↩

✂

✂ KAMPENE
I
STEFAN BORGS HJEM

II
III

HELGE RODE

📖 KAMPENE
I
STEFAN BORGS HJEM

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1901.

IV
V

✂

PERSONERNE

✂

I FØRSTE DRAMA

✂ Fru MAGDA BØRRESEN.

✂ Doktor med. STEFAN BORG, hendes Søn udenfor Ægteskab. ALFHILD BORG. f. Komtesse Stjernkrone, hans Hustru. HELEN GRAN, Alfhilds Datter i tidligere Ægteskab. Doktor zool. RICHARD RAVN.

✂

I ANDET DRAMA

✂ Fru BORRESEN.

✂ STEFAN BORG.

✂ ALFHILD.

✂ HELEN.

✂ Komponisten GRAN, Helens Far.

✂ EN PIGE.

✂

I TREDIE DRAMA

✂ Fru BØRRESEN.

✂ STEFAN.

✂ ALFHILD.

✂ HELEN.

✂

I FJERDE DRAMA

✂ MAGDA.

✂ STEFAN.

✂ HELEN.

✂ Komtesse FRIDA STJERNKRONK

✂

FØRSTE DRAMA

RICHARD RAVN

2
3

✂ En sollys Dagligstue i et gammelt Hus i Byens Udkant. I Baggrunden en Dør med Portierer, et Vindue og en Glasdør, som fører ud til en lille Veranda med Trappe. Døre til Højre og Venstre. Midt paa Gulvet Bord med Lænestole. Tit Højre et Dameskrivebord og en Kamin. I Baggrundshjørnet til Venstre et Flygel. Blomster.

✂ Fru ALFHILD BORG sidder ved Skrivebordet. Hun er en fin Skikkelse med gult, glat Haar, højt opsat i Nakken. Fru MAGDA BØRRESEN kommer fra Venstre. Hun har et noget rødligt, men pudret Ansigt og stort uordentligt graat Haar. Man ser, at hun har været meget smuk og hun har straalende Øjne. Hendes Dragt er skødesløs. Idet hun gaar over Gulvet, er der noget forsigtigt, indsmigrende ved hendes Holdning.

✂

FØRSTE SCENE.

MAGDA. ALFHILD.

MAGDA.: (da ALFHILD vender sig).
Men Alfhild, hvad er det? Du har jo Taarer i Øjnene.

ALFHILD.: (sørgmodigt).
Aa jeg ved ikke, om det vil gøre noget Indtryk paa dig. Det er den gamle Biskop Borg. Han er bleven kørt over.

MAGDA.: Han er vel ikke død?

ALFHILD.: Nei, men Lovisa skriver, at hun er bange for, at han bliver lam.

MAGDA.: (gaar frem og tilbage).
Ja-ja-jaja. Han har havt det godt saa længe. — (med en kort, haard Latter) Saa vil Stefan glæde sig, naar han hører, at hans Far er kommen til Skade.

ALFHILD.: (virrer sørgmodigt med Hovedet).
Lovisa skriver, at den gamle Borg er saa mild og kærlig, saa vidunderlig god. Han bærer det saa smukt.

MAGDA.: (med et uvilligt Skuldertræk).
Blot jeg kunde forstaa, hvorfor han altid skal være saa vidunderlig god. Jeg tror nu alligevel, der er samme Deig i alle Mennesker. Ogsaa i „Jubelskurken".

AFLHILD.: (hvast).
Hvorfor skal gode Mennesker altid omtales foragteligt. Vil Du sige mig det?

MAGDA.: Jeg synes nu, det gaar værre ud over de onde. Se nu Stefan. Ham gaar alting i Stykker for.

ALFHILD.: Denne Gang har jeg ondt af ham. Jeg synes, man maa sige, at hans Parti har forraadt og ofret ham.

MAGDA.: Ja, og du ved godt, at det er hans Fars Skyld. Han har faaet „Alliancen" istand, som I kalder det. Han har lokket Stefans Parti til sig og faaet Stefan fjernet fra Ledelsen.

ALFHILD.: Ja, tror Du det. Jeg synes nu, at Stefan skulde baaret det med stolt Ro. Jeg synes dog, man kan tænke sig, at hans Fæller i Bestyrelsen er nødt til at handle, som de gør.

MAGDA.: Ja haha. Du kan tro. De ædle Skomagere brød sig ikke om at faa ham væk for at være ene om Gryden. De hadede ham. Han rakte dem aldrig Haanden, — Han rækker ingen Haanden.

ALFHILD.: Men den gamle Borg har handlet ud fra hæderlige Grunde — det er jeg vis paa. Jeg 6 kan ikke faa i mit Hoved, hvordan I bedømmer ham. Ja, han har den Ungdomssynd mod Jer to. Men det er bleven min Overbevisning, at han er en stor Mand.

MAGDA.: Det er han. Bedre end jeg, som rimeligt er. Haha. Jubelskurken. (hun sætter sig). Jeg glemmer aldrig den Dag, da Stefan fandt paa det Navn. Det var den Dag, han kom og fortalte mig, at hans Far havde jaget ham paa Porten. Jeg maatte le, skønt al min Møie var spildt. For Gud, hvor jeg havde slidt og skrevet og smigret den gamle for at faa ham til at adoptere vores arme Kræ.

ALFHILD.: Det var Stefans Feil, at det gik saa galt. Han tirrede bestandig sin Far.

MAGDA.: Ja, det gjorde han (leer dæmpet). Han haanede ham ved Middagsbordet. Tænk Borg, som alle snakker efter Munden. „Ud med Bastarden", sagde den gamle saa pludselig og slog i Bordet. Nei — „Bastarden skal ud af mit Hus", sagde han og saa slog han i Bordet med knyttet Næve. Hahaha. „Bastarden skal ud af mit Hus". Da havde han længe taalt Knægtens Uforskammethed.

ALFHILD.: Den Hændelse har gjort Stefan ond.

MAGDA.: Aa, ond er han fra Fødselen af, og værre er han bleven.

ALFHILD.: Han var ond som lille, siger du?

MAGDA.: Stefan? Ja, ialtfald mod mig. Jeg glemmer det aldrig. Han fik mig til at sætte mig paa en Stol, som kun havde tre Been, saa jeg dundrede ned paa Gulvet. Og han gottede sig ganske aabent. Nei fy — hvor ond han var! Men Stryg fik han paa sin bare Bag. Ja haha. Det fik han. Men næste Gang, han narrede mig, sagde han saa listigt og uskyldigt: „Stødte du dig, stakkels Mor?" Ja, du kan tro, jeg gav ham Stryg, saa han fik blaa Striber.

ALFHILD.

✂

Stakkels Stefan. Der var dog en Gang noget ømt og tindrende over ham og en god Varme for de Smaas Sag.

Og Trang til Kærlighed!

MAGDA.: Aaja, det er vel saadan med ham ogsaa. Der er et lille sygt Barn inde i os, som ber om 8 Kærtegn, naar vi ingen faar. — Ja, jeg var vist ogsaa for haard mod ham — den tavse triste Dreng! — Ingen ved, hvad Skyld man har selv. Gud forlade mig, at jeg sidder og dømmer saadan om andre. Jeg troede, mit Sind var bleven mildere.

ALFHILD.: Det tror jeg ogsaa, det er.

MAGDA.: Nei, siger du det, Alfhild. Du er altid sød og god mod mig. Du og Helen. — Skønt du ikke kan lide mig, for det ved jeg godt. Jeg gør ogsaa, hvad jeg kan, Alfhild. Jeg læser saa meget i Bibelen.

ALFHILD.: I Bibelen?

MAGDA.: Nei, du behøver det vel ikke. (ser varmt frem for sig). „Kommer hid alle I, som lide og ere besværede". Ja, der er noget ved den Bog. Tænk at have en Ven, som er udenfor dette Virvar.
(En dæmpet Kvindelatter høres fra Baggrunden).

ALFHILD.: (ser sig urolig lyttende omkring).

MAGDA.: Hvad ser du efter?

ALFHILD.: (hvast).
Borg har Patienter!

MAGDA.: Han maa jo begynde at praktisere igen.

ALFHILD.: Det er kvindelige Patienter.

MAGDA.: Det er jo hans Specialitet.

ALFHILD.: Ja, hans „Specialitet".

MAGDA.: (driver ubestemt mod Døren i Baggrunden. Staar lidt. Bøjer sig hastigt for at se gennem Nøglehullet).

ALFHILD.: (i Forbigaaende).
Nei, at du kan!

MAGDA.

✂

(fremover).

Ja, at jeg kan være saa gemen. Men husk paa, at jeg er født i Baggaderne. — Rimelig nok, at „Jubelskurken" ikke vilde gifte sig med mig.

ALFHILD.: (gaar stadig i dæmpet Oprør).
Og Kærligheden kunde ikke jævne det mellem jer heller?

MAGDA.: Aa pyt. Kærligheden! Han holdt af en anden, som han ikke kunde faa. Men han var saa hed og staselig som en Hingst.

ALFHILD.: (ser i Forbigaaende ud af Glasdøren. En Vogn høres at rulle bort. Hun studser).

MAGDA.: (optaget at sit eget).
Det er ogsaa Synd at fortælle Sandheden til dig. Men du skulde hørt den Latter, som jeg lo i min ensomme Seng, efterat Borg havde forført mig, som det hedder. Jeg maa tit tænke paa, at den Latter har rystet det første, som var af lille Stefan i Moders Liv! Det er en forfærdelig Tanke! (Ser hen paa ALFHILD). Godt, at du ikke hører, hvad jeg mumler om.

ALFHILD.: (i stigende Oprør).
Nei sjofel, grændseløs sjofel er han og bliver han. (Med Taarer i øinene.) Jeg synes, det er saa bundløst stygt.

MAGDA.: Men hvad er det da?

ALFHILD.: Ved du, hvem der sad i Vognen? — — Aa, det kan være det samme.

MAGDA.: Nu kommer Helen jo hjem — saa bliver alting bedre. Jeg tror, hun er det eneste i Verden, han holder af.

ALFHILD.: (stadig oprert).
Ja naturligvis. Jeg skulde fortalt ham, at Helen kom. Jeg var ond imorges af at se paa hans onde øine.

MAGDA.: Du kan da ogsaa blive ond?

ALFHILD.: Men jeg har aldrig gjort noget for at skade ham hos Helen. For jeg kan ikke tage Kærligheden fra et andet Menneske.

MAGDA.: Hys — der kommer han.
(Hun reiser sig hurtig).

ALFHILD.: (stiller sig ved Skrivebordet og ordner noget).

