhver lære sit, paa sin egen Maade og til sin egen Tid, Kristusmyten er Menneskets Forklaring.

✂ * * *

✂ Stille alt er Drøm.

✂ Vi befinder os atter i Byen mellem Sporvogne og Automobiler, Grammofoner og mekaniske Klaverer. Henne paa Hjørnet holder en Motorcyklist, som afventer 122sin Maskines Forgodtbefindende, medens den frembringer en Larm, der forstyrrer en hel Gade med tusind Beboere. Det lyder, som om en Krudtfabrik sprang i Luften, eller som om der var udbrudt Krig; men Manden staar midt i Katastrofen med et ugenert og taalmodigt Udtryk i Ansigtet, som den, der er i sin gode Ret og fuldt ud paa Højde med Tidens Krav. Naar Uhyret omsider har knaldet af, sætter han sig op paa det og raser afsted som en brølende Orkan henad den lange glatte Gade, svinger saa pludselig i en kongelig og livsfarlig Bue om et Hjørne, aabner en ny Kanonade og forsvinder med sin Triumf. Hvor skal Manden mon hen? Rimeligvis maa han gøre en Omvej for ikke at komme for tidligt frem, — og sandsynligvis punkterer han, saa han alligevel kommer for sent. Mens Farten staar paa, har han sikkert kun Tid til en eneste Tanke: Ikke at slaa sig ihjel, for hvis han blot et Sekund kom til at tænke paa noget fornuftigt, maatte man spærre ham inde som en Gal, der er farlig for sine Omgivelser.

✂ Denne haarde, glatte, vinkelskarpe Gadeverden er den Virkelighed, Menneskene har skabt, og ud fra hvilken deres Tanker bestemmes. Støj, Sten og Staal! Maaske har nogle, som færdes i dette Virvar, tilbragt en Sommermaaned paa Landet, og i stille Stunder fanget underlige Griller. Nu hilser de igen den sande Virkelighed, hvor Troen sygner, hvor Haabet er hjemløst og Drømmen dør. Støj, Sten og Staal!

✂ Men henne paa Runddelen mødes to Verdener, to Have skyller imod hinanden som paa Skagens Gren. 123Midt paa Pladsen er der et Helle, og her staar Folk tæt samlede omkring en Taler. Automobiler, Sporvogne og Motorcykler farer forbi med deres kolde Ildøjne, drejer udenom, ringer, trutter og knalder, piler afsted som flittige Kæmpemyrer, der har travlt paa deres uforstaaelige Maade, men gør deres Pligt. Set paa Afstand er Synet skønt, saa naivt evangelisk som for to Tusind Aar siden i de smaa Steder: den lyttende Mængde i Skumringen under Septemberhimlen, der er saa rig af Vemod og Graad. Stjernerne dybt inde i Rummet og Træerne, som holder Vagt Pladsen rundt, er stumme Vidner fra Naturen, som hjælper til at mindes en Verden, der ikke er Stenbro og Mekanik. Sensommerløvet er mættet og mørkt af Erfaring nu, beredt til at falde og villigt til Alvor. — Selv Automobilerne og Sporvognene er egentlig skikkelige Mennesker, havde jeg nær sagt, naar de ikke tilraner sig hele Magten.

✂ Nye Prædikanter dukker op i Omegnen. En streng Dame taler saa indigneret, at hun næsten ikke kan faa Ordene frem, de er ved at gaa bagover af Forargelse, og hun selv med dem. En ældre Gentleman med en trist Mustache rører Strengespillet og synger sørgeligt dertil. Ak! Ak!

✂ Henne i Allégade staar en flink, lille Kone og læser ufortrødent højt af Bibelen ud i den tomme Luft, til der kommer Folk, som vil høre, hvad der er paa Færde. Mange er aabenbart kaldede til at forkynde Ordet; men Tilhørerne er stundom udvalgte, og det hænder dog, at Taleren siger Ting, som er værd at høre.

✂ En lille Flok Islændere møder frem og stiller sig op henne ved Kirkegaarden, hvor der er mørkt og næsten stille, under Træernes store Blade. Den ene Aften taler en Mand, den næste en Kvinde, og al Sagaøens Alvor og Drøm er over dem, medens de paa deres mutte Dansk med de kraftige R-Lyde fortæller om det største og simpleste af alle Mysterier, den Levendes Forhold til den Døde, som altid lever. Ordene kommer famlende og stødvis, prunkløst, men saa trohjertet, varmt og forstandigt, at ingen kan tvivle om deres Sandhed.

