Rode, Helge Uddrag fra Regenerationen i vort Aandsliv

For at klargøre det, kan man maaske sige, at han aandelig talt var en Søn af sine Bedsteforældre, et Led var sprungen over. Jeg tror, at han derfor havde lidt svært ved at orientere sig i sin Tid. Han var i Pagt med Fortiden og Fremtiden, men lidt forsinket overfor Nutiden. — Det kostede ham Tid og Vanskelighed, tror jeg, at opdage Halvfjerdsernes Mænd og selv Bjørnson og Ibsen som jo endnu var levende Mennesker men som dog stod statuestore i Kraft af deres Ry. Det var i hvert Fald paa et temmeligt sent Tidspunkt, at han en Dag fik Øje paa Drachmann (i den store Opera i Paris). Drachmanns Skæg var dejligt hvidt allerede dengang og her opstod da den mærkelige Tanke hos Vilhelm Andersen, der var vant til at færdes mellem henfarne Aander, at en levende Digter kunde være lige saa interessant som en død — i alt Fald naar han havde hvidt Skæg! Overfor sine egne Samtidige, som da var Fremtiden 40 og som han jo dog til syvende og sidst var beslægtet med og havde Betingelser for at befrugte og for at blive befrugtet af, stod han ret famlende og usikker.