Rode, Helge Det store Forlis

DET STORE FORLIS

2

HELGE RODE

STYRKE. En Fortælling. 1891.

HVIDE BLOMSTER. Digte. 1892.

DIGTE. 1896.

KONGESØNNER. Skuespil i fire Akter. 1896.

SOMMERÆVENTYR. Skuespil i tre Akter. 1897.

DANSEN GAAR. Drama i fem Akter. 1898.

DEN REJSENDE. Skitser. 1900.

KAMPENE I STEFAN BORGS HJEM. Drama i fire Akter. 1901.

LAMIA. Et dramatisk Digt. 1901.

SOLSAGN. Drama i tre Akter. 1904.

KOMEDIER. I. Mads Bondegaards Glorie. 1905.

KOMEDIER. II. Amor Balles Æventyr. Bartholins Glædesdag. Enhver Ting paa sin Plads eller Døden paa Natcafé. 1905.

MORBUS TELLERMANN. Et Storstadsdrama i fem Akter. 1907.

DIGTE, gamle og nye. 1907.

ITALIEN. Streiftog Syd og Nord for Alperne. 1909.

FLUGTEN. Komedie i fire Akter. 1909.

GREV BONDE OG HANS HUS. Drama i tre Akter. 1912.

ARIEL. En Digtsamling. 1914.

3

HELGE RODE

📖 DET STORE FORLIS
ET SKUESPIL

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
MDCCCCXVII

4

CCOPYRIGHT 1917 BY HELGE RODE

KJØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET

5

PERSONERNE

Løve.

Hedvig Løve.

Dyring.

Gamle Bak.

Emil Bak.

Mens.

Astrup.

Kaptajn Johnsen.

Tykke Meyer.

Gamle Holst.

Søster Agnes.

Agent Flod.

Aktor.

Defensor.

Dommeren.

To Læger.

En gammel Sømand.

Dommere, Passagerer og Tjenere.

6

        

7

FØRSTE OPTRIN

En begrænset Del af det øverste Passagerdæk paa Atlanterhavsdamperen „Dronningen". I Baggrunden ser man over Rælingen Vandet og Himlen med drivende Skyer. Til venstre sees noget af en Skorsten og mægtige Luftrør, til højre Kommandobroen, til hvilken der fører Trapper op. Løve staar ved Rælingen og ser gennem en Kikkert udover Vandet. Musik.

KAPTAJN JOHNSEN.
(kommer ned fra Kommandobroen. Til Løve med Hatten i Haanden).

Jeg ved ikke, om jeg maa forstyrre Generaldirektøren; men det er et ganske ejendommeligt Tilfælde. Ser Generaldirektøren den Damper derovre ved Kysten?

LØVE.
(har vendt sig).

Det er vor, ja. Det er „Australia", som gaar til Melbourne.

KAPTAJNEN.

Jamen har Generaldirektøren set den der agterude?

LØVE.

Ja … ha. Det er vor! Det er „Amerika", som kommer fra New York.

KAPTAJNEN.

Jamen hvis Generaldirektøren saa vil bruge Kikkerten — den, som dukker frem endnu længere ude i Kimmingen.

8
LØVE.
(gaar frem over).

Jeg har set den. Det er „Tokio", som kommer fra Japan.

KAPTAJNEN.

Man kan nok ikke lære Generaldirektøren noget om Selskabet.

HEDVIG.
(kommer fulgt af en leende Flok Herrer. Hun strækker en Bog i Vejret og raaber):

Nej nej! Nu skal der være Siesta! Jeg maa have at vide, hvordan det gaar med Percivals og Ellinors Kærlighed.

(Herrerne fordeler sig. Gaar og kommer, to og to).
LØVE.
(et Par Skridt hen imod Hedvig).

Vil du se her, Hedvig!

HEDVIG.
(har sat sig med sin Bog).

Jeg ved jo, at det er dit altsammen, Bernhard.

KAPTAJNEN.

Fruen er nok ikke ukendt med, at Generaldirektøren gaar under Navnet „Kongen".

LØVE.
(med Kikkert for Øjet ser fremover tilvenstre).

Men ser De der, Kaptajn, den Røgsky! — den Damper som lige drejer ud af Havnen. Hvad er det for en. Er det vores?

9
KAPTAJNEN.
(med Kikkert).

Den? — jo — det maa være „S. B. Løve", som gaar til Cap.

LØVE.
(gør et Kast med Hovedet).

Det kalder jeg en skyfri Himmel! Se dog her, Hedvig! —

KAPTAJNEN.
(stadig med Kikkerten).

Nej, jeg tog nok Fejl — den der — det — det er „Nordlysets" nye Atlanter. — —

LØVE.
(til Hedvig, som vil rejse sig).

Det kan være det samme, Hedvig.

DIREKTØR DYRING.
(kommer fra venstre.)

Der kan du se, Løve, „Nordlyset"s „Washington".

Nu kan vi faa et lille Sammenstød. Skade at vi ikke skal samme Vej, saa skulde vi glide fint forbi

(opdager Hedvig, vender sig og bukker affabelt smilende).
LØVE.

Saa det er vor Ven Astrup, som er ude og forstyrrer Endrægtigheden.

DYRING.
(til Kaptajnen, som nærmer sig).

Hvis De holder nær hen til hende, Kaptajn, saa kan man komme til at mærke, at vi er de tyve Meter længere. Det er altid en Reklame.

10
KAPTAJNEN.

Ja nu skal vi jo snart til at kapsejle for Alvor.

HEDVIG.

Hvad vil det sige, at De skal kapsejle?

KAPTAJNEN.

Næste Gang saa lægger vi ud samtidig hver paa sin Side af Havet.

DYRING.

Vi gør en Knob mere. Der er ikke den Ting, som nævnes kan, hvor „Dronningen" ikke er i Spidsen. Tiptop altsammen.

KAPTAJNEN.

Vil Herskabet ikke følge med op paa Broen? Der er Udsigten friere.

LØVE.
(ser at Hedvig vil spørge om noget).

Om lidt!

(Kapajnen hilser og gaar op paa Broen).
HEDVIG.

Jeg forstaar ikke — Har Astrup Skibe?

LØVE.

Min Hustru kender ikke meget til Forretninger. — Astrup har ikke Skibe, men Skibsrederbanken, som er hans, finansierer efter Sigende det Selskab, som hedder „Nordlyset".

HEDVIG.
(med et Smil).

Jeg troede Skibsrederbanken var din?

11
LØVE.

Ikke nu længere, Hedvig.

DYRING.

Det er ovenikøbet en af Deres Mands største Bedrifter, at han blev af med Skibsrederbanken.

LØVE.

Du overdriver. Man vil snart komme til at se, at Astrup gjorde en god Forretning dengang.

DYRING.

Saa meget desto værre, naar han bruger den til at konkurrere med os. Her gaar et lille Selskab hen og køber fire Atlantere paa en Gang. — Det er lovlig frækt, at Astrup er mødt frem her i Dag. Hvad?

HEDVIG.

Er han da ikke inviteret?

DYRING.

Jo bevares!

HEDVIG.

Han gaar omkring og smiler saa venligt til alle. Med lange hvide Tænder og lange hvide Lokker.

LØVE.

Ja du kan tro, han er venlig! — Hvis han kunde hænge mig i sine lange hvide Lokker, saa vilde han med Glæde gaa omkring uden et Haar paa sit Hoved og give Gebisset i Tilgift og smile dobbelt saa venligt endda med Gummerne! — Vil du med op paa Broen, Hedvig?

12
HEDVIG.

Jeg ved jo det er dit altsammen. — Kære du ejer jo hele Verden.

LØVE.

Det er ikke mit altsammen, som du snart vil faa at Se.

(Han gaar med Dyring hen til Trappen.)
DYRING.
(med Haanden op ved Munden).

Man begynder at hviske temmelig højt om „Nordlysets" og Skibsrederbankens Forhold. Ved du hvad Phillip sagde i Gaar paa Børsen? Den Dag „Kongen" giver Signalet er det ude med Skibsrederbanken og Tugthuset slaar Porten op paa vid Gab.

LØVE.
(staar støttet til Trappens Gelænder).

Det var bedst om vi kunde undgaa Krig.

DYRING.

Du holder altid din Haand over den Bank.

LØVE.

Man slaar nødig sine egne Børn ihjel, selv om de er vanartede.

DYRING.

Om fire Aar vil Skibsrederbanken være blomstrende rig. I dette Øjeblik er den bankerot. Den staar i 120. Der er ikke en Krone i Bokserne.

LØVE.

Om tre Aar vil den være blomstrende rig! De 13 afrikanske Gruber vil efter min Mening om tre Aar begynde at give Udbytte.

DYRING.

Om et Aar mener Astrup forøvrigt selv!

LØVE.

Han er en stor Sangviniker!

DYRING.

Der er ialtfald Grund til at skynde sig.

LØVE.

Jeg har en Slags Interesse af, at den Bank viser sig sund. Jeg vil først gøre et Forsøg paa Fred.

DYRING.

Det lykkes ikke at faa Fred med ham.

LØVE.
(med et Smil).

Vel! Saa vil jeg vente og benytte en Anledning, hvor jeg er godt gal i Hovedet, til at lade Pistolen gaa af.

(De gaar op paa Broen).
HEDVIG.
(lægger sin Bog fra sig og siger til gamle Bak, som er kommen ned alene og staar i Nærheden af hende og ser med Kikkert paa Vandet)

Skal De ikke med op paa Broen, Herr Bak?

BAK.

Kors nej, Frue. Jeg vil da ikke trænge mig ind paa de store. Hvad vilde Direktør Dyring sige til 14 det. Jeg maa da ellers fortælle Fruen om en meget stor Glæde, jeg har haft. Direktøren har inviteret mig til at gøre den første Atlanterhavsrejse med som en Slags Aldersformand i Selskabet. Ja han er en god Konge mod mig. Ja nu har jeg været med til at sende Skibe ud over Verdenshavene i 50 Aar, men selv har jeg da ikke været udenfor mit Fædreland siden 1868, da jeg var tre Maaneder i Hull og spikede Engelsk. Jaha og drak Gin og Water. — Nu gælder det jo, om jeg kan huske noget af det. Howdoyoudo, Sir og Goodbye Sir — ja Frue, man faar jo Kurage til at snakke fremmede Sprog, naar man drikker Skum paa Formiddagen og lidt snurren i Hovedet bliver man jo med Skam at melde. Haha der var saadan en rar gammel Mand i Hull, som hed Mister Baines. Naar han ikke kunde huske, hvad jeg hed, saa kaldte han mig „Mister Whatsyourname" Haha." „Herr Hvadhedderde". Det maa jeg altid le af. Han var saadan et rart Menneske — Mister Baines. — Mister Baines som han hed.

EMIL BAK.
(kommer fra højre og rækker Hedvig en Kikkert med et Buk).
GAMLE BAK.
(fingererer ved sit lange Skæg).

Jeg vil da haabe, at Fruen bruger ham der ordentlig, saa han kan faa rørt sig og saa vil jeg med det samme takke Fruen og Generaldirektøren for alt det De har gjort for Drengen og næsten behandlet 15 ham som Deres egen Søn og faaet et skikkeligt Menneske ud af ham, den Drømmedasker!

(tager Hatten af og bukker med Hælene sammen.)
HEDVIG.
(smilende).

Var han saa slem?

BAK.
(ler).

Jeg vil ikke sige, hvordan han var! — Han kunde bedst lide at sidde paa Kafé med Huller i Bukserne og skælde ud paa Samfundet, — den Socialist.

EMIL.

Det er maaske bedre at sidde paa Kafé med Huller i Bukserne og skælde ud paa Samfundet end at være et „ordentligt Menneske".

BAK.

Der kan Fruen selv høre. — Naa, det var en Skam af mig at sige det. — Tilgiv mig, min Dreng. (Til Fru Løve.) Men lad ham bare røre sig. Han har rigtignok ikke saa lange Ben som jeg; men vi langbenede gaar ogsaa bare og falder over vores egne Stylter, ja, det er saamænd sandt, Frue. Jeg har ofte misundt de smaa. Saadan en smuk Mand som Generaldirektøren, der er passelig høj og bred. Saadan en Mand kan ligefrem vise Børster. Han vrøvler skam ikke, Frue, som vi andre Slyngplanter! — skønt han er Manden med den store Fantasi. Sikken en Tale han kan holde! Naada, det var rigtignok 16 Glanspunktet. Det nyttede ikke for Direktør Dyring, at han holdt fire — „Øriget, som skal føde levende Unger." — Det var Skibene! Storartet! — et storartet Billede! — Storartet! —

HEDVIG.

De har jo selv Børstehaar, Herr Bak. Det rejser sig, naar De bliver begejstret.

BAK.

jamen, der er minsæl ingen, der er bange for dem. Det maa Fruen ikke tro! Spørg De bare Drengen! Den eneste, som har Respekt for mig, det er Mors Kanariefugl. Den kan jeg faa til at tie stille, naar jeg fløjter som en Nattergal. Naa, men nu gaar det nok løs med Sludretøjet igen. Ærbødigste Tjener!

(Bukker med Hatten i Haanden og driver hen over Dækket mod Forstavnen, hvor han ikke ses.)
HEDVIG.

Hvor er alle Gæsterne henne?

EMIL.

De spiller Bridge. Oldingene vipper paa Afgrunden og fægter med Hjerter Es i Haanden.

HEDVIG.

De er nok bleven dæmonisk af det lille Glas Champagne.

EMIL.

Jeg synes det hele Skib er et Helvede af Praleri. — Der er en ond Aand i alle Ting og dette Skib er 17 det ondeste af alt. Jeg skulde skrige det ud for hele Verden, hvis Skibet ikke var Deres —

HEDVIG.
(ironisk).

Jeg takker, fordi De tier.

EMIL.

Se nu, Fru Løve — lutter skarpe Linier og glatte Flader og Mahogni og Spejlglas og saa det vilde gale Hav udenfor, som vil ind. — Og Reklameautomaten Dyring, som springer op hvert tiende Minut og siger „Tons" og procent og promille og „mine Damer og Herrer" og „Fædrelandets Ære". Jeg saa pludselig, at alle disse Mennesker var døde. Det glimrende Skib var Vanvid og Havet havde Ret.

HEDVIG.

Det var da fælt. Allesammen døde?

EMIL.

Undtagen en.

HEDVIG.

Saa—aa?

EMIL.

Ja — undtagen en, som var levende nok til at fylde hele Verden og skøn nok til at skabe et Paradis af Himmel og Jord helt ned til Havets Bund.

HEDVIG.

Jeg har hørt det. Vil De give mig Kikkerten.

18
EMIL.

Ja, jeg vil give Dem Kikkerten og springe i Vandet med det samme.

HEDVIG.

Er De gal, Menneske. Tag Dem nu sammen! De har drukket.

EMIL.

Ja, jeg er gal, og derfor kan jeg ikke tage mig sammen.

HEDVIG.

Det kommer De dog til at gøre.

EMIL.

Vil De, at jeg skal springe i Vandet?

HEDVIG.

Ja!

EMIL.
(gaar mod Rælingen).
HEDVIG.

Bak!

EMIL.

De ved, at De raader over Liv og Død for mig. Jeg har ingen Vilje.

HEDVIG.

Selvfølgelig vil jeg ikke, at De skal springe i Vandet, mens jeg er tilstede.

EMIL.
(Skjuler sit Ansigt i sine Hænder).

Jeg er grim og unyttig og min Kærlighed har 19 ingen Værdi, men haan den ikke for den er dog en Kraft og Skønheden er mig mere hellig end nogen anden. (Skjuler atter sit Ansigt og hulker.) Om jeg engang kunde dø, saa det blot var til saa megen Nytte for Dem — som at jeg henter Deres Kikkert, saa skulde jeg dø med Fryd.

HEDVIG.

Du store Gud. Troer De virkelig, at dette gaar an? Tyveaarige Pattebarn.

EMIL.

Tilgiv mig. Det skal ikke ske oftere.

HEDVIG.

Ved De, hvad der hænder med saadanne storslagne Sværmere, der vil springe i Vandet?— — —De

faar Kone og syv Børn.

EMIL.

Livet er hæsligt, men saa hæsligt er det ikke.

HEDVIG.
(peger ud).

Se den sorte Sky, som gik midt over!

EMIL.

Og var fuld af Guld indeni. Hvis Livet nu var saadan?

HEDVIG.

Det er det nok ikke!

EMIL.

Det ser ud som en Guldport til Nirvana. — For 20 mig er Nirvana et Kvindenavn og hele Evigheden er et Smil paa hendes Læber.

HEDVIG.

Endnu engang, Bak! De ved, hvordan Forholdene er. Den Slags eksisterer ikke for mig. Jeg har engang for alle valgt — De ved ogsaa, at jeg har Venskab for Dem og sætter Pris paa Deres Hengivenhed.

EMIL.

Aa gør De?

HEDVIG.

Men jeg vil aldrig mærke den paa denne Maade og aldrig være nødt til at sige det igen. Ellers maa jeg give min Mand Ret i, at De har bedst af en Tur til Amerika.

EMIL.

Det skal ikke ske oftere.

(lille Ophold)
HEDVIG.

Sig mig, Bak — var De saa inde og leverede Pengene til den fattige Kone i Morges? Var De smaa Børn ikke søde?

EMIL.

Jo, og jeg skulde takke Dem tusinde Gange. — Hun fortalte mig, som Dem, at hun havde bedt til Gud og var aldeles sikker paa, at der vilde komme Hjælp og Hjælp kom der, skønt hun ikke vidste noget om, at hendes Veninde havde skrevet til Generaldirektøren.

21
HEDVIG.

Jeg kan ikke sige, at jeg har nogen Lyst til at være guddommeligt Redskab.

EMIL.

Nej, jeg ikke heller; men — nu da jeg har opdaget, at De er saa god, er jeg begyndt at se alting anderledes.

HEDVIG.

Det kan De spare Dem. Jeg er aldeles ikke god. Det er ikke andet end Tilfældighed og Lune. Det ved De jo! — Havde der ikke ligget et uaabnet Brev ved Siden af min Mands Papirkurv, havde jeg ikke ofret de Fattige en Tanke.

EMIL.

De siger dog aldrig nej, naar nogen beder.

HEDVIG.

Det er bare Svaghed og Fejghed. Det er ikke Godhed. Tro endelig ikke det!

EMIL.

De er saa god, at De minder mig om det bedste Menneske, jeg kender, jeg ved ikke, om Fruen har hørt Tale om min Onkel, som hedder Jørgen Mens — jeg har selv først lært ham at kende i den sidste Tid.

HEDVIG.

Er det sandt, at han ligger paa Hospitalet lige over for vores Hus.

22
EMIL.

Ja, men Krisen er overstaaet. — Han er forresten med Aarene bleven en trist og bitter Mand.

HEDVIG.

Skal jeg sige Dem, hvorfor jeg mindede Dem om ham. Fordi De er nysgerrig! De ved som hele Verden, at jeg har været forlovet med Mens engang, og nu vil De vide mere. Man taler altsaa ikke om Mens i min Nærværelse, og jeg minder ikke det allermindste om ham og hans Godhed, for vort Forhold gik i Stykker blandt andet paa Grund af hans Godheds-Galskab. Nu ved De det! Forresten har jeg tænkt paa ham i disse Dage og det glæder mig, at han er bleven rask! — Og maa jeg saa være fri for den Slags Kunster i Fremtiden!

(Hun har rejst sig. Løve er kommen ned ad Kommandobroen og hun gaar ham hurtigt i Møde.)
(Emil Bak trækker sig tilbage).
HEDVIG.

(varmt, idet hun hastigt kysser ham).

Jeg vil gerne se paa alle dine Skibe, Bernhard!

LØVE.

Nu skal du straks faa et Skib at se, som ialtfald endnu ikke er mit. (Et Dampskibssignal høres.) Kan Du høre Fjenden tude? Jeg har forresten en Gave til dig i Dagens Anledning. Jeg havde besluttet at give dig den, naar dette Skib var vel paa Vandet.

(Rækker hende en stor Konvolut med et lidt forlegent Buk og kysser hendes Haand.)
23
HEDVIG.
(aabner og læser)

Nej — hvad mener du? — Skal jeg — have det? Hvad staar der — ja, men det er jo en stor — stor Formue, Bernhard. — Skal jeg? — den store Formue?

LØVE.

Den er din!

HEDVIG.

Nej, hvor du er sød mod mig!

LØVE.

Jeg synes, du skulde have noget at raade over til dine Fattige, og denne Dag er jo lidt af et Højdepunkt.

HEDVIG.

Hvorfor skal det være til mine Fattige? Det skal være til mig selv! Jeg vil købe Alverdens Diamanter og kaste dem ud af Vinduet. Hvorfor vil I allesammen pludselig gøre mig saa god? Jeg vil ikke have noget med de Fattige at gøre.

LØVE.

Jeg mente, at du ellers havde, hvad du behøvede.

HEDVIG.

Jeg vil slet ikke have de Penge. Nu har du ødelagt det for mig med det samme.

LØVE.

Men kære Hedvig, saa brug dem som du vil. Pengene er dine. Det er jo ogsaa min Mening, at 24 du skal være sikret, hvis jeg engang ikke skulde kunne. — Saa synes jeg ogsaa, det klædte dig saa smukt at være hjælpsom. — Jeg har selv ingen Evne i den Retning; men jeg hører til en Generation, som gerne vilde gøre noget for Smaafolk, da vi var unge. Det blev ikke rigtig til noget; nu havde jeg tænkt at afbetale en gammel Gæld gennem dig.

HEDVIG.

Jeg ved godt, at jeg er urimelig; men jeg vil ikke gaa her og være god og jeg hader Gaver, som er Baand.

LØVE.

Vi taler ikke mere om det, Hedvig. Pengene er dine!

(Frem fra Højre kommer nu Astrup.)
LØVE.
(som bemærker det, sætter Kikkerten for Øjet og peger ud.)

Se der, Hedvig!

ASTRUP.

Altsaa her staar de høje Herskaber. Adgang er vel ikke forbudt, haaber jeg.

LØVE.

Vi ser netop „Nordlysets" nye Skib — Der! — „Washington".

ASTRUP.

Ja — saa. — Jeg for min Del har spillet Kort og vundet 1 Krone og 65 fra Admiralen, saa De vil forstaa, at jeg har en glad Dag.

25
LØVE.

Det er et smukt Skib — „Washington".

ASTRUP.

Ja — ja meget Smukt — (peger paa den Roman, Hedvig har i Haanden) maa jeg se den, Frue? — Ak ja, det er nu mit Livs Drøm at sidde paa et Skibsdæk i en Kurvestol og læse en Roman med kulørt Billede paa Bindet.

DYRING.
(er under dette kommen ned og har sluttet sig til Gruppen).

Saa skulde De tage Dem Ferie, Direktør Astrup.

ASTRUP.
(stadig smilende).

Ja — ja — Det er min Drøm; men jeg maa bestandig leve i Haabet. Naar jeg engang kommer saa vidt ovenpaa, saa vil jeg bede Fruen om at laane mig „Den røde Hertug" — Var det ikke saaledes? — Eller jeg kan maaske ogsaa købe den i en Boghandel, hvis Tiderne da er gode.

HEDVIG.
(rækker ham den leende).

De maa have den! Jeg har læst den ud! Den er dejlig fuld af Kærlighed!

ASTRUP.

Kærlighed! Det er netop noget for mig, Frue! 26 Hvorledes skal jeg kunne takke Dem for en saa smuk Gave af saa skønne Hænder.

(Nogle Herrer er under dette kommen til. Løve og Astrup er kommen til at staa alene. Et Øjeblik er de tavse og synes at lede efter et Samtaleemne.)
DYRING.

Har De hørt den sidste paa Børsen?

(De fjerner sig.)
LØVE.

(alene med Astrup).

En Cigar, Direktør?

ASTRUP.

Tak. Tak. — Ja, Dronningen er ogsaa et smukt Skib, endogsaa et overordentligt smukt Skib. Maa jeg komplimentere Dem.

(De har begge tændt Cigarerne.)
LØVE.

Det er en Glæde at se det vokse omkring sig. Men nu en Ting, Direktør Astrup, synes De ikke det er mærkeligt, at der findes Folk, som vil aabne en Konkurrence nu. Det kan kun skade hele vor Søfart.

ASTRUP.

Ja, de unge vil jo frem. De unge vil jo frem.

LØVE.

Samarbejde er dog det eneste fornuftige, Direktør Astrup. Netop for Skibsrederbanken maa det være af den største Betydning.

27
ASTRUP.

Selvfølgelig, men Skibsrederbanken har jo ogsaa sine egne Interesser. Ja De kender den jo forøvrigt — om jeg saa maa sige fra Grunden af. Næsten bedre end jeg selv, naar jeg skal sige Sandheden. Maa jeg komplimentere Dem! Den Bank er virkelig et Bevis for Deres — „Storsyn" og med Guds Hjælp har den jo ogsaa udviklet sig paa bedste Maade og er kommen paa den rette Side.

LØVE.