✂

ANDEN SCENE.

DE FORRIGE. STEFAN BORG.

BORG.: (kommer fra Baggrunden. Han er en kraftig Mand, 38 Aar gi. Ansigtet er blegt, i øieblikket askegraat. Trækkene ere skarpe, smukke. Øinene brændende, fremstaaende, det ene noget mere end det andet, med dybe Ringe. Haaret er stridt, sort, høit, redt tilbage fra den steile Pande. Oienbrynene ere skarpe fremstaaende. Han er iført en mørk Dragt, knappet helt til Halsen).

MAGDA.: (til ALFHILD).
Ja, jeg ved ikke, om der er noget andet?

BORG.: (som har gaaet et Slag over Gulvet, bliver staaende med Hænderne i Lommerne og ser paa Moderen — ser hende helt ud af Døren).

MAGDA.: (tilkaster ham et hadefuldt Blik og gaar ud tilheire).

ALFHILD.: (som vender Ryggen til BORG, stadig ordnende noget paa Skrivebordet).
Du er venlig mod din Mor.

BORG.: (trækker paa Skulderen).
Hun var formodentlig fuld.

ALFHILD.: (vender sig).
Nei hun var ikke. Din Beskyldning er selvfølgelig latterlig overdreven.

BORG.: (trækker paa Skulderen, gaar frem og tilbage).

ALFHILD.: Er du færdig med din Patient?

BORG.: (svarer ikke).

ALFHILD.: (sagte dirrende).
Jeg synes, det er skamløst.

BORG.: Hvad er skamløst?

ALFHILD.: (lynende).
Som du bærer dig ad.

BORG.: (gaar).
Jeg fatter ikke, at det ikke er dig fuldkommen ligegyldigt, hvorledes jeg bærer mig ad. Forøvrigt ved jeg ikke, hvad du sigter til.

ALFHILD.: Nei, du har blot havt Patienter!

BORG.: Enhver tager forøvrigt den Fornøjelse, han kan faa. Man kan ikke leve i evigt Mørke.

ALFHILD.: (haanligt).
Ja, dette er Lyset.

BORG.: (med uhyggelig Munterhed).
Smaa korte Lysglimt (i ligegyldig Tone) Enhver famler efter den Smule Lys, der er. Det er Ret og Pligt.

ALFHILD.: Pligt!

BORG.: (med stigende Munterhed).
Der kommer nogle Damer og spørger deres Læge tilraads. Jeg hjælper dem saa 14 godt jeg kan, og de gaar fuldkommen tilfredse bort.

ALFHILD.: Dette bundløse Snavs!

BORG.: Det er ikke mig, der har anbragt dig paa denne Jord. Men der findes værre Snavs end som saa. Det dydige Samfund med min høitærede Fader i Spidsen har sparket mig ud. Jeg gengælder deres Hustruer ondt med godt. Pah! Det er jo smukt!

ALFHILD.: Men du har givet mig din Haand og dit Ord, som Mand af Ære paa, at dette Fruentimmer ikke skulde sætte sine Ben i dette Hus. Du har brudt dit Løfte som saa mange Gange før.

BORG.: Da kan det dog næppe overraske dig! Du saa altsaa din Kusines Vogn? En Læge er imidlertid nødt til at modtage alle. Nu faar jeg jo mit Kontor.

ALFHILD.: Hvis du ikke havde lidt en stor Uret nu, saa forlod jeg dit Hus i denne Time.

BORG.: Du er ikke feig! — Det vilde være bundfeigt, at forlade mig nu.

ALFHILD.: Jeg gør det heller ikke. Du regner med Rette paa — at jeg er mere høimodig end du. Ja det har jeg Lov til at sige. Men Øieblikket kan komme. Og da vil du have alle gode Menneskers Foragt over dig.

BORG.: De gode Mennesker er ikke saa gode, at jeg tager imod deres Foragt. Et prægtigt Eksempel er min Far.

ALFHILD.: Du skulde ikke sige for meget ondt om din Far idag.

BORG.: For meget ondt!

ALFHILD.: Din Far er en god Mand og vogt paa, hvad du siger om ham i denne Stund.

BORG.: En god Mand. Han stjæler al Ædelhed i Landet og sælger den som sin egen i Pundevis.

ALFHILD.: Jeg vil blot sige dig, at din Far er kommen til Skade.

BORG.: (stanser).
Kommen til Skade — hvorledes?

ALFHILD.: Ja, det er jo ligegyldigt. Han er bleven kørt over paa Gaden af en Ponyvogn.

BORG.: (lysner op i Munterhed).
Af en Ponyvogn — det er kosteligt.

ALFHILD.: Ja, det er kosteligt! At din Far bliver lam.

BORG.: Gid han var død med det samme.

ALFHILD.: (ser næsten undrende paa ham).
Nei jeg fatter — jeg fatter ikke —

BORG.: Der er maaske meget, Du ikke fatter. Den Mand har gjort mig alt Ondt.

ALFHILD.: Han tog dog imod dig med Mildhed og Kærlighed.

BORG.: Han hadede mig fra første Stund. Jeg takker ham for en glædesløs Barndom og en bitter Ungdom. Jeg takker ham for, at jeg 17 aldrig blev hjemme ved det, man kalder Glædens Bord. Jeg takker ham for, at hvis noget hedder Lykke og Skønhed, saa blev det kun visne Spirer. (Slaar om). Nu, som en Mand med Principer maatte min Far selvfølgelig se med dyb Misbilligelse paa et Væsen med min umoralske Oprindelse. Det er jo blot naturligt.

ALFHILD.: (vender sig med Lede).
Den Vittighed har du sagt før.

BORG.

✂

Den Vittighed er saa god, at den taaler Gentagelse. (Griber en Avis, som ligger paa Bordet). Ja, her Staar det. (Ler dæmpet med vidtaaben Mund). En ædel Mand, en stor Aand væltet omkuld af en Pony. — Du fatter ikke den dybe Komik i dette. Neinei.

(Læser atter med Spænding):

„Hvis Stefan Borg havde et stort Sind", staar her, „saa vilde han glæde sig over sit Partis Fremgang." Bestandig Fraser!

ALFHILD.: Idéen betyder ikke længer noget for dig. Da er du saa ringe som nogen, naar Du ikke troer.

BORG.: „Tror". Ikke i et og alt, nei. Dertil er jeg bleven for klog. Men jeg er ingen 18 Spytslikker og ingen Hykler og ingen Taabe som Godtfolk er flest. (Gaar et Slag over Gulvet med Avisen i Haanden). Hvornaar kommer saa Helen?

ALFHILD.: Det er til hyggelige Forhold, hun kommer. Jeg venter hende om lidt.

BORG.: (lyser op i Glæde).
Du fortalte mig det ikke. — Du undte mig vel ikke den Glæde!

ALFHILD.: Under du mig nogen Glæde?

BORG.: Jeg synes du har, hvad du behøver. Du har din Ære og din Glæde af dine høit lovpriste Bøger. Du tilfredsstiller din umaadelige Trang til at have mange og ædle Venner. Du lever i dine Foreninger i idel Begeistring og Kærlighed og Forfængelighed.

ALFHILD.: Smukt dømt! — Du har snart trampet det itu for mig altsammen.

BORG.: Du staar endogsaa i Forbindelse med mine værste Fjender. Lovisa, dette forkrammede Pattebarn, som er bleven Pude for Bispens gamle Krop. — Ja, her i Huset siger vi Sandheden. (Sætter sig og læser i Avisen). Saa 19 sandelig en Artikel af Bispen selv optrykt i mit gamle Blad. — En begeistret nordisk Hyldest af den Skandinaviske Ishavsekspedition, som ovenikøbet udgaar fra Amerika. Fjantet Sludder — forvirret Bavl, som sædvanlig.

ALFHILD.: (spændt).
Hvorfor det?

BORG.: Hele Ekspeditionen er Humbug, et vanvittigt Foretagende! Og gaar sikkert til Grunde.

ALFHILD.: (i eget Spænding).
Hvor kan du sige det saa vist.

BORG.: Fordi jeg har undersøgt Sagen og indhentet de nøiagtigste Oplysninger og lagt lidt Tanke i det af mit eget. — Jeg har den sjeldne Vane ogsaa udenfor mit eget Fag. Der ligger paa mit Bord en Artikel om Sagen, som skulde været sendt til Bladet her.

ALFHILD.: (i Oprør).
Jamen det haster jo. Du maa da sende den snarest muligt.

BORG.: Jeg skriver ikke i det Blad, som angriber mig.

ALFHILD.: Men for de Menneskers Skyld dog, Mand!

BORG.: Lige meget med dem! Det gør heller ingen Ting fra eller til.

ALFHILD.: Dette er oprørende.

BORG.: Den Artikel læses ikke derovre og har heller ingen Virkning, og jeg renoncerer paa den Fornøielse offentlig at faa Ret.

ALFHILD.: (bekæmpende sin Uro).
Men man siger jo, at der er en Zoolog herhjemme, som netop har meldt sig eller vil melde sig.

BORG.: (ser nøie paa hende).
„En Zoolog". Hvorfor kalder du din gamle Ven Richard Ravn — „en Zoolog".

ALFHILD.: (forvirret).
Javist Richard Ravn. Det er jo ligegyldigt.

BORG.: Hvorfor ikke kalde ham Richard Ravn. „En Zoolog". Nu, det er dog ikke noget at blive rød for.

ALFHILD.: Jeg blev ikke rød.

BORG.: Ikke?

ALFHILD.: (halvt fortvivlet, halvt forbitret).
Jeg siger dig, jeg blev ikke rød.

BORG.: (trækker paa Skulderen).
Nuvel. Hvad Ravn forøvrigt angaar, som jeg ganske godt kan lide, saa skal jeg privat underrette ham om, hvad Resultat jeg er kommen til. Saa kan han selv vælge, skønt han selv burde undersøgt grundigere end jeg.

ALFHILD.: (lettet).
Ja, det er din Pligt.

BORG.: (gaar ivrig til Vinduet).
Jeg synes jeg hørte en Vogn! Hvad Tog er det da, du venter Helen med.

ALFHILD.: Middagstoget var forsinket af Sne. (Ser paa BORG, som har vendt sig). Du holder af Helen.

BORG.: (kaster i et Øiebliks Henrykkelse med Hovedet).
Holder af Helen! Helen som er saa rank. Man kunde tro, at hun var skabt af Lys og Æther.

ALFHILD.: Hvor kan du dog tale saadan. — — Du som nylig lo sammen med denne anden.

BORG.: Frida Stjernkrone?

ALFHILD.: Ja.