✂ Jeg spørger mig selv den ene Dag, om Kirken dog ikke kan yde saa meget, at vi kan være fri for Lægprædikanter? Jeg spørger den næste Gang, om der overhovedet er Brug for nogen Kirke, naar den jævne Mand kan bringe al Veltalenhed i Glemme? Hvor svært for Præsten, som i Embeds Medfør tager Ordet, at fremkalde denne sublime Tillid, selv om hans Overbevisning er lige saa ren. Er der Brug for en Kirke? Folket kan selv læse Evangeliet, hvis det vil. Enhver kan søge det Lønkammer, der engang blev nævnt som det rette Sted. Digteren har Naturen, Tænkeren sin Ensomhed og sine Bøger. Yder Kirken mere? Sætter den sit Præg paa det store Samfund, som de Enkelte ikke kan naa? Fører den det nødvendige Bevis for Religionens Sandhed med Kraft og Værdighed? Og har den Midler dertil, som andre ikke raader over?

✂ * * *

✂ Er der Brug for en Kirke? Maaske burde jeg ikke tale med om den Ting; men Spørgsmaalet gælder 125jo her: Samfundets Forraaelse, Kulturens Forfald, Moralens Opløsning og „Vesterlandets Undergang“. Da kommer vi ikke udenom det gamle Hus, som har staaet gennem Tiderne og staar endnu, omend det er skrøbeligt nok.

XVII

XVII

✂ Skønt det vilde være forkert, at betragte den danske Kirkes nuværende Tilstand som typisk for Protestantismen, i det hele taget, eftersom Lægmandsvælde, Individualisme og Opløsning næppe noget andet Sted træder saa tydeligt frem, saa er det ikke sikkert, at vi derfor bør bedømme vort eget for strengt. Det er muligt, at det er os, der er konsekvente her og har trukket de rette Slutninger af Proestantismens Idé.

✂ Efter hvad jeg kan forstaa er den danske Kirkes Mænd al Ære værd (med de givne Forudsætninger), og utvivlsomt gør mange af dem et stort og udmærket Arbejde i deres Kreds; men det er en Ting for sig. I den brede, ligegyldige Offentlighed mærkes det kun lidet, at Kirken er til, undtagen at man hører om Strid og Splid. Lægprædikanternes Blomstring, det vildtvoksende Sektliv, viser ogsaa, at Kirken ikke yder dette Mere, som er nok. Den er som en gitterløs Have, man kan ikke skelne, hvor den frie Natur tager fat: Sekter mellem Sekter, Borgerlighed i Borgerligheden. Den romerske Kirke har sit Gitter i Orden. Indenfor er der en rig Blomstring, Vildskud ogsaa, Ukrudt med, men man ved, hvor man er, og det kan ikke nægtes, at der er 133Skønhed for Øje og Sind. Intet Under, at den drager, selv om vi ikke tager Afstandens Patos i Betragtning.

✂ Vi mærker hos os Mangelen af et stærkt aandeligt Centrum. Templet i Midten har til alle Tider betydet Dybden. København, som er gammel af Historie og Kultur og elskværdig af Sindelag, er paa Veje til at blive den fladeste af alle Byer. Falstaff har glemt „en Kirke udenpaa“ og husker i det højeste Politistationen, hvis han ikke ogsaa glemmer den. Det er, som om Atmosfærens aandelige Ozon var opbrugt og Livets Spændkraft slappet. Splittelsesmiasmer blæser op med Støvet og indaandes med den friske Havluft, som om de hørte Naturen til. Alle Vejvisere peger mod Pereferien, alle Strømninger gaar bort fra Koncentrationen. En borgerlig Rationalisme har gjort København til Byen uden Perspektiv.

✂ Som Kulturmagt bør Kirken give hele Samfundet noget, som den Enkelte ikke formaar: Livsvisdom og moralsk Indvielse, omstraalet af Skønhed. Kirken skal erstatte Byboeren Naturens Storhed og Skønhed —ja mere end det, dens Himmel skal være dybere end Naturens.