Jeg ønsker ogsaa først og fremmest dens Trivsel.

ASTRUP.

Ja det er for mig en stor Betryggelse, at De saaledes har været med i denne Bank fra Grunden af. Det holder mig skadesløs for nogle vaagne Nætter jeg i sin Tid har haft. Jeg kom jo fra smaa og provinsielle Forhold, Direktør Løve — men det er godt at møde „Storsyn!" — ja. De afrikanske Gruber viser sig jo ved en mærkelig Himlens Styrelse til— sidst virkelig at have Værdi — stor Værdi.

LØVE.

Betingelsen for min Sympathi er dog, at man ikke modvirker mig.

ASTRUP.

Selvfølgelig — selvfølgelig. Men jeg kan dog ikke tro, at De nogensinde vil kunne glemme denne Sympathi.

28
LØVE.

Man bør alligevel ikke drage for store Veksler paa den.

ASTRUP.

Veksler, nej. Ikke for store! Ikke for store Veksler!

LØVE.

Netop fordi jeg kender den fra Grunden af.

ASTRUP.

Hm. netop derfor? — Saa — De mener netop derfor?

LØVE.
(vender sig utaaimodigt).

Der har vi Washington!

(Orkestret høres nu atter at spille. Herrer og Damer er kommen fra begge Sider. Stewarter bringer Champagne og Glas. De fleste stiller sig ved Rælingen for at se „Washington", som kommer tilsyne med Master og Skorstene glidende frem. Sort Røg vælter ind over Dækket. — Begge Dampere tuder. — Passagererne vifter med Lommetørklæder.)
GAMLE BAK
(som er staaet op paa en Stol, svinger begejstret med Huen og raaber):

Hurra-a.

(Da opstaar pludselig Uro! Musiken bryder brat af. Passagererne tumler tilbage som ved en stærk Rystelse. En Stewart taber Bakken med Glas og Champagne. „Washington"s Skorstene og Master sees et Øjeblik at standse — derefter glider de baglæns. — Løve har grebet Hedvig under Armen og hurtig vendt hende. Kaptajnen kommer hastigt, fulgt af Anden Styrmand og vil til Broen.— —Da glider „Washington"s Skorstene og Master atter roligt frem og forbi. Passagererne indtager igen deres Pladser ved Rælingen, hilser og vifter.)
29
KAPTAJNEN.
(et Trin oppe ad Trappen).

Hvad Pokker var det?

ANDEN STYRMAND.

Det var ligesom om hun kastede sig, men det gik da godt.

LØVE.
(hen mod Broen).

Kaptajn! Hvad var dette for noget?

KAPTAJNEN.

Straks Herr Direktør. (Til anden Styrmand) Berg, vil De afløse Styrmanden og bede ham gaa ned i min Kahyt. (Til Løve) Ja Pokker ved, hvordan han styrede, eller om det var ham derovre? Generaldirektøren vil undskylde mig.

(Han gaar op.)
HEDVIG.

Jeg blev bange. (Tager sig til Hjertet) Saa nu slaar det igen.

BAK.
(til Løve).

Jeg haaber da ikke, at Direktøren saa, hvor tosset jeg bar mig ad. Jeg skulde jo være begejstret naturligvis og glemte rent, at Skibene var Uvenner; men saa var det, at vi nær havde sat Tænderne i hende. Sikken de hvæsede og stønnede begge to og spyede Ild og Røg!

LØVE.
(med rynkede Bryn).

Bed Direktør Dyring fra mig, om at han holder sin Tale for Pressen nu straks!

30
ASTRUP.
(kommer fra Rælingen og stikker Hovedet frem foran Løve).

Sig mig, ligger vi stille?

LØVE.

(barsk).

Ja!

ASTRUP.

Ja, jeg synes jo nok, at vi laa stille. — Naa, vi kommer vel i Land engang?

LØVE.

Tidsnok, Direktør.

DYRING.
(slaar paa sit Glas).

Mine Damer og Herrer! (Der bliver Stilhed) Mens vi endnu er her paa „Dronningen" er der en Skaal som — vær saa venlig først at faa Glassene fyldte.

EN STEMME.
(dybt nedefra).

Mand overbord!

(Forvirring. Passagererne iler til Rælingen. Derefter ud. Tilbage staar Løve og Hedvig og Emil Bak.)
HEDVIG.
(snapper efter Vejret).

Jeg har hele Tiden følt, at der vilde hænde noget. Jeg taaler det ikke. — Mit Hjerte taaler det ikke!

LØVE.

Skynd Dem og skaf Besked!

(Emil gaar. I det samme kommer Dyring samt gamle Bak, som bliver staaende for sig selv og Gang paa Gang tørrer sine Øjne.)
31
DYRING.

Det var Styrmanden. Han gled paa Trapperne. Ikke overbord, som de raabte. Han styrtede ned i Lasten. Ilde tilredt desværre, siger de.

(En gammel Sømand kommer fra venstre paa bare Ben, bærende en Spand Vand og en Svaber. Han mumler forbitret for sig selv.)
DYRING.

Se Dem for, Mand!

SØMANDEN.
(vendt imod ham vredt).

I Lasten siger jeg! — Æ — æ — skylle Blodet bort — Er det noget. (Han vidsker en Taare bort). Den prægtige Gut.

DYRING.

Hatten af!

SØMANDEN.
(vender Skraaen i Munden).

Æ — æ — skylle Blodet bort — Er det et Skib — men Gamlingen ved nok, hvad der kommer.

LØVE.

De kan godt tage Huen af min Ven.

SØMANDEN.
(sætter Spanden. Tager Huen af og staar stiv og maabende).

Kaptajnen sagde — æ — jeg skal skylle Blodet, sagde han æ —, men Gamlingen kender nok Søen.

LØVE.

Gaa kun. (Dæmpet til Hedvig.) Den gamle Fyr har set to Sønner blive skyllet bort fra Kølen.

32
SØMANDEN.
(gaar med sin Spand).
(Der bliver et Øjebliks Tavshed.)
HEDVIG.

Bernhard. Jeg skal nok give mange Penge til de Fattige, hvis det blot maa gaa godt med Styrmanden. — Aah, jeg kan ikke lide dette Skib!

DYRING.

Bedste Frue, sig ikke noget om Skibet! (Banker med Knoene paa Kahytten) Et Uheld ved Prøven er forøvrigt, saa vidt jeg ved, et heldigt Varsel. — I al min Tid har der ikke været mere end tre virkelige Ulykkestilfælde i Selskabet. En forsvindende Brøkdel. (Raaber op til den gamle Sømand, som er kommen frem paa Broen.) Hvad er det De gør, Mand?

SØMANDEN.
(bøjet over Rækværket raaber gennem de hule Hænder).

Vi skal have Flaget paa halv Stang! sagde han.

DYRING.

Er De gal, Mand! — Er han død? Vil De lade være med det! Vi er jo inde om et Kvarter!

LØVE.
(vinker til Dyring).

Vi maa lyde Søens Love! (med sammenbidte Tænder)

men de skal komme til at betale.

33
DYRING.

De fjorten-femten Minutter kan vi da godt lade

Manden leve. Dette skal være en Fest! — (Raaber op til Sømanden.) Ja, sænk De bare Flaget! (Til Løve.) Vi plejer ellers at kunne gøre, hvad vi vil.

LØVE.
(med et svagt Smil).

Paa Landjorden ja!

(I der samme kommer Kaptajnen og skraar hen imod Broen.)
LØVE.
(med et Nik til Hedvig).

Jeg kommer straks.

(Hedvig gaar, ledsaget af Dyring.)
LØVE.

Kaptajn! Jeg vil have undersøgt, hvem der har Ansvaret for dette. Vi eller Washington. Det er daarlige Grejer, at vi skal ligge stille her i rum Sø. Styrmandens Død er formodentlig et beklageligt Tilfælde, men at vi nær havde kollideret og nu ligger her, mens Washington sejler, er en Forsmædelse.

KAPTAJNEN.
(hilser og gaar op.)
LØVE.

Bak!

GAMLE BAK.
(som ikke er naaet at komme ned).

Herr Direktør!

34
LØVE.

Mens jeg husker det. Jeg har i sin Tid lovet Dem et godt Raad. Har De endnu Penge i Skibsrederbanken?

BAK.

Ja, jeg har saamænd, Herr Direktør. Jeg er jo en konservativ Mand. Næsten alt, hvad vi ejer er Aktier i Skibsrederbanken.

LØVE.
(efter et Øjebliks Betænkning i forandret Tone).

Det er bedst at sælge dem imorgen, Bak.

BAK.

Ja. Og Resten har jeg paa Bankbøger.

LØVE.

Der er noget i Gære paa Børsen — Tag dem ud, Bak!

(Han gaar, fulgt af Bak. Orkestret falder ind med en Sørgemarsch.)
Tæppet.
35

ANDET OPTRIN.

Løves Arbejdsværelse i Hjemmet. Tilhøjre og i Baggrunden Døre. Tilvenstre Vinduer. Ved Skrivebordet, paa hvilket der blandt andet staar en Globus, sidder Løve. Hedvig kommer fra en Dør i Baggrunden og gaar hen og sætter sig paa en Divan. Løve lægger Telefonen.

HEDVIG.
(med et mørkt Blik).

Jeg ved ikke hvorledes det er fat med mig idag. Jeg er saa tung som Bly og saa tom.

LØVE.

Er du syg?

HEDVIG.

Syg? Nej, jeg er ikke syg.

LØVE.

Du skulde køre en Tur!

HEDVIG.

Køre — køre? Hvorhen skal jeg køre? Det er jo fuldstændig meningsløst at give sig til at køre omkring uden Maal og Med. — Jeg forstyrrer dig vist.

LØVE.

Bryd dig ikke om det.

36
HEDVIG.

Du har dit Stenansigt — Jeg gaar straks.

LØVE.

Der skal nok skydes paa mig.

HEDVIG.

Aa, det er bare, fordi jeg er saa meget alene. Her er saa øde i Huset, siden Drengen kom i Kostskolen. Ja jeg ved godt, at jeg forkælede ham — men du mærker vel ikke engang, at han er borte?

LØVE.

Aajo, Hedvig; men jeg har jo meget at tage vare paa. Mon Du ikke ogsaa er lidt urimelig. Du har dog Selskab og Fornøjelser nok. Du morer Dig godt, saa vidt jeg kan se. Igaar, da vi havde Huset fuldt af Gæster, var ingen saa glad som du!

HEDVIG.

Ja, jeg er urimelig og jeg morer mig og jeg bliver mere og mere overfladisk for hver Dag der gaar. Hvordan skulde jeg ellers holde Livet ud! Men hver Dag ligger som kold Aske bag mig— — Her ser aldeles ud som ombord paa „Dronningen".

LØVE.

Vi har Sale fulde af den bedste Kunst. Rejs ud til Godset.

HEDVIG.

Jeg taaler ikke at tænke paa alle de tomme Stuer.

37
LØVE.

Bed nogle Gæster med.

HEDVIG.

Gæster! — Saa bliver der endnu tommere.

LØVE.

Gud ved hvorfor du saa fik mig til at købe det. Jeg ved ikke, hvad jeg vilde gøre for at kunne tage Ferie og strække mig paa en Plæne derude og se op i en blaa Himmel. —

HEDVIG.

Det tror du, men det er en Indbildning. Nej, jeg faar ingen Mening i Tilværelsen, hverken her eller der. Jeg synes heller ikke der er nogen Mening i din Tilværelse.

LØVE.

Tak, jeg klarer mig!

HEDVIG.

Fordi du har nok i din Magtlyst og din Ærgerrighed og Forfængelighed. Derfor klarer du dig.

LØVE.

Jeg tror Fejlen ligger i dit eget urolige Blod.

HEDVIG.

Jeg ved det godt, Bernhard. Jeg har det fra Far og han blev en stor Kunstner, men jeg bliver bare ulykkelig. (Er kommen hen til ham.) Engang var alting saa 38 straalende. Du var saa straalende, Bernhard. Jeg syntes du gav mig Livet som en stor, dejlig Have; men nu er der Støv paa alle Blomsterne. Jeg ved ikke hvor jeg skal gaa hen, Bernhard. Jeg ved ikke noget Sted, hvor jeg hører hjemme. Jeg gaar med hele min Lykke inden i mig og den vender sig som Spyd mod mit eget Hjerte. — Men du er bare en Mand, som tager Hatten af for mig, naar du møder mig paa Trappen. (Lægger Hænderne paa hans Skulder) Hvorfor er jeg ogsaa saadan? Jeg fordrer saa meget, jeg ved det godt, saa uendelig meget! (sidder paa Stolearmen) Jeg kan ikke gøre ved, at jeg er født med et Sug af Lykkelængsel under Hjertet. Det er en Afgrund, Bernhard, som jeg altid styrter ned i, saa jeg slaar mig tilblods — og du hjælper mig aldrig op, Bernhard.

(Hun græder, men holder straks op igen.)
LØVE.

Men kære søde Hedvig. Vær nu fornuftig! — (Prøver at spøge) Ja — jeg ved nok, at Kvinder kan lide Sorg og Taarer. Mænd kan det derimod ikke. Jeg er ialtfald ikke saadan skabt.

HEDVIG.
(gaar til sin Plads).

Nej, jeg ved det, Bernhard. — Jeg kom egentlig bare for at se efter Papirkurven — Er der noget der for mig?

LØVE.
(rækker hende Kurven.)

Jeg tror næsten, den er fuld. Din Godgørenhed 39 rygtes. Har man givet Himlen en Finger, saa vil den have hele Haanden.

HEDVIG.
(sætter Kurven fra sig).

Nej, det vil jeg ikke. Den bliver værre for hver Gang. Det er mere end jeg kan overkomme. Jeg vidste ikke, at det var en Rottefælde, da jeg tog det Brev op fra Gulvet.

LØVE.

Om der nu kom mere System og Orden i det. Om du nu for Eksempel oprettede et Børnehjem.

HEDVIG.

Det kunde jeg ikke overkomme.

LØVE.

Du kunde faa al den Hjælp du vilde.

HEDVIG.

Saa gik vel alle Pengene med til det. (Ler halvt fortrædeligt.)

LØVE.

Endelig en prosaisk Bemærkning! Jeg kunde jo spæde mere til. Jeg kunde helt overlade dig Emil Bak ogsaa. Du kunde overhovedet faa saa meget Hjælp du vilde, saa du bare fik Overopsynet. Du skulde komme og gaa som Solen i din egen lille Verden af Børn. Tænk dig et smukt, hvidt Hus i en Have og tyve smaa Rollinger eller saa mange du vil.

40
HEDVIG.
(lyser op).

Der maatte være nogen til at pudse Næsen paa dem!

LØVE.

Selvfølgelig!

HEDVIG.

Aa du skulde se. Jeg kunde nu ogsaa godt tage fat selv. Du er alligevel sød, Bernhard. Naar jeg bare mærker, at du tænker paa mig ogsaa. Der er jo ikke andet i Vejen med mig end at jeg ikke synes, jeg er til nogen Ting. Den Gang jeg troede, at jeg betød noget for dig, kunde jeg godt gaa paa Hovedet i Vandet for din Skyld, men du forstod det bare slet ikke. Jeg kunde ogsaa godt flytte Bjerge, om det skulde være.

LØVE.

Jeg stoler paa, at du vil flytte Bjerge for mig endnu, hvis det gælder. Saa vidt mine smaa Kræfter strækker til, vilde jeg gøre det samme for din Skyld.

(Er kommen hen til hende. Kysser hendes Haand.)
HEDVIG.

Det lille hvide Hus, Bernhard? Det skulde ikke have mere end to Værelser, vel? — og ligge inde. i en Skov.

LØVE.

Men alle Børnene da?

(Telefonen ringer.)
41
HEDVIG.

Nej, det er sandt.

LØVE.
(ved Telefonen).

Ja — nu — godt — ja — Farvel. (vender sig.) Nu i dette Øjeblik har Skibsrederbanken indstillet sine Betalinger.

HEDVIG.

Saa er der vel mange, der taber alle deres Penge. — Hvad kan det saa nytte, at jeg bygger Hus for fattige Børn.

LØVE.

Det klæder dig saa smukt, Hedvig, og jeg vilde egentlig gerne, at du skulde gøre det for din egen Skyld. Men om det nytter noget? — Jeg ved det ikke.

HEDVIG.
(sætter sig paa Armen af en Lænestol).

Det nytter nu paa en Maade alligevel. I forrige Uge reddede dine Penge en hel Familie fra Undergang. Konen sagde, at det var hendes eneste Redning, men hvis det Brev nu ikke havde ligget paa Gulvet, saa var det aldrig blevet aabnet og det var i sidste Øjeblik.

LØVE.
(har rejst sig og gaar op og ned ad Gulvet).

Aa, de Menneskers Liv bestaar vist af lutter sidste Øjeblikke, saa det kan nemt nok komme til at passe.

HEDVIG.

Det er ikke fordi jeg tror paa det, men jeg følte 42 noget underligt, da jeg bøjede mig ned og tog det Brev op. Har du aldrig oplevet den mindste Smule af den Slags?

LØVE.
(standser).

Ne—ej — jo forresten. En Gang maaske. Men det er egentlig ikke noget at tale om.

HEDVIG.

Hvorfor ikke?

LØVE.

Aa, det duer ikke som Eksempel.

(Der bliver et Ophold, hvorunder Hedvig stadig ser spørgende paa ham.)
LØVE.
(ligesom modstræbende).

En Dag for 10—12 Aar siden stod Skibsrederbanken paa Randen af Fallit. Ja, den var jo min dengang — og den var mit Smertensbarn. Det betød saadan noget, som Liv eller Død for mig. Dette her har jeg aldrig fortalt til noget Menneske og det bliver mellem os; det var i den Tid jeg lærte dig at kende; men jeg tror ikke, du mærkede noget. Jeg sad altsaa paa mit Kontor en Dag og tænkte inden 24 Timer maa du finde en Udvej. Ja, saa skete der noget som egentlig var ganske mærkeligt. Der kom en Mand ind ad Døren og lagde 80,000 Kroner paa Bordet og bad mig om at anbringe dem. Det var nærved at være tilstrækkeligt til mig. Men mærkeligere 43 var det, at et Par Timer efter kom der en anden Mand ind ad Døren med 50,000 Kroner og det var et Menneske, som jeg næsten ikke kendte.

HEDVIG.
(uden at se op).

Det var da en Hændelse!

LØVE.

Det hele er Held! Verden er fuld af Tilfældigheder. Det gælder om at gribe dem i Luften og vende dem til Held! Ja du forstaar, jeg var jo fuldkommen sikker paa mig selv, at jeg vilde klare det, — men — det er vel ikke Himlen, som sender Hjælp paa den Maade, skønt jeg vist nærmest havde henvendt mig til den.

HEDVIG.

Du?

LØVE.

Ja, det var altsaa saadan noget som: Hør nu, min kære Gud, nu maa du sku hjælpe mig, for ellers gaar jeg neden om og hjem.

HEDVIG.

Men de to Mænd, da?

LØVE.

Den ene har jeg givet et Vink, saa han har taget sine Penge ud i Tide.

44
HEDVIG.

Og den anden — som du ikke kender?

LØVE.

Ja han? Det foresvæver mig, at han er rejst til Amerika. Formodentlig har han taget sine Penge med. Ellers havde jeg vel hørt fra ham. — Aa, Hedvig, luk det Vindu! Nu synger Diakonisserne igen.

HEDVIG.
(ved Vinduet).

Det er saa smukt.

LØVE.

Jeg vilde ønske, jeg kunde købe det Hospital ud af Nabolaget.

EN TJENER.
(i Døren).

Herr Bak spørger om Generaldirektøren vil tage imod ham.

HEDVIG.

Saa gaar jeg.

(Hun gaar og lukker Døren efter sig. I det samme kommer Bak ind. Bukker.)
LØVE.

Hvad godt, Bak?

BAK.

Ja, nu maa Direktøren — General — direktøren undskylde mig tusind Gange, men jeg kunde ikke bare mig for at gaa op og takke Direktøren, fordi 45 De gav mig det gode Raad i Tide, for nu lukker den nok.

LØVE.

Den har allerede lukket.

BAK.

Naa ja — ja. Ja saa meget mere Grund har jeg til at takke. Jeg maa vel ikke spørge Direktøren, hvad Klokkeslet det skete?

LØVE.

Det skete for 5 Minutter siden.

BAK.

Naa Gud ske Lov da. Ja for jeg skal sige Direktøren, min Kone har en Bror, og han har vist en Bankbog der, og han ligger paa Hospitalet og ved ingen Ting; men saa tog jeg og sendte Emil ud til ham for at faa fat i Bogen og det var for 3 Timer siden; og jeg sagde, du maa sku gerne tage et Automobil, min Dreng, for dette her haster, ja, saa kan jeg sige Direktøren dobbelt Tak!

LØVE.

Det var ikke mere end min Skyldighed. Sæt Dem ned, Bak! En Cigar?

BAK.

Ja — Tak skal Direktøren have! Tak. Tusind Tak.

(Rejser sig igen, faar Cigaren tændt og bliver staaende og patter paa den.)
46
LØVE.
(tænder selv en Cigar).

Sæt Dem ned, Bak.

BAK.

Tak. Tak. Tusind Tak. Ja, det er jo naturligvis temmeligt frækt og paatrængende af mig, at jeg saadan vælter mig ind i Huset til Direktøren, men da jeg havde alle Pengene i Lommen, saa blev jeg skam saa kisteglad, saa jeg ikke vidste, hvad Ben jeg skulde staa paa. Ellers er det jo sørgeligt nok med de mange Mennesker og Smaafolk med, som taber alt, hvad de ejer, men man er jo ikke mere end et Menneske desværre og tænker først paa sine egne. — Man er jo ikke andet end et gammelt Fjols, Herr Direktør, og saa er det jo godt, at der er andre, som er klogere. Ja, jeg er jo en konservativ Mand som Direktøren ved og jeg forstaar ikke meget af Nutiden, saa det er vel omtrent det samme, som at være et gammelt — naa „noksagt". Man skal ikke tale altfor ondt om den, som Vor Herre trods alt har skabt, Herr Direktør. Haha. Men hver Gang, jeg møder Hjertelag hos saadan en stor Mand som Direktøren, saa maa jeg skam vande Høns en lille Smule og saa er jeg glad for Nutiden med.

(Han tørrer sine Øjne.)
LØVE.
(rækker ham en Tændstik).
BAK.

Tak. Tusind Tak. Det er ogsaa lige for galt! 47 Ja, her sidder jeg som en fri og frelst Mand og ryger Mavebæltecigar, som en anden Hertug, og jeg kunde ligesaa godt have været til Fattighuset og Mor med og Børnene. (Han torrer sine Øjne.)

LØVE.

Nu taler vi ikke mere om den Ting, Bak! I det hele taget!

BAK.

Kors, jeg ved skam godt at holde min Mund.

LØVE.
(rækker ham en Tændstik).

Nu maa De se at tænde ordentlig, Bak.

BAK.

Tak. Tusind Tak. Jeg, jeg er da ogsaa —

(Telefonen ringer.)
LØVE.

Ja — Ja — Er det sandt? — blev han fundet i Sengen? Naa — Et eller andet maatte jo ske! — Farvel! (Vender sig mod Bak.) Hvad siger man saa i Byen?

BAK.

Derinde i Banken — Det var som til en Begravelse. Det var ligesom om de havde sorte Klæder paa! Saa tyst! — og blege var de, ligesom de kunde være døde — Kassereren! Det var noget uhyggeligt! — Ja, man siger jo, at det er „Nordlyset", som 48 har kostet, og at Banken har baaret sig splintrende galt ad, siden Direktør Løve trak sig ud af den.

(Det banker paa Døren.)
LØVE.

Nuvel, Bak.

(Hedvig stikker Hovedet ind ad Døren.)
BAK.
(rejser sig og bukker gentagne Gange for Hedvig, som hilser ham venligt).

Ja, nu skal jeg nok se at humme mig. — Ja, der er nu noget, som jeg har glemt! — Det kan jeg mærke! Men se, om jeg kan hitte det — og det var det, jeg kom for; men denne her Tak fik jeg da lettet mit Hjerte for — og gid jeg en Gang kunde gøre Direktøren en Tjeneste igen, saa kan jeg da sværge paa, at det skulde ikke mangle paa god Vilje, men det er vel frækt at haabe paa saadan noget.

LØVE.
(har rejst sig og giver ham Haanden.)

Farvel, Bak.

BAK.

Ja, tusind Tak skal Direktøren have, vi var jo saa glade baade Mor og jeg. Ja, jeg tror skam Kanariefuglen kunde forstaa noget af det og ogsaa vilde sige Tak, for den gav sig til at synge, som om den kunde være bleven tosset. Farvel, Hr. Direktør. Farvel, Frue. Ærbødigste Tjener, (I Døren.) Tak. Tak. Tusind Tak, Hr. Direktør!

49
LØVE.
(klør sig bag Øret med et lunt Smil).

Kanariefuglen! — Pokker til Menneske ogsaa! — Kanariefuglen! (Vendt mod Hedvig.) Astrup har taget Livet af sig.