BORG.: (hvast).
Du skulde ialtfald ikke tale ondt om hende.

ALFHILD.: Og hvorfor ikke jeg?

BORG.: Fordi du mer end nogen anden har været med til at støde hende ud.

ALFHILD.: Jeg! Da jeg stillede dig Valget mellem hende og mig, da tryglede du mig grædende om ikke at forlade dig.

BORG.: Det var den Gang. Men der var engang før, hvor jeg ikke tryglede dig.

ALFHILD.: Før vi var gift, da jeg stod som fraskilt Hustru. Saa uhæderlig vilde du handle, at du vilde forlade mig da.

BORG.: Ja men jeg handlede altsaa „hæderligt".

ALFHILD.: Hvorfor tryglede du mig da anden Gang?

BORG.: Du ved det godt. For Helens Skyld. Den Gang var Frida heller ikke værd at holde paa.

ALFHILD.: Nei hun vender vist altid mere forvorpen tilbage.

BORG.: (nikker).
Hun er engang stødt ud!

ALFHILD.: Aaja denne evige Samfundsuret. Der var Stof til en Skøge i Frida og ikke andet. Ja det siger jeg, om det saa ikke stemmer med Teorierne.

BORG.: Der er Stof til et og andet i enhver Kvinde, som har Blod og som savner Støtte.

ALFHILD.: Føi for Skam, hvor du taler! Ogsaa i Helen?

BORG.: (staar et øieblik tavs).
Vi taler ikke saadan om Helen. (Han gaar rask ud paa Altanen og staar der og ser ud).

ALFHILD.: (idet han gaar).
Du har Ret. Det var min Feil. Jeg fortryder, hvad jeg sagde.
(I dette Øieblik kommer HELEN fra venstre. Hun er 16 Aar gammel med lokket, kastaniebrunt Haar og lange Fletninger ned ad Ryggen. Ansigtet er ovalt).

✂

TREDIE SCENE.

DE FORRIGE. HELEN.

ALFHILD.: (vender sig med et Glædesudraab).
Helen.

HELEN.: (Iler hen til hende, omfavner hende).

HELEN.: (alvorligt).
Goddag lille Mor!

ALFHILD.: Hvor du har faaet runde Kinder. (Kysser hende). Jeg tror næsten, du er vokset. (Tager hendes Hoved mellem sine Hænder). Hvad er det — du græder dog ikke. — — (Kysser hende). Min søde Helen!

HELEN.: (som har bekæmpet Graaden).
Søde lille Mor. Det var alligevel morsomt at komme hjem.

BORG.: (er kommen ind. Han staar og ser paa dem. Han siger dæmpet).
Goddag Helen.

HELEN.: (bliver staaende og nikker).

BORG.: (dæmpet).
Skal du ikke sige Goddag til mig.

HELEN.: (gaar hen til ham, langsomt, rækker ham Haanden).
Goddag.

BORG.: Er vi bleven saa fremmede for hinanden i de Maaneder.

HELEN.: (ser, at der kommer et Udtryk af dyb Græmmelse i BORGS Ansigt, slynger hurtig Armene om hans Hals og trykker sin Kind mod hans).

ALFHILD.: (som staaer og ser til med dæmpet Uvillie).
Helen er jo voksen nu.

BORG.: (efter et øieblik at have staaet tavs, som om han kæmpede med en frembrydende Bevægelse).
Jaja. Paa Gensyn Helen. (Han nikker, dreier sig paa Hælen og gaar ud i Baggrunden.

✂

FJERDE SCENE.

ALFHILD, HELEN.

ALFHILD.: (ivrig).
Naa hvordan har du saa havt det? Men 26 Helen dog — du er da ikke ked over at være kommen hjem.

HELEN.: (driver omkring).
Nei slet ikke Mor.

ALFHILD.: (lægger Hænderne paa hendes Skuldre).
Det var maaske lunefuldt af mig, at jeg skrev til dig. Men du vilde jo saa nødig reise derned. Saa tænkte jeg — men det var vist egoistisk. Har du havt det godt Barn? Ja, man er lidt fremmed det første Øieblik.

HELEN.: Det er blot saa underligt.

ALFHILD.: Ja naturligvis. Jeg skal ikke plage dig. Siden skal du fortælle mig alt, om hvem du har truffet. (Bedrøvet). Er det slet ikke lidt godt at være hjemme igen? Naa Snak, jeg skal ikke plage dig. Jeg er bleven saa dum i den sidste Tid. (Knuger hende). Men det er deiligt at have dig igen. Saa. (Kysser hende).

HELEN.: Du er Sød Og god Mor. (Driver omkring). Jeg frøs blot paa Veien. Toget blev standset af 27 Sneen, saa jeg kom til at køre i Kane med nogle, som skulde samme Vei.

ALFHILD.: Jamen det var da deiligt i dette velsignede Solveir.

HELEN.: Jeg frøs bare forfærdeligt, og de fremmede Mennesker skulde være saa venlige og Snakkede saa meget. (Ser sig omkring med et vemodigt smil). Der hænger dit Billede som før. (Slaar op i en Bog). Og der er en af Stefans tykke Bøger. (Tankefuld). Det er egentlig løier-ligt, at jeg kalder ham Stefan.

ALFHILD.: (med svag Bitterhed).
Det har han jo villet, fra du var lille. Nu er det vel ogsaa vanskeligt at ændre det.

HELEN.: Ja det er ogsaa blot i det første Øieblik.

ALFHILD.: Men nu skal du ind og spise og slet ikke tænke paa mig. Jeg skal bare skrive et Brev, saa kommer jeg ind til dig. Tænk, der er sket noget sørgeligt. Den gamle Borg er kommen til Skade. Han bliver lam.

HELEN.: (gyser).
Hvad siger han til det —

ALFHILD.: Den gamle Borg?

HELEN.: Nei Stefan.

ALFHILD.: Aa du ved, han holder jo ikke af sin Far.

HELEN.: Synes du ikke, det er underligt.

ALFHILD.: Ja gaa nu ind og spis. Saa kommer jeg straks.

HELEN.: (gaar).

✂

FEMTE SCENE.

ALFHILD, derpaa RAVN.

ALFHILD.: (sætter sig ved Skrivebordet. Skriver nogle Linier. Ser flygtigt ud af Vinduet. Studser. Lader Pennen falde, gaar til Glasderen. Trækker sig hastigt tilbage. Presser Haanden mod Hjertet og mumler):

Richard Ravn.: (Hun kommer i stor Uro. Løber omkring — bliver staaende. Ser ud. Nikker alvorligt som besvarende en Hilsen, gaar frem og støtter sig segnefærdig til en Stol).

RICHARD RAVN.: (kommer gennem Glasdøren, hurtig og dog ængstelig. Han er lys, med et dristigt fremadskraanende Ansigt. Han er klædt som 29 Sportsmand. Han bliver staaende et Øieblik tavs, forlegen, siger saa, skælvende af Sindsbevægelse):
Jeg havde vist ikke faaet Mod til at komme ind, hvis De ikke havde set mig.

ALFHILD.: (kæmper for at finde Ord).

RAVN.: (som før).
Jeg takker for Brevet.

ALFHILD.: Naa, De fik det dog. Naa, Gud ske Lov. Jeg var bange; det ikke skulde naa frem. (Fatter sig). Jeg vilde ønske Dem Lykke til Reisen. Men hør nu Ravn —

RAVN.: Tak — Tak. — Men jeg kommer neppe til at reise.

ALFHILD.: Aa Gud ske Lov. Ja, for det er farligt. Det er en daarlig Ekspedition.

RAVN.: (med et prøvende Øiekast).
Det lyder Vel feigt? (Pludselig lidenskabeligt). Det er jo ikke Is og Kulde, jeg trænger til. (Han sætter sig, reiser sig igen). Faar jeg LOV?

ALFHILD.: (ivrig, varm).
Ja sid, sid. Jeg staar. — Det er ikke derfor.

RAVN.: (ser op paa hende).
Det er noget alvorligt, jeg vil tale om.

ALFHILD.: (i pludselig Udbrud imod ham).
Aa, hvis du vidste, hvis du vidste, hvor jeg har længtes. Jeg har det saa ondt. — Du ved ikke, hvordan jeg har det. — Men det hjælper mig — Gud ske Lov, at du kom.

RAVN.: (reiser sig forfærdet).
Nei, nei.

ALFHILD.: (sætter sig, tager sig til Hovedet).
Aanei naturligvis, det er forbi. Jeg mente blot, at noget saadant aldrig bliver helt forbi. Vi er da Venner? Hvorfor kom De ellers til mig.

RAVN.: Jeg kan ikke svare.

ALFHILD.: Jo, jo! Tal! Nu har jeg jo samlet mig. Jeg skammer mig. Ja, jeg skammer mig. (Tavshed). Krænk mig ikke ved at huske det. (Hun sætter sig). Saa nu taler vi sammen som Venner. Vi er jo ikke andet. Tro mig, jeg har ikke tænkt paa Dem anderledes end som Ven. Det viste mit Brev jo ogsaa.

RAVN.: Ja det var Brevet, som gav mig Mod til at komme.

ALFHILD.: (bekæmper sin Uro).
Ja. (Derpaa sørgmodigt), ikke sandt, man kan enkelte Øieblikke faa lidt ondt af sig selv. Og saa tror man, at der kommer en Redningsmand. Men hvor jeg dog er glad over, at De ikke reiser.
(Tavshed).

RAVN.: (sidder med Hovedet i sine Hænder. Ser pludselig op og siger dirrende).
Er du modig, Alfhild?

ALFHILD.: (angst).
Hvad er det.
(Tavshed).

RAVN.: (reiser sig, driver omkring. 1 ligegyldig Tone).
Er Frøken Helen kommen hjem?

ALFHILD.: (forskrækket).
Hvorfor — hvad ved du om det?

RAVN.: Jeg har truffet hende paa Landet nogle Gange.

ALFHILD.: Var du derude? Hun er netop kommen.

RAVN.: Jeg troede, jeg skulde komme hende i Forkøbet, men Toget blev forsinket lige udenfor Byen.

ALFHILD.: Hendes ogsaa, men hun kørte videre med Kane.

RAVN.: Jeg har ogsaa drevet omkring hernede.

ALFHILD.: (ser hvast paa ham).
Hvorfor spørger du om Helen?

RAVN.: (ser tavs paa hende).

ALFHILD.: (reiser sig).
Aldrig! Aldrig!

RAVN.: Sig det ikke!

ALFHILD.: Skammeligt har du handlet. Skammeligt! Hvor kunde du!