✂ Det lader sig overhovedet ikke nægte, at Kirken gennem Tiderne har givet Menneskene Skønhedsindtryk af en Rigdom og Dybde, som intet Teater, ingen Koncertsal, ingen verdslig Kunstudfoldelse nogensinde vil kunne naa. Enhver maa holde sig for Øje, at intet og ingen nogensinde vil kunne erstatte det tabte, hvis det først er sat overstyr. Andagt findes ikke i noget andet Hus. Den kan 134skabes, men først skal Bjerge af Ligegyldighed styrtes i Havet. Musik kan løfte Taget af Bygningen, men i Kirken synger Murene med.

✂ Det er jo aabenbart, at i denne Henseende staar den katolske Kultus, som kender baade Tonernes og Stilhedens Magi, langt over den lutherske, hvor Hovedvægten er lagt paa Præstens Ord. „Kirkeklokke, ej til Hovedstæder“ er en sørgmodig Sandhed i vore Lande. Den menneskelige Tale er en Vederkvægelse for dem, der lever i Tavshed. Ak, men i Staden, hvor alle snakker og snakker, og selv de døde Ting giver Lyd, fløjter, knalder og trutter, medens Skilte og Lysreklamer fylder Øjnene med Ord, der omsættes til Larm i vort Indre — i Staden er Stilheden Guds Basuner.

✂ Goethe sagde: Den katolske Kirke opdrager Folket til at leve symbolsk, og han forstod som Kunstner, hvad dette er værd. Her har Kirken en Kulturopgave. Det er forkert at opfatte dette som Æstetik. Poesien og Religionen har fælles Kilde. Hvis Himlen ikke var blaa, Solen og Stjernerne ikke gyldne, havde der ikke været noget, der hed Religion. Naturens Andagt baner Vejen til Sjælens Løndom. Tro nu ikke derfor, at jeg vil lave Religion paa Æstetik og overfladiske Stemninger. Religion beror paa en Erkendelse, der er fastere end Marmor og mere levende end Bd, forfærdelig og skøn som en brændende Klippe; men Stemningens Lysskær viser Vej til de Dybder, hvor det gaadefulde sker.

✂ Kirken skulde være Pladsen med de grønne Træer og den dybe Himmel, den skulde være et Drømmeslot midt i de haarde Kendsgerningers 135Verden, der kvæler os Sjælen ud af Livet. Her skulde de Unge indvies i Livets mørke og straalende Mysterium, her skulde de gamle hæve sig over Tilværelsens Elendighed og et højere Liv fremelskes.

✂ Netop i Norden vilde en saadan Kirke kunne naa sin rigeste Blomstring, for Drømmesindet er Nordens Kendetegn. Mange, der i disse Tider frygter Demokratiet, vilde hilse det Velkommen, hvis det i sin Midte havde en stærk aandelig Magt, der udstraalede Skønhed.

✂ Det kan nok være, at der er lige saa megen Skepsis i katolske Lande som i protestantiske, men Liv og Tanke præges alligevel paa anden Maade af Kirken. Gaden er en Billedbog, og alle kender dens enkle Farvesprog. Munke og Nonner ler vi af den ene Dag, den næste Dag tydes Tegnet maaske i Alvor. Middelalderens Gadeliv har været en Visdommens Bog med dybt Perspektiv: Memento mori og memento vivere, og endnu den Dag idag opdrages Folket paa Gaden i de sydlige Lande gennem anskuelige Billeder; men vi skal læse dybt i Menneskenes Ansigter for at lære andet end Smil, Snak og Støj i al Evighed. Af den gamle Billedbog fremgik en Gang en stor Kunst og en Tankens og Sindets Kultur; men vi blotter ikke en Gang vort Hoved for et Ligfølge. Dødens symbolske Omnibus og det praktiske Køretøj kommer ud paa eet i dette forskelsløse Sammensurium.