HEDVIG.

Aanej dog! — Han har en Datter! — Aa, det er Synd! — (Lidt efter.) Mon han saa fik læst „Den røde Hertug", som jeg gav ham. Kan du huske. — Aa, hvor det er underligt.

LØVE.

Det er jo sørgeligt, at det skulde koste ham Livet! Men nu bliver her altsaa Fred! Jeg vil ikke nægte, Hedvig, at jeg vilde sætte Pris paa, om du nu for Alvor tænkte paa den Plan med Børnehjemmet.

HEDVIG.
(ser paa ham med store Øjne).

Saa det var derfor? Du slaar Folk ihjel! Det er derfor, du vil have, at jeg skal være god mod de fattige. Det er ingen Ære for dig, hvis jeg bliver det. Naar du har anstiftet Ulykker, skal jeg staa paa Hovedet i Papirkurven.

LØVE.

Intet af dette var forudset forleden.

HEDVIG.

Nu synes jeg ikke der er nogenting ved det Hele, naar jeg bare skal pynte paa dig. Aa, jeg er saa skuffet. Jeg vil aldrig mere se den Papirkurv.

50
LØVE.
(som gaar op og ned ad Gulvet).

Det er ikke saaledes, Hedvig! — Naturligvis er det sørgeligt, at det skal koste Manden Livet. Vi kunde forresten drikke en Flaske Champagne. — Jeg er sulten! —

(Trykker paa en Knap.)
HEDVIG.

Er du aldrig bange for, at nogen skal hævne sig paa dig?

LØVE.

Ikke de Mennesker. Dem er jeg ikke bange for. De kæmper med samme Vaaben, som jeg!

EN TJENER.
(kommer).
LØVE.

Bring en Flaske Champagne og noget Smørrebrød.

HEDVIG.

Jeg vil intet have!

LØVE.

Naa, saa en halv! (Tjeneren gaar.) Hvorfor vil du ikke — Du ved jeg kan godt lide at se dig spise. (Gaar.) Naar jeg ser paa denne Globus (Han peger til skrivebordet.) saa er den altid fuld af hvide Sejl fra min Ungdom. Du kan ikke se dem. Alle disse gamle Skuder, som drev omkring paa Vandene og kom hjem med Ting som lugtede af Bølger og fremmede Verdensdele, og som ved et Guds Under aldrig gik 51 til Bunds. — Ja, det er nu min Poesi. Min Ungdoms hvide Sejl, ja.

(han begynder at nynne en Melodi med en dyb Rest.)
HEDVIG.

Synger du?

LØVE.

Jeg tror det næsten. Efter fattig Evne! Naturligvis er det sørgeligt med Astrup — Jeg kunde forresten lide at høre noget Musik i Aften! — Denne her Triumfmarsch af Chopin. Spil den for mig skal du have Tak!

HEDVIG.

Det er en Sørgemarsch.

LØVE.

Kommer ud paa Et!

HEDVIG.

Jeg kan ikke begribe, at du kan være saa glad.

LØVE.
standser sin Gang).

Ikke! — Det er fordi man har bortløjet den gamle Sandhed, at Liget af en falden Fjende lugter godt. Himlen er endelig skyfri, Banen er klar, og vi bliver fri for det hidsige Tempo.

HEDVIG.
(sidder og ser paa ham).

Sig mig. Har du slet ikke noget Hjerte, Bernhard?

52
LØVE.

Har jeg ikke? Det troede jeg! Maa jeg spørge, har du forresten selv saa overvættes meget Hjerte?

HEDVIG.

Det kan gerne være, at jeg ikke har det, Bernhard. Men det er dog egentlig sørgeligt.

LØVE.

Der er maaske ikke Brug for saa særlig meget Hjerte i denne Verden.

HEDVIG.

Men det er dog egentlig sørgeligt! — Hvordan skal vi saa kunne blive den mindste Smule lykkelige.

LØVE.

Der er meget mere i et Menneske, end man tror; jeg er selv egentlig en blød Natur — — Ja du ler! — men Livet presser kun frem, hvad det har Brug for og Resten ligger i Reserve.

HEDVIG.

Og ruster.

LØVE.

Man er nødt til at være haard, Hedvig, i denne Verden. — — Nu bliver de afrikanske Gruber mine. Det er dog ogsaa noget!

TJENEREN.
(kommer).

Der er dækket i Spisestuen.

53
LØVE.

Lad mig faa det her.

TJENEREN.

Hr. Bak er derude igen. Han siger, at der var noget, han havde glemt.

LØVE.

Aa, det gamle Vrøvl, ja, lad ham komme. Bliv bare Hedvig!

(Tjeneren gaar.)
BAK.
(ind, bukker).

Ja, jeg maa rigtignok bede Direktøren mange Gange om Undskyldning. Jeg gaar nok her og bliver gammel og kan ikke huske fra Næse til Mund og sidder og sludrer om mine egne Sager, — og saa var der ogsaa den fine, udmærkede Cigar. —

LØVE.

Skal vi prøve at være lidt hurtige, Bak. Ingen Kanariefugle denne Gang!

BAK.

Ja, det kan Direktøren være vis paa, at jeg skal være hurtig — Ingen Kanariefugle! Jeg skal nok rubbe mig, og Mor skal da ingen Eftermiddagskaffe have i Morgen, fordi jeg har været saa umanerlig. — Ja, altsaa det var Kaptajn Johnsen, han bad mig spørge Direktøren, om det ikke kunde lade sig gøre, at han fik en længere Prøvetur til med „Dronningen", 54 saadan at selve Starten blev udskudt til en lille Smule senere.

LØVE.

„Dronningen" skal selvfølgelig sejle Onsdag Kl. 5 som fastsat af Direktør Dyring.

BAK.

Ja, det skal den vel, ja? — Jeg lovede jo ogsaa bare at spørge, fordi Direktøren altsaa har været saa venlig at sige, at jeg frit kan udtale mig. — Ja, det var altsaa bare et Spørgsmaal.

LØVE.

Kaptajnen har talt med Direktør Dyring om den Sag, som jo egentlig ikke vedkommer mig.

HEDVIG.

Prøveturen var saa uhyggelig, Bernhard!

LØVE.

For Styrmanden. Ikke for Skibet!

HEDVIG.

Nu, da Astrup er død, skulde I jo være færdig med det forcerede Tempo, sagde du.

LØVE.

Et Tempo maa aldrig sættes ned. Det øgede Tempo er Kampens eneste Vinding. Den Sag er afgjort Bak! Jeg har ovenikøbet lovet Kaptajn Johnsen, at han skal faa Styrmand Holm fra „Cæsar" med sig paa den første Tur i Reserve. Det er vor bedste 55 Styrmand, — saa mer kan han ikke forlange. — Den Sag er afgjort!

BAK.

Ja, naturligvis — Det var ogsaa bare, at Kaptaj- nen gik og var bekymret og saa skulde jeg jo spille vigtig med mit Frisprog.

HEDVIG.

Hvad Grund gav Kaptajnen?

BAK.

Ja, det kom sig jo af dette her med Styrmanden — før han døde, at han laa og jamrede sig, og nu mener de, at han har gjort Observationer, som ikke er falden heldig ud.

LØVE.

Den Historie er undersøgt af Dyring. Styrmanden laa i Lasten og sagde „Det er noget Skidt, det Hele," og det var højst rimeligt efter det Traktement, han havde faaet, og den Dumhed, han havde begaaet. Det er saa blevet til, at der skulde være noget i Vejen med Roret. Kaptajnen havde jo selv Vagt en lang Tid! Og anden og tredje Styrmand med og Roret fungerede til Fuldkommenhed! —

BAK.

Næh, det er ogsaa sandt. De finder jo paa saa meget, og jeg er jo en gammel Noksagt, som er slem til at snakke Folk efter Munden. Lige saa snart de siger noget, saa skal jeg straks være med paa det. Ja, saa 56 maa Direktøren undskylde, at jeg har rendt med en halv Vind.

TJENEREN.
(aabner Døren).

Sekretæren! —

(Emil Bak kommer ind.)
BAK.

Aa, er det dig, min Dreng. — Hvordan gik det — ja, Direktøren maa undskylde. Det er jo Familieanliggender.

EMIL.
(med et spørgende Blik til Løve, som nikker).

Ikke godt! — Værre end vi kunde ane!

BAK.

Aa Herregud!

EMIL.

Jeg kom ikke ind til ham, men Diakonissen spurgte ham. Jeg fik hans Bankbog. Der stod kun en Ubetydelighed paa den. — Alt, hvad han ejer, er Aktier!

BAK.

Aa Herregud! (Han tørrer sine Øjne.) Nu er han lige bleven frelst af Lægerne som ved et Mirakel, og vi takkede Gud.

EMIL.

Han havde haabet, at han skulde dø. Men nej! Og saa faar han dette Slag i Tilgift!

LØVE.

Hvad hedder Deres Onkel?

57
EMIL.

Mens. — Det er Kandidat Jørgen Mens. Engang Pastor Mens. Maaske kender Direktøren hans Navn. Han gik ud af Kirken. Han var ret bekendt i sin Tid.

(Ophold.)
BAK.

Ja, der kommer nok mere af den Slags. Det er ikke det sidste! Og her sad jeg og gottede mig og røg fin Cigar. (Tørrer sine Øjne.) Ja, jeg maa se at komme hjem til Mor. (Han gaar mod Døren.) Direktøren og Fruen maa undskylde; men dette her er saadan en stor Sorg for mig.

(Ud.)
HEDVIG.

Hjælp Deres gamle Far.

EMIL.
(ud).
HEDVIG.

Sig mig — har du nogensinde talt med Mens?

LØVE.

Nej. Ikke siden Skoledagene. Det ved du jo.

EMIL.
(kommer).

Han vilde ikke køre, han vilde gaa alene hjem.

LØVE.

Hvor meget mener De, at Deres Onkel har tabt?

58
EMIL.

Jeg antager, det drejer sig om en tyve — fem og tyve tusind.

LØVE.

Naa, ikke mere.

EMIL.

Han har givet næsten alting bort efterhaanden. I sin Tid oprettede han et Hjem for uægte Børn, og saa bedrog Bestyreren ham for det Hele.

LØVE.

Han er kanhænde noget upraktisk.

EMIL.

Ja, det er han vist. Hans Liv gaar op i at skrive et stort religiøst filosofisk Værk. Han maa selv bekoste Trykningen med sine stakkels Skillinger. Man siger, at han har ingen anden Læser end Gud, og han betaler ikke for sit Eksemplar.

LØVE.

En begavet Mand, som han, maa jo dog have Venner. Det maa kunne lade sig ordne.

EMIL.

Selvom han har Venner, hvad jeg betvivler — saa vil det være vanskeligt at faa ham til at tage mod noget.

LØVE.

Naa, lad os nu se! — Jeg ønsker ikke mit Navn nævnt, — men jeg vil gerne være med.

59
HEDVIG.

Det er frygteligt det Hele. Nu forstaar jeg først, hvad det vil sige, at en Bank lukker.

(Hun gaar ud i Baggrunden. — Døren bliver staaende aaben.)
EMIL.

Direktøren har vel ingen Brug for mig nu.

LØVE.

Aa, luk den Dør! (Emil gør det.) Jeg vil nu give Dem et Hverv, Bak, som kræver Takt. Jeg skal sige Dem, hvorledes vi bedst ordner den Sag med Deres Onkel. Han har i sin Tid indsat sine Penge i Skibsrederbanken efter mit Raad. — Nu troede jeg, at han var ude af Landet og havde taget sine Penge med sig. Han har nemlig forsømt at raadføre sig med mig senere. Men jeg indrømmer — at der — kan have været visse Grunde til, at han helst har villet undgaa det. I hvert Fald føler jeg en Art Deltagelse og Ansvar. De Penge, som Deres Onkel ejede i Skibsrederbanken, 25.000 sagde De — dem ejer han nu i mine Selskaber, eller hvor han vil. Har De forstaaet? — Bring mig den Sag i Orden.

EMIL.

Jeg er Dem meget taknemmelig paa min Onkels Vegne.

LØVE.

Giv mig Besked i Morgen. Farvel!

EMIL.
(bukker og gaar).
60
LØVE.
(aabner Døren i Baggrunden og kalder).

Hedvig!

(En Pige kommer med Champagne og Smørrebrød.)
LØVE.

Hvor er Fruen?

PIGEN.

Fruen er i sit Værelse, (nølende.) hun sagde, at hun ikke maatte forstyrres.

LØVE.

Saa?

PIGEN.

Fruen sagde, at jeg skulde hente en Papirkurv.

LØVE.
(barsk.)

Der!

(Han gaar op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen.)
(Tæppet)
61

TREDIE OPTRIN

Et Sygeværelse i et Hospital. En Seng tilvenstre med et Natbord. Midt i et lille Rum sidder Mens i en Lænestol. Et Bord staar ved Siden. Han er tidlig ældet, mager og udtæret. Der høres Sang af Diakonisserne fra Kapellet.

MENS.
(lytter med Haand under Kind. Griber saa sin Stok og rejser sig med Besvær. Han gaar vaklende frem og staar med begge Hænder støttet til Stokken og med bøjet Hoved. Naar Sangen er forstummet, siger han dæmpet).

Herre!

Lad mig engang igen kalde dig Herre … vil du høre mig. Ræk mig din Haand. Du nægtede mig Kærlighed og du nægtede mig Lyst. Du lagde mig i Lænker og gav mig ingen Lykke. Du frelste mit Liv blot for at slaa mig til Jorden igen. Herre! Jeg er ensom og forbander mit Liv!

Er det mit Hovmod, der skal straffes? Bønhør mig! Giv mig et Tegn! Fri mig fra Bitterhed! Spræng den haarde Skal om mit Hjerte! — Herre, du er haard! Mod de andre er du barmhjertig. Du velsigner de verdslige, men mig forfølger du.

Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Altid svigter du mig, og altid lader du dine Fjender beholde Retten. Skurke og Kæltringer sidder smilende ved dit Bord, og for hver Dag, der gaar, bliver din Verden mere forpestet! Slaa mig ned! Knus mig! Træd mig ihjel! Jeg kan ikke mere! — Giv mig et Tegn!

(Han lader sig synke ned paa Knæ foran Sengen.) (Det banker.) 62

Vent! Vent! (Han prøver at komme op. Det banker igen.) Vent et Øjeblik! (Prøver atter forgæves.) Ja kom! — Kom ind!

SØSTER AGNES.
(kommer ind, studser).

Om Forladelse — Jeg forstyrrer.

MENS.

Hjælp mig op,Søster Agnes!

(Hun hjælper ham op og hen til Stolen.)
(med et Øjekast til hende)

Jeg bad Gud om to Øre.

SØSTER AGNES.

Spot ikke, Kandidat Mens.

MENS.

Er det Spot? — Tror De, jeg faar dem?

SØSTER AGNES.

Her er et Brev til Dem fra Amerika. Det har nok ligget og drevet længe. Nu skal De se, at det bringer Dem noget godt.

MENS.

Da jeg var ung, kom Gud flyvende ind til mig ad alle Vinduer, uden at jeg havde bedt ham om det. Han svarede mig, uden at jeg havde spurgt ham, og naar jeg slog Øjnene op om Morgenen, stod han straalende foran min Seng. Men siden har jeg ikke set noget til ham i Verden.

63
SØSTER AGNES.

Her er Brevet, Kandidat Mens.

MENS.

Jeg kender de Breve fra Amerika! Sig mig, Søster Agnes. Hvad har De egentlig bedt Gud om, siden De gaar her og nusser om alle os gebræklige og ubehagelige Individer.

SØSTER AGNES.

Om det som jeg har faaet. — Spørg ikke om min Historie. Det er nok, at jeg blot gjorde Ulykker for mig selv og andre ved at være til i Verden.

MENS.

Barn! Barn! Det var godt for Dem, at der var et Sted, som dette.

SØSTER AGNES.

Naar der kommer store Ulykker, vil alle forstaa, at det er godt. Det er godt, at der er et Sted i os selv, som kan holde sig rent midt i Synd og Død og Undergang.

MENS.
(skotter til hende).

Sig mig en Ting til, Søster Agnes. Synes De, at Diakonissedragten er klædelig?

SØSTER AGNES.

Jeg holder af den!

64
MENS.

Der er mange, som har Mod til at blive Munke, men hvem har Mod til at være en fattig Mand? En Munk for Gud, en Stodder for Verden!

SØSTER AGNES.

Jeg tror nu, De fordrer mere af Menneskene end Gud selv.

MENS.
(Sidder et Øjeblik og grunder, saa aabner han Brevet og læser det).

Se, Søster Agnes. Dette Brev! Jeg bad Gud om to Øre, og han gav mig een. Jeg ved ikke, om han fordrer meget, men han giver lidt.

SØSTER AGNES.

Der er mange, der lider under samme Ulykke som De! Der er saa mange ulykkelige i Verden!

MENS.

Tilgiv mig, at jeg kun tænker paa mig selv. Er der gaaet Dem noget imod idag? De har ikke Deres rolige Smil.

SØSTER AGNES.

Det er ingenting — Kun en Drøm. — (Lidt efter.) Jeg tror ikke, det var nogen almindelig Drøm. Den var saa frygtelig.

MENS.

Fortæl! Det gør godt at høre noget frygteligt!

SØSTER AGNES.

Jeg drømte, at to store Skibe kom sejlende lige 65 imod hinanden i Taagen. Jeg saa alle de oplyste Kahytter og hørte Musikken og saa Passagererne gaa op og ned ad Dækket. Jeg saa dem ogsaa sidde inde i Salonen og spise og drikke. Og pludselig borede det største Skib sig ind i det andet, saa det splittedes, og der kom et gabende Hul. Og saa begyndte de begge at synke. — Det ene Skib væltede sig om paa Ryggen, og det store sank med Stævnen først. Tilsidst stod det ret op og ned med Agterstavnen i Luften og sprællede hjælpeløst med Skruen. Saa gik det tilbunds. Det var forfærdeligt !

MENS.

Der gaar altid Skibe tilbunds, saa det kan sagtens komme til at passe. Men maaske har en og anden sine gode Grunde til at nære Uro, og hans bange Tanker er naaet til Dem. — Der flakker mange angstfulde Drømme om i Natten!

Hvad var Skibet ladet med, Søster Agnes? Var der Svindlere og Uslinger om Bord? Og frække Politikere og Skribenter?

SØSTER AGNES.

Det ved jeg ikke.

MENS.

Var der forfængelige og troløse Kvinder ?

SØSTER AGNES.

Det ved jeg ikke, Kandidat Mens.

66
MENS.

Var hele vort forpestede Samfund ombord? (Lidt efter.) Var jeg ombord?

SØSTER AGNES.

Jeg saa ingen enkelt!

MENS.

Skibet var ladet med Humbug og Had, Søster Agnes, for det er Verden.

SØSTER AGNES.

Jeg ved kun, at jeg saa Mennesker paa Skibet.

MENS.

De har Ret, Søster. Fælles Skibbrud gør os alle til Mennesker, og jeg burde ikke klage, som sidder tryg i min Stol. Tak altsaa, fordi De fortalte mig Deres Drøm. Nu skal jeg prøve paa at skamme mig og blive et rimeligt Menneske, hvis jeg kan.

(Det banker paa Døren. Søster Agnes gaar derhen. En anden Søster stikker Hovedet ind. De veksler nogle dæmpede Ord. Derpaa lukkes Døren og Søster Agnes gaar hen til Mens).
SØSTER AGNES.

Der er en Dame, som gerne vil hilse paa Dem.

MENS.

Hvem?

SØSTER AGNES.
(rækker ham Kortet).

Fru Løve.

MENS.

Nej, nej — nej. Jeg maa jo ikke modtage nogen.

67
SØSTER AGNES.

Det er Besøgstiden nu. —

MENS.

Ja. Men saa bed da Fru Løve om at komme ind. — Søster, hør! Giv mig Kammen. Kammen og Spejlet — Aanej, gaa bare! Det kan være det samme.

SØSTER AGNES.
(aabner for Hedvig, hilser paa hende og gaar).
HEDVIG.
(hen til Mens, rækker ham Haanden.)

Mens!

MENS.

Ja, her sidder jeg. — Der staar vist en Stol. — Vil De dog ikke sidde. (Skotter til hende.) Den naadige Frue kommer i Sygebesøg.

HEDVIG.
(som stadig staar op).

Ja. — Jeg hørte jo, at — D-e var bleven ramt af et Uheld — Aa, Mens!

MENS.

Det hænder os, Kapitalister. Ja, haha. Lad os dog ikke tale om dette latterlige Uheld — Sid ned!

HEDVIG.
(sætter sig).

Jamen De maa ikke være ked af det, Mens. De Vanskeligheder kan vist let blive ordnet. De har flere Venner, end De tror. Jeg har talt med mere end en.

68
MENS.

Vil man holde en Bazar og lodde mig bort? Nej, nej, jeg er en enlig Mand, som maa sørge for mig selv. Beskyt mig for Guds Skyld mod disse Damer. Nej, saa er her et Brev, som jeg vist hellere maa reflektere paa. Det er fra en amerikansk Udvandrer. (Læser op. Han er meget nervøs, Brevet ryster i hans Hænder.) „ Kom herover. De er netop en Mand for os. Vi tror heller ikke paa noget Nonsens. Vi vil kun en Mand, som kan lære os at være skikkelige Mænd." — Naar De ikke tror paa Nonsens, hvad saa? — og nogen skikkelig Mand er jeg Vist ikke længer? (Famler ved sin Brystlomme.) Jeg har flere saadanne Breve.

HEDVIG.

Det er ikke noget for Dem, de Forhold.

MENS.

Hvem spørger, om det er noget for mig! —

HEDVIG.

Bliv hellere her. Mens, og plag ikke bestandig Dem selv. De kan faa det, som De vil. De kan jo skrive. De har Beundrere. Jeg kommer ikke fra andre, jeg kommer fra mig selv! De betalte i sin Tid al min Moders Gæld. Nu maa jeg have Lov at betale tilbage, saa De i Fred kan udgive Deres Værker. (Sidder og famler med Hænderne.) Vil du — Vil du Virkelig ikke række mig Haanden?

69
MENS.
(forfærdet).

Rør ikke — Ved mit Hjerte! (Lidt efter meget dæmpet.)

Jeg forstaar, at Fruen kommer i sin Mands Ærinde.

HEDVIG.

Nej, Mens! Nej!

MENS.

Naa, ikke? Jeg er bleven mistænksom i Tidens Løb. Men Pengene er dog hans, og jeg vil ingenting modtage af ham eller nogen anden.

(Purrer op i sit Haar og ser ret frem for sig.)
HEDVIG.

Aa, nu kender jeg dit store Drengeansigt igen, hvorfor vil du altid gøre dig selv ulykkelig?

MENS.

Jeg! Jeg tænker ikke, jeg er mere ulykkelig end Fru Løve!—

HEDVIG.

Er jeg da ulykkelig?

MENS.

Man bliver ikke lykkelig, naar man svigter sig selv og sin Ven for Penges Skyld. Tænker jeg mig ialtfald.

HEDVIG.

Det har jeg ikke gjort. Vi to passede ikke sammen, Mens. Du ved det godt i dit Inderste. Du vilde ikke selv, at jeg skulde blive hos dig, selvom du var 70 krænket over, at jeg kunde vælge en anden. Jeg var ikke god nok til dig, det kan gerne være; og jeg var bange for dig, fordi du var saa højt oppe. — Løve tog min Vilje, som en Mand skal. Det var ikke Pengene!

MENS.

Ikke?

HEDVIG.

En rig Mand er ogsaa et Menneske, og en Kvinde kan elske ham for hans egen Skyld. Hun kan elske hans Rigdom med, fordi den er hans.

MENS.

Nu er jeg godt ribbet! Hedvig holdt af den Mand. — Nu er jeg for Alvor fattig.

HEDVIG.

Du kender ham jo ikke.

MENS.

Nej, jeg kender ham ikke. (Lidt efter med et hvast Blik.) Jo dog! Jo dog! Dengang, da Hedvig begyndte at nævne hans Navn, fik jeg Lyst til at se den Mand.

HEDVIG.

Bernhard har aldrig talt med dig, siden Skoledagene. Det har han selv sagt, og han lyver ikke.

MENS.

Jeg ikke heller, Og —

(Han afbryder sig selv.)
HEDVIG.

Og hvad?

71
MENS.
(ser stivt frem for sig).

Naa, han kan jo have glemt det.

HEDVIG.

Glemt hvad?

MENS.

At vi mødtes. — Det var jo rent tilfældigt. — Han har naturligvis glemt det.

(Ophold. Hedvig ser mørkt ned for sig.)
MENS.
(lidt efter).

Ja, havde jeg vidst, at Hedvig virkelig holdt af ham, at Hedvig holdt af ham — saa havde der jo ikke været noget mellem ham og mig, saa vi er jo kvit nu — han og jeg. — Nu er jeg for Alvor ribbet — for den sidste Fjer! Skal vi saa sige hinanden Farvel — og tilgiv mig mine onde Ord. — Daarligheden har taget Magten fra mig. Jeg burde heller været død denne Gang, men de pumpede Liv i mig!