RAVN.: Jeg har ikke handlet. Ikke et Ord.

ALFHILD.: Gud være lovet!

RAVN.: (ryster paa Hovedet).
Men hvad Forskel gør det?

ALFHILD.: Du skulde aldrig set hende. Aldrig talt med hende!

RAVN.: Hun havde jo et andet Navn. Jeg ved heller ikke, om det havde hindret mig.

ALFHILD.: Gaa, gaa straks, før hun kommer. Gaa, kom aldrig mere tilbage! (Langsomt). Der har vi altsaa Straffen. Ser du? Ser du? Og jeg bødede dog for det. Det gjorde jeg. Har jeg da ikke ofret nok?

RAVN.: Du brød med mig. Det er det, som du kalder et Offer?

ALFHILD.: Jeg taaler ikke at tænke paa det, ikke at tale om det. Du maa ikke røre ved det. Ja, det var et stort Offer, og saa kommer der kun Ulykke af det.

RAVN.: Havde det ikke været saadan. — Havde 34 du ikke brudt saa fast og afgørende med mig straks, saa kunde jeg ikke kommet til dig, som jeg gør nu.

ALFHILD.: Siger du det? Siger du, at det gør Forandring.

RAVN.: Ja. Det gør det.

ALFHILD.: Aa jeg har grundet over det, som hændte mellem os den Gang. Sig mig. Var det min Skyld? Havde jeg ikke forbudt dig at besøge mig. Havde jeg ikke løiet og sagt, at jeg ikke brød mig om dig. Havde du ikke lovet, aldrig at tale til mig, som du gjorde.

RAVN.: Jo.

ALFHILD.: Og saa kommer der kun Ulykke af, at jeg gav slip paa dig. Aa ja, naturligvis var det ogsaa min Skyld. Men jeg søgte jo at gøre det godt. Hvorfor skal jeg da straffes?

RAVN.: Der er ingen Straf. Der er ingen Skyld.

ALFHILD.: Tror du heller ikke paa det?

RAVN.: Jeg tror ikke, at det er Synd, at jeg elsker Helen. Jeg tror det ikke — kan ikke tro det. — Jeg maa have Lys. Jeg maa have Varme. Jeg kan ikke sidde i mit sorte Kammer. Jeg finder mig ikke til Rette noget Sted. Jeg vil have Lys! Det er ikke Synd! — — Helen — — Nei, ikke Synd!

ALFHILD.: Er der da bare Fortvivlelse for dig uden det?

RAVN.: Jeg kan ikke holde mig oppe. Aa Alfhild. Livet er ogsaa deilige Farver. Hvis du vil — saa skal alting blomstre. Jeg har Tanker, men de maa have Lys.

ALFHILD.: (vrider sine Hænder).
Hvorfor skal alle Farver blive smudsede?

RAVN.: Det skal de ikke. Jeg synes, dit Liv er hvidt og gyldent!

ALFHILD.: SyneS du det? (gaar op og ned ad Gulvet). Nei, nei, nei. Det er jo umuligt.

RAVN.: Jeg beder dig. Tænk paa det. Vi maa hjælpe os selv og hinanden.

ALFHILD.: Ja ja. Jeg tænker jo. Jeg tænker jo hele Tiden.

HELEN.: (kommer hastigt fra høire med en Serviet i Haanden).

✂

SJETTE SCENE.

DE FORRIGE. HELEN.

ALFHILD.: Men sæt Dem dog, Ravn.

HELEN.: (bliver staaende, nølende — skifter Farve).
Er De her! (Gaar hen, rækker ham Haanden i stor Glæde). Saa det var derfor, De ikke kom og sagde Farvel.
(Hun vender sig omkring i Uro — sætter sig yderst paa en Stol).

RAVN.: Jeg skal vist gaa.

ALFHILD.: (i stor Spænding).
Aa vent blot lidt.

RAVN.: (sætter sig; taler anstrængt).
Kom De godt hjem? De blev ogsaa forsinket.

HELEN.: Aa, det gjorde ingenting. Jeg kørte... (lille Ophold). Og Reisen?

RAVN.: Jeg veed ikke, om jeg kommer til at reise.
(Tavshed).

HELEN.: (sidder urolig med Benene).
Jeg har det saa godt. Det er dog et deiligt Veir idag. De aner ikke, hvor den Køretur gjorde utrolig godt. De skulde ogsaa kørt.

ALFHILD.: Køreturen?

HELEN.: De var saa rare imod mig.
(Tier, bliver flov).

ALFHILD.: (bag hendes Stol; trykker sin Kind mod hendes).
Min søde Helen.

RAVN.: (lyser op i stor Glæde).
Ja, det er en Lykke — dette Solskin idag!

HELEN.: Ja Solen — ja Solen — den er rigtignok deilig.

RAVN.: (i alvorlig Lykke).
Nu kommer der høje, gyldenblaa Dage.

HELEN.: (ser varmt og drømmende paa ham).
— Gyldenblaa Dage.

ALFHILD.: Men Barn, du maa dog gaa ind og spise.

HELEN.: Jeg er færdig.

ALFHILD.: Snak. Du har jo Servietten i Haanden.

HELEN.: (ser forbavset paa Servietten).
Det har jeg ogsaa.

ALFHILD.: Du skal ogsaa klæde dig om.

HELEN.: Jeg kommer straks tilbage.
(Hun løber ud).

✂

SYVENDE SCENE.

RAVN. ALFHILD.

RAVN.: (sidder med Haand under Kind).

ALFHILD.: (gaar op og ned — stanser).
Jeg kan ikke tage Kærligheden fra et andet Menneske.

RAVN.: (springer op).
Tak.

ALFHILD.: Jamen jeg ved jo ikke, om det er galt 39 af mig. Om det bare er Svaghed? (sætter sig i Stolen ligeoverfor ham med Albuerne paa Knæene og Hovedet i Hænderne). Vi ved ingen Ting? Ingen Ting! Det kan ikke forlanges af mig, at jeg skal være haard, naar jeg ingenting ved, og naar jeg ikke er haard. Tror du, hun kan blive for dig, det som jeg ikke havde Ret til. Aaja, jeg var ogsaa altfor gammel. Hvor kunde jeg dog bære mig saa skrækkeligt ad. Ja du, men jeg tror paa Kærligheden. Aa, det er saa vanskeligt. (Hun græder). Aaja, jeg maa faa Lov til at sørge lidt, ikke sandt. Jeg er bare en gammel Kone nu.

RAVN.: (staar hos hende. Lægger Haanden paa hendes Skulder i stor Smerte).
Aa, tal ikke saadan.

ALFHILD.: (smiler vemodigt).
Aajo, jeg er bare en gammel Kone nu. Saa bliver man lidt sentimental... (sætter sig). Saa nu græder jeg ikke mere. (Tager hans Haand, som ligger paa Bordet). Synes du, jeg er Slet. Tror du bare, at det er af Selviskhed, jeg handler.

RAVN.: Hvor kan du spørge?

ALFHILD.: Jeg ved slet ikke mere. Stefan forklarer, 40 at det er bare Selviskhed og Svaghed, alt hvad jeg gør. Men jeg har staaet imod. (lægger sin Pande mod RAVNS Hoved). Ikke Sandt, det synes du ikke. Du tror, at jeg gør det, saa godt jeg kan. At jeg gerne vil se andre Mennesker lykkelige.

RAVN.: (lægger Haanden paa hendes Hoved).
Jeg kender ingen saa god som du. (bekæmper sin Bevægelse). Alfhild, jeg holder ikke dette ud.
(Under de sidste Replikker er BORG kommen frem mellem Portiererne. Han betragter dem et Øieblik med et ironisk Blik, saa trækker han sig tilbage).

ALFHILD.: (reiser sig; smiler).
Saa nu ikke mere om dette? Aldrig mere! Nu skal I reise. (i pludselig smerte). Nu mister jeg jo Helen ogsaa, Helen! (bekæmper sig). Ja det var bare Selviskhed. Jeg troede, jeg skulde vinde jer begge to, og saa mister jeg jer. — Men hvad jeg har sagt, skal jeg holde. Nu skal I reise og slet ikke se mig i mange Aar. Seks, fem, fire Aar — er det nok? Saa er jeg bleven en rigtig gammel Kone. Saa er vi Venner og prøver paa at gøre det lidt godt for hinanden. For man kan glemme! Jeg har allerede glemt. Ser du, jeg holder af Menneskene paa en anden Maade. Derfor 41 har jeg Lov til dette, ikke sandt. Man skal ikke dømme mig for det.

RAVN.: Du er den bedste, reneste —

ALFHILD.: Gaa saa — og kom ikke igen. Det er bedst.

RAVN.: (ser spørgende paa hende).

ALFHILD.: Jeg skal nok snakke med Helen.

RAVN.: Ja, for jeg ved jo intet. Jeg kom blot for at bede, om jeg maatte træffe hende — se hende.

ALFHILD.: Aa, det var let nok at se paa Helen. (vemodigt). Køreturen, det var ikke den, som gjorde hende glad. Hun skal tage paa Landet igen. Der kan I ses, og om et Aar, saa kan I faa hinanden.

RAVN.: Men Borg?

ALFHILD.: Hvad har han med det at gøre. Slet ingen Ting. Jeg skal tale med ham. Gaa saa. Nu maa jeg være alene.
(Man hører BORG rømme sig i Stuen ved Siden af).

ALFHILD.: Skynd dig at gaa. Han maa ikke se mig med de Øine.
(Hun iler ud tilvenstre).

✂

OTTENDE SCENE.

RAVN. BORG.

(Idet RAVN er i Døren, kommer BOEG frem mellem Portiererne).

BORG.: Doktor Ravn!

RAVN.: (vender sig; bukker noget flov).
Ah Herr Doktor. Jeg var ved at gaa. Deres Frue gik netop.

BORG.: (tørt).
De kom aabenbart for at træffe min Kone.

RAVN.: (forfærdet).
Hvorledes?

BORG.: (stryger sig med Haanden over Panden).
De kom aabenbart for at træffe min Kone, siger jeg. Ikke for at træffe mig. (Trækker paa skulderen). Det kan jo ellers være mig temmelig ligegyldigt. Jeg beklager kun min Tilstedeværelse.

RAVN.: Jeg forstaar ikke.

BORG.: (trækker paa Skulderen).
Ikke? Ja undskyld, at jeg opholder Dem dette Øieblik; men jeg vil ikke uleilige Dem med at komme igen en anden Gang.

RAVN.: Men jeg forstaar slet ikke.