✂ Vi ser da ogsaa, at „Omvendelser“ i den katolske Verden fører intellektuelle Mænd lige til Kirken — hos os bliver de altid staaende paa et Særstandpunkt efter god protestantisk Skik, men netop 136derfor udenfor Kirken. Luther var en Fremmer af Personligheden, men som Reformator var han „ej til Hovedstæder“. Hans Kirke giver for lidt, og man véd ikke en Gang, hvad den giver. Som det er nu hos os forkyndes de hemmelighedsfulde Ting, der forfærdede Galilæas naive Fiskere og Haandværkere, omtrent i samme Plan, som Dagens Sandheder, og det for en Menneskehed, der kommer fra en haard og skarpvinklet Verden. Præsten forklarer. — Intet Under, hvis han ender med at bortforklare.

✂ Traditionens hemmelighedsfulde Magt er sat overstyr, Skønhedens og Stilhedens Indflydelse beskaaret. Paa et dagklart historisk Grundlag skal Taleren med sine Ord føre Menneskeheden fra Gadens Støj, Sten og Staal lige ind i Aandens og Underets Verden. Hvad kræves der ikke af den Mand, og hvor mange kan opfylde Kravet?

✂ Naar man tænker paa Kristendommens første Tid, dens Liv i mørke Krypter for lukkede Døre, med Sjælen spændt til det yderste af Rædsel og Haab og med blodige Minder i flakkende Fakkelskær, saa forstaar man, at denne Livsspire, naar den voksede op i Dagens Lys, maatte folde sig ud som en vidunderlig Drømmeblomst.

✂ Den protestantiske Kirke har omplantet den første Spire paany i Dagens fulde Lys under Statens koldsindige Varetægt. Intet Under om mange synes, at den evangeliske Kryptkristendom er blevet til en Potteplante, der ikke rigtig trives i Dagligstuen. Der er i denne Betragtning en grov Uretfærdighed mod mange Præster og mange Menigheder, 137men principielt rummer den en Sandhed, og vi ser, hvorledes der lides under denne Dobbelthed.

✂ Den udenforstaaende, der nu betragter den danske Kirke som en Helhed, synes at se ind i et forgræmmet Ansigt, en lidende Sjæl: en Kirke, der ikke længere ved, om den tror, og stundom nødes til at slaa Øjnene ned.

✂ Hvorledes kan det være anderledes? Det, som for denne Kirke er Tradition og Autoritet, er Luthers Samvittighed og Evangeliets historiske Vidnesbyrd; men selv Augustin modtog kun Evangeliet paa den katolske Kirkes Autoritet. Hvor skal den protestantiske Præst vende sig hen, naar han er i Tvivl, han ser sig raadvild omkring i et Samfund, hvor Kritiken er gaaet mere fjendtlig frem end noget andet Sted i Verden, og finder ingen anden Autoritet end Filologerne. — Stillet overfor en haandfast Trosbekendelse, der afkræves Statsborgere og Dagligstuemennesker, raadfører han sig da med sin egen Samvittighed og grundlægger en ny Kirke paa ny Protest, Kritik og Revision. Det klinger ikke frugtbart; men det kan maaske give en gavnlig Lære.

XVIII

✂ Jeg skrev i en tidligere Artikel, at den liberale Teologi har skabt en varig Usikkerhed. Det var ingen Overdrivelse. Tværtimod; det staar værre til, end jeg troede, Præsterne har det svært og jeg forstaar deres Kval.

✂ Enhver, der tager Spørgsmaalet om Kristendommen op til Drøftelse paa historisk Grundlag og raadspørger Tidens Kritik (hvis Redelighed er utvivlsom) bliver stukket med Knive i Ryggen og i Brystet, saa han segner og naar han atter har rejst sig og et Øjeblik trækker Vejret frit, bliver han stukket med Knive igen. Professorer og Doktorer skalter og valter med Evangeliet efter Forgodtbefindende, Religionen er bleven et videnskabeligt Problem, Filologerne spiller Boldt med den Troendes Hjerte og har haarde Hænder. En frygtelig aandelig Udmattelse er Følgen. Tilsidst overgiver den Trætte sig.

✂ Hvad en Lægmand, der staar søgende og spørgende kan sige om den Ting, har maaske ikke stor Betydning, han kan kun raade til Skepsis. Det som er Videnskab idag er ikke altid Videnskab imorgen, og Digtere ved, at Filologerne stundom vildledes af deres Metode, idet de er tilbøjelig til at finde en udvortes mekanisk Forbindelse, hvor der er en aandelig Sammenhæng.