HEDVIG.

Jeg er vist ogsaa ribbet, Mens! Jeg har vist ogsaa mistet en Fjer. — Kan vi saa ikke være Venner og hjælpe hinanden. —

MENS.

Lad mig hellere prøve Amerikaneren. Maaske er det sundt for mig. Der gaar et Skib til New York i Morgen, som hedder „Dronningen", skriver han, og jeg bliver udskrevet i Morgen. Saa det passer jo godt.

72
SØSTER AGNES.
(kommer.)

Den unge Herr Bak er her og vil gerne hilse paa Kandidat Mens.

HEDVIG.

Han kommer fra Løve! Jeg er vis paa det! Saa lad ham komme ind!

SØSTER AGNES.
(gaar).
EMIL.
(kommer ind — bliver forlegen).
HEDVIG.
(søger at beherske sit Oprør).

Jeg kan se paa Dem, at De kommer med en Besked fra min Mand.

EMIL.
(nølende).

Ja, jeg ved ikke —

HEDVIG.

Jeg skal gaa saa længe!

(Hun gaar ud.)
MENS.

Naa, hvad saa?

EMIL.

Direktør Løve bad mig sige, at han betragtede Onkels Tab som sit eget — fordi det var hans Raad, der fik Onkel til at sætte Penge i Skibsrederbanken.

MENS.

Direktør Løve har dog ingen Forpligtelse overfor 73 mig, saa vidt jeg kan se. Hvad mener du, Emil? Betragtede Løve det som en Forpligtelse?

EMIL.

Jeg tror det nok. Det vil sige, han sagde det ikke direkte. — Der er jo ogsaa en Avis, der skriver, at Direktør Løve har Ansvaret for Banken fra først af.

MENS.

Fra først af?

EMIL.

Ja, Banken var jo nærmest hans dengang, og det var vel altsaa til hans Fordel.

MENS.

Ah, nu forstaar jeg, og hvad saa med de andre? Faar de Erstatning? — De Kæltringstreger vil jeg ikke have noget med at gøre! Saa Lokkeduen skal fedes, mens tusind spræller i Nettet! (Ler lidt.) Det er en dejlig Kæltringstreg. — En Himmerigsmundfuld for en Mand, der har faaet Smag for salte Ting!

EMIL.

Saa er Onkel ogsaa skabt til at gaa under.

MENS.

Det er jeg vel, ja. Det er godt, at de smaa Drenge kan sige mig Sandheden. Du har lært godt der, hvor du har været. Du er kommen ind i en Verden, som ikke passer for dig!

74
EMIL.
(ser bort).

Jeg har lært sund Fornuft.

MENS.

Det har du vel. Men hils nu der, hvor du kommer fra, og sig nej.

EMIL.

Onkel! — Maa jeg ikke sige det anderledes? Direktøren lader det gaa ud over mig og sender mig bort. Jeg ved det. Paa den Maade straffer han altid.

MENS.

Jeg tvinger dig ikke til at bruge mine haarde Ord, for det er ingen Nytte til, og Løve vedkommer ikke mig. Men du maa heller ingenting besmykke.

EMIL.

Maa jeg ikke sige, at du takkede, Onkel.

MENS.

Nej! Det er meget bedre at blive sendt bort end at besmykke. Vær glad, hvis du bliver sendt bort. — Ja, hvis du vil være et Hotel, hvor alle kan gaa ud og ind og give Opvarterne Ordre, saa vær saa god! — Hvis du vil være en Allemandsskøge — saa vær saa god! — Men hvis du vil være et Menneske og en Mand, saa lyver og besmykker du ikke.

EMIL.

Nej! Det er tusind Gange bedre at lyve end at blive sendt bort, og jeg lyver, naar du tvinger mig til det.

(Han gaar mod Døren.)
75
MENS.

Saa er der ikke en Draabe af dine Forældres Blod i dig!

(Emil ud.)
HEDVIG.
(ind).

Mens! Jeg beder dig om at tage mod hans Tilbud. Jeg beder dig bønligt om det!

MENS.

Jeg kan ikke, Hedvig. Lad os ikke tale mere om dette. Jeg synes, jeg begynder at mærke, at det ikke er helt ude med mig.

(Søster Agnes kommer.)
SØSTER AGNES.

Undskyld! Men Besøgstiden er straks forbi, og der er en Herre, som venter.

HEDVIG.

Sig til Kandidat Mens, at det gaar ikke an, at han rejser i Morgen.

SØSTER AGNES.

De vil da ikke rejse allerede i Morgen?

HEDVIG.

Her har De det godt, Mens, og her bliver De rask. — Ved De Søster, at jeg ofte ønsker, at jeg var her, skønt jeg aldrig faar nogen Tro. —

76
SØSTER AGNES.
(til Mens).

Hør, hvad Fruen siger og rejs ikke i Morgen!

MENS.
(ler saa smaat).

Jo. Imorgen rejser jeg. Der staar en Mand, som ikke tror paa noget Nonsens og venter mig med „Dronningen".

SØSTER AGNES.
(med pludseligt Udraab).

„Dronningen" hed Skibet!

HEDVIG.

Hvilket Skib?

(De ser spørgende paa hende.)
SØSTER AGNES.

Skibet! Skibet! som jeg saa. Der stod „Dronningen" paa det med store, hvide Bogstaver! De maa ikke rejse med det Skib. „Dronningen" gaar under. Den gaar sikkert under. Jeg ved det. Tro mig! Det ene af Skibene hed „Dronningen". Tro mig dog. Det gaar under.

MENS.
(sidder og ser frem for sig).

Skal jeg ud at rejse?

SØSTER AGNES.

Nej! Nej!

MENS.
(med et stille Smil).

Kan Hedvig huske mine gamle Drømme?

77

Skal jeg titte omkring Maanen paa dens anden Side og suse gennem Rummet som et Lyn? Skal jeg dykke mig i Stjernedybet, saa der skummer hvidt Lys omkring mig? Kan Hedvig huske mine gamle Drømme? Jeg fløj igennem Morgenrøden og hyllede mig i Zarathustras uskabte Lys. Det var skønne Tider!

HEDVIG.

Tro dog ikke noget saa forfærdelig, som at Dronningen skal gaa under.

MENS.

Hvorfor skulde jeg ikke tro noget forfærdeligt? Den høje Styrelse holder stadig Prøve paa Verdens Undergang.

SØSTER AGNES.

Det er et Tegn for, at De skal blive hjemme!

MENS.

Ak, om det var et Tegn fra en venlig Aand! Saa ved jeg bedst, hvad Vej, det viser mig! — Skal jeg sige Dem, hvad Tegnet betyder, Søster Agnes. Det betyder, at jeg ikke skal bryde mig om Drømme og Varsler, som jeg er for gammel til at tro paa, men roligt rejse over til min Ven, Farmeren, som heller ikke tror paa noget Nonsens og tage mig en fornøden Dukkert i den tykke Menneskehed, uden Vrøvl og Klynk.

SØSTER AGNES.

Kandidat Mens, De har Feber. De skal gaa til Ro.

78
MENS.
(rejser sig).

Jeg? — Jeg er rask nu! Da jeg var ung, stod jeg engang paa et højt Bjerg, og Afgrunden under mig var brusende fuld af Gud, som rakte tusind Hænder imod mig. Havet! — Det raser og larmer nok og alt, hvad der er Kaos og Tilfældighed og Død, skal høre Havet til; men Livet gaar en anden Vej.

SØSTER AGNES.
(grundende).

Jeg maa skrive til Kaptajnen og Rederen.

HEDVIG.

Det nytter ikke.

MENS.

Nu kan De se, Søster Agnes, at Deres Drøm gjorde mig godt. Vi kan nok trætte med ham; men han beholder altid Retten — vi skal da ikke heller bestandig slæbe paa den Daarlighed, at være os selv. — Jeg kan snøfte Havet, Hedvig. Jeg forstaar det ogsaa nu! „Forgaa" siger Bølgerne. „Bestaa" svarer Sjælen. Det er Evighedens Tiktak! — Det er Hemmeligheden ved Havet.

SØSTER AGNES.
(til Hedvig, som staar ved Vinduet).

Besøgstiden er omme, Frue.

MENS.

Et Minut, Søster.

(Søster Agnes gaar.)
79
MENS.

Tak, Hedvig, fordi du kom med Venskab. Jeg troede, du tog mit sidste Lam, men det var bare min sidste Løgn og mit sidste Had. (Ser paa hende.) Alt det dejligste i Verden kommer ind i Stuen, hilser og gaar. — (Rækker hende Haanden.) Tak, Hedvig.

(Hedvig gaar mod Døren, idet hun aabner den, kommer Søster Agnes frem.)
SØSTER AGNES.
(i Døren).

Her er en Besøgende, men jeg har sagt, at han ikke kan komme ind. — Det er en Ungdomsven, siger han, Redaktøren af Arbejderbladet. Han spørger, naar han kan træffe Kandidaten?

MENS.

Imorgen ved Skibets Afgang.

SØSTER AGNES.
(taler ud til nogen i Gangen og derpaa ind i Stuen).

Redaktør Hertz siger, at han først kan komme derned 10 Minutter før fem; men Skibet gaar vel heller ikke saa præcis.

(Hun lukker Døren.)
HEDVIG.
(griber Mens ved Armen.)

Mens! Den Mand angriber Løve i sin Avis! Han vil noget ondt!

MENS.
(har sat sig).

Vær ikke bange, for jeg vil ingen noget ondt. Tak, Hedvig!

80
HEDVIG.
(mod Døren, vender sig).

Aa, jeg synes, du er saa ulykkelig.

MENS.
(vinker).

Nej, nej, jeg er ikke ulykkelig.

(Tæppet.)
81

FJERDE OPTRIN

Løves Kontor i Dampskibsselskabets Bygning. Lyse Vægge. Løve sidder ved sit Skrivebord. Han rejser sig og gaar til Døren tilvenstre, som han aabner.

LØVE.
(kalder dæmpet).

Aa, Bak, hør lidt!

BAK.
(kommer ind).
LØVE.
(lukker Døren).

Hør sig mig, Bak, jeg saa Dem til min Forbavselse her, da jeg kom. Var det ikke Meningen, at De skulde have Ferie og sejle med Dronningen i Dag.

BAK.
(forlegen).

Jo, det var saamænd, Hr. Direktør; men jeg fik Forhindringer.

LØVE.
(har sat sig).

Hvad da?

BAK.

Jo, jeg skal sige Direktøren, min Kone er ikke rigtig rask — og saa —

82
LØVE.

Noget alvorligt?

BAK.

Nej, det haaber jeg da ikke — med Guds Hjælp saa — næh — men vi er jo gamle Mennesker begge to, og Kvinder har jo deres Luner, selvom de kommer op paa de treds.

LØVE.

Naa, saa det er ikke andet end et Lune?

BAK.

Jo-o! — Saa vilde jeg ikke have sagt sandt, og det vilde jeg da nødig lade mig gribe i, at fare med Løgn paa mine gamle Dage. Hun ligger saamænd ærlig og redelig med Hovedpine og koldt Omslag, men det er vist bedst, jeg siger det, som det er: Kvinder har jo deres Særheder, selv min Kone, som ellers er den prægtigste Kone i Verden, men sommetider altsaa gaar Naturen over Optugtelsen. Ja, nu havde hun sat sig i Hovedet, at jeg ikke maatte rejse med „Dronningen".

LØVE.

Saa-aa?

BAK.

Ja, jeg skammer mig ved at sige det til Direktøren, og jeg sagde ogsaa til hende i Gaar: Herregud, Lullu, lad os tage en Aftentur og gaa ud og se paa Skibet, og tror du, naar du har set det Skib, at det Skib kan synke, ja saa skal jeg blive hjemme.

83
LØVE.

Ganske rigtig!

BAK.

Ja, men det nyttede nu ikke noget, saa Direktøren maa tilgive mig og huske paa, at vi er gamle Mennesker, og hun kunde jo gaa hen og dø af Skræk, hvis jeg nu var opsætsig og krasbørstig, og saa vilde jeg jo være en Morder! Ja, og en Selvmorder med, for det var jo da det værste, som kunde hænde mig i min lille Verden. Ja det forstaar Direktøren nok, som selv har et lykkeligt Hjem. Nej, det kom sig af, at der var en, som havde drømt noget, og det tog min Kone saa stærkt, at hun laa og var syg hele Natten og syntes, at hun —

LØVE.

Maa jeg være fri for Drømme, Bak!

BAK.

Ja det maa Direktøren sandelig — men saa var det jo saa uheldigt, at Kanariefuglen, den sad lige saa tavs paa sin Pind i Gaar, som om den græmmede sig.

LØVE.

Nej maa jeg nu være fri for Kanariefuglen, Bak!

BAK.

Ja selvfølgelig maa Direktøren være fri for Kanariefuglen — Man er under Tøffelen, Herr Direktør — det er hele Sandheden!

84
LØVE.

Den Slags Vrøvl, Bak, burde jo ikke udbredes her fra Kontoret.

BAK.

Ikke saa meget som et Ord har jeg sagt, andet end at min Kone er daarlig, som sandt er og jeg finder mig da ogsaa rolig i, at de siger, at det er mig som har Buksefeber, for jeg vil hellere selv blive til Grin end at min Kone skal. — Jeg har endda glædet mig som et Barn til den Tur, at jeg skulde komme over og spike English engang igen, før jeg dør.

LØVE.

Godt, Bak. De maa selvfølgelig gøre, som De selv vil. — Er Emil ikke paa Kontoret?

BAK.

Jo han er.

LØVE.

Han skulde bringe mig en Besked.

BAK.

Han venter vist kun paa en Tilsigelse.

LØVE.

Husk saa for en anden Gangs Skyld, Bak! Jeg holder ikke af at Personalet i nogen Maade viser Mistillid i Selskabets Tjeneste. Vi har her bygget det bedste og største Skib i den ganske Flaade. — Husk det for Fremtiden. Godt! Andet var der ikke.

(Det banker.)
85
LØVE.
(gaar tilhøjre og aabner).

Vær saa god, Dyring! (Gamle Bak gaar. Dyring kommer ind.)

DYRING.
(med Hat og Stok).

Jeg var ved at gaa, men jeg hører, at Du vilde tale med mig. — Har du forresten hørt den sidste nye paa Bør—

LØVE.

Har du læst Arbejderbladet?

DYRING.
(ser bort).

Ja, du mener om Skibsrederbanken?

LØVE.

Naanej, det Vrøvl! Det er dog for taabeligt at ville lægge Ansvaret paa mig. Det kommer de ingen Vegne med. Nej! Jeg mener det, de skriver om „Dronningen". De bliver ved, trods din Erklæring i Gaar.

DYRING.

Min Erklæring staar jeg fuldkommen ved. Det er en gemen Forfølgelse slet og ret det Hele. Vore Teknikere ler bare.

LØVE.

Godt!

DYRING.

Jeg rejser jo selv med. Teknikerne ler som sagt bare. Nej, det Ansvar er jeg ikke bange for. Skibet er fuldendt, første Klasse i enhver Henseende. Det 86 Hele er lavet for at skade os af Astrups Venner, — og specielt for at skade mig. Jeg skulde ikke være istand til at føre en Plan igennem. Det staar fast, at det eneste, der har været noget i Vejen med, var Styrmanden, som havde drukket et Glas Champagne, og det var han ikke vant til. Han greb med i Rattet og derfor gik det galt, siger Kvartermanden.

LØVE.

Godt, jeg skal ikke opholde dig længere — du skal afsted. — Man har endogsaa mobiliseret Aanderne imod os, at du ved det. — En Nonne har haft et Syn.

DYRING.

Saa-aa?

LØVE.

Og en Kanariefugl har lavet af Skræk.

DYRING.

Hvad var det med den Nonne?

LØVE.

Det maa du ikke spørge mig om. Ja, Farvel, Dyring og lykkelig Rejse.

DYRING.
(trykker hans Haand med en aandsfraværende Mine og gaar).
LØVE.
(til Emil Bak, som er kommen ind).

Naa er De der. — Sæt Dem! (han sætter sig selv) Har De saa talt med Deres Onkel?

87
EMIL.

Ja.

LØVE.

Naa, hvad sagde han saa?

EMIL.

Onkel er jo saa vanskelig.

LØVE.

Hvad behager?

EMIL.

Han mente vist, at Direktøren ikke skyldte ham noget.

LØVE.

Vilde han modtage mit Tilbud. Ja, eller Nej?

EMIL.

Han er jo saa sær og — —

LØVE.

Nu maa De skynde Dem, Emil!

EMIL.

Jeg kunde ikke faa ham til at tage imod det.

LØVE.

Hm. Hvad Grund gav han?

EMIL.

Jeg tror, det er hans Principer!

88
LØVE.

De staar der og hænger, og buh og bæh. — Man plejer at sige Tak for et saadant Tilbud. (Tavshed.)

LØVE.

Naa?

EMIL.

Jeg maa jo sige Sandheden, Herr Direktør!

LØVE.

Sandheden? (Sidder et Øjeblik og ser tirret paa ham, derpaa i rolig Tone.) De ved nok, Emil Bak, naar jeg giver en Mand et Hverv, saa holder jeg af, at han udfører det, saaledes at det lykkes.

EMIL.

Jeg har virkelig gjort mit Bedste.

LØVE.

Jeg spørger kun om Resultatet. — Resten er mig ligegyldig. Jeg skal sige Dem, hvad jeg tror, De vilde have godt af, Bak, at komme over i andre og større Forhold. Der er en Plads til Dem paa Kontoret i New York. De kan rejse med „Dronningen" i Dag.

EMIL.

Jamen, Herr Direktør —

LØVE.

De er maaske bange? Ikke noget „Men", hvis De vil bevare Deres Plads hos mig. Er De parat? Ja, eller Nej!

89
EMIL.

Ja!

LØVE.

De vil have godt af en Tid at se Forhold, hvor det gaar paa Livet løs — Direktør Dyring rejser selv med. Han vil ordne det fornødne, naar De henvender Dem til ham. Farvel — lykkelig Rejse! (Rækker ham Haanden.)

EMIL.
(ser det ikke, men bukker og gaar).
(I det samme kommer en Tjener fra højre.)
TJENEREN.

Kaptajn Johnsen vil gerne tale med Direktøren.

LØVE.
(ved Skrivebordet).

Sig Kaptajnen, at han kan komme ind.

TJENEREN.
(gaar, straks efter kommer Kaptajnen ind).
LØVE.
(ifærd med at skrive — uden at se op).

Sæt Dem ned, Kaptajn!

KAPTAJNEN.

Tak!

(Staar og ser sig om.)
LØVE.
(med en Skulderbevægelse).

Der staar en Stol!

90
KAPTAJNEN.
(sætter sig ved Siden af Skrivebordet, han holder Kasketten mellem Knæene. Drejer paa den, mens hans Øjne flakker omkring).
LØVE.
(lægger Pennen fra sig og drejer sig i Stolen).

De faar fint Vejr til Rejsen!

KAPTAJNEN.

Ja. Det ser jo ud til det!

LØVE.

Hvad har De saa paa Hjerte?

JOHNSEN.

Ja, Direktør Dyring er her jo ikke, og det er disse her nye Redningsbælter. —

LØVE.

Hvad med dem?

JOHNSEN.

Ja, de er altsaa ikke kommen.

LØVE.

Hvad er det for noget Smøleri?

JOHNSEN.

Ja de kan aldrig blive færdige i rette Tid. — De kan nok ikke være her før i Morgen.

LØVE.

De skulde være her for 8 Dage siden. Hvad er det for noget Svineri!

91
JOHNSEN.

Ja, de er bleven omladede hernede paa en af Stationerne og kan ikke komme afsted.

LØVE.

Kramer har forpligtet sig til at bringe dem, og de skal bringe dem. (Griber Talerøret og kalder) Bak! De kunde have underrettet os noget før om dette her, Kaptajn Johnsen.

JOHNSEN.

Ja, vi har jo haft saa meget i denne Tid, saa det har undgaaet min Opmærksomhed.

LØVE.

Det burde ikke været undgaaet Deres Opmærksomhed.

JOHNSEN.

Nej vel —

BAK.
(er kommen ind under dette).
LØVE.

Telegrafer til Kramer, at de sender et Ekstratog med Redningsbælterne straks. Omkostningerne paa deres Konto, selvfølgelig.

BAK.

Javel, Herr Direktør!

LØVE.

Det er det gerrigste Pak. De ligger her og rakker med Bumletog for at spare et Par Kroner.

92
JOHNSEN.

Ja, saadan var det ogsaa ifjor, da vi skulde forny Materiellet.

LØVE.

Hvad gjorde vi da?

JOHNSEN.

Ja, da rejste vi uden dem, efter Direktør Dyrings Ordre.

LØVE.

Ja, det var i og for sig meget fornuftigt. Alt dette Redningsvæsen er jo ikke andet end en Blindtarm, som tager Plads op til ingen Nytte og burde opereres bort.

KAPTAJNEN.

Det kan saa være, men vi kan jo daarlig undvære den Blindtarm alligevel.

LØVE.

Et Skib som „Dronningen" er sin egen Redningsbaad. — Det kan lide Havari, men det flyder paa Skodderne. — Det er adskillig bedre, end alle disse Nøddeskaller og Mavebælter, som vi propper Dækket fuldt med. —

KAPTAJNEN.

For mit eget personlige Vedkommende, saa vil jeg hellere gaa lige tilbunds, naar galt skal være. Men Passagererne har jo Krav paa, at det er der.

LØVE.

Gjorde Inspektionen opmærksom paa det?

93
KAPTAJNEN.

Det var jo mere som en Slags festlig Sammenkomst med den Inspektion. Ja, der var da et af Medlemmerne, som spurgte mig.

BAK.
(kommer).

De svarer, at Redningsbælterne kan tidligst være her Klokken fire en Kvart.

LØVE.

Saa kommer De til at skynde Dem med at faa dem ombord, Kaptajn.

KAPTAJNEN.

Det skal blive vanskeligt, for ikke at sige umuligt —, men vi kommer jo alligevel til at trække det ud til henved seks.

LØVE.

Det er ingen Kunst at komme forsent, det ved. jeg, vi har udtrykkelig bestemt, at vore Skibe fra nu af skal gaa præcis, som et Jernbanetog. Tror De, „Washington" spilder et Minut?

KAPTAJNEN.

Ja, men der er jo dette med Styrmand Holm. Han kommer med Toget, og kan ikke være ombord før over halvseks alligevel.

94
LØVE.

Ja, Sludder og Vrøvl altsammen, men Holm ogsaa! Skal man nu ligge og vente paa ham, skønt han er komplet overflødig.

KAPTAJNEN.

Under andre Omstændigheder kunde han jo nok undværes, men der er jo det, at Styrmand Berg har haft en Tur igen.

LØVE.

Hvad for en Tur?

KAPTAJNEN.

Ja, det er jo hans gamle Svaghed, som han ellers var helbredet for, men nu har han haft et Anfald igen. Ja, han har jo mistet, hvad han ejede i Skibsrederbanken, saa slog han sig gal. — Han er rigtignok kommen over det, men jeg lider jo ikke helt paa ham.

LØVE.

Jeg synes ikke om dette her — jeg synes ikke om det.

KAPTAJNEN.

Der ligger jo ligesom Nervøsitet i Luften i denne Tid.

LØVE.

Hvad for noget?

KAPTAJNEN.

Ja det med Skibsrederbanken mener jeg. Min 95 gamle Mor har jo nu for Eksempel ogsaa mistet sit lille — og det rammer jo ogsaa mig. —

LØVE.

Det er meget beklageligt naturligvis. Ja De bliver i alt Fald nødt til at indvinde den Times Forsinkelse under Farten.

(Gamle Bak gaar efter at have ordnet nogle Breve paa Skrivebordet.)
KAPTAJNEN.

Farten er jo allerede presset stærkt op for en Start at være — Men hvis Vejret holder sig fint, saa —

Det er maaske ikke noget at tale om, men der er jo kommen en Slags Uro, eller hvad skal jeg kalde det omkring „Dronningen". — Man siger jo, at det er en Dame, som har haft et Syn. — Jeg faar vel banke under Bordet.

(Han gør det.)
LØVE.

Hør, ved De hvad, Kaptajn Johnsen. — Jeg synes ikke, De skulde komme med Kællingsnak til mig.

KAPTAJNEN.

Nej vel. — Jeg nævnte det ogsaa bare som en Slags Amindelse om, at man er paa Havet.

LØVE.

Hvornaar er De bleven en Kælling, Kaptajn Johnsen?

KAPTAJNEN.

Naa nej, det er jeg nu da ikke, Herr Direktør. — Med Forlov nej. Jeg regner da heller ikke 96 stort med det, men vi Søfolk er jo ikke fri for at være lidt overtroiske, og kanske det hjælper til at holde god Skik og Orden paa Søen.