BORG.: Jeg vil ikke uleilige Dem med at komme igen her i Huset, siger jeg. Jeg har nemlig, som De kan tænke Dem, leiet denne Leilighed til eget Brug. (Gør en overbærende Gestus). Nu — det er maaske en Fordom.

RAVN.: (har taget sig sammen).
Dette er for mig fuldkommen uforstaaelig Tale.

BORG.: Hvis De ikke forstaar, hvad jeg siger, saa forstaar De maaske det ene Ord: Farvel.

RAVN.: De viser mig Døren.

BORG.: Deres Opfattelse af mine Ord er ialtfald ikke uberettiget.

RAVN.: De tager meget Feil, hvis De tror, jeg lader mig sige saadanne Ord uden Forklaring.

BORG.: De burde spare Dem selv denne latterlige Scene. Jeg kom for lidt siden mod min Villie til at se Dem og min Kone under en tete å tete.

RAVN.: Det er saa heldigt, at jeg straks kan rive Dem ud af Deres Misforstaaelse ved at fortælle Dem, hvem mit Ærinde galdt. Jeg kom for Deres Steddatters Skyld.

BORG.: (fikserer ham et Øieblik skarpt med behersket Ondskab).
Ah — det forandrer Sagen. Behag at tage Plads.
(De sætter sig.

BORG.: Hvorfra kender De min Steddatter?

RAVN.: Jeg har de sidste to Maaneder boet paa Landet i Nærheden af, hvor hun var.

BORG.: Og har friet til hende og faaet hendes Ja.

RAVN.: Endnu ikke.

BORG.: Men venter det?

HELEN.: (kommer fra høire. Bliver staaende raadvild).

✂

NIENDE SCENE.

DE FORRIGE. HELEN.

RAVN.: Aa vent et Øieblik, Helen.

HELEN.: (gaar ud paa Altanen).

BORG.: Nu, saa vidt mig bekendt har Deres Fader nogen Formue, og De er selv vel ogsaa istand til at tjene en Del.

RAVN.: (nikker).

BORG.: Det er jo for saa vidt ikke ilde. De ved ogsaa fra den Tid jeg var Deres Lærer, at jeg ikke var uden Sympati for Dem.

RAVN.: (varmere).
Jeg ved det.

BORG.

✂

Jeg har ogsaa læst Deres zoologiske Afhandling og Deres filosofiske Forsøg. Jeg finder i dem adskillig Iagttagelse; ogsaa Logik. Desuden en efter min Mening noget uklar Idealitet og en Skepsis, som De benytter ikke uden Dygtighed til at aabne for en vis Mysticisme.

Nu denne Idealitet er jo ialtfald ingen ubetinget Indvending mod en Ægteskabskandidat. (Ser frem for sig). Det er jo altsammen meget antageligt.

RAVN.: (følger ham spændt med Øinene).
Jeg takker Dem.

BORG.: Men Helen er ung. Bedst at vente en Del Aar og se, om De ikke glemmer hinanden.

RAVN.: (heftigt).
Aldrig.

BORG.: De vil altsaa ind i dette fordømte Fængsel, som kaldes Ægteskabet.

RAVN.: Ægteskab eller ikke. —

BORG.: Og det skal vare evigt? De er dog ingen uerfaren Mand. Altsaa evigt!

RAVN.: Jeg ved kun, at hver Traad i mig trænger til hende. (Vender sig alvorligt mod BORG). Jeg elsker Helen. Og jeg kan skænke Helen noget, som ingen anden kan. Fordi hun gennemskinner mig helt med lys Lykke. Ja tilgiv mig. Jeg vil nødig tale om dette.

BORG.: Lad der nu gaa et Par Aar, hvor De ikke ser hende.

RAVN.: Jeg har hendes Moders Samtykke. Det undrer mig da, at De stiller Dem uvilligere.

BORG.: (med et svagt Smil).
Det er maaske underligt. Jeg kan jo nemlig ikke paastaa, at jeg følte mig overbevist før af Deres Ord — om hendes Moder.

RAVN.: (ser ret frem).
Jeg forstaar ikke, at De nu igen —

BORG.: Husk, at jeg er noget af en Kyniker. For Dem stiller maaske den Tanke sig som 48 noget saare oprørende, at en ung Mand ægter en Pige, hvis Moder —

RAVN.: (tier).

BORG.: Jeg ved ikke, om jeg træffer Deres Mening.

RAVN.: Jeg har ingen Mening om den Ting.

BORG.: Imidlertid kender De vistnok min Hustru saa godt, saa De ved, at hun paa et Spørgsmaal af mig vil svare den fuldkomne Sandhed. Hun er i Besiddelse af en stor, næsten pinlig Sandhedskærlighed, hvilket muligvis er en Svaghed.

RAVN.: Utvivlsomt, utvivlsomt er hun sandhedskærlig.

BORG.: Jeg vil imidlertid ikke spørge hende. Hvad Svaret end blev, vilde det heller ingen praktiske Følger faa. Undskyld derfor, at jeg i uværdig Egenskab af Ægtemand og Formynder retter dette Spørgsmaal til Dem.

RAVN.: Jeg har forsikret Dem, at De er fuldkommen paa Vildspor.

BORG.: Jeg har for en Del Aar siden havt en Anelse, som bekræftedes for mig, da jeg nu saa Dem sammen. De vil selv mindes, at Stillingen var mere gribende end sædvanlig mellem Svigermoder og Svigersøn.

RAVN.: De bliver ved at fornærme Deres Hustru.

BORG.: Slet ikke. Jeg vilde intet bebrejde hende. Det kunde jo fra mit Standpunkt betragtes som særligt heldigt, at Deres Følelser gik over paa Datteren. Jeg vilde blamere mig selv ved en forarget Indskriden. Kun synes jeg, at jeg har en Ret til at kende Dem og Sandheden.

RAVN.: Der er et Glimt af Sandhed i Deres Formodning, for saa vidt som jeg en Gang har holdt meget af Deres Frue.

BORG.: Og denne Følelse skulde være ugengældt?

RAVN.: Den blev ikke gengældt paa samme Maade.

BORG.: Meget smigrende for en gammel Ægtemand!

RAVN.: Jeg vil nødig fornærme Dem i Deres eget Hus; men jeg finder denne Samtale i høi Grad saarende.

BORG.: Da undrer det mig, at De ikke forlængst har afbrudt den.

RAVN.: (tier).
Hvorledes?

BORG.: De kunde have gjort det straks ved at give en uforbeholden, tydelig Erklæring.

RAVN.: Det har jeg.

BORG.: Der gives stærke afgørende Erklæringer mellem Mænd. Man bruger tit noget, som kaldes Æresord.

RAVN.: Æresord —

BORG.: Æresord, ja. Der er en vis Vaghed over Deres Tone.

RAVN.: Jeg forstaar ikke — hvorfor disse Formler nu —

BORG.: De forstaar ikke — og spørger bestandig.(Stryger sig over Panden). Hvad bliver det til?
(Et Øiebliks dyb Tavshed).

RAVN.: (ser frem for sig med et forbitret Blik).
Nuvel, jeg giver Dem mit Æresord.

BORG.: (trækker paa Skulderen).
De har derved ikke alene givet Deres Æresord paa noget usandt; men ogsaa vist Dem som en svag Mand, der ikke ved at handle hurtig og bestemt, naar det gælder en Løgn.

RAVN.: (reiser sig).
Hermed er denne Samtale afbrudt. Det er Dem maaske bekendt, at Deres Samtykke betyder intet.

BORG.: (reiser sig ogsaa).
De staar Dem ikke ved at give denne Samtale en uvenskabelig Karakter. Jeg vilde selvfølgelig nødig overfor Helen fremkomme med min Mistanke og nødig aftvinge hendes Moder en eventuel Tilstaaelse.

RAVN.: (med sammenbidte Læber).
Jeg mærker, at De leger med mig.

BORG.: Jeg skal ialtfald fortælle Dem en ganske spøgefuld Historie, som er bleven mig berettet. I et Selskab af unge Mænd, som ikke helt igennem var det bedste Selskab, hvilket smitter svage Sjæle, blev en af Deltagerne drillet med at have staaet i Kærlighedsforhold til en Dame, som var adskillig ældre end han selv. Og med at denne Dame havde afvist ham. Vedkommende unge Mand nægtede meget korrekt Forholdet, men der laa dog i hans Ord en Antydning af at Damens Følelser var de varmeste. Det er bleven mig anonymt berettet.

RAVN.: (tier og ser frem for sig).

BORG.: De bliver betaget. Men De skal ikke tage Dem den Historie nær. — Den mandlige Forfængelighed er saa at sige altid ens paa det Punkt. Historien er efter min Mening kun til at le af.

RAVN.

✂

Deres Historie kender jeg ikke. Men er det det, De vil vide, om jeg Aar tilbage i mit Liv i en Tid, jeg nødig tænker paa, kan have begaaet ufattelige Forfængelighedsgemenheder — — (Raskt). Det kan være!

Jeg staar kun mig selv til Regnskab.

BORG.

✂ (ironisk).

Ufattelige Gemenheder. Tag ikke saadan paa Veie. Feilen er, at Deres Idealitet er for høi for Dem selv, og De er derfor for god og for svag til at bære Deres Synder.

Meningen med denne Samtale er, at De savner Fasthed. De flakker fra Zoologi til Filosofi — endogsaa ind paa saadanne ufrugtbare Enemærker som Æstetik. De springer fra det ene til det andet.

RAVN.: Det skal nok faa Helhed.

BORG.: For kort Tid siden besluttede De Dem til at deltage i en Ishavsekspedition — en meget ærefrygtindgydende Beslutning. De reiser paa Landet. Driver Sport og bliver forelsket. Saa opgiver De Ishavsekspeditionen for den lune Ægteseng.

RAVN.: Jeg opgav den for Helens Skyld — og fordi jeg ikke længer følte den som en indre Nødvendighed.

BORG.: Men saadant indgyder ikke Tillid.

RAVN.: Jeg forstaaer Dem og har tænkt saadan selv. Jeg havde ikke offentlig meldt mig. (Efter et Øjebliks Grublen med flammende øine). Men er det Deres Mening, at jeg ved at deltage i denne Ekspedition kan vinde den Tillid, De nægter mig nu, saa forstaar jeg Dem. Lad det da være saaledes.

BORG.: (med et ironisk Smil).
Ja handl nu ikke overilet igen! Men i hvert Tilfælde maa der gaa et Par Aar, inden De ser Helen.

RAVN.: Inden Aften skal jeg være ude af Landet.

BORG.: Man venter jo at denne Ekspedition vil være fuldført paa to Aar. Nogle betvivler rigtignok dens Held. Andre ikke.