✂ Naar det kommer til Stykket, tror jeg heller ikke, at det er Bibelkritiken, der har gjort Udslaget, men det er den almindelige rationalistiske Kritik og dermed Ønsket om at blive fri for at tro paa vanskelige Ting, der har faaet en Forbundsfælle.

✂ Det, som engang gjorde det let at tro for aabne og dybe Sind er bleven en ulidelig Byrde for Nutidens lukkede Forstandsmennesker. Ønsket om at blive fri for at tro paa vanskelige Ting har maaske endogsaa været medbestemmende ved Forskningens Resultater, for Udgangspunktet er ubevidst tilstede ved Endemaalet. Faar vi en Gang et andet Udgangspunkt vil der maaske falde et nyt Lys over Tingene.

✂ Her staar jo dog ogsaa Mening mod Mening. Vent og se, om det ikke ender med, at de faar Ret, der uvilkaarligt har dannet sig det Indtryk, at Evangeliet, bortset fra visse Enkeltheder, navnlig hos Mattæus, i alt væsentligt giver os det Billede af Jesus, som hans egen Samtid havde dannet sig,*) idet Fremstillingen snart er historisk, snart mytisk symbolsk, men sand i sin dybe Mening.

✂ Letfærdigt bør ingen handle her. Det gælder jo selve vort Kulturlivs Grundlag og Udviklingens Vejviser og Fører.

✂ Som Forholdet er nu viser det sig imidlertid, at Trosbyrden er bleven mange Præster for tung. De skal tro; men de kan ikke. Og naar nogen da vil hævde, at det er afgørende for et Menneskes Liv **) Fr. Heiler gør opmærksom paa, at Legender samler sig om en Personlighed, mens han lever. 140og Salighed, at han opfylder denne Forpligtelse til Tro, saa paavirkes det sunde Menneske fjendtligt og kaster hellere det Hele overbord. Der var en Gang en lille Dreng, som havde lovet sine Forældre at længes efter dem, mens han var paa Landet. Han skrev: „Idag er det Søndag og vi har faaet Rødgrød og jeg har prøvet paa at længes efter jer; men jeg kunde ikke.“

✂ Hvad var derved at gøre? Heller ikke Tro lader sig tvinge frem. Giv den Frihed, saa kommer den maaske af sig selv gennem Erfaring, Indlevelse og Indsigt. Troestvangen har medført, at vi nu staar midt i Troens Tragedie.

✂ Vi ser dette (dog ingenlunde i sin Grelhed) i et meget omdebatteret Tilfælde fra den sidste Tid. Vi ser det ogsaa i Chr. Reventlows smukke Bog: „Breve fra Skærsilden“. Fra et buddhistisk Udgangspunkt er Reventlow naaet til at finde sit Centrum i Evangeliet (hvoraf der fremgaar, hvad man maaske kan kalde en Kristusbestemt Panteisme); men han naar først til denne Hvile efter at have kastet Dogmerne overbord.

✂ Hvem vil bebrejde ham det? Enhver maa erkende, at det levende Forhold er det væsentlige. Af Troens Tragedie maa fremgaa Troen paa Højsind i Aandens Verden. Den altid levende Kristus lægger sikkert ikke Vægt paa sine jordiske Titler.*)

✂ Men selvom vi erkender, at Fred for de Trætte er Hovedsagen, saa har vi ikke dermed gjort op, kvit og færdig med Evangeliet. Der er noget i Mysteriet, som ikke er Fred, en frugtbar Uro, et vulkansk Oprør, en hidsende Spore til intellectuel Udvidelse og Søgen ind i Gaaderigets Gru. — Ja, jeg fristes til at sige: Her er ogsaa den biologiske Fremdrift, for kun her aner vi Muligheden af en højere Types Fremstaaen. Og endelig maa jeg spørge, kan en evangelisk Kirke bygges paa et revideret og amputeret Evangelium og hvor er Grænsen, for hvad der skal skæres bort? Er der ikke et Selvbedrag med i Spillet? Vil den skabende Kraft ikke efterhaanden forflygtiges og gaa tabt, naar Evangeliet bliver rationeret og rationaliseret?