LØVE.

Vejret er fint, og De har det bedste Skib i Flaaden. Man skulde ikke synes, det var farligt.

KAPTAJNEN.
(har rejst sig).

Direktøren maa jo huske paa, at det er altid farligt at sejle paa Havet. Det er altid farligt og ikke til at regne ud. En gammel halvraadden Skude kan være ligesom saa fortrolig med Vind og Hav og saa villig og gløg, at den har Held til at klare den værste Brandstorm, mens et Flydepalads — Naa jeg skal ikke male Fanden paa Væggen. (Banker under Bordet.) Skibet er jo fine Grejer, og Direktøren laaner det nok ogsaa lidt af sit Held. — Saa siger vi, at jeg har Lov til at trække det ud til henved seks med Lastningen, Herr Direktør.

GAMLE BAK.
(kommer ind).

Fru Løve vil gerne tale med Direktøren.

LØVE.

Straks. — Allright, Kaptajn, naar det ikke kan være anderledes. De maa saa underrette Direktør Dyring ombord. Og glem ikke Washington! — Lykke med Rejsen!

97
LØVE.
(følger ham til Døren og lader Hedvig træde ind).

En sjælden Gæst paa disse Enemærker! Kommer du for at hente mig, som i gamle Dage?

HEDVIG.

Hente dig? (Hun sætter sig ned.) Jeg kan jo ikke træffe dig hjemme i denne Tid.

LØVE.
(ser paa hende).

Hvad er der i Vejen? Er du syg? Er det „Dronningen"? Den Sag er undersøgt og afgjort.

HEDVIG.
(vil tale, men begynder pludselig at græde)
LØVE.

Men Hedvig dog! Hvad er det?

HEDVIG.

Aa, jeg har været saa stolt af dig — Jeg har været Saa Stolt — (behersker sin Graad). — Jeg Var hos Mens i Gaar.

LØVE.

Naa det var du? Det lader til, at du dyrker den Familie. Jeg kan forøvrigt hilse dig fra Emil Bak. Han rejser til New York i Dag.

HEDVIG.
(koldt).

Tak!

98
LØVE.

Hvad hans Onkel angaar, saa har jeg tilbudt at erstatte ham alt hans Tab.

HEDVIG.

Han vil ikke tage imod dine Penge.

LØVE.
(irriteret).

Ja, hvorfor vil han ikke det?

HEDVIG.

Fordi han mener, at saa skal alle have Erstatning.

LØVE.

Naa, det mener han! Det er en indviklet Herre. I Forretninger vindes og tabes der. Det er der nu engang ikke noget at gøre ved. Saa det er det, du græder over, at Folk har tabt Penge?

HEDVIG.

Nej, du ved godt, jeg tænker ikke paa dem, som jeg ikke kender.

LØVE.
(ser spørgende paa hende).
HEDVIG.

At du kunde! At du kunde dengang i vores første Tid. Tage hans Penge dengang, da du vilde vinde mig fra ham. At du kunde!

99
LØVE.
(bortvendt).

Du ved, hvad det gjaldt for mig. Enhver Forretning har sit sorte Blad. — Jeg maatte give den ene det samme Raad som den anden.

HEDVIG.

At du kunde fortælle mig det igaar. At du kunde prale af det og smile, uden at synke i Jorden. — Og det var dengang i min lykkeligste Tid, den som jeg har tæret paa hele mit Liv siden. At du kunde! Ja jeg skal straks gaa, Bernhard. Jeg skal straks gaa! Du gør det saa fattigt for mig! Nu har du sendt Emil Bak bort ogsaa, som var min Ven. Ja, det kan godt være, at det var bedst for ham, det ved jeg ikke, men for mig gør du det fattigt. Der er saa øde i vores Stuer. Der er saa øde, at jeg ikke kan aande. Men havde jeg saa blot kunnet beholde min Stolthed over dig, og Mindet om den Tid. — At du kunde! — Aaja, jeg ved godt, at dette er et Kontor. Jeg skal ikke ulejlige dig længer.

LØVE.

Jeg har sagt dig, hvad det gjaldt. Du skulde hellere hjælpe mig at finde ud af, hvad denne Mens har i Sinde. Hvad Slags Mand er han egentlig? Jeg bliver angreben i Avisen, og det smager stærkt af ham, synes jeg.

HEDVIG.

Er du saa bange for ham? Hvad kan han egentlig gøre dig?

100
LØVE.

Bange? Han kan berede mig en Del Ubehageligheder. Det er ikke stort, men jeg vil ikke have de Ubehageligheder. — Jeg vil ikke snuble over en Ært.

HEDVIG.

Han har intet med de Angreb at gøre!

LØVE.

Er du saa vis paa det. Han er en gammel Pressemand, og har vel sine Forbindelser.

HEDVIG.

Nej — ja, det vil sige —

LØVE.

Naa? Fortæl, hvad du ved, skal du have Tak!

HEDVIG.

Det eneste, jeg ved, er, at der var en Redaktør af Arbejderbladet og søgte ham i Gaar.

LØVE.

Tænkte jeg det ikke nok!

HEDVIG.

Men han tog ikke imod ham.

LØVE.

De finder nok hinanden. — Du siger ingenting, du ved noget mere.

101
HEDVIG.

Han vilde søge ham i Dag ved „Dronningen"s Afgang. Mens rejser.

LØVE.

Sig, hvad du ved!

HEDVIG.

Jeg tror, han vil komme 10 Minutter før Skibets Afgang.

LØVE.

Et Interview. Hvad?

HEDVIG.

Mens har lovet mig ikke at gøre noget imod dig.

LØVE.

Aa, Pokker tro ham — Naar de to Herrer finder hinanden!

HEDVIG.

Tal med Mens — saa skal du se! Gaa ned paa Skibet og tal med ham!

LØVE.

Jeg!

HEDVIG.

Hvorfor ikke?

LØVE.

— Hedvig — du maa undskylde mig, jeg har travlt —

HEDVIG.

Ja, du har travlt, Bernhard, du tænker kun paa dine egne Ting. Og hvis jeg nu rejste min Vej, saa vilde du knap nok mærke det.

102
LØVE.

Det gør du ikke!

HEDVIG.

Jeg trænger saadan til at være alene og du har ingen Brug for mig nu; jeg trænger til at være fri for Huset og Familien og Forpligtelsen til at gøre godt. — Hvordan skal jeg kunne gøre noget godt, naar jeg ikke er glad? Det slider og river i mig, at jeg skal; men jeg kan ikke. — Det Hele er saa forkert fra Grunden af og jeg kan ikke faa det rettet — Jeg er saa bange, at der skal komme en Dag, hvor jeg forbander min egen Trofasthed, Bernhard — For naar Kærligheden er forlist, saa er der jo slet ingen Ting tilbage.

(Hun gaar.)
LØVE.

Dette er ikke Stedet! Farvel, Hedvig. Vil du vente i Automobilet dernede, saa kører jeg med. (Raaber i Røret.) Bak!

(Han gaar op og ned ad Gulvet i stor Uro. Bak kommer.)
BAK.

Herr Direktør!

LØVE.

Sig mig— (standser)

BAK.
(staar afventende).
LØVE.

Hvorfor svarer De ikke, Mand? Javel. Er Kaptajn Johnsen her endnu?

103
BAK.

Jeg saa ham lige gaa ned ad Trappen.

LØVE.

Send Portneren efter ham!

BAK.

Han er der ikke. (Hurtig til Vinduet, raaber ud.) Johnsen! — Halløj! (vender tilbage) Jo, nu kommer han. Saa jeg slap da for at springe ud af Vinduet paa mine gamle Dage.

LØVE.

(ser rasende paa ham).

Deres Vittigheder er overflødige, Bak!

BAK.

Jeg ber mange Gange om Forladelse, Herr Direktør !

(Han aabner Døren for Kaptajnen og gaar selv.)
KAPTAJN JOHNSEN.

Her er jeg, Herr Direktør.

LØVE.

Kender De en Mand, som hedder Redaktør Hertz?

JOHNSEN.

Nej!

LØVE.

Af Udseende ikke?

JOHNSEN.

Nej. Jeg kender ham ikke, Herr Direktør.

104
LØVE.

Denne Mand angriber Selskabet, og jeg vil ikke have, at han kommer ombord paa „Dronningen".

JOHNSEN.

Naar jeg bare kendte ham. —

LØVE.

Jeg vil overhovedet ikke have Pressemænd ombord. —

JOHNSEN.

Ja, — det kan jo have sin Vanskelighed. — Ja, hvordan tænker Direktøren sig —

LØVE.
(staar lidt og tænker).

De forbyder slet og ret alle andre end Passagerer at gaa ombord 10 Minutter før Afgang Kl. 5.

JOHNSEN.

Ja, naar Direktøren ønsker det. — 10 Minutter før 5. Ja. Som Direktøren vil, — vi ligger der jo rigtignok længere.

LØVE.

Nej, jeg vil ikke have Skibet liggende og drivende dernede udover Afgangstiden, jeg har sagt det før. De kommer til at sejle præcis, som det oprindelig var bestemt. — Jeg har mine Grunde. Ingen Modsigelse ! — Præcis Klokken 5.

JOHNSEN.

Men hvad saa med Redningsbælterne?

105
LØVE.

Sæt fuld Kraft paa Arbejdet, saa gaar det nok.

KAPTAJNEN.

Ja men Herr— —

LØVE.

De kan lade en Motorbaad bringe dem ombord i rum Sø.

KAPTAJNEN.

Saa mister vi mere Tid.

LØVE.

Saa kan De sejle uden dem, hvis de ikke er færdig i Tide. Det bliver Deres Sag. Farvel.

KAPTAJNEN.
(staar tavs).
LØVE.

Jeg sagde Farvel, Kaptajn. Jeg ønsker ingen videre Drøftelse af denne Sag fra Deres Side. Hverken med mig eller andre. Forstaar De! Det er en Ordre!

KAPTAJNEN.
(staar et Øjeblik og stirrer).

Farvel, Herr Direktør!

(Han drejer sig brat og gaar.)
LØVE.
(tager sin Hat og Stok — vil gaa, 5 i det samme kommer Bak).

Er Automobilet der?

BAK.

Ja, det er lige kommen tilbage.

106
LØVE.

Kommen tilbage?

BAK.

Han kørte Fruen til Stationen.

LØVE.

Fruen?

BAK.

Fruen rejste til sin Mor, sagde han.

LØVE.
(stirrer paa ham).

Ja, godt.

BAK.

Direktør Dyring har ladet telefonere ude fra Landstedet, at han er forhindret fra at rejse med „Dronningen". Han er syg.

LØVE.
(støder Stokken i Gulvet).

Godt!

BAK.
(gaar).
LØVE.

Er alting da forhekset i Dag! (han gaar)

(Tæppet.)
107

FEMTE OPTRIN

Leves Kontorer. Et mindre Rum. Lys og broget Marmor. Tre dobbelte Pulte i Række tilvenstre bag en Skranke. I Baggrunden ser man gennem en søjlebaaren Hvælving ind i en større Sal. I Forgrunden tilhøjre er der en Dør. Tilvenstre ligeledes. Her findes ogsaa et Bord og et Par læderbetrukne Lænestole. Holst, en gammel Mand med hvidt Haar og store sorte Hornbriller, kommer langsomt ind. Tager Plads bag Pulten i anden Række tilvenstre. Efter ham kommer tykke Meyer, som stiller sig ved forreste Pult tilvenstre nærmest Væggen.

GAMLE BAK.
(kommer ind).

Godmorgen, Meyer. Dejligt Vejr idag.

(Han stiller sig ligeoverfor Meyer ved samme Pult. Efterhaanden bliver alle seks Pladser besat i Lokalet.)
TYKKE MEYER.

Det bliver ligesaa varmt idag som igaar. Puh. (Han tørrer Sveden af sin Pande.) Sikken en September!

BAK.

Man maa jo være Vorherre taknemmelig for den Sol, han giver; men igaar var det ligegodt drøjt.

MEYER.

Hold Dem i Nærheden af mig, Bak. Der er rigelig med Skygge.

BAK.

Jahaha. De kan saa sige.

108
MEYER.

Vore Fædre plejede at sidde under et Figentræ. Jeg skulde være glad, hvis jeg kunde sidde under min egen Mave.

BAK.

Hahaha. — Ja naar De selv kan le af det!

MEYER.

Men jeg sidder ovenover Skyerne og ser Solen bage paa hele Terrainet. Hvad siger De, Holst?

HOLST.
(horer ikke).
MEYER.

Her staar man og er vittig paa sin egen Bekostning og saa er man omgiven af Døvhed. Jeg var vittig, Holst! Morsom!

HOLST.

De maa hellere lade være med at tale til mig, for jeg kan alligevel ikke høre.

MEYER.
(til Bak).

Han maa sgu da snart være til at putte i Jorden! (Aabner et Brev.) Og De kunde have været ude paa Atlanten idag, Bak, hvor Vinden vifter.

BAK.
(forlegen).

Ja, det var jo kedeligt, at det ikke blev til noget. 109 Jeg skulde været over for rigtig at spike Engelsk engang igen.

MEYER.
(læser i et Brev, mens den anden taler).

Direktionen burde egentlig give mig en Tur over Atlanten. I Nødsfald kunde jeg gøre Tjeneste som Redningsbaad, for jeg er synkefri. — Korpus flyder.

BAK.

Hahaha.

MEYER.

Der kunde rigeligt sidde tre Mand paa mig. — Er der ikke kommen Telegram fra „Dronningen"?

BAK.

Det ventes.

MEYER.

Ja, Gud ved, hvad det egentlig er for nogle Grejer?

BAK.

De er saamænd gode nok.

MEYER.

Det er ikke godt at være for stor, Bak, og omfangsrig. Det kan jeg tale med om.

BAK.

Saadan noget maa De ikke spøge med, Meyer. Jeg har min Søn Emil med.

110
MEYER.

Naa, det tager han vel ingen Skade af.

BAK.

Min Svoger, Pastor Mens, er ogsaa med. — Han er saadan en højtbegavet Mand.

MEYER.

Hvordan Fanden har Johnsen baaret sig ad med at glemme Styrmanden?

BAK.

Ja, det ligner ikke Johnsen.

MEYER.

Et Par hundrede Redningsbælter har han ogsaa

glemt.

BAK.

Han har vel troet, at han havde dem allesammen ombord. De sidste Læs kom luntende tre Kvarter efter de andre.

MEYER.

Naaja han skulde jo ogsaa helst afsted paa Klokkeslettet. Men saa ligger han derude og venter paa en Motorbaad og saa sejler han før den kommer. Det er spildt Tid.

BAK.

Han var nu meget nervøs den Dag johnsen, og Kongen var godt gal i Kabussen, fordi Redningsbælterne var forsinket. Johnsen var to Gange inde hos 111 ham og anden Gang var han ildrød i Hovedet, da han kom ud.

MEYER.
(hviskende).

Det er en flov Historie med Dyring.

BAK.

Ja, hvordan?

MEYER.

At han fik Buksefeber og ikke turde rejse med! Syg? Han var sku ikke mere syg end De og jeg — Han er her jo igen idag. Nej, der laa nok Brev til ham hjemme fra Nonnen med Synet.

BAK.

Tror De ikke — maaske at hans Kone?

MEYER.

Hun vilde saamænd hellere end gerne købe et større Gravsted til ham paa Havets Bund. Men naar han har Ansvaret og er gaaet god for Skibet i Avisen, saa kan man ikke selv melde fra. Jeg kan ikke lide ham Bak. Han har stikkende Øjne. (Rækker et Brev over til Bak). Kan De læse den KlO? (gaar hen til ham).

HOLST.
(har nærmet sig).

Undskyld, jeg syntes De sagde noget om Pastor Mens.

MEYER.

Saa det kan han høre — Mumien.

112
BAK.
(raaber i hans Øre).

Han er rejst med „Dronningen".

HOLST.

Naa, Hm. Ja, det var ellers den eneste Mand her i Landet, jeg havde Lyst til at tale med. Men — æ — jeg kunde jo alligevel ikke høre, hvad han sagde.

(Trisser tilbage til sin Plads. Meyer og Bak bøjer sig over Brevet. Under dette er der kommet en bleg Mand ind fra Baggrunden. Han gaar frem nogle Skridt mellem Pultene. Han siger dæmpet nogle Ord til den nærmest staaende Assistent, som ser op og vender sig.)
MANDEN.
(siger igen et Par Ord, som ikke kan høres. Derefter lyder det tydeligt i Stilheden).

„Dronningen" er gaaet under.

(gaar ud).
ASSISTENTEN

Hvad siger De. — „Dronningen!

(Han springer over Skranken. Andre følger efter. Gennem den hvælvede Aabning ser man Flokken vokse i den anden Sal.)
BAK.
(ser op fra Papiret og siger til Meyer).

Jeg syntes, der var en, der sagde noget om „Dronningen"?

MEYER.

Om „Dronningen"? — Ja, det var der ogsaa —

(De vender sig og ser, at Lokalet er tomt. Kun de selv og Holst, som uforstyrret skriver, er tilbage.)
MEYER.
(som ser Tummelen i det andet Lokale).

Hvad er det? — Slaas de?

113
EN ASSISTENT.
(kommer løbende).
MEYER.
(raaber).

Hvad er der paa Færde?

ASSISTENTEN.

„Dronningen" er gaaet under!

MEYER.
(stiller sig i Vejen for ham).

Hvem siger det?

ASSISTENTEN.

Pressetelegram.

MEYER.

Aa til Helvede. Tro dog ikke paa det. — Vi faar da selv Telegrammer, Idiot!

ASSISTENTEN.

Pressen har købt Marconi. Tilbunds, tilbunds!

(Banker paa Døren tilvenstre.)
MEYER.

(ser Bak, som med Hænderne presset mod Hjertet, stønner og hiver efter Vejret).

Vand! Vand! — saa, Bak! (Holder paa ham.) Saa, Bak. De kan tro, det er ikke sandt. Saa gamle Ven. Vær rolig. Hvad. Prøv paa at være rolig. De kan jo være reddede allesammen.

(Faar ham til at sidde. Flokken i Baggrunden aabner sig nu og giver Plads for et Telegrambud, en ganske lille Dreng, som gaar hurtig gennem Lokalet. Alle følger ham. Han bliver klemt ind mod Døren tilvenstre. Flokken fylder nu overalt. Gamle Holst har lagt sin Pen, spørger, faar intet Svar.)
114
EN STEMME.

Stille!

(Derefter høres Banken paa Døren, som aabnes. Dyring kommer tilsyne.)
DYRING.

Hvad er paa Færde?

(Han modtager Telegrammet og aabner det med rystende Hænder. Der er dødsstille, alle stirrer paa ham. Dyring lader Haanden synke.)
STEMMER.

Er det sandt?

DYRING.

„Dronningen" er gaaet under. —

STEMMER.

Hvorledes? Hvor?

DYRING.

Sammenstød! Sammenstød med Washington. De er begge gaaet under.

(Han er segnefærdig og maa støttes.)
MEYER.

Hvor mange Mennesker? Reddede?

DYRING.

Hvad Ved jeg.

(Man hører Graad i Flokken.)
ET TELEGRAMBUD.
(baner sig Vej med flere Telegrammer, giver dem til Dyring og gaar igen).
DYRING.
(vil gaa).
STEMMER.

Læs! Læs!

115
DYRING.
(Aabner og læser højt).

Sammenstødet skete i Taage. „Dronningen" sank i Løbet af 10 Minutter. Der blev kun Tid til at sætte tre Redningsbaade ud. (Lader Telegrammet falde og læser det næste.) Kaptajn Johnsen gik tilbunds med Skibet! (Lader det falde og læser det næste.) Alle de reddede er Kvinder. De blev optagne af Turner Lines Cromwell, som var hidkaldt ved traadløs. (Lader det falde og læser det næste.) Hele Besætningen gik tilbunds med Skibet. Ingen er reddet!

GAMLE BAK.
(Gamle Bak har rejst sig. Man vender sig og faar Øje paa ham, da man hører hans Graad).
MEYER.

Emil Bak? Er han nævnt?

DYRING.
(læser).

2 Redningsbaade kæntrede, Cromwell har ialt optaget 21 Passagerer fra „Dronningen". De er alle Kvinder.

BAK.

Aa, min Dreng! Min Dreng —!

(Man støtter ham.)
BAK.

Min Dreng. Min Dreng. Min yngste, min Øjesten! — Stakkels Mor, aa stakkels Mor. (Vendt mod Dyring.) Morder!

116
EN STEMME.

Der var en som hellere skulde være gaaet tilbunds !

ANDRE.

Ja! Ja! Han Staar der!

(Knyttede Næver løftes mod Dyring.)
DYRING.

Hvad vover De !

(Han har aabnet Døren bag sig, skynder sig ind i sit Værelse og slaar Døren i efter sig.)
LØVE.
(er under dette kommet frem i Døren tilhøjre).

Stille ! (Der bliver fuldkommen Tavshed.) Vi er ramt af et frygteligt Slag, men vi maa bære det med Værdighed. — Det er ikke første Gang, at et Skib er gaaet under— —og der vindes intet ved Skrig og Larm. Maa jeg minde Dem om, at dette er et Sted, hvor der arbejdes. — Paa Plads, mine Herrer! (Alle søger deres Pladser.) (Til Meyer.) Hjælp gamle Bak hjem— Jeg har Ondt af Dem, Bak. (Meyer gaar med den grædende Bak.) Telegrammerne bringes ind til mig og ingen Meddelelse naar Offentligheden herfra uden gennem mig. (Til en nærstaaende.) Bed Direktør Dyring om at komme og send Bud til Veksellerer Edelstein.

(Han gaar ind i sit Værelse. Der raader fuldkommen Stilhed i Salen. — Det lille Telegrambud staar stadig ved Døren tilvenstre.)
GAMLE HOLST.
(gaar hen til ham og bøjer sig helt ned til ham).

Hvad venter du paa, min Dreng?

117
DRENGEN.

Jeg skulde have en Kvittering.

HOLST.
(stadig bøjet).

Det er rigtigt. — Der skal være Orden i det Hele. — Ved du, hvad der stod i det Telegram?

(Vender Øret til hans Mund.)
DRENGEN.

Jeg syntes de sagde, at „Dronningen" var gaaet under.

HOLST.

Var der noget om Pastor Mens?

DRENGEN.

Det kender jeg ikke.

HOLST.

Aanej, nu har Pastor Mens nok faaet Fred. Gaa du bare, min Dreng. Her behøves ingen Kvittering. Det Telegram er kommen tidsnok frem.

(Rokker tilbage til sin Plads. Drengen gaar.)
(Tæppet.)
118

SJETTE OPTRIN

Samme Scene. Personalet er ved at forlade Lokalet.

MEYER.

Nu er det bedst at slutte for idag, Bak.

BAK.
(som er falden stærkt sammen).

Slutte. — Ja, jeg maa se — jeg faar jo alligevel ikke— —Er Klokken allerede 4?

MEYER.

Ja.

BAK.

ja, jeg faar jo alligevel ikke bestilt noget — saa jeg kan ligesaa gerne — blive. Der kan vel ikke komme noget Telegram? —

MEYER.

De skulde hellere gaa hjem i Seng, Bak.

BAK.

Der er jo disse Telegrammer. Man kan jo aldrig vide.

MEYER.

Der bliver jo telefoneret hjem til Dem straks, kan De forstaa.

119
BAK.

Man vilde jo gerne være paa Pletten, om Lykken skulde være saa god. Det er jo denne Redningsbaad 12 som ingen ved noget om.

MEYER.
(har gjort sig færdig).

Den kommer nok skal De se, Bak, men nu skulde De tage og gaa hjem til Deres Kone — I

BAK.

Ja, naturligvis. De kan tro, det er en tung Gang.

(Han lægger Armene og Hoved paa Pulten.)
MEYER.

Deres Kone er jo en stærk Kvinde, Bak. Det maa De være glad for.

BAK.
(ser op).

Ja taknemmelig. Ja, det er jeg jo ogsaa. „Herren gav, Herren tog", siger hun. Hun har det paa den Maade, at hun staar saa stiv som en Støtte paa sin Tro. Men hun dør nok af det. Jeg synes jo det er en underlig Maade vor Herre tager sine Børn til sig paa. Men det er vel syndigt. — Aaja !

(Han græder lidt.)
MEYER.
(staar hos ham).

Nu skal jeg fortælle Dem noget — ved De hvad, der hændte mig igaar, Bak, — jeg kunde ikke komme med Toget. Jeg maa være svulmet yderligere op i Varmen. Jo, det er skam sandt. De halede i 120 mig og puffede bag paa, men det hjalp ikke, der stod jeg og saa Toget futte af. Sjælen vilde med, Bak, men Legemet lagde Hindringer i Vejen.

BAK.
(har rejst sig og kommer frem).

De kan tro, de smaa Børn græder ogsaa, naar Far og Mor er druknede.

MEYER.

Ja, men De skulde seet, hvor Folk lo af mig og raabte Hurra, og jeg maatte selv le og hilse, mens Taarerne trillede mig ned ad Kinderne. Man er til Glæde for sine Medmennesker, Bak!