RAVN.: Jeg Ved det. (Gaar mod Døren, vender sig og siger med styrke). Men kommer jeg tilbage, da skal De vide, at der findes ingen Hindring for mig. Ingen.

BORG.: (vender sig fra ham med et let Buk).
Fra min Side ialtfald ikke.

RAVN.: (gaar mod Havedøren).

BORG.: (ser frem for sig. Aabner Læberne til en lydløs Latter).
Daare!
(Idet RAVN er ved Døren, kommer HELEN ilende fra Haven).

HELEN.: Gaar De?

RAVN.: Jeg gaar.

HELEN.: (gaar frem i Stuen, ser fast og bedende paa BORG).

BORG.: (staar et Øieblik tavs, saa vender han sig og gaar ind til sig selv).

✂

TIENDE SCENE.

HELEN. RAVN.

HELEN.: (vendt mod RAVN, som staar ved Glasdøren, med sagte Stemme).
De reiser —

RAVN.: (ogsaa sagte).
Ja.

HELEN.: Hvornaar?

RAVN.: Idag.

HELEN.: Hvorfor?

RAVN.: Det er bedst saaledes.

HELEN.: (nikker frem for sig).
Og jeg maa ikke bede Dem —

RAVN.: Nei bed mig ikke.

HELEN.: (nikker som før).
Hvor længe —

RAVN.: To Aar. Vil De huske mig saa længe?

HELEN.: (nikker som fer).

RAVN.

✂

(i et Øiebliks Glæde).

Vil du det, Helen?

HELEN.: Ja.

RAVN.: (strækker Haanden halvt frem.)

HELEN.: (iler hen til ham, kaster sig om hans Hals og presser sin Kind mod hans).

RAVN.: (hvisker i dyb Bevægelse).
Dyrebare. — (Tager hendes Hoved mellem sine Hænder, bøier det tilbage og giver hende et langt Kys). Elskede. —

HELEN.: (hvisker).
Hvornaar kommer Du? Du maa komme!

RAVN.: (hvisker).
Om to Aar — til Foraaret.

HELEN.: (hvisker).
Foraaret.

RAVN.: Og du husker mig.

HELEN.: Altid. Altid. (Hun kysser ham, hvisker uherligt, medens Taarerne triller ad hendes Kinder).

RAVN.: (river sig løs).
Farvel!

HELEN.: (støtter gig til en Stol; bævende).
Farvel Richard.

RAVN.: (vender sig i Døren og siger sagte i lidenskabelig Ekstase).
Stjernen i dit inderste Indre —

HELEN.: (strækker Armen halvt frem).
Den brænder — den brænder for dig!

RAVN.: Hvor skinner Solen i dit Haar! Ja Helen — Du er skøn — og Livet er evigt.
(Han iler ud.)

HELEN.: (presser Panden mod Ruden og stirrer ud).

✂

ANDET DRAMA

GRAN

60
61

✂

FØRSTE SCENE.

ALFHILD. MAGDA.

(Samme Stue).

ALFHILD.: (sidder i en Lænestol. Hun binder en Krans. En stor Skaal med Blomster paa Bordet foran hende).

MAGDA.: (kommer. Hun har en Blomst i Haanden. Hun staar et Øieblik forlegent og dreier Blomsten mellem Fingrene. Lader Haanden synke.)
Du græder for den gamle Borg.

ALFHILD.: Aa ja, vel ogsaa for det. Men det er ingen Sorg. Godt at dø en saa skøn Død.

MAGDA.: (sætter sig).
Tænk dig. Jeg kom ogsaa til at græde. Jeg er snart ikke andet end et stort Saar, som der ikke maa røres ved. Men Stefan, han ler vel?

ALFHILD.: (haardt).
Han ja. Han er paa sin høie Hest. Alting lykkes for ham nu. Alliancen er gaaet itu, og han er Arbeidernes Fører. De Smaas Ven og de mægtiges Svøbe. Ogsaa som Videnskabsmand! Denne nye Kur. Han ja! Han er en Menneskehedens Velgører! Jeg kan ikke gøre for det. Jeg synes, det er uretfærdigt, at han skal gøre noget godt for Menneskene.

MAGDA.: Jeg mente, at han glædede sig over sin Fars Død.

ALFHILD.: Jaja. Jeg forstaar godt. Han glæder sig saa meget mere, som det er ham, der har dræbt ham.

MAGDA.: Nei tror du det.

ALFHILD.: Lovisa skriver det. Du ved, den gamle sendte Bud efter Stefan og vilde Forsoning, men Stefan svarede nei. — Saa blev den gamle daarligere og sagde til Lovisa: Hils Stefan og sig, at det er ham, som har dræbt mig.

MAGDA.: Nei, nu synes jeg, du er uretfærdig. Han var 70 Aar gammel og dødsenssyg. Det var hans sædvanlige tyranniske Egensindighed.

ALFHILD.: Ja det kan godt være. Jeg kan ikke længer være retfærdig. Forresten døde den Gamle roligt og smukt, saa den Triumf faar Stefan dog ikke.

MAGDA.: Hvordan var hans Død da?

ALFHILD.: Han laa og sang: „Deilig er Jorden". Saa sagde han: Bare Kærlighed — bare Kærlighed altsammen.

MAGDA.: Kongen var der jo ogsaa.

ALFHILD.: Javist. Det hører vel til.

MAGDA.: Du er ikke det mindste snobbet.

ALFHILD.: Tilsidst sagde han. Fred med dem alle. Og Tilgivelse for mig og alle. Og saa døde han. Lovisa siger, at der er en saa 64 vidunderlig Harmoni og Fred over hans Ansigt med det sølvhvide Haar.

MAGDA.: Lovisa kan vist ikke se andet end det der er Harmoni, som du siger. Alt saadant med Fred og sølvhvidt Haar.

ALFHILD.: Hvorfor siger du det saa bittert?

MAGDA.: Aa bryd dig ikke Om mig nu. (Dreier Blomsten mellem Fingrene). Jeg kom for at bede dig sætte denne lille Blomst ind i din Krans. Fra mig!

ALFHILD.: (glad, rækker Haanden frem).
Det var smukt af dig.

MAGDA.

✂ (dreier stadig Blomsten mellem Fingrene).

Ingen kan se den — hverken de Levende eller den Døde, saa det er ikke meget at gøre Ophævelser over. (Kaster pludselig Blomsten ind i Kaminen). Men han skal nu ikke have den alligevel. (Staar og ser, med en frysende Latter). Haha. Der brænder min lille milde Blomst. Den skal nu alligevel ikke dufte for dig Fatter Borg —.

Synes Du jeg er ond, Alfhild?

ALFHILD.: Jeg har ikke Lyst til at dømme nogen længer. Undtagen Stefan, fordi jeg hader ham.

MAGDA.: Ja se saadan er det. (Lytter.) Nei hør, Helen ler. Hvad gaar der af hende idag?

ALFHILD.: Jeg begriber det ikke. Hun har været helt overgiven. Hun gav sig pludselig til at le af den gamle Borgs Død og raabte: Gud ske Lov. Vi kender ham jo ikke hverken du eller jeg.

MAGDA.: Saa stille, som hun ellers er.

ALFHILD.: Hun hader Stefan.

MAGDA.: Jeg har undret mig over det.

ALFHILD.: Hun hader ham. De taler aldrig til hinanden længer.

MAGDA.: Det er uhyggeligt ved Bordet. Gaar det mon ikke Stefan frygtelig nær.

ALFHILD.: Hun hader ham. Ja — det glæder mig. Det glæder mig.

MAGDA.: Jeg gad vide, hvad Stefan grubler paa.

ALFHILD.: Der er ikke længer noget godt i ham. Der er en Afgrund i ham. (Gyser) Iskold! — Staalblaa!

HELEN.: (kommer løbende fra Havedøren med en Avis i Haanden).

✂

ANDEN SCENE.

DE FORRIGE. HELEN.

ALFHILD.: Men Barn, gaa dog ikke ad den Trappe, som er lutter Is og Huller.

HELEN.: (med et Smil).
Jeg fløi vist. (Rækker Avisen frem.)

ALFHILD.: Gaa dog den anden Vei, Helen. (Fortrydelig). Jeg har ogsaa mange Gange bedt Borg om at faa den gjort istand.

MAGDA.: Hvor du straaler idag Helen!

HELEN.: Vi har været aldeles ellevilde. Teologen stod paa Hovedet i Sneen. (Pludselig træt). Nu er jeg forresten træt af det.
(Rækker Avisen til ALFHILD).

ALFHILD.: Godt, læg den der.

HELEN.: (nølende).
Vil du ikke læse den?

ALFHILD.: Du ved, jeg læser aldrig Aviser. Borg kommer nok om lidt. Du skulde gaa ud i den friske Luft igen.

HELEN.: Jeg har ikke Lyst længer.

ALFHILD.: Saa gaa op og klæd dig om, søde Helen. Uh, her bliver jo vaadt af al den Sne.

HELEN.: (skotter hen til Avisen og overvinder sig til at gaa. Hun vender sig engang i Døren. Da ser hun bekymret, sorgfuld ud).

✂

TREDIE SCENE.

ALFHILD. MAGDA.

ALFHILD.: (med et Blik til Avisen).
Jeg bliver altid saa angst, naar jeg ser den Avis.

MAGDA.: Ja ikke sandt. Der staar mest ondt. Er det Espeditionen, du er bange for?

ALFHILD.: (binder nervøst paa Kransen).
Ja.

MAGDA.: Der er kun gaaet et Aar.

ALFHILD.: Det frygtelige er, at man intet hører. De havde Duer med.

MAGDA.: (gyser).
Arme Mennesker.

ALFHILD.: Arme Mennesker og arme Helen!

MAGDA.: Men hvorfor reiste han dog ud paa den Ekspedition saa pludselig? — Du blev saa fortvivlet.

ALFHILD.: Du har lovet mig ikke at spørge om det.

MAGDA.: Nei vist. Jeg skal ikke plage dig.

ALFHILD.: Jeg ved heller ikke hvorfor. — Han skrev ganske kort til mig, at han syntes det var 69 bedst, at han fuldførte sit Forehavende. Et underligt Brev saa kort og sorgfuldt, skønt der ikke var et sørgmodigt Ord. (Reiser sig i Orør). Der ligger en frygtelig Hemmelighed bag dette.

MAGDA.: (ser spørgende paa hende).

ALFHILD.: (vrider sine Hænder).
Det er ogsaa saa forfærdeligt ikke at kunne tale med et Menneske om det.

MAGDA.: (lurende).
Heller ikke med Stefan?