✂ Den katolske Kirke kunde langt bedre taale en Reformation, der tillod en symbolsk Opfattelse, dels fordi den har Autoritet, dels fordi den har lært Menneskene at leve symbolsk og ejer saa langt rigere Midler til at bringe Sjælen over i det Grænseland, hvor Symbolet er sandt og Virkeligheden en Skygge, det Morgendæmringens Halvlys, hvor Engle bebuder, at nu skal Verdens Skæbne vendes og hvor de Døde staar op af deres Grave.

✂ Man kan da maaske gøre Regnskabet saaledes op, at vi har to Kirker: den ene er en saa stærk og levende Personlighed, at den kan udvikle sig, fornye sig, udvide sig, hvis den vil, men den vil ikke. Den anden derimod vil; men den er saa svag, at den gaar istykker ved det og smuldrer bort.

✂ For det ser ialtfald ud, som om den smuldrer: 142„Vi likviderer,“ sagde Direktøren for en Andelsmenighed forleden Dag. „Vi likviderer store Dele af kristelig Overlevering!“ —

✂ Og dette blev sagt med en tilfreds Mine, som mangen falleret Bankmand maatte misunde Præsten. (Med denne forældede Benævnelse blev Taleren nemlig tituleret).

✂ Foredraget var forøvrigt smukt og aandfuldt, saa aandfuldt som et moderat borgerligt Skønaanderi overhovedet kan være paa det religiøse Omraade, — ja, Taleren havde endogsaa bevaret en sand Tyrkertro paa Kirken som Bygning og Forsamlingssal, hvor man kunde snakke rart sammen. Men man maa jo spørge: Hvad siger Præsten for Alteret? En jevn Kone ytrede forleden: „De gør ikke andet i Kirken, end at de altid fortæller det samme, som vi har lært i Skolen.“ Den liberale Teologi har ikke engang noget at fortælle!

✂ Kirken smuldrer, naar Præsten løber efter enhver videnskabelig Vind, det ender med at han selv blæser bort; men man skal lægge Mærke til, at Menigheden i det lange Løb blæser endnu længere bort, for den maa da blæse lige til Rom.

✂ Hvad er det, de radikale Præster vil? Deres Ønske er højst rimeligt! De vil være som andre Mennesker, og tænke jevnt og naturligt, som det Borgerskab de tilhører. Luthers Præst er hyppigt bleven opfattet som en Mand, der er forpligtet til at være lidt kedeligere end vi andre. Nu længes han efter Lov til at være lige saa morsom, og endelig ikke noget for sig selv! Han vil kort og godt være en Sporvognspassager, der betaler tyve Øre for Turen og 143fem Øre for Omstigningen ved Stoppestedet, men heller ikke een Øre mere.

✂ For at opnaa dette vil han bringe Religionen i Overensstemmelse med Tidens Verdensbillede og dens Tankegang: Heri kan der være noget rigtigt; men jeg tror alligevel, at han bedrager sig, fordi han har valgt et galt Øjeblik: — Det, han prøver, er, tror jeg, at bringe Religionen i Overensstemmelse med forrige Aarhundredes forældede Synsmaader. Nutiden har intet Verdensbillede, den har heller ingen Tankegang; men en forpint Sjæl, som haaber paa en Afklaring, der maaske ogsaa vil komme.

XX

✂ Vil Kirkens Lære blive saa meget sandere, som den bliver fattigere gennem Kritiken? Om saa er, maa vi jo finde os i vore Smaamandskaar, som i saa meget andet. Eller skal vi maaske se det som en Rigdom, for man kan jo blive grebet af Stolthed, naar Alverden nu er paa det rene med, at Kristus var et Menneske. Det maa vel være, fordi vi ligner ham? I tidligere Tider var man ikke saa sikker paa det, men vi er vel bleven bedre og større siden dengang? Den hellige Frans, som dog havde meget tilfælles med Jesus, var ikke enig med Doktor Hvad. Napoleon Bonaparte, som var Aarhundreders mest overmenneskelige Kraft, kom til et andet Resultat end Dr. Hvem. Kejseren sagde: Jeg kender Menneskene og tro mig, Jesus Kristus var ikke noget Menneske — og han vejede Aleksander og Cæsar og sig selv, og Galilæeren vejede alle Kejsere op.