BAK.

Ja, og naar det saa er Børnene, som drukner, saa gaar det jo ligedan med Forældrene! De kan tro, Vandet er koldt og sort om Nætterne.

Ja Tak skal De have for Deres Historie. Det var smukt af Dem. Den morede mig saa godt i gamle Dage.

(Er gaaet hen til Løves Dør, hvor han staar lyttende.)
MEYER.

Nu venter Deres Kone, og Maden bliver kold, Bak!

BAK.
(vender sig).

Min Kone — aaja, Kvinderne er mageløse. Fru Løve sad hos hende igaar en hel Time. —

121
MEYER.

ja, det har De saamænd Ret i. „Kongen" kan være glad for den Hustru. Hun gør ham populær med sit Arbejde i denne Tid.

BAK.

De er jo Mødre, de er jo Mødre — Ja, skal vi hjem.

(Han gaar langsomt med Meyer.)
LØVE.
(kommer fra højre med en Veksellerer, som han følger ud).

Ja, som sagt. Bliv bare ved at købe, Edelstein. Kursen kommer til at stige længe endnu. Den kommer snarere højere op end den nogensinde har været, saa den Panik faar de Herrer ingen Fornøjelse af.

DYRING.
(kommer fra venstre med Hat og Stok. Han er bleg og forvaaget. I det samme vender Løve sig).
LØVE.
(kalder dæmpet).

Dyring!

DYRING.
(farer sammen).

Naa, er det dig!

LØVE.

Sig mig en Ting, Dyring. — Sæt dig her. Her er ikke et Menneske, og her er godt og svalt. — (Han sætter sig, Dyring kaster sig i en Stol.) Sig mig en Ting, Du maa jo forstaa, at naar der er gaaet nogen Tid, saa vil Folk komme til Besindelse.

122
DYRING.
(springer op).

Besindelse! De forlanger mit Liv. De skriger paa mit Blod. — Hvad har jeg gjort? Kan jeg gøre ved, at jeg blev syg? Det er Kaptajnens Skyld, at Redningsbælterne ikke var naaet frem i rette Tid.

LØVE.

Der har jo ikke været nogen Mangel paa Redningsbælter. Vi ligger under for Force majeure. Man kan ikke kæmpe mod Force Majeure.

DYRING.

Force Majeure. Netop Force Majeure. Kan jeg gøre ved, at jeg fik Feber! Jeg kunde ikke rejse bort, naar jeg muligvis vilde komme til at ligge syg. Man plejer ikke at rejse over Atlanten, naar man er syg. jeg kunde ikke vide, om det var alvorligt. Forresten gaar jeg med en Sygdom i Kroppen. Jeg er syg!

LØVE.

Naar du blot holder fast ved det, saa vil Uroen efterhaanden lægge sig.

DYRING.

Jeg havde desuden vigtige Forretninger. Da jeg havde bestemt at rejse, vidste jeg ikke, at Skibsrederbanken indstillede.

LØVE.

Ja, men Dyring. Hold fast ved Sygdommen, og tal ikke om andet.

123
DYRING.

Jeg holder fast ved den. De skal faa den Fornøjelse, at jeg dør. Værsgo'! Desuden fik min Kone et Tilfælde paa Grund af denne Drøm. Kan jeg gøre for det? En Mand kunde nok faa Betænkeligheder, naar hans Kone er syg.

LØVE.

Men man bør ikke nævne mere end en Grund, Dyring.

DYRING.

Ja, jeg siger jo: jeg er syg. Jeg har aldrig været saa syg. Aa Gud, er jeg ikke syg! Vi kunde jo dog ikke kassere „Dronningen" paa Grund af en Drøm, selv om den var uhyggelig for mig. Vel? Haha! Det er latterligt. Det er latterligt at tænke noget saadant.

LØVE.

Nej, men det gælder om at fastholde samme Forklaring: Sygdommen og ikke blive nervøs.

DYRING.

Nervøs, nervøs! — De skriver om mig, som om jeg var en Morder. De hvisker og kaster Stene efter mig. Nervøs, du kan sagtens være ikkenervøs. (Pludselig.) Hele Selskabets Dødelighedspromille er 1,4, „Dronningen" iberegnet.

LØVE.

Du maa jo forstaa, at Ophidselsen snart vil falde til Ro.

124
DYRING.

Astrups — Astrups, jeg mener „Nordlyset's Dødelighed er 7,5 Promille. Det er dog en Forskel.

LØVE.

Ja vist, men nu skulde du gaa hjem og hvile dig.

DYRING.

Skønt der ikke omkom 300 med „Washington". 7,5 promille! Det gør en Forskel af 6,1. Forresten kan det snart blive din Tur.

Har du læst, hvad han siger, han — Flod. Han, som blev reddet bagefter. Har du læst Flods Vidnesbyrd, som staar i Avisen i Dag.

LØVE.
(efter kort Ophold).

Det gjorde et temmelig forvirret Indtryk.

DYRING.

Hvad er det for noget, han siger, — at han har hørt Kaptajnen snakke om. Hvad? — At du har givet Kaptajn Johnsen en Ordre. Har du givet Johnsen en Ordre?

LØVE.

Det hele Interview var noget taaget usammenhængende Snak, som ikke kan gøre mig nogen Skade, og endnu mindre dig nogen Gavn.

DYRING.

Saa du har ikke givet nogen Ordre? Højst mærkeligt!

125
LØVE.

Jeg har forklaret, hvilken Ordre, jeg har givet.

DYRING.

Hm, det lyder mærkeligt! Mærkeligt! Det skal nok blive undersøgt.

LØVE.

Hvad skal blive undersøgt?

DYRING.
(har rejst sig).

Hvorfor skal du gaa fri. Om det saa er min Kone, saa er hun rejst bort, men din kom hjem og hentede dig i Automobilet, yndigt Familieliv. Hvad? Mens de kastede Sten paa mig! Hvorfor skal du gaa fri? Det skal blive undersøgt, siger jeg — saa skal du faa noget at mærke, — hvordan det er at være nervøs.

LØVE.
(rejser sig).

Nu maa du passe paa, Dyring, hvad du siger, og hvad du gør. (Med Ansigtet tæt ved hans.) Ellers skal jeg slaa Skallen ind paa dig.

DYRING.

Har jeg sagt noget?

LØVE.

Hør her: saa skal jeg give dig den sandsynligste Forklaring paa, at Kaptajnen rejste. Han var bange for dig? Han fortalte mig, at ved et lignende Tilfælde 126 ifjor gav du ham Ordrer om at rejse uden Redningsmateriellet.

DYRING.

Gjorde jeg?

LØVE.

Ja, og gaa nu hjem og tænk dig godt om, hvad du siger:

DYRING.

Jeg gaar jo hjem. Du behøver ikke at foreskrive mig noget. (vender sig i Døren.) Apropos, ved du, hvor stor vores Dødelighedspromille er?

LØVE.

Jeg har hørt det!

DYRING.

1,4 promille. Det er Ingenting. Ja, jeg skal hjem, Adiø!

(Ud.)
LØVE.
(gaar ud tilhøjre).
GAMLE BAK.
(kommer løbende, saa godt han kan, fulgt af Meyer, standser forpustet).

Nej, Meyer — Jeg vil ikke hjem. De maa da forstaa, — Jeg vil bare spørge. Jeg er vis paa, at der er kommen Telegram.

MEYER.

Kære Bak. De ved jo, at De straks faar Besked.

BAK.
(heftigt).

Jeg har Vel LOV.

(Han græder.)
127
MEYER.

Kan De gaa alene hjem, Bak?

BAK.

Ja, jeg kommer saamænd ikke noget til. Jeg er jo ung og frisk, jeg er jo ikke som dem, der er døde, — døde.

MEYER.

Ja, ja, Farvel, jeg skulde jo gerne have lidt Middagsmad. De maa hilse hjemme, Bak.

(Han gaar.)
BAK.

Tak, lille Meyer. — Nej, nu er De jo ikke længer saa lille. (Gaar rystende hen og banker paa Løves Dør, idet han mumler.) De maa undskylde mig, men dette her tager jo alle Tankerne, — alle Tankerne, min gode Mand.

LØVE.
(kommer frem i Døren).

Naa, er det Dem, Bak. (Lukker Døren efter sig.)

BAK.
(bøjer Hovedet, staar og hænger).

Om Forladelse. — Jeg vilde bare spørge om— —

LØVE.

Nej, Bak. Der er ikke noget. —

BAK.

Slet ingenting?

LØVE.
(ryster paa Hovedet)
128
BAK.

Jeg tænkte, der var jo denne her Baad.

LØVE.

Jeg er bange for, at det ikke nytter.

BAK.

Nej, man kan jo dog — Der er dog mange, der mener —

LØVE.

Det er maaske bedre at slaa sig til Taals, Bak.

BAK.

Ja, det synes De, Hr. Direktør!

LØVE.

Sæt Dem her, Bak. Jeg vil gerne tale med Dem — og der er nogen inde paa mit Kontor. — Sæt Dem her!

(Vil faa Bak til at sætte sig. I det samme lyder der et Skrig ind igennem det aabentstaaende Vindue.)
LØVE.
(gaar til Vinduet. Vil lukke det, men standser og bliver staaende og ser ud).
BAK.
(gaar rystende efter ham).

Hvad er det?

LØVE.

Der er Opløb!

BAK.

Ja, det er der altid.

LØVE.

Det gælder aabenbart ikke os denne Gang. 129 Livet gaar sin Gang med sine sædvanlige Ulykker. Folk glemmer os snart. Det er nok et Automobiluheld. De skændes. Er det ikke Dyring, som staar der?

BAK.

Er det ham, den infame Slubbert!

LØVE.

Bak. De forløber Dem.

BAK.

Ja, jeg vil forløbe mig. Jeg har været halvtredsindstyve Aar i dette Hus, uden at forløbe mig under Deres Far, og under Dem, men den infame Slubbert fortjente at blive sparket ihjel.

LØVE.

Bak!

BAK.

Ja, Gud forbarme mig. Sparket ihjel.

LØVE.
(ser ud).

Det er nok ikke langt fra, at Deres Ønske er blevet opfyldt, Bak. Det lader til, at Dyring er saaret. De bringer ham herop. (Gaar mod Baggrunden tilvenstre.)

BAK.

Ja, hvorfor skal han leve, naar tusind er døde og titusind græder Blod. Nogle er bleven gale, ja, gale. De har det bedst.

(Dyring bliver baaret ind af Selskabets Portner og Karl, Meyer og en Herre fra Gaden, ledsaget af en Læge. De bringer ham til Ro i en Lænestol.)
130
DYRING.

Kørt over, væltet, — radbrækket.

LØVE.

Har han taget alvorlig Skade?

LÆGEN.

Oprigtig talt, tror jeg ikke, han fejler nogetsomhelst.

LØVE.

Naa ikke?

LÆGEN.
(beskæftiget med at undersøge Dyring).

Nærmest et nervøst Chok, tror jeg. Han vilde skraa over til et Automobil og blev paakørt i det samme, og faldt. Men han faldt meget heldigt. — Der sker værre Ting end det.

BAK.

Han skal nok hytte sig.

LÆGEN.

Det er vist nervøst. Han rejste sig da ogsaa op straks. Bagefter faldt han saa sammen. (Bøjer sig over Dyring.) Hvor gør det saa ondt?

DYRING.

Overalt. Jeg er som radbrækket. Benene er brækkede.

LÆGEN.

Herr Dyring. De rejste Dem dog op og stod paa dem. — Saa er der skam ikke noget i Vejen med Ekstremiteterne!

131
DYRING.

Jeg hørte dem jo knase. Saa maa det være Rygraden.

LÆGEN.

Saa det tror De! — Nej Medulla spinalis er sku intakt. Det kan De være rolig for!

DYRING.

Rolig, rolig. Skal jeg være rolig! Hvor tør De vove at staa og smile, naar jeg er kørt fordærvet.

LÆGEN.

Prøv at staa. Saa skal De se. Vil De være saa venlig at rejse Dem.

DYRING.

Nej, jeg Vil ikke.

(Han lukker Øjnene.)
LÆGEN.

Jeg tænker, at Direktøren ikke uden Grund er noget nervøs i denne Tid. Det er rimeligvis Aarsag til det lille Uheld og til det stærke Chok.

LØVE.

Jeg syntes, jeg hørte Skænderi.

BAK.

Folk truede ad ham.

MEYER.

Det var en Kioskdreng.

132
LÆGEN.

Naaja, det er muligt, at enkelte lod sig forlede til nogle mindre vel overvejede Udtalelser.

DYRING.
(rejser sig).

Jeg ligger paa Jorden, og de haaner mig. Har jeg ikke gennemgaaet nok. Vil de Hunde have mit Liv. Skal jeg sejle derud og gaa tilbunds. Er jeg da ikke et Menneske? Jeg har Kone og Børn! Er der ingen Ret for mig. Er jeg en Fredløs, som alle kan slaa. En skabet Hund! De raaber op om de andres Død. Men mit Liv! — Har jeg ikke noget Liv? Bødler! Hele Verden mod en. Er der ikke en, der holder med mig.

LØVE.

Min bedste Dyring. Jeg har den største Medfølelse med dig.

DYRING.

Ja, Gud ved! Det er Force Majeure, siger jeg! Her paa mit eget — mit eget Kontor. Skal de hviske, naar jeg gaar forbi! Skal de haane mig! De æder mit Brød og staar mig efter Livet. — 1,4 promille, siger jeg. Jeg er et Menneske saa godt som andre. — Jeg har Kone og Børn. Ja, De, Bak. Bliv mig fra Livet med Deres onde Øjne. De har Deres Afsked! Væk! Jeg vil ikke se Dem mere! Væk!

(Han griber en Stol bag Skranken og løfter den over sit Hoved.)

Jeg kan ogsaa slaa ihjel. Kom an allesammen. Blodsugere. Mordere! Kom an! (Han svinger stolen over sit Hoved.) (Man griber ham og afvæbner ham, mens han skriger.) Jeg 133 har Kone og Børn — cent, siger jeg! — mille, komma, pro — pro — pro —

BAK.
(har ogsaa grebet en Stol).

Lad ham bare komme. Lad ham komme! Jeg kan godt slaas. Jeg er ikke saa gammel. — Jeg kan godt slaas! — Gamle Bak kan godt — slaa ihjel!

(Løfter Stolen over sit Hoved.)
DYRING.
(prøver at tale).

Babla, bla babla ba ba—(Han synker sammen.)

MEYER.
faar Stolen fra Bak).

Men kære Bak dog! — Bak! Rare, gode Bak. Jeg kender Dem ikke igen.

BAK.
(græder).

Nej, jeg ikke heller.

(Meyer faar ham til at sidde.)
LÆGEN.
(til Løve).

Det er en Nerveklinik, Direktøren trænger til.

LØVE.

Vil det blive langvarigt?

LÆGEN.

Jeg skulde tro det. — Vi maa se at komme afsted.

Man bærer Dyring'ud. Bagefter ham gaar Lægen, Løve og Meyer, som vil tage Bak under Armen.)
134
BAK.
(stopper op og gør sin Arm fri).

Jeg kan godt gaa alene, jeg er frisk.

MEYER.

Kære, kom nu, Bak.

(Tager ham atter under Armen.)
BAK.
(staar).

Er vi til Begravelse? Det er en anden Sag. (ser ned ad sig. ) Javel, jeg har jo mine fine Klæder paa. Mor husker da ogsaa paa alting. — Hun er en god Kone. — (græder lidt) En god Kone! Bryd Dem ikke om, hvad jeg siger, det gjorde godt at se den infame Slubbert falde paa sine Gerninger.

(Han gaar langsomt med Meyer.)
LØVE.
(kommer tilbage).
HEDVIG.
(kommer fra hans Værelse).
LØVE.

Naa, er du der?

HEDVIG.

Hvorledes gaar det, Bernhard?

LØVE.
(sætter sig uden at se paa hende).

Godt! (Han tænder en Cigar. ) Det vil sige: De bliver ved at gaa tilbunds. „Dronningen" trækker efter sig — tilbunds. Det gælder at holde sig oppe, men jeg skal nok vise dem!

135
HEDVIG.
(ligeoverfor ham).

Du har ingenting at frygte.

LØVE.

Hvor kan du vide det. —

HEDVIG.

Jeg ved det.

LØVE.

Du kan ikke engang vide, om jeg ikke har gjort noget galt.

HEDVIG.

Det har du ikke. — Intet Menneske har Skyld for Havet.

LØVE.

Nej, jeg har ikke, men mine Fjender mener noget andet.

HEDVIG.

Du har mange Venner. Alle, som jeg taler med, er dine Venner.

LØVE.

Ja, det er dem, som du hjælper.—

HEDVIG.

Det er saa forfærdeligt. Hvor jeg gaar hen, den samme Jammer. Aa, jeg er kommen saa dybt ind i Smerten, jeg forstaar ikke, hvordan jeg skal komme ud af den igen. — Men ellers vilde jeg ogsaa bestandig høre den frygtelige Brusen — saa det er bedst som det er. Inderst i Smerten er der saadan en underlig Ild, som Havet ikke kan naa.

136
LØVE.

Et helt Livs Arbejde vil de slaa mig ud af Hænderne! Forstaar du, hvad det vil sige?

HEDVIG.

Ja!

LØVE.

Du maa tro, Hedvig, jeg mærker nok i denne Tid, at jeg har en Ven i dig.

HEDVIG.

Det er jo ogsaa det, jeg saa gerne vil. Hvis jeg blot kunde hjælpe en Smule — skulde jeg være saa glad. Du kan bede mig om hvad du vil, Bernhard. Jeg staar paa din Side.

LØVE.

Ja Tak, Hedvig. — Skal jeg forresten fortælle dig en Ting? — Under alt dette vokser min Kapital hver Dag med Titusinder og Titusinder. Guldet strømmer ind.

MEYER.
(kommer fra Baggrunden).

Undskyld, Hr. Direktør. — Det er den gamle Bak. Jeg kan ikke faa ham hjem.

LØVE.

Er han ikke bleven aldeles sløv?

MEYER.

Ja, i Øjeblikket er han saamænd temmelig klar, 137 synes jeg. Han satte sig paa Trappen, og jeg tror nok, han sov et Minut. Men han er stædig og siger, han vil tale med Direktøren.

LØVE.

Det vilde være godt, Meyer, om De kunde faa ham til at gaa i Seng.

MEYER.

Ja, jeg har saamænd prøvet paa det. Det er jo heller ikke noget for mig at fare op og ned ad Trapperne med ham.

LØVE.

For et Par Dage siden laa han faktisk for Døden. Det ligner ingenting. Han gør et meget affældigt Indtryk. Er Hukommelsen ikke ganske svækket?

MEYER.

Jo, efter Ulykken, saa slaar den Sludder hvert Øjeblik.

LØVE.

Jeg synes egentlig, det kneb, ogsaa før dette hændte.

MEYER.

Aaja, naturligvis. — Han er jo en gammel Mand.

LØVE.

Sig at han kan komme! (Meyer gaar.) Vil du gaa ind paa mit Kontor, Hedvig, saa længe. Der sidder blot en Dame der inde og skriver.

138
HEDVIG.
(gaar).
BAK.
(kommer).
LØVE.
(rækker ham Haanden).

Hvordan gaar det, Bak?

BAK.

Direktøren vil dog altsaa tage mig i Haanden, skønt jeg forløb mig og skønt jeg er en afskediget Mand.

LØVE.

Skal vi sige, at De er falden for Aldersgrænsen, Bak, eller kalde det Dispensation (rykker nærmere til ham). Men De burde heller blive liggende i Deres Seng, Bak!

BAK.

Benene vil ikke ligge, de vil herhen. Men noget Telegram er der vel ikke?

LØVE.

Nej, man tror ikke længer paa den Baad, Bak.

BAK.

Det er ogsaa bedre at have Vished. Jeg sad lige paa Trappen og drømte, at Drengen kom til mig med sit allerbedste Smil. Han stod og nikkede langt borte. Med sit Smil. Det gjorde jo det gamle Hjerte 139 godt, men da jeg vaagnede, forstod jeg jo nok, at det ikke var i denne Verden, jeg skulde se ham. Han havde saadan et godt Smil, den Dreng. (Han tørrer sine Øjne.) Saa bliver han jo ogsaa mildere til at dømme de andre, som har Kone og Børn.

LØVE.

Nu synes jeg, De skulde gaa hjem og hvile Dem rigtig ud.

BAK.

Jeg er jo ogsaa bleven stævnet til Vidne, saa jeg maa vel se at holde mig oppe.

LØVE.

Jeg mener, at De er for svag, Bak.

BAK.

Jeg har ikke Ro til at ligge, før jeg styrter.

LØVE.

Der er dog mange Grunde, der taler for, at De ikke bør optræde som Vidne. Med Deres Forhold til Direktør Dyring, kunde De komme til at vidne mod Deres eget Selskab.

BAK.

Der er ingen, der tror, at jeg lyver.

LØVE.

Man vil komme til at nære Mistillid til Dem.

BAK.

Mistillid! Hvorfor?

140
LØVE.

Nuvel, Bak. Fordi De er bleven afskediget.

BAK.

De Ord havde jeg ikke ventet af Dem, Direktør Løve. Aanej, aanej, skal jeg nu ogsaa høre det. —

LØVE.

En Sag som denne er en Kamp, Bak.

BAK.

Der er vel ingen Kamp. Det gælder vel om at sige Sandheden, og jeg skal ikke skjule nogen Ting. Jeg skal tage min Del af Ansvaret.

LØVE.

Deres Del?

BAK.

Ja, De kan tro, jeg har tænkt paa den. Jeg kom til Dem og skulde snakke om" „Dronningen" for Kaptajn Johnsen, men jeg sad bare og snakkede om mig selv og røg en fin Cigar, og Direktøren var i godt Humør, men da jeg kom tilbage, var Direktøren kort for Hovedet og sagde straks nej, og nu er Kaptajn Johnsen død, og alle de andre er døde, og den halve Verden græder.

LØVE.

Ja, det spillede jo ingen Rolle, Bak, at De glemte det.

141
BAK.

Jo, selv om det ikke er mig, der har den største Skyld, saa har jeg dog været løj og ligeglad, jeg som de andre, det ved jeg nok, og jeg— —skal ikke skjule nogen Ting for Retten.

LØVE.

Men det er da Deres Mening at gøre alt, hvad De kan, for at vidne imod — Direktør Dyring?

BAK.

Det er jo saa, Direktør Løve, at jeg altid har holdt paa Dem, om jeg maa have Lov til at sige det. Deres Far var en herlig Mand imod mig, og De har ogsaa været en god Mand mod mig, og Deres Hustru er en herlig Kvinde. Det var Dem, der sendte Emil bort, men jeg siger, at De var i god Tro. Men Dyring! han har skrevet i Avisen, at alting var i Orden, og han har gjort stakkels Kaptajn Johnsen ør i Hovedet med sit Jageri, og han turde ikke selv rejse med, da det kom til Stykket.

LØVE.

Ja, det har man opfundet. Vil De føre den Slags Klager ind i Retten, saa værsgod! Men maa jeg spørge Dem om en Ting. Har De læst det Vidnesbyrd, som en vis Agent Flod har afgivet. Det er kommen frem i Avisen?

142
BAK.

Nej, jeg har ikke Hjerte til at læse nogen Ting om det, og jeg forstaar ikke, at nogen kan.

LØVE.

Han paastaar at have paahørt en Samtale paa Skibet kort før Katastrofen, mellem Kaptajn Johnsen og Deres Søn Emil. Kaptajnen skal have sagt, at han første Gang i sit Liv havde seet mig „nervøs" og at jeg havde givet en komplet meningsløs Ordre, foruden en hel Del andet. Hvad mener De om den Ting? De overværede ialtfald en Del af Samtalen?

BAK.

Ja, den første. —

LØVE.

Den første. — Havde jeg mere end en Samtale med Kaptajnen, mener De.

BAK.

Ja, Direktør Løve. Jeg hentede jo selv Johnsen.

LØVE.

Jeg forstaar ikke, hvad De mener. Skulde jeg have glemt det? Oprigtig talt, Bak. Har De ikke bemærket, at Deres Hukommelse har svigtet Dem i det sidste?

BAK.

Nej, jeg husker det saa bestemt, Direktør Løve. Der var jo ikke noget ondt i det.

143
LØVE.

De kommer derved til en vis Grad i Modstrid med, hvad jeg har sagt. — De tager fejl, Bak, og der vil kunne føres adskillige Vidner paa, at Deres Hukommelse totalt svigter Dem. Hvorfor vil De dog rode Dem ind i dette? — Intet Menneske vil forlange, at en syg og svag gammel Mand skal møde i Retten. Jeg vilde holde mig borte, Bak.

BAK.
(lægger Hovedet ned paa sine Arme og bliver siddende saaledes).
LØVE.

Hvad er der, Bak?

BAK.
(ser op).