ALFHILD.: Nei, nei, mindst af alle med ham. Og han er den eneste, som kan svare. — Aa, jeg er som i en Spændetrøie. Men engang vil jeg have Luft. Aa Gud, hvor jeg hader ham, fordi han har den Magt.

MAGDA.: Magt?

ALFHILD.: (gaar frem og tilbage. Tavshed).

MAGDA.: Har du hørt, at Helens Far er kommen til Byen for at dirigere.

ALFHILD.: (i Vaande).
Ja, ogsaa det.

MAGDA.: Ja — man siger, at han drikker.

ALFHILD.: Ja, ham har jeg vel ogsaa ødelagt. (Ryster det af sig.) Nej, jeg vil ikke bære alting. Han var tilbøielig til at drikke bestandig. Men gid han kunde hjælpe mig nu!

MAGDA.: Du skal se, han kommer nok til dig — — for at bede dig hjælpe ham — med Penge. Jeg har seet ham her udenfor Vinduet for en Time siden.

✂

FJERDE SCENE.

DE FORRIGE. BORG.

BORG.: (kommer frem mellem Portiererne. Han gaar op og ned ad Gulvet i tindrende godt Humør).
Er Avisen kommen?

ALFHILD.: Der.

BORG.: Der ligger den urørt med alle sine dejlige 71 Hemmeligheder: Mord og Brand; og ingen af Kvinderne har vovet at bede den plapre. Ikke engang min ærværdige Mor.

MAGDA.: (det koger i hende).
Men min uværdige Søn er ikke bange. Jeg vilde heller være Fandens Oldemoder end din Moder — (gaar til højre.) — Jeg gaar.

BORG.: (spottende, blidt).
Jeg skal visselig ikke forhindre dig.

MAGDA.: (gaar).

✂

FEMTE SCENE

BORG. ALFHILD.

BORG.: Hvad er det for en Krans du, binder?

ALFHILD.: (dirrende).
Kan det ikke være dig det samme.

BORG.: Siden jeg spørger, maa det formodes at interessere mig.

ALFHILD.: Kransen er til din Far.

BORG.: Ah.

ALFHILD.: Har du noget at indvende imod det?

BORG.: (ondt).
Enhver har sin Frihed.

ALFHILD.: Da du har dræbt ham, er det kun rimeligt, at jeg sender Krans!

BORG.: At du gider gentage denne Dumhed. Den gamles Død var ligesaa naragtig som hans Liv. Men Fred med ham nu. Han var dog noget af en Kæmpe.

ALFHILD.: Han var et stort Hjerte, det er mere.

BORG.: Bah. Han var et Menneske, som vi andre. En stakkels Maskine, som producerede mere falsk Ædelhed end nogen anden.

ALFHILD.: Ægte Ædelhed!

BORG.: (trækker paa Skulderen.)
Men der gik tidlig gamle Frøkener i ham. Han blev saa sød som et raaddent Æble.

ALFHILD.: Han døde som en troende Mand. Det kan vi andre misunde ham.

BORG.: Hvem vil ikke gerne dø med Troen paa smukke kvindelige Engle. Den gamle var dog vist heller bleven i sin Butik. Ti Pund Kærlighed og Lys om Dagen. Tyk og rund!

ALFHILD.: Han var en nøisom og godgørende Mand.

BORG.: Man behøver ikke at spise meget, naar man lever af Hurraraab. Ha! Nu skal han selv raabe Hurra for de høje Herskaber og modtages nedladende, naar han kommer krybende.

ALFHILD.: Han kryber ikke. Han døde syngende.

BORG.: (brister i Latter).
Han døde syngende! Jeg har hørt Tale om at dø staaende, hvilket er en smuk Frase; men noget Vrøvl, da man jo dog dratter omkuld. Han burde heller været død fløitende. — — (Kaster et Blik i Avisen.) Her meldes min Fars Død! — Hm! — Der staar, at jeg er hans Søn. Saa vidt er jeg da naaet i 74 Anseelse! Det staar som en ganske officiel Sandhed. Alting ser saa behageligt officielt ud i et Regeringsblad. Selv Mord og Brand faar et smukt officielt Stempel: Kan passere!

ALFHILD.: Din Forfængelighed er dog smigret. Ja, du er jo en Velgører!

BORG.: (trækker paa Skulderen, smiler med lidt Skælmeri).
Jeg har fundet en ny Maade at skære Maven op paa, hvorved taabelige Kvinders Liv forlænges.

ALFHILD.: (reiser sig).
Ondt, ondt. Bare ondt! Havde du ikke ogsaa noget ondt at sige om dine Arbeidere?

BORG.: (et Øjeblik alvorligt).
De har det ikke saa godt, at man bør tale ondt om dem. Man taler heller ikke ondt om Børn. — (Han ler). — Det kommer forhaabentlig med Tiden, om alt gaar vel.

ALFHILD.: Djævelen kan ikke være gladere, naar han har et Mord paa sin Samvittighed. — (Endnu hvasssere): Og det er min Tro, at du maaske allerede har to.

BORG.: To hvad?

ALFHILD.: To Mord paa din Samvittighed!

BORG.: Hvem er den anden?

ALFHILD.: Du ved det godt.

BORG.: Ah, det er maaske det Navn, du aldrig rigtig kan komme ud af at nævne.

ALFHILD.: Jeg skal gerne nævne det. Richard Ravn. Det er min Tro, at du ogsaa har hans Død paa din Samvittighed. Eller faar den snart. Gud hjælpe os!

BORG.: (staar og ser tirrende paa hende).
Ah, Richard Ravn!

ALFHILD.: Hvordan gik det til, at Richard Ravn reiste efter en Samtale med dig, skønt du vidste, at det var halsløs Gerning.

BORG.: Ah, Richard Ravn!

ALFHILD.: Det er Løgn, hvad du har sagt mig, at han bestemte sig selv. Det er Løgn, hvad du har sagt mig, at du kun bad ham om at vente to Aar. Det var ogsaa Løgn og Falskhed, da du sagde mig, at dine mørke Tanker om Ekspeditionen var overdrevne. Richard Ravn rejste til Dødens Land, fordi du raadede ham til det.

BORG.: (nikker tirrende).
Richard Ravn!

ALFHILD.: Ja, Richard Ravn. Jeg ved ikke, hvad din uforskammede Tone hentyder til.

BORG.: Den pleier dog at gøre et vist Indtryk paa dig.

ALFHILD.: Nuvel, fordi jeg har elsket Richard Ravn. Ja, det er sandt. Jeg udleverer det til din Haan!

BORG.: Men han ikke dig?

ALFHILD.: Nei, han ikke mig.

BORG.: Hvor mærkeligt. Richard Ravn sagde det omvendt. Ædle Sjæle lyver daarligt sammen.

ALFHILD.: (staar benauet).
Jeg ved ikke, hvad han har sagt. Men jeg taler Sandhed. Nuvel, vi holdt af hinanden, men skiltes. Det veed Du selv.

BORG.: Richard Ravn reiste til Dødens Land, som du siger, fordi han havde været din Elsker, og du dog vilde give ham din Datter!

ALFHILD.: Du lyver!

BORG.: Jeg?

ALFHILD.: Ja du!

BORG.: Det ligner dig ikke at sige en Usandhed.

ALFHILD.: Jeg siger ikke Usandhed.

BORG.: Hm. Gad vist, om du vilde sværge paa det.

ALFHILD.: (griber sig til Hovedet).
Sværge — (rasende): — Jeg sværger ikke for dig.

BORG.: Richard Ravn havde været din Elsker. Derfor reiste han til Dødens Land. Du gentager neppe det modsatte.

ALFHILD.: (knytter Hænderne imod ham).
Nuvel, det er sandt. Vover du at dømme os derfor, saa er du den foragteligste Pjalt, hvis du — du! — vover det — den foragteligste Pjalt. (Hun tager Kransen).

BORG.: (rolig).
Saa er jeg ingen Pjalt, for jeg dømmer jer ikke. Men Richard Ravn var ikke Mand for at bære sin Skyld og ikke Mand for at tage Pigen og flygte med sit Bytte og ikke Mand for at gennemskue en Plan, hverken min eller de Narres, som han reiste med. Derfor ligger han nu og raadner paa Isen.

ALFHILD.: Endnu ikke. Og gid han kom tilbage og dræbte dig, for en Djævel er du, om Djævel nogen Tid har været.

BORG.: Hold dog op med denne væmmelige Smiger. — (Derpaa roligt, næsten blidt): Dit Haar falder ned — din Saphofrisure.

ALFHILD.: (fører uvilkaarligt Haanden til Hovedet).

BORG.: (tager i det samme rolig Kransen ud af hendes anden Haand og kaster den ind i Kaminen).

ALFHILD.: (forbitret).
Hvad vover du!

BORG.: Her i Huset sker det helst, som jeg vil.
(gaar mod Døren).

ALFHILD.: (i fortvivlet Raseri).
Men dette er min Stue, forlad den straks.

BORG.: (bukker ironisk).
Fuldkommen rigtig.
(han gaar mod Døren).

ALFHILD.: (som er bleven roligere).
Inden Aften skal jeg være ude af dette Hus.

BORG.: (trækker paa Skulderen og gaar).

ALFHILD.: (gaar op og ned ad Gulvet vridende sine Hænder. Et Øjeblik efter kommer BORG atter tilsyne med Avisen udbredt i Haanden. Han ser nu træt, næsten sorgfuld ud).

BORG.: Richard Ravn er død. Ønsker du at læse?
(rækker Avisen frem).

ALFHILD.: (blegner, slaar afværgende ud med Haanden).
Gid det var mig!

BORG.: Hvad nu angaar at forlade dette Hus, saa handl ikke overilet. Jeg har allerede lidt nok Uret hos Helen. — Hellere vil jeg selv meddele hende, hvorom Striden mellem os to staar. Jeg gaar nu. Du maa underrette Helen.

ALFHILD.: Du skal underrette hende, som dræbte ham.

BORG.: Nej du!
(han forsvinder mellem Portiererne).

ALFHILD.: (staar som fastnaglet, saa synker hun pludselig sammen i Jammer).

✂

SJETTE SCENE.

ALFHILD. MAGDA.

MAGDA.: (kommer hastigt fra høire).
Ved du hvem, som kommer! — Gran! (Forfærdet). Men Alfhild dog. Hvad er det?

ALFHILD.: (jamrende).
Aa, lad mig dø!

MAGDA.: Men hvad er det? Hører du, hvad jeg siger. Helens Far kommer. Reis dig dog, Alfhild. — (begynder at græde). — Hvad er der dog hændt? (Søger at reise hende).