✂ Naar der en Dag kommer Mennesker, som ligner Jesus, saa kald ham et Menneske. Dog vent og se, om disse Store ikke vil faa Navnet Guds Sønner og om de ikke vil hædre Kristus som deres Høvding?

✂ Naar vi kalder ham et Menneske, saa maa vi ialtfald vogte os for Misforstaaelse. Menigheden kunde let faa galt Begreb om ham og om sig selv. Der ligger 145nemlig en Sandhed i Dobbeltheden, og hvis Hovedvægten skal lægges paa een Væsenhed, saa tror jeg ikke det skal være paa den menneskelige. Kristus var helt anderledes end Mennesker er. Ikke blot at han var en bedre Mand end nogen vi har set; men selve hans Livsfølelse, hans Væren, hans inderste Bevidsthed var af anden Art, han var ikke blot et Blad paa Træet, men selve Stammens uudtømmelige Liv! Jesus vidste, at han havde været til fra Evighed og at han vilde vedblive at være til i Evighed, og han betalte denne Sandhed med sit Liv og aabnede dermed den aandelige Verden for Menneskene.

✂ Denne Sandhed, som kan forklares paa forskellig mere eller mindre ortodoks Maade (jeg formaar ikke at sige hvilken, der er den rette), udtrykkes i Dogmernes skønne Billeder, saaledes at vi i et Glimt ser ind i hans uudgrundelige Fortilværelse og følger ham ind i hans gaadefulde Liv efter Døden. Hvis disse Dogmer er mytiske, saa er Myten, sandere end Historien. Hvis de kritiske Teologer havde haft Indsigt i Sjælens Verden, hvad man vel kunde vente sig af dem, tror jeg, de vilde gaa varsommere frem og betænke sig endnu en Stund, før de likviderede.

✂ Hvad vil Følgen blive? Vil Rationaliseringen bringe Religionen i Samklang med Tidens Liv? Jeg sidder her med en tysk Fører i Okkultisme, et udmærket Arbejde og saa nøgternt som en Haandbog i Handelsvidenskab. Fra dens Synspunkt er Religionen nærmest et Middel til at skaffe sig okkult Viden, et Koncentrationsobjekt, som Krystalkuglen 146omtrent. Det vi gaar imøde er da et Folk, hvis naturlige Fantasiliv bliver afstumpet, medens Overklassen dyrker Mysteriets Sensationer. Intetsteds Religionen i dens hele Dybde, Fylde og menneskelige Varme.

✂ Mon ikke de liberale Præster burde give Agt paa Teosofien. Folk vil ikke nøjes med en dagligdags Rationalisme; men de vil heller ikke nøjes med at „tro“ paa, hvad der fortælles dem, Aar efter Aar, bestandig det samme. De vil vide noget og forstaa noget; selv om det kun er en famlende Viden og Forstaaelse, de faar, saa kan den hjælpe dem. Der er ialtfald noget at lære af en Rudolf Steiners esoteriske Kristendom, som er en Teosofi, i hvilken Kristus er opfattet i hans fulde Storhed som Verdens Centrum. Steiner er ikke rettroende i et og alt; men han gør ikke Mysteriet mindre og slappere.

✂ Jeg har først nu faaet et Indblik i hans Produktion og det er svært at tage Stilling overfor den paa Punkter, hvor hverken Forstand eller Intuition kan kontrollere ham. Nu og da maa jeg spørge, om denne skarpsindige Tænker til Tider er afsindig? Maaske? — Men hans Syner er dybe. Vi møder her igen en Kristendom med store Dimensioner, ikke en borgerliggjort Pernittengrynstro; men en Religion, som svarer til den skønne og frygtelige Jord, vi bor paa. Her fornemmer vi Golgatha Jordskælvets vilde Rystelse igen. Mægtige kosmiske Kræfter træder os imøde og Sjælens Undere udfolder sig i 147Universet! Her er vi ikke paa det Jevne, lige saa lidt som hos Einstein og Bohr; men skal Religionen endelig være Landevej, naar Videnskaben er Himmelflugt?