Jeg har altid været en hæderlig Mand, Direktør Løve. — Naar jeg kom hjem til min Kone og mine Børn, saa vidste jeg, at jeg var en hæderlig Mand. Det er ikke stort, men det var nu min Glæde i Verden. Nu har jeg mistet meget, men jeg vil ikke OgSaa miste det.

(Lægger atter Hovedet paa sine Arme.)
LØVE.
(sidder stum et Øjeblik).

De vil gøre Deres Bedste for at ødelægge mig, Bak!

BAK.
(løfter Hovedet med en Bevægelse, der minder om hans gamle Redebonhed).

Jeg skal sige Dem, hvad jeg kan gøre for Dem, Direktør Løve. Jeg kan gaa hjem og lægge mig til 144 at dø, kan jeg, — (han rejser sig med Besvær) for jeg mærker nok, at det er forbi med mig, og jeg har ikke mere at gøre i denne Verden. (Han gaar nogle Skridt, snakker med sig selv.) Ikke i denne Verden. (Lidt efter) Hvad er saa det for en Verden? — Det maa jo saa være — den gale Verden.

(Er ved at synke sammen og støtter sig til Skranken.)
LØVE.

Maa jeg hjælpe Dem —

BAK.
(ser fremmed paa ham).

Tak, Tak. Jeg gaar godt.

(Han famler med sin Hat for at faa den til at sidde paa Hovedet.)
LØVE.
(vinker mod Baggrunden, hvor Meyer kommer tilsyne).

Hjælp gamle Bak. Han har Feber.

MEYER.
(vil tage Bak under Armen).
BAK.
(gør sig fri).

Nej, nej, hvorfor skal jeg altid hjælpes — Jeg — jeg har da Lov — Lov til at gaa alene — naar jeg er til min egen Begravelse. Mister — Mister — Baines. (Vender sig og ser paa Løve.) Han der! Det er saa vel ham, som skal trykkes i Haanden? (Rækker Haanden frem mod Løve og tager Hatten dybt af.) Jeg kondolerer, Mister — Mister.

LØVE.

Gaa nu hjem, Bak.

145
BAK.

Howdoyoudo, Mister — Mister whatsyourname — — Det har gjort mig meget ondt — Deres store Tab. Jeg har saamænd selv vandet Høns over — Deres store Tab — en lille Smule paa mine gamle Dage. Naturligvis kun paa mine gamle Dage. (Han bukker dybt.) Jeg har fint Flor paa Hatten. Goodbye! Saa skal jeg nok hilse alle de smaa Børn. — Goodbye —

(Han gaar ud ved Meyers Arm.)
LØVE.
(alene i dybe Tanker).
HEDVIG.
(kommer).

Der er gaaet dig noget imod.

LØVE.

Aanej, det er gamle Bak. Han er færdig.

HEDVIG.

Gør det dig saa ondt?

LØVE.

Aa, — det Hele er — ikke saa godt. Naa lad os komme hjem. —

HEDVIG.
(tager hans Arm).

Vi maa jo holde sammen, Bernhard — ikke sandt — for vort stakkels Livs Skyld.

(Tæppet.)
146

SYVENDE OPTRIN

Løves Arbejdsværelse. Hedvig i Selskabsdragt og en Læge.

LÆGEN.
(en ældre Mand, rejser sig fra Skrivebordet og giver Hedvig en Recept.)

Men altsaa først og fremst Ro, Frue, og ingen Sindsbevægelser! ellers kan det blive alvorligt. — De mener, at det kan jeg let nok sige og at vi er nogle elendige Kvaksalvere, som flot væk ordinerer: „Ingen Sindsbevægelser" — i denne Verden og ellers ikke duer for en Slik. Men tag altsaa Digitalis og prøv det med Ro alligevel. — Nu da Deres store Mand snart er kommen med Glans gennem alle Prøvelser, er mit Raad maaske ikke saa taabeligt endda, som det plejer at være?

HEDVIG.

Vil De ikke Ogsaa tale lidt med Løve? (Hun sætter Papirkurven, af hvilken hun har taget et Par Breve, ned paa Gulvet.)

Han har Tillid til Dem.

LÆGEN.

Fejler han noget?

HEDVIG.

Jeg ved ikke, hvorledes det er. — Om Dagen er der ingenting at mærke; men om Natten. Han faar 147 næsten ingen Søvn og hvis han sover er der ingen Hvile i Søvnen. Jeg blev saa bange i Nat, da jeg saa ham ligge med vidt aabne Øjne og stirre. Det var lige som om noget pressede paa bagved.

LÆGEN.

Naa — dette har jo nok kunnet tage selv paa en stærk Mand.

HEDVIG.

Tal med ham og se at faa ham til at unde sig en Ferie.

LÆGEN.

Jeg skal se her over imorgen (ved at gaa). De var ikke i Retten idag.

HEDVIG.

Jeg var træt og vi skal i Selskab iaften.

LÆGEN.

De er klædt som Sejren selv; men bleg er Damen unægtelig! De skulde nu alligevel have været tilstede. Det var en glimrende Dag for Deres Mand!

HEDVIG.

Jeg ved, at det gik godt; men ikke, at det gik saa godt. Imorgen har jeg lovet at være der, selv om jeg ikke kan hænge sammen.

LÆGEN.

Deres Mands Fjender bemærkede Deres Fraværelse. „Idag har han ikke sin gode Engel med sig," sagde man. Men det blev jo en Skuffelse. Det var 148 en ypperlig Dag! — Ingen af dem, der havde talt med Kaptajnen før Afrejsen havde hørt ham sige et Ord om nogen ny Ordre. Hans egen Kone var nødsaget til at vidne i Deres Mands Favør. Det er tydeligt, at Kaptajnen blot har været ivrig for at gøre sin Fejl god igen og har skyndt sig for at komme afsted i rette Tid og saa har glemt Resten.

HEDVIG.

De skal have mine Violer, Doktor!

(Giver ham en Violbuket.)
LÆGEN.

Tusind Tak, Frue! — Den meget omtalte Flod er nok bare et Vrøvlehoved, mener man — og — selv denne Meyer, som har sludret noget til en Journalist, om hvad den gamle Bak formenes at have sagt, er personligt ogsaa i „Kongens Favør". Han staar ikke for et Krydsforhør.

HEDVIG.

Jeg har ondt af ham!

LÆGEN.

Det morsomme er, at Deres Mand personligt faar denne Oprejsning. Han er afholdt af sine Folk — Alle Vidnesbyrd gaar ud paa, at han vel er bestemt og kan være haard; men at han egentlig er god.

HEDVIG.

Nu skal De ogsaa have et Kys, Doktor!

(Kysser ham paa Panden.)
149
LÆGEN.

Nej, men tusind Tak!

HEDVIG.

Det er komisk! Jeg har egentlig aldrig brudt mig om at Folk skulde være gode; men tænk — jeg kan alligevel lide, at man siger det om Bernhard.

LÆGEN.

Ja, ikke sandt! — Farvel, Fru Løve, og Tak for Skænken, som det hedder og god Fornøjelse. Forøvrigt altsaa: Digitalis og Ro — Ro og Digitalis!

HEDVIG.

Jamen Doktor, jeg tror slet ikke jeg fejler noget!

LÆGEN.
ler saa smaat).

Nej, nu er De i godt Humør; men egentlig burde jeg forbyde Dem baade, at gaa i Selskab iaften og i Retten imorgen. Det er slet ikke sikkert, at Glæde er bare godt.

HEDVIG.

Jo, tro mig, Doktor: Glæde er godt! Saa kom ikke her og forbyd mig noget af den Slags!

LÆGEN.

Jeg forbyder aldrig ulydige Damer nogen Ting. Paa Gensyn imorgen altsaa. Jeg kommer der selv!

150
HEDVIG.

Paa Gensyn imorgen, lille rare, grimme, gamle Doktor! — Denne Vej! (De gaar ud i Baggrunden.)

LØVE.
(Kommer fra Højre. Selskabsklædt og med Ordener. Bag ham ses Meyer).
MEYER.

Jeg beder Dem saa inderligt, Herr Generaldirektør. Jeg har Kone og fem Børn. Hvad skal der blive af os alle sammen!

LØVE.
(vender sig).

Jeg vil ikke se Dem,Meyer. Det maa have sit Forblivende. De maa søge Dem en anden Plads. Verden er stor.

(Døren lukkes bag ham af en Tjener.)
HEDVIG.
(kommer fra Baggrunden glad imod ham).
LØVE.
(rækker hende med et lidt forlegent Buk et stort Etui).
HEDVIG.

Hvad er det — aa nu ved jeg — det var derfor du sagde, at jeg ikke skulde have noget Halssmykke paa. (Har faaet det aabnet) Ih! Hvor er det vidunderligt! Tusind Tak! Bernhard! Ih nej dog! — Det er jo alle Verdens Diamanter! Tusind Tak!

151
LØVE.

Du synes det er smukt?

HEDVIG.

Om det er smukt. (Leger med det.) Det er jo en hel Kilde af Stjerner og Sol — Jeg har aldrig vist, at Diamanter var saa friske og glade! De sprudler jo af Lys!

LØVE.

Saa er du ikke ked af at skulle have det paa.

HEDVIG.

Jeg er da et Menneske. Jeg er da en Kvinde, Bernhard. Jeg er da en rigtig Dame! — Du kan vel se, at jeg ikke har langt Skæg! Det maa du da kunne, din Muldvarp! (Lader Haisbaandet rasie.) Det er jo hele Mælkevejen, seet nær ved. (Kysser ham) Tusind Tak, Bernhard, fordi du tænkte paa mig! Vi har da Lov til at være en lille Smule glade engang imellem. Ikke? (Hun tager Smykket paa og spejler sig) Aa bare jeg var lige saa smuk, som det! De maa værsaagod ikke overstraale mig, mit ærede Halsbaand! — Idag skal alting skinne og funkle! Ogsaa jeg!

LØVE.

Du er lige saa ung som første Gang jeg saa dig. (Han sætter sig) men jeg — er jo lidt træt! — Vil du ringe! (Hedvig skynder sig at gøre det.) Jeg er jo træt, forstaar du!

152
HEDVIG.

Vi sender Afbud!

LØVE.

Nej, nej! Vi maa gaa!

(Tjeneren kommer.)

Vil De bringe en halv Flaske Champagne. Vi faar hverken vaadt eller tørt de første Timer.

HEDVIG.

En hel! En hel! Jeg vil ogsaa drikke Champagne!

(Tjeneren gaar.)

Man har da Lov til at være en lille Smule glad engang imellem, ellers var Livet jo ikke til at holde ud.

(Tjeneren bringer Champagne og Glas.)

Diamanter og Champagne er ikke noget galt, naar man bare kan straale lidt rundt omkring. Ikke sandt. (Hun skænker. ) Den ser akkurat ud, som Diamanter dyppet i Sol.

LØVE.

Du skulde vide, hvor jeg har glædet mig til dette Glas.

HEDVIG.

Aa, hvor er det godt, at der er noget, som bruser op! At Hjertet faar Lov til at sende alle sine glade smaa Perler tilvejrs. Skaal Bernhard. For en lille Smule Lykke! For den sidste Ungdom! For vores lille Liv! Skaal!

Hvorfor drikker du ikke? — Ikke skuffe mig nu!

153
LØVE.

Nej, nej — Slet ikke. (Strækker Haanden frem efter Glasset; men tager det dog ikke.) Jeg er jo lidt træt, forstaar du; men det gaar jo godt. Alle lykønsker mig. — Ingen vil være min Uven. Skyerne spredes. (Bøjer Hovedet tilbage.) Ved du, hvad jeg har tjent paa denne Affaire?

HEDVIG.

Hvilken Affaire?

LØVE.

Forliset! — Millioner — Guldet skyller ind som et Hav.

HEDVIG.
(sætter sig og ser ned).
LØVE.
(dæmpet).

Der maa alligevel være nogen, der hjælper mig.

HEDVIG.

Hjælper dig. Hvordan det?

LØVE.

Der maa være nogen, der staar paa mit Parti, og rydder Stenene afvejen.

HEDVIG.

Du har vel Retten paa din Side, saa gaar det vel af sig selv.

LØVE.

Nej, nej, det er ikke nok. Tingene er forfærdelig 154 stærke. Det Hele er en Kæde af smaa Held! Brister den blot et eneste Sted, saa ligger det Hele paa Jorden. Men al Modstand er løst op i Luften. Se nu til Dyring! Han fik Skinnet imod sig.

Hvad havde han gjort? Ingen hjalp ham. Han sidder som en appoplektisk Olding. (Løfter Glasset og sætter det igen.) De andre faar jo ingen Champagne. Alle de, som gik til Bunds, og hvad havde de gjort? Se nu til gamle Bak! Gamle Bak. — Væk — borte! syg! Emil Bak — Borte — Ingen tror længer paa den Baad. — stakkels Dreng. — Men her sidder jeg! Hvem er det, der afgør Held og Uheld, tror du?

HEDVIG.

Jeg synes, du er bleven overtroisk. —

(Man hører svagt Diakonissernes Sang.)
LØVE.
(i sine egne Tanker).

Jeg har jo udrettet noget, ikke sandt? Jeg havde jo den Idé — at Øriget skulde føde levende Unger. Tusind smaa flydende Øer, som river sig løs og triller ud paa Vandet. Fast Grund under Fødderne for Tusinder — for Millioner! — Maaske har det hjulpet mig, at jeg havde den Idé? — Jeg har igrunden altid holdt meget af Jorden. — Af Jorden — og af Havet med! (Løfter Glasset.) Du maa forstaa mig, Hedvig — Du maa forstaa, at jeg elsker dig meget højt nu. Som aldrig før!

155
HEDVIG.
(er bleven bedrøvet).

Gør du, Bernhard?

LØVE.

Jeg kan bare ikke vise det, fordi der er saa meget imellem. Men maaske er det dig, som hjælper mig? For hvem skulde det ellers være? — Hvem ellers? Hvad tror du, han — Mens — siger om Tingene?

(Løfter Glasset og ser paa det i Tanker — sætter det igen.)
HEDVIG.

Drik nu din Vin, Bernhard.

LØVE.

Jeg sidder og tænker paa en Baad jeg havde som Dreng, en hvid Baad. „Maagen" hed den.

Jeg vilde gerne sejle langt bort med dig for hvide Sejl — ind i en anden Verden. Jeg kunde tænke mig, at der var et eller andet Sted, hvor jeg kunde være gode Venner med alle Mennesker. (Med et Ryk.) Sig mig—! Sov jeg nu? —

HEDVIG.

Nej, Bernhard!

LØVE.

Jeg syntes, jeg sov. — Dette at være lykkelig, naar tusind er døde, og at kunne gøre, hvad man vil — det er højt oppe. —

HEDVIG.

Bernhard. Jeg kan ikke forstaa dig!

156
LØVE.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal støtte mig til, forstaar du. Held, Held, Held! Kan det blive ved i denne Verden? — Højt oppe, der gaar det! Men her? — Det gælder om at faa fast Grund under Fødderne — Det er underlig, jeg syntes, jeg sov. Jeg synes egentlig, at — jeg sover endnu.

(Tager sig til Panden.)
HEDVIG.

Du skulde drikke den Champagne, Bernhard.

LØVE.

Ungdommen var dog egentlig skøn, Hedvig. — Den fine underlige Pige, som godt kunde lide at suse igennem Skovene. — Det var skyfri Himmel —næsten — det var Liv I Kun en enkelt lille sort Plet — naa ja, Ungdommen var skøn. —

HEDVIG.

Du er saa god nu, Bernhard. Vil du saa ikke nok tage Meyer til Naade. Den ulykkelige Mand! Han har bedt mig om at tale sin Sag, og jeg har lovet det.

LØVE.

Nej, nej. Mind mig ikke om det. Jeg taaler ham ikke, vil ikke se ham. Kom ikke med alt det der. — Det passer ikke for mig. — (Mærker at hun ser paa ham.) Du sidder saadan og stirrer! Synes du, der er noget — noget skævt ved mig? Det er ligesom om, jeg kunde — gaa midt over, for selv om de andre har Uret nu — er det derfor sikkert, at jeg har Ret?

157
HEDVIG.
(angst).

Bernhard!

LØVE.

Tror du — at det er den Onde, der hjælper mig? — Nej, bliv ikke bange. Skaal, Hedvig. Skaal. (Drikker.) Nu skal alting blive godt. Skaal. (Vil føre dasset til Munden, men Haanden skælver, han spilder Vinen og taber Glasset, som knuses.) Hvad er det for en Mand?

HEDVIG.

En Mand, Bernhard. Der er jo ingen.

LØVE.
(peger paa Vinduet).

Jo, derude.

HEDVIG.

Ja, nu ser jeg i Lygteskæret. Han gik herind.

LØVE.

Han saa da ud, som om han var druknet.

HEDVIG.

Bernhard dog!

LØVE.

Ved du, hvad jeg var, da jeg troede, at jeg sov.

HEDVIG.

Hvad var du?

LØVE.
(hvisker hæst).

Død!

158
HEDVIG.

Du maa ikke, Bernhard!

LØVE.

Vil du da hjælpe mig? — Kort og godt, Hedvig — Jeg har gjort noget galt, en ubetydelig Fejl, — latterlig intetsigende — men jeg kan ikke nævne den uden at rippe op i hele mit Liv. — Den har draget mere efter sig. — Jeg kan faa Skinnet imod mig. — Vil du hjælpe mig med at faa en Mand til at tie. For min Skyld? for din egen Skyld? for Drengens?

HEDVIG.

Kan jeg?

LØVE.

Ja.

HEDVIG.

Saa vil jeg.

LØVE.

Gaa ind i den anden Stue.

HEDVIG.
(gaar).
LØVE.
(da der bankes paa Døren).

Kom ind.

EMIL.
(kommer ind i grove Sømandsklæder og med en Sydvest i Haanden).
LØVE.

Er det Dem, Emil — eller er det ikke Dem?

159
EMIL.

Det er mig. (staar udt og tier.) Mor døde igaar og Far ligger hen og kender mig ikke, og her sidder De og drikker Champagne. (Han vakler og maa sætte sig. Han skjuler Ansigtet i sine Hænder.) De gav ikke Far noget Haab.

LØVE.

Deres Far og jeg har altid været gode Venner. Deres Mor har jeg intet gjort og De selv skylder mig neppe noget Fjendskab.

Har De noget at fortælle mig?

EMIL.
(ser op).

Alt var galt. Redningsbaadene kunde ikke svinge ud og Redningsbælterne var stuvede ned i Lasten. Roret svigtede to Gange i fuld Fart.

LØVE.

Hm.

EMIL.

Første Styrmand spærrede sig inde i sin Kahyt og drak.

LØVE.

Jeg kan ikke hjælpe for, at Folk drikker.

EMIL.

Han havde mistet alt hvad han ejede ved Skibsrederbankens Fallit.

160
LØVE.

Det faar være.

EMIL.

Alt var galt. Vi sejlede fra Styrmanden og Redningsbælterne. Kaptajnen var bleven hidset og jaget til Vanvid.

LØVE.

Af hvem?

EMIL.

Af Dem — Ordren var Deres! Alt var galt. Jeg har svoret at sige det. Jeg har lovet det til dem, som sad i Baaden med mig og som døde en efter en.

LØVE.

De vil ikke vidne mod mig, Emil. Jeg kæmper mod Overmagt, mod force majeure. — Jeg kæmper mod Satan selv.

EMIL.

Skal jeg lyve for at frelse Dem, for at De kan smile og drikke Champagne. Jeg skal ikke glemme de døde! Ved De, hvad Havet er, og Natten og Stormen? Drik kun og smil! Men der er noget, som er sort. Et sort Gab med Fraade om Munden og alting styrter ned i det. Alting. Aah-aah-aah.

(Han frembringer en lang klagende Lyd.)
LØVE.
(forfærdet).

Hvad er det?

161
EMIL.

Saadan lød det — aahaah-aah. Det var en Musik fra tusind døende Struber. — Kan De høre, aah — Dronningen stod ret op og huit tilbunds. Drik og smil! Aah-aah-aah-aah-aa. (Han hulker.) De var saa smaa, Menneskene, og ingen hjalp dem. Blot en Grød — blot lidt Mudder paa Vandet — Menneskene, og ingen hjalp dem. Saa var der et hvidt Ansigt, som skreg og gik tilbunds. Tilsidst var hele Verden kun et hvidt Ansigt, som skreg og gik tilbunds.

LØVE.

Hvad nytter det, om ogsaa jeg gaar tilbunds? Hvem hjælper det? Deres Samvittighed er syg. —

EMIL.

Ja, den er syg! Naar De ingen har, saa maa min være syg — ellers var der jo slet ingen Samvittighed i Verden.

LØVE.

De maa forsvinde, Emil, og aldrig vise Dem mere her i Landet. — Jeg skal takke Dem til min sidste Stund. Saaledes vilde Deres Far handle. — Og De rammer flere end mig.

EMIL.

Jeg kan ikke lyve.

LØVE.

Har De talt med nogen? Har De fortalt noget til nogen?

162
EMIL.

Jeg har intet fortalt; men jeg mødte en Mand, som hedder Meyer fra Kontoret, og han kommer til mig i Aften. — Hvor i Verden, jeg er, vil man finde mig.

LØVE.

I dukker nok op for at hale mig ned! Men vogt dig, du.

HEDVIG.
(i Døren).

Maa jeg komme ind. — Jeg forstod, at det var Dem, Emil. (Hun gaar ham venligt og alvorligt i Møde og rækker ham Haanden.) De er frelst, fortæl mig hvordan?

EMIL.
(presser Haanden imod sit Hjerte).

Hvordan? Fordi jeg ikke døde — fordi der var noget — jeg maatte endnu se. — Hvordan? — Jo, min Onkel gav mig sit Redningsbælte, saa kom jeg i en Baad, og saa blev jeg taget op af en engelsk Fiskeskonnert. Nu er jeg her.

HEDVIG.

Og nu er De vel kommen for at rejse straks igen?

EMIL.
(dumpt).

Det nytter ingenting, at jeg rejser.

HEDVIG.

Ikke? — Fortæl mig om Mens! om hvordan han døde?

163
EMIL.

Han var vidunderlig stærk og rolig. Jeg saa ham lige før Skibet gik ned. Han stod stille i en Krog og saa op paa Stjernerne. Hvis han ikke havde været, havde jeg ikke holdt det Ud. (Dæmpet, indtrængende.)

— Jeg saa ham engang til. Da jeg sad i Baaden, og Solen stod op omsider. I det samme Nu var det, som om noget i Lyset — vinkede til mig. Et ganske kort — lille Vink. Men jeg følte, at det var ham. De vil ikke tro det, men uden den Tro havde jeg ikke levet.

HEDVIG.

Saa er De da glad, fordi De lever? og faar vel Lyst til at gøre noget godt.

EMIL.

Jeg saa saa meget stort. Heltemod i Rædselen. Jeg synes, mit Liv kan faa en Mening. Jeg synes, at selv om al Lykke i Verden blev mig nægtet, kunde mit Liv faa Værdi alligevel.

LØVE.
(som har staaet ved Vinduet og set ud, vender sig).

Han kommer med et Vidnesbyrd, som vil glæde enhver, der hader mig.

EMIL.

Jeg kan ikke hade nogen i dette Hus.

HEDVIG.

Hvorfor kommer De da her og raaber op, saa jeg hører det ind i min Stue?

164
EMIL.

Har jeg raabt?

HEDVIG.

Det er naturligvis dejligt, at være bleven reddet, men det er da ingen Grund til at optræde som Helt.

EMIL.

Jeg forstaar. — De vil, at jeg skal dø.

HEDVIG.

Jeg! Nej — jeg undres bare en Smule.

EMIL.

Sig det ligefrem, at jeg skal dø for Deres Skyld.

HEDVIG.

Det kunde ikke falde mig ind! — Jeg vil bare ikke se Dem.

EMIL.

Natten var ikke saa kold som De er nu. — Farvel! (Han gaar mod Døren, vender sig.) Lad ikke det Sidste Ord være ondt! Fra min Fødsel har Livet knuget mig ned. Jeg har baaret det som en Byrde. Jeg har elsket uden Haab; men De har friet mig for Hadet, for jeg har elsket, og jeg skylder Dem alt, skønt De ingenting har givet. — Dræb ikke ogsaa min Kærlighed i samme Øjeblik, som De dræber mig selv! Sig at De forstaar, at dette er en stor Kærlighed — Min Kærlighed!

165
HEDVIG.

Gaa! Gaa!

EMIL.
(holder Hænderne afværgende op for sit Ansigt).

Gerne— gerne.

(Han gaar.)
HEDVIG.

Nu er du fri, Bernhard — men nu kan jeg heller ikke mere — nu kan jeg — jeg — jeg kan ikke mere — for nu bliver vi aldrig den mindste Smule lykkelige.

LØVE.
(forbitret).

Tal ikke saa højt.

HEDVIG.
(tager sig til Hjertet).

Han gav mig sit Liv — men — du — du vil vel helst — at jeg ogsaa — jeg ogsaa — skal dø nu.

