↩ Vilhelm Andersens sidste Bog hedder „Kritik". — Den viser ham som „Kritiker" ikke som „Litteraturforsker", det vil sige: den bedømmer Værket, uden at beskæftige sig for meget med Personen. Det er rart, synes jeg! Naturligvis indrømmer jeg, at man ikke kan skrive et Værk om f. Eks. Goethe uden at tage Kvinderne med. Goethe har selv givet Materialet. Et litteraturhistorisk Værk kan med rette være Personskildring og der kan vanskelig trækkes nogen bestemt Grænse for, hvad der skal medtages og hvad ikke. Alligevel tror jeg, at det hænder de fleste af os, naar vi staar overfor en Litteraturforsker (han være saa betydelig, han være vil) at der kommer et Øjeblik, hvor vi synes, at han ikke er noget rigtigt Menneske. Det er, naar han siger, at han ved noget, som andre ikke ved. Om en Dame med sort Haar, der hed Fru A — og en Pige i hvid Kjole, som hed Frk. B. Litteraturforskeren faar i saadanne Øjeblikke et ubeskriveligt Udtryk i sit Ansigt. Hvis man kunde tænke sig en kongelig udnævnt Krybskytte, saa vilde han se saaledes ud, forbryderisk og autoriseret paa engang.