✂ Jeg tror, at det religiøse Liv vil blive fornyet ogsaa ved Videnskaben, som stadig udvider Mulighedernes Grænse. Heraf vil efterhaanden fremgaa en forandret Tænkemaade og et nyt Udgangspunkt vil være skabt. Maaske vil Bibelkritiken ud fra dette nye Udgangspunkt komme til andre Resultater, for kan nogen tvivle om, at Fremtidens Verdensbillede og Tankegang vil blive af en altid mere afgrundsdyb Mystik. Nødvendigheden af at tro paa en aandelig Verden vil blive altid mere indlysende.

✂ Her er vi ved Tingenes Kerne. En fremragende Videnskabsmand, som misbilligede Tidens voksende Mysticisme, skrev forleden, at fordi Videnskaben ikke nu kunde forklare alle Ting, maatte man dog endelig ikke tro paa noget overnaturligt. Nej, hvem gør det?

✂ „Forklarligt“ og „naturligt“ benyttes tidt som ensartede Begreber; men da den Verden, vi lever i, aldrig nogensinde vil kunne forklares, saa er det den, der er overnaturlig. Vi lever i det overnaturlige og Troen paa en aandelig Verden er maaske til syvende og sidst Troen paa, at der findes en naturlig Verden.

✂ Hvem har ikke erkendt, at denne Jord er en haard, ond og fortvivlet Verden? Kan den taale at miste et Glimt af Godhed? Kan den bestaa uden Bi 148stand? Kan den undvære det milde Lys og Varmen i Evangeliet, der svøber sig om Sindet, som Solskin og Stjernestraaler?

✂ Hvem har ikke set, at denne Jord er en parodisk Verden? Kan en Parodi være nok i sig selv? — Herom synes Meningerne at være delte, for vi kan let nok blive enige med Rationalisten, om at vi befinder os i en Daarekiste; men se, om vi kan faa ham til at indrømme, at der findes en Fornuft.

✂ Den udenforstaaende kommer unægtelig til et mistrøstigt Resultat, naar han betragter Luthers Værk, saaledes som det fremtræder i denne Tid. En splittet, dels fanatisk, dels svag og opløst Kirke. Reformationen er endt i Filologi, den populære Bibellæsning i Haarkløveri og Vantro, medens det skønne i Luthers Tanke, dens naive Trohjertethed har fremkaldt de Dannedes Ringeagt. Den katolske Kirke har ofte været forhadt, det skal ikke nægtes, men ingen har klappet den paa Skulderen.

✂ Men det kernegode ved Luther, hans Tro paa Personligheden og det personlige Forhold har dog trods alt holdt det religiøse Liv oppe og gør det den Dag i Dag. Personlighed og Erfaring vil ogsaa redde det fremdeles; men maaske kræves der mere nu end nogensinde før.

✂ Kun dybe Erfaringer kan opveje Kritiken. — Tænkere, Seere og Profeter kan rive Religionen fra Filologerne. Lad os vente og se, om der ikke paa Krisen vil følge Sundhed, paa Gæringen Afklaring. Maaske vil et og andet være forandret, naar Opgøret 149engang er overstaaet. Maaske vil der fremgaa en anderledes betonet Teologi, og en mangfoldigere Fortolkning end før. Kristendom skal være levende og skabende. Ingen har sagt det som Jesus selv, alt skal bære Frugt. Grav ikke Talenten ned, den skal give Renter; men grav Hvedekornet ned, for det skal give mangefold. Alt skal yngle!

✂ Om det religiøse Livs Fornyelse vil betyde Kirkelighed ved jeg ikke. Kultus er Tradition og Symbol — men maaske kan dette Liv blive saa stærkt og rigt, at det formaar at paavirke og befrugte selve Moderkirken i Rom. For der er kun en virkelig Kirke, og det er: Petrus. Resten er svækket Tradition og svækkede Symboler, til Gengæld kun Personlighedens Kraft! Men det kan være stort nok! — Protestantismen med sine Taler har altid været fuldt saa meget Skole som Kirke. Det kan være stort nok, naar den virkelig formaar at lære os noget.

✂ Jeg drømmer om det tredje Rige, at vi allerede er traadt ind over dets Grænse.

✂ Jeg drømmer om en Magt, som har en god Vilje, som fremmer Menneskenes Vel og fremelsker det højeste Liv.

✂ Jeg tror paa en Tro, som bygger paa Indsigt og aandeligt Klarsyn.

✂ Vi gaar ind under Korsets Tegn, som viser Vej til den guddommelige Cirkel.