LØVE.
(kort og hvast).

Ja, hvis du raaber op om dette!

HEDVIG.
(ved at segne).

Aa at en Menneskesjæl kan være saa ulykkelig, som jeg!

LØVE.
(Har grebet hende og faaet hende til at sidde.)

Du glemmer, at jeg har meget at bære Hedvig!

166
HEDVIG.

Jeg husker det altfor godt — vi gør jo ikke andet end ondt begge to.

LØVE.

Du maa tage dig sammen — vi skal af sted.

HEDVIG.

Jeg kan ikke. Du har jo allerede dræbt mig. — Der er ingenting mere.

LØVE.

Tilgiv mig, Hedvig.

HEDVIG.

Der er jo ingenting at tilgive — naar du ingen Kærlighed har — saa er der jo slet ingenting.

LØVE.

Gaa til Ro, Hedvig. — Bliv hjemme iaften og hvil dig — For du maa ikke svigte mig imorgen!

HEDVIG.

Nej nej. Jeg skal ikke svigte dig. Gaa blot! Gaa!

LØVE.
(drejer sig paa Hælen og gaar.)
HEDVIG.
(River Halssmykket af og kaster det i Papirkurven. Hun river alle sine Ringe af Fingrene og kaster ogsaa dem, medens hun ustandselig græder.)
Tæppet.
167

OTTENDE OPTRIN

I Kommissionsdomstolen. Dommerne siddende i en Halvkreds i Baggrunden. Bag dem et Galleri med Tilhørere. Advokater ved et Bord tilhøjre. Vidneboks tilvenstre. I Salen foran Galleriet har enkelte Tilhørere faaet Siddeplads. Mellem dem Hedvig og Lægen.

AGENT FLOD.
(i Vidneboksen).

Da jeg saa havde svømmet omkring en lille halv Time, blev jeg optaget af Redningsbaad 3, og ved Solopgang kom „Cromwell" og tog os ombord.

DOMMEREN.

Havde Vidnet noget Redningsbælte?

FLOD.

Ja—.

DOMMEREN.

Fandtes det som foreskrevet i Vidnets Kahyt?

FLOD.

Nej, — det gjorde det ikke.

DOMMEREN.

Hvorledes kom De da i Besiddelse af det?

FLOD.

Jeg fik det af en Mand.

DOMMEREN.

Var det en af Skibets Besætning, eller —

168
FLOD.

Nej. Jeg kendte ham ikke, senere hørte jeg, at det var en forhenværende Præst, Pastor Mens.

DOMMEREN.

Hvorledes gik det til, at Pastor Mens gav Dem et Redningsbælte?

FLOD.

Jeg ved ikke, men han stod og uddelte Redningsbælter. — Og der var et Par Mænd, som gik tii og fra og bragte ham dem.

AKTOR.
(en Mand i sin bedste Alder).

Igennem et Brev fra Købmand Schulze, Hamborg, som ligger syg paa Hospitalet, har jeg erfaret, at en Del af Redningsbælterne ved en Fejltagelse var bleven stuvede ned i Lasten. — Pastor Mens havde opdaget dette og med stor Dygtighed organiseret Arbejdet.

DOMMEREN.

Pastor Mens's Minde har Krav paa den største Agtelse og Taknemmelighed.

AKTOR.

Det er kommen Offentligheden for Øre, at Vidnet kort før „Dronningen"s Undergang overværede en Samtale mellem Kaptajn Johnsen og Herr Emil. Bak.

FLOD.

Ja.

169
DEFENSOR.
(en gammel Mand).

Var De Deltager i Samtalen?

FLOD.

Nej. — jeg stod tilfældig i Nærheden.

DEFENSOR.

Med andre Ord: De lyttede.

DOMMEREN.
(rorer Klubben, da der høres en svag Munterhed).
AKTOR.

Sagde Kaptajn Johnsen ved denne Anledning, at det ikke var hans Skyld, at der manglede Redningsbælter, men at Direktør Løve bar Ansvaret herfor.

FLOD.

Ja, ikke akkurat saadan altsaa.

AKTOR.

Hvorledes faldt Kaptajnens Ord?

FLOD.

Jeg kunde ikke rigtig høre, hvad Kaptajnen sagde om Redningsbælterne.

DEFENSOR.

Jeg konstaterer, at det meget omtalte Interview i Arbejderbladet altsaa er falsk, hvad næppe vil forundre nogen. Forøvrigt har der jo i Virkeligheden. ingen Mangel været paa Redningsbælter.

170
AKTOR.

Det er dog ikke bevist.

DOMMEREN.

Det forekommer mig dog, at vi har dvælet længe nok ved dette Spørgsmaal. Det lovbefalede Redningsmateriale maa anses for at have været tilstede, og det er saa vidt muligt konstateret, at Tabet af Menneskeliv har været upaavirket af dette Forhold.

AKTOR.

Takket være Pastor Mens, ja.

DOMMEREN.

Det hører ikke herhen.

AKTOR.

Vil Vidnet fremføre de Udtalelser, han hørte af Kaptajn Johnsen, og som gav Dem den Tro, at Direktør Løve bar Ansvaret for den senere indtraadte sørgelige Katastrofe.

FLOD.

Ja, det var altsaa saadan noget, som at — at —

DOMMEREN.

Saa nøjagtig som muligt!

FLOD.

Kaptajnen sagde: Det er ikke noget Under, at man bliver tummelumsk i Hovedet, naar han selv 171 er det. Saa sagde Bak: Var han virkelig? — eller saadan, og Kaptajnen sagde saa: Ja, anden Gang var han galhovedet, og gav en aldeles meningsløs Ordre.

DEFENSOR.

Jeg maa komplimentere Vidnet, han er en udmærket ytter.

FLOD.

Vinden bar den Vej.

DEFENSOR.

Men det forekommer mig, trods Vinden og den gode Hørelse, at Direktør Løves Navn overhovedet ikke blev nævnt.

FLOD.

Det blev nævnt lige efter. — Kaptajnen sagde, at han aldrig havde set Kongen saaledes.

DEFENSOR.

Kongen?

AKTOR.

Det er Generaldirektørens Kælenavn, om jeg saa maa Sige.

(Munterhed.)
DEFENSOR.

Men der er jo i dette i hvert Fald intetsomhelst, der tyder paa, at Samtalen havde nogetsomhelst med Skibet og den senere indtraadte Katastrofe at gøre.

FLOD.

Næh. — Jo det forstod jeg —

172
DEFENSOR.

Hvad forstod De?

FLOD.

Det forstod jeg af det følgende.

DOMMEREN.

Lad os høre.

FLOD.

Ja, Kaptajnen sagde: Jeg haaber ikke, han skal komme til at mærke, hvad en Blindtarm er værd.

(Munterhed.)
DOMMEREN.
(undertrykker et Smil).

Tilhørerne maa være rolige. Her er kun ringe Grund til Munterhed.

AKTOR.

Hvorledes opfattede Vidnet denne Udtalelse?

FLOD.

Ja, naar jeg tænker over det, saa forstod jeg den ikke rigtig.

AKTOR.

Den gav Dem dog vel en vis Mening.

FLOD.

Jeg antog, at Blindtarm var et Sømandsudtryk.

(Munterhed, hvori Dommeren deltager. Defensor hidkalder ved et Nik en Kollega, som faar en Besked og trækker sig tilbage.)
DOMMEREN.

Noget saadant er mig ikke bekendt.

173
FLOD.

Ja, jeg mente altsaa, at det betød saadant noget som et Skibbrud for Eksempel.

DEFENSOR.

Vidnet synes ligesaa fremragende i Retning af, om jeg saa maa sige original Tænkning, som i Retning af at lytte.

(Munterhed. Dommeren rører Klubben.)
FLOD.

Det var en Dame i Redningsbaaden, der sagde det.

DEFENSOR.

Var det, den Dame, der græd fordi hendes Strudsfjer var knækket?

FLOD.

Hun græd ikke. Hun var bare vred over det. (Munterhed).

Hovedsagen er, at jeg forstod, at det Hele var splitterpinegalt, ad Helvede til!

(Stormende Munterhed, derefter Raab: Stille!)
DOMMEREN.

Jeg kræver Respekt for Rettens Værdighed, Galleriet vil blive ryddet, hvis der ikke hersker fuldkommen Ro. —

AKTOR.

Der var for Vidnet ingen Tvivl om, at Kaptajnen sigtede Direktør Løve?

VIDNET.

Nej!

174
AKTOR.

Faldt der nogen Udtalelse om, hvorfor „Dronningen" var sejlet ud uden at tage Styrmand Holm med?

FLOD.

Ikke ligefrem.

AKTOR.

Men hvordan da?

FLOD.

Jeg tænkte bagefter, da jeg læste i Aviserne, at det var det, som var den gale Ordre. —

AKTOR.

Det var Deres bestemte Indtryk.

FLOD.

Ja, det vil sige — Jo — Jeg troede jo altsaa, at Blindtarm var et Sømandsudtryk. Maaske kunde det hentyde til Styrmanden.

(Munterhed.)
DEFENSOR.
(som har konfereret med sin Kollega).

Jeg skal desangaaende give Dommeren visse Erklæringer, ikke blot fra søkyndige Autoriteter, som jo her er repræsenteret, men ogsaa fra vore første Filologer, som jeg telefonisk har ladet forespørge. Der hersker fuld Enighed om, at Blindtarm ikke har nogen saadan Dobbeltbetydning.

DOMMEREN.

Disse Erklæringer han vel knap nok anses for 175 nødvendige. (Til Aktor.) Ønsker De at rette flere Spørgmaal til Vidnet?

AKTOR.

Foreløbig ikke, men jeg skal komme tilbage til denne Sag, og jeg griber Anledningen til endnu engang at understrege mit Synspunkt og deres Synspunkt, hvis Interesser, jeg repræsenterer. — En Række ulykkelige Omstændigheder knytter sig til „Dronningens" første og sidste Rejse, der alle mere eller mindre peger hen paa Hastværk og Lastværk, ophidset Konkurrence og først og sidst paa manglende Ansvarsfølelse! (Enkelte Hørraab. Dommeren maa bruge Klubben, Flod har forladt Boksen og staar nølende.) I alt dette, SOm danner en alvorlig Anklage mod S. B. Løves Selskaber, mener jeg at finde en enkelt konkret Omstændighed, hvori saa at sige alle Fejlgreb samler sig, og dette er, for at bruge Kaptajnens Ord, den Ordre, der af Generaldirektøren er given i Nervøsitet, og som forekom Kaptajnen ganske meningsløs, saaledes at han selv tilskriver den den største Betydning. Selvom Direktør Løve er en mægtig Mand, staar han dog under Ansvarlighedens Lov.

(Enkelte Hørraab.)
DEFENSOR.

Jeg er aldeles enig med min ærede Modpart i hvad han har anført om de ulykkelige Omstændigheder, der knytter sig til „Dronningens" første og sidste Rejse, men alle disse Omstændigheder samler sig i noget, som ikke er konkret, i noget, som ikke kan 176 drages til Ansvar, noget mægtigt og frygteligt, som staar over os alle. Vis major. — Force majeure! Overfor denne uhyggelig Majestæt — vis major. — Force majeure, nytter det ikke at komme med forvirrede Vidnesbyrd om „Kongen" og „Blindtarm" og vistnok og omtrent. — Menneskenes Ansvar er tungt at bære. Lad os ikke gøre det tungere, end det er. De Angreb, der fra visse Hold er rettede mod en højt fortjent Mand, som Generaldirektør Løve, er egnede til at vække Bekymring hos fædrelandssindede Borgere. Man hælder ikke Landets bedste Mænd ud med Spildevandet.

(Hørraab.)
DOMMEREN.

De kan gaa Hr. Flod, men jeg vil dog anmode Dem om at blive i Rettens Nærhed.

(Vidnet bukker med mørk Mine og gaar ud tilhøjre, ledsaget af en Sekretær.)
DOMMEREN.

Næste Vidne er Direktør i S. B. Løves Selskaber: Immanuel Joachim Dyring. (Lille Ophold, roder i nogle Papirer.) Naa ja, Direktør Dyring er sygemeldt. Der foreligger Attest for, at han ikke i en overskuelig Fremtid vil kunne give Møde.—

(Mumlen fra Galleriet.)
DOMMEREN.

Næste Vidne er Fuldmægtig i S. B. Løves Selskaber: Hans Fredrik Bak. Er Fuldmægtig Bak tilstede?

(Dommerens Sidemand hvisker noget til ham.)
177
DOMMEREN.

Hvad behager?

DEFENSOR.
(rejser sig og giver dæmpet en Besked, hvoraf man kun hører Ordet: „Igaar".)
DOMMEREN.

Naa, saaledes, Fuldmægtig Bak er afgaaet ved Døden. — Næste Vidne er Fuldmægtig i S. B. Løves Selskaber: Karl Theodor Meyer. — Er Fuldmægtig Meyer tilstede?

(Sekretæren gaar ud tilhøjre og kommer straks efter tilbage ledsaget af Meyer, som bukker for Dommeren og gaar ind i Vidneboksen.)
MEYER.
(aflægger med dæmpet Stemme Ed paa Evangeliet. Derefter tørrer han flere Gange sin skaldede Pande med et stort Lommetørklæde).
AKTOR.

Har Vidnet af afdøde Fuldmægtig Baks Mund hørt en Udtalelse, der kunde bestyrke den andetsteds fremkomne Paastand, at der imellem Generaldirektør Løve og afdøde Kaptajn Johnsen har fundet et senere Møde Sted, i Tilknytning til den af Generaldirektøren skildrede Samtale?

MEYER.
(tørrer sin Pande).
AKTOR.

Jeg venter paa Svar!

MEYER.

Ja. — Det var noget saadant Bak sagde.

178
AKTOR.

Hvorledes faldt Ordene?

MEYER.

Gamle Bak sagde, i Anledning af, at Skibet var rejst uden Styrmanden, at Kaptajnen var ildrød i Hovedet, da han anden Gang kom ud fra Kongen.

AKTOR.

Tak. Det er godt.

(uro paa Galleriet.)
DEFENSOR.

Tillagde De denne Ytring særlig Vægt, da den faldt?

MEYER.

Nej, det gjorde jeg vist ikke.

DEFENSOR.

Har Fuldmægtig Bak senere udtalt sig i samme Retning?

MEYER.

Nej.

DEFENSOR.

Godt! Hvornaar kom Vidnet til at mindes den nævnte Udtalelse?

MEYER.

Det var vist dengang, jeg læste om, hvad denne her Flod havde sagt.

(Munterhed.)
179
DEFENSOR.

Var gamle Fuldmægtig Bak klar, da han fremførte, eller da han formodedes at fremføre den nævnte Ytring?

MEYER.

Ja.

DEFENSOR.

Blev han ikke kort efter noget, hvad skal jeg sige, svækket.

MEYER.

Jo, det var efter at han havde hørt at Sønnen var død altsaa.

DEFENSOR.

Umiddelbart efter denne Ytring viste det sig dog altsaa, at han var svækket.

MEYER.

Ja, — efter det med Sønnen altsaa.

DEFENSOR.

Godt! Har Vidnet ikke hørt afdøde Fuldmægtig Bak fortælle, at Generaldirektøren havde irettesat Kaptajnen strængt under det første Møde, saaledes, at det kunde tænkes, at han da var bleven ildrød i Hovedet?

MEYER.

Jo, — men altsaa: Jeg siger det jo bare, som det er. Jeg har af hele min Sjæl — (Munterhed.) Ja, for jeg har ogsaa en Sjæl, selvom Legemet er mere paafaldende. 180 (Munterhed.) Jeg har af hele min Sjæl været paa Generaldirektørens og Selskabets Side, men jeg har jo da svoret at sige Sandheden. —

DEFENSOR.

Jeg forstaar, at De nærer Tillid til Deres Chef, og kun rent mekanisk refererer en Udtalelse, som De mener er falden. —

— Vel! Mindes Vidnet, at han i en Samtale med Generaldirektør Løve paa dennes Spørgsmaal om Fuldmægtig Bak ikke ogsaa før Katastrofen havde vist Tegn til Svækkelse, besvarede dette bekræftende.

MEYER.

Nej!

DEFENSOR.

Vil De have den Godhed at tænke Dem godt om.

MEYER.

Naa ja, — jo — nu husker jeg, men det mente jeg ikke.

DEFENSOR.

Hvorfor sagde De det da?

MEYER.

Man siger jo „ja" til saa meget. (Munterhed.) Ja, naturligvis, — han var jo gammel og vrøvlede lidt nu Og da.

(Stor Munterhed.)
DEFENSOR.

Godt! — Det turde være nok! —

181
MEYER.
(nær Graaden).

Ja, jeg skal vel gøres til Latter nu ligesom jeg har mistet min Stilling, bare fordi jeg siger Sandheden.

DEFENSOR.

Ja — Tak — saa var der ikke mere

DOMMEREN.
(nikker til Meyer, som gaar, og siger til Sekretæren).

Vil De bede Generaldirektør Løve have den Godhed.

AKTOR.

Jeg beder de høje Dommere om Undskyldning. Jeg har anmeldt et nyt Vidne, som jeg mener bør afhøres før Generaldirektør Løve kommer for igen.

(Bevægelse.)
DOMMEREN.

De sigter dermed til indstævnede Emil Bak, som igaar skal være vendt tilbage til Byen. Herr Bak har imidlertid ikke indfundet sig her.

AKTOR.

Det er mig bekendt. Imidlertid mener jeg at han kan ventes hvert Øjeblik. Jeg har haft Folk ude som er ham paa Sporet og de er paa Vejen hertil. Jeg henstiller, at man først afventer dette betydningsfulde idnesbyrd. Min ærede Modpart er af samme Mening. Herr Bak er vistnok i en meget opreven Tilstand, som enhver vil kunne forstaa.. Imidlertid 182 haaber jeg, at han vil yde Retten sin Assistance.

DOMMEREN.

Jeg skal følge Deres Henstilling og vil saa længe afbryde Rettens Møde.

(Dommeren gaar ud.) (Aktor og Defensor nærmer sig hinanden.)
AKTOR.

Maa jeg lykønske Dem med Flod. Han bragte Ebbe. Det glæder mig forøvrigt! Angrebene paa Løve er letsindige og nærmest landsskadelige.

DEFENSOR.

Det er jeg ikke ganske enig med Dem i. Der kræves unægtelig større Ansvarsfølelse, som De meget rigtig bemærkede Højstærede.

AKTOR.

Javel, meget sandt, men en Mand af Løves Værdi hælder man dog ikke ud med Spildevandet.

DEFENSOR.

Det var min! — „Spildevandet" var mit Højstærede. Men der har nok været noget Mudder alligevel. De ser paa mig! Det falder Dem muligvis ind, at det er en tvivlsom Stilling at være Advokat.

AKTOR.

Indrømmet!

183
DEFENSOR.

Men jeg skal sige Dem, hvad der er en tvivlsom Stilling, Højstærede. Det er en tvivlsom Stilling at være Menneske!

ET BUD.
(bringer Aktor et Brev).
AKTOR.
(læser det og giver Budet en Besked. Til Defensor).

Værre end jeg havde troet. Mine Vidner dør eller gaar fra Forstanden — hvis de da ikke gør begge Dele. Det er beklageligt — men hvad skal jeg gøre.

(Dommerne vender tilbage.)
DOMMEREN.

Retten er sat.

DEFENSOR.

jeg beklager til ingen Nytte at have opholdt Retten. Herr Emil Bak er ikke kommen tilstede. Han vides at have flakket om den hele Nat uden Sans og Samling. Sidste Gang er han seet udenfor denne Rets Lokaler imorges Klokken ti, rastløst vandrende frem og tilbage. Dermed har man tabt hans Spor. Jeg har da ikke mere at bemærke.

DOMMEREN.

Generaldirektør Løve. —

(nikker til Sekretæren, som gaar).
184
LØVE.
(kommer fulgt af Sekretæren. Han hilser Dommerne og gaar derefter ind i Vidneboksen).
DOMMEREN.
(til Løve i Vidneboksen).

Har De, Herr Generaldirektør, noget at tillægge til Deres tidligere Forklaring.

LØVE.

Nej.

DOMMEREN.

Visse Udtalelser, som vil være Dem bekendt, har fremkaldt den Formodning, at De har haft en Samtale med Kaptajnen, der havde til Følge, at han meget nervøs forlod Kontoret og sejlede før Styrmand Holm var kommen ombord. Har en saadan Samtale fundet Sted.

LØVE.

Nej.

DOMMEREN.
(nikker).
AKTOR.
(til hvem en Kollega har rakt et Papir).

Maa jeg rette et Spørgsmaal til Vidnet. Det er mig bekendt, at De igaar modtog et Besøg af Herr Emil Bak.

LØVE.

Ja.

185
AKTOR.

Blev den af Agent Flod fremførte Paastand da bragt paa Tale?

DEFENSOR.

Jeg gør opmærksom paa, at Vidnet ikke er pligtig til at besvare dette Spørgsmaal.

LØVE.

jeg besvarer det gerne.

Emil Bak forstod end ikke Spørgsmaalet. Han var stærkt oprevet. — (Lille ophold.) Udover almindelige Beklagelser fremførte han intetsomhelst.

AKTOR.
(som atter har modtaget et Papir, til Protokolsekretæren ).

jeg ønsker Vidneeden aflagt. (Til Løve.) Er De villig til at bekræfte dette Udsagn med Deres Ed.

LØVE.

Ja!

(med Haanden paa Evangeliet).

jeg erklærer —

(I dette Øjeblik opstaar der Uro mellem Tilhørerne, der er placerede i Salen. Hedvig er bleven syg og har rejst sig.)
HEDVIG.

Luft! Luft!

(Hun falder forover. Lægen og andre iler til. Dommerne rejser sig i Uro. Løve gaar ud af Vidneboksen, men stanser og støtter sig til den.)
LÆGEN.
(ser op fra Hedvig).

Deres Hustru er farligt syg.

186
LØVE.
(prøver at tale, men kan ikke).
HEDVIG.
(slaar Øjnene op og siger, forvildet).

Undskyld — al den Forstyrrelse — Hvor er Søster?

(Hun lukker Øjnene.)
LÆGEN.

De skal straks komme bort, Frur.

(Seer op paa Løve.)
LØVE.
(i et Spring henne hos dem. Paa Knæ. Griber Lægen i Armen).

Frels hende og send saa mig i Tugthuset!

LÆGEN.
(hvisker).

De er syg. — Deres Hustru trænger til Ro!

LØVE.

Frels hende! Jeg dræber alle! Hjælp hende! Frels hende!

HEDVIG.
(aabner Øjnene).

Om Forladelse — al den Forstyrrelse.

(Hun bliver lagt paa en Baare.)
LØVE.

Hedvig!

HEDVIG.
(tonløst uden at aabne Øjnene).

Farvel, Bernhard.

(Hun bæres ud.)
187
LØVE.
(sammensunken, hulkende.)

Hedvig vil ikke tilgive mig. (ser sig forvirret om.) Maa jeg gaa med?

(Man viger tilside. — En Mand træder frem og lægger Haanden paa hans Skulder. Løve støder ham pludselig tilbage og løber ud. Salen er efterhaanden bleven tom. Dommerne trækker sig tilbage. Kun Aktor og Defensor staar tilbage.)
DEFENSOR.
(dæmpet).

Hørte De, hvad han sagde. De kan vinde Deres Sag, Kollega.

AKTOR.

Til syvende og sidst er man ogsaa et Menneske og De har Ret, den Stilling er tvivlsom nok!

(Han er gaaet op paa en Forhøjning og har faaet Vinduet aabnet. I det samme lyder Skrig og Larm.)
DEFENSOR.

Hvad er det?

Hvad sker der?

AKTOR.

Aa Gud hjælpe os!

DEFENSOR.

Svar dog!

AKTOR.

Jeg ved ikke — Kongen kom løbende ud. (Raaber ud af Vinduet.) Hvordan gik det?

EN ROLIG STEMME.
(udenfor.)

Ja han er død, den anden slipper fra det med Livet.

188
AKTOR.
(bleg og stønnende).

Der var en ung Mand som vilde skraa over Gaden lige foran Sygeautomobilet. I det samme kom Løve løbende ud og da han saa det, raabte han: Emil Bak! og kastede sig mod ham, som for at faa ham væk. — Det saa ud, som om han ikke undte ham at dø paa denne Maade. De faldt begge paa Sporvejsskinnerne. Løve er død — De bærer ham bort nu, mens hans Hustru jager til Hospitalet uden at ane noget.

(Han gaar ned og sætter sig med Hovedet i sine Hænder.)
DEFENSOR.

Dermed tog Havet ogsaa Kongen! Han har haft Held med sig i sin sidste Stund. Takket være hans gode Engel! —

AKTOR.
(ryster paa Hovedet.)

Hans gode Engel var ikke stærk nok og nu har hun dømt ham.

DEFENSOR.

Dømt ham og frelst ham.

— Saa har de to Mennesker da mødt hinanden som Skibe i Natten for sidste Gang i denne vilde Verden.

(Tæppet.)