ALFHILD.: Richard er død. Det er min Skyld! Arme Helen. — Arme, arme min Helen!

MAGDA.: Hvad siger du dog. Er det din Skyld? Er han død?

ALFHILD.: (stadig jamrende).
Han var min Elsker. Det er min Skyld.

MAGDA.: Nei, men Alfhild. Hvad siger du dog. Er det derfor, han er død?

ALFHILD.: (vrider sine Hænder).
En eneste Gang. Saa brød jeg. En eneste Gang blot.

MAGDA.: Reis dig dog, Alfhild.
(søger at reise hende).

ALFHILD.

✂

Nu har jeg faaet det igen. En eneste Aften. Hvorfor skal jeg dømmes? Saa kom han, og saa glemte vi alt. Har jeg da ikke gjort nok. Aldrig mere saa jeg ham. Aldrig efter den ene Gang. Og det var dog min eneste lykkelige Stund. Den eneste fuldkommen lykkelige Stund. MAGDA

(grædende).

Arme Alfhild!

ALFHILD.: Hvor var han smuk og ung og stærk Og nu er han død. Og Helen. Arme min Helen. Aa, du aner ikke — en Lykke — — Og nu kommer det over Helen. Arme mit Barn. Jeg kan jo ikke fortælle hende det.

MAGDA.: Vent, vent, til Du bliver rolig.

ALFHILD.: Aa, rolig —

MAGDA.: (forskrækket).
Det ringede; nu kommer han.

ALFHILD.: Hvem siger du?

MAGDA.: Gran. Helens Far. Han maa vel ikke komme?

ALFHILD.: (opblussende).
Jo, lad ham komme. Han skal hjælpe mig.

MAGDA.: Men hvis Borg ser ham.

ALFHILD.: Det er mig det samme.

MAGDA.: Jamen, saa maa du reise dig.

ALFHILD.: (vredt).
Ja, naturligvis skal jeg reise mig. — (Hun reiser sig med Møie. Staar lidt og stirrer frem for sig, saa tramper hun i Gulvet og siger): Men det siger jeg, at hvis dette er Nemesis, saa er det ikke Gud i Himlen, men det onde Menneske, som er Nemesis.

MAGDA.: Der er hun. Ret paa dit Haar. (Hun gaar ud i Døren). Nei, Gud, er det Dem, Gran.

GRANS’ Stemme.: Kan jeg komme ind?

MAGDA.: Kom bare ind. De kan godt komme. Jeg tror, Alfhild har set Dem.

✂

SYVENDE SCENE.

DE FORRIGE. GRAN.

GRAN.: (træder ind. Han er en stor, svær Mand med langt, graat Haar og Moustache. Ansigtet er stort og lasket. Han søger at bevæge sig med Værdighed og taler med en hæs, lidt rystende Stemme. Han er ikke beruset, men yderst nervøs.)

ALFHILD.: (staar et Øjeblik og betragter ham).

GRAN.: (utaalmodig brummende).
Naa, kan du ikke kende mig. Ældre?

ALFHILD.: (hen til ham, rækker ham Haanden).
Kom ind! Sæt dig! Jeg maa tale med dig.

GRAN.: Tale med mig. Javel. Men tale. Hm. Jeg maa da bede om et Glas. Hvis jeg skal tales med. — En lang Vei at gaa herud. Jeg skulde selv tale, hm, med dig.

ALFHILD.: (nølende).

GRAN.: (brutalt).
Ingen Vrøvl nu. — Jeg dør af Tørst. —

ALFHILD.: Naaja.
(Gør Tegn til Magda.)

MAGDA.: (gaar.)

ALFHILD.: Sæt dig saa. Ravn er død. — Det er Helens —

GRAN.: Jo vel, hvad saa — (vredt): — Haster det saa forfærdeligt? Er du rig, Afhild. Hm.

ALFHILD.: Du maa høre paa mig! Ravn er død! Hører du?

GRAN.: Naaja — hvad med ham?

ALFHILD.: Han var Helens Forlovede.

GRAN.: Hm. Den lille Pige. Har hun Forlovede og Sorger nu. Hvor bliver hun af, den gamle Børresen?

ALFHILD.: (virrer med Hovedet).
Men du maa faa Helen med dig. — Bort fra Borg!

GRAN.: Jeg?

ALFHILD.: Du er jo hendes Far. Du har Krav paa hende. Hun vil ikke sige nei til dig.

GRAN.: Lad os tale om det imorgen — (Ryster over hele Kroppen). — Ikke idag.

MAGDA.: (bringer en Bakke med Flaske og Glas).

GRAN.: (griber begærlig efter Glasset).

MAGDA.: (tænder Lampen).

GRAN.: Naaja. Lad os nu have det lidt hyggeligt. For Fanden, Alfhild! Sorgerne imorgen.

ALFHILD.: (gaar frem og tilbage i Baggrunden).

GRAN.: (til MAGDA, som sætter sig).
Skaal gamle Dame! Vi har drukket mange Glas sammen i gamle Dage, da salig Børresen levede, og jeg var ulykkelig 87 forelsket i disse Ynder. Længe siden. Hvad? — — Nu er der sgu’dde meget ved dig.

MAGDA.: (skotter til ALFHILD).
Der er dog mange, som vender sig paa Gaden efter mig endnu. I Gaar kunde jeg ikke gaa i Fred for en Fyr.

GRAN.: Nei, Børresen. Det har været mørkt. Der er ikke noget ved dig nu. Vi siger Sandheden. (Han drikker). Skal jeg sige Jer Sandheden. Skal jeg sige Jer, hvor trist Livet er. Livet er saa trist, min Mor, at der er ingen, som ved det. (Famler i Lommen, tager et uaabnet Brev op, ser paa det, stikker det atter i Lommen).

MAGDA.: Hvad er det for et Brev?

GRAN.: Noget Skidt fra Musikbureauet. — (Vredt): — Jeg har forbudt, forbudt at skrive Breve til mig. Nu veed I det. Jeg læser dem ikke. — (Beroligende): — Det er bare noget Skidt om Gageforhøielse.

MAGDA.: Faar De det?

GRAN.: Jeg faar alt, hvad jeg Vil. — (Ser rørt paa 88 ALFHILD i Baggrunden): Undtagen min Barnehustru, hun der. Vel fortjent for et gammelt Svin!

MAGDA.: Tal ikke saadan, Gran!

GRAN.: (fikserer hende).
Hm. Jeg kan se paa din Næse....

MAGDA.: (forskrækket).
Hvad for noget.

GRAN.: (høiere).
Jeg kan se paa din Næse, at du drikker.

ALFHILD.: (hen til GRAN).
Gran. Du maa gaa. Helen kommer.

GRAN.: (rørt og bønligt).
Lad mig faa Lov til at høre hende synge først. Hm. Hvad?

MAGDA.: Lad ham det. Det gør godt at høre.

ALFHILD.: (gaar frem og tilbage i Baggrunden).

GRAN.: Før vi falder i den søde Søvn, ja. — (Drikker): Kan du huske salig Børresen?

MAGDA.: Som jeg bedrog, ja. Du kan tro, ham ser jeg tidt for mig om Natten.

GRAN.: Aa, skidt. Det er ikke noget at se.

MAGDA.: (rokker med Hovedet).
Hvor er de henne nu alle dem, vi har kendt? Alle dem fra de glade Fester. Nogle er døde, og nogle er gale, og nogle er i Fængsel. — — Brrr, Brrr, Jorden ruller, ruller. Ingensteds hen. Børresen, ja Uslingen kaldet, ham er der ikke meget igen af nu. Han havde saadan en blid Stemme.

GRAN.: Børresen var et Skind.

MAGDA.: Ja, var han ikke? Hvorfor pryglede han mig ikke? Men I kender ikke det værste?

GRAN.: Hvad er det for noget.

MAGDA.: (hviskende, idet hun vender Hovedet bort).
Hvorfor har jeg faaet et falsk Hjærte? Hys, det er Synd at sige det.

GRAN.: Snak ikke mere. Men drik!

MAGDA.: Hvad Ret og Retfærdighed er der i, at jeg har faaet et falsk Hjerte?

GRAN.: Aa skidt. Det har vi allesammen.

ALFHILD.: (nærmere).
Tal dog ikke saadan.

MAGDA.: Snydt og bedraget er vi allesammen.

GRAN.: (drikker).
Snydt og bedraget.

MAGDA.: (ser dybt frem for sig).
Hundrede Øine har seet ind i mit Hjerte og seet, at der kun var ondt. Aajajaja. (Hun brister i Graad. Rokker med Legemet). Sønderreven, forraadnet og blødende slæber jeg mig frem til Guds Domstol. — (Hun løfter Hovedet. Hendes Øine lyser): — Men da skal jeg sige ydmygt og uden Bebrejdelse: Herre se, hvad du har gjort med din Tjenerinde, og da skal vi smile til hinanden, han og jeg, og da skal 91 min arme, snavsede Sjæl blive bare Lys og Harpetoner. (Hun ler med en haard Latter). Ja, da skal vi smile til hinanden, han og jeg.

GRAN.: (som bider sig i Skæget).
Vi er allesammen nogle stakkels Tyveknægte.

ALFHILD.: Hvor kan du tale saadan. Du, som altid har været god og fin.

GRAN.: God Ven. He! Hører til de hjertelige. (Slaar ud med Haanden og efteraber sig selv): „Goddag — Goddag, min gamle Ven". Hvad Fanden bryder jeg mig om dem. — — (Ler og holder sig paa Maven). Vi er nogle stakkels Gaudiebe allesammen. Hvor er den Djævel Borg?

ALFHILD.: Gaa, før han kommer!

GRAN.: Tror du, jeg har noget imod ham. Respekt har jeg for ham. Han gør, hvad han vil. Men jeg var bare et skikkeligt Fjols. — (Ler brutalt): — Hvor listigt han væltede mig ud af min Seng, saa tyk som jeg var. Feilen er den, ser I, at vi ikke er store Sjæle nok! — Bah! Livet er dog skønt! Det har jeg altid Sagt. — (Peger paa ALFHILD). — — Tror du, 92 jeg turde røre ved hende. Ja, vi fik jo et Barn med stor Høitidelighed. Men det gik sjelden paa. Javel! — Altfor fin! Og saa begyndte jeg at drikke i Smug. (Famler i Lommerne og tager Brevet op. Ser paa det. Ler mens Taarerne triller). Imorgen er jeg reverenter talt død. (Aabner Brevet, læser, river det itu).

ALFHILD og MAGDA.: (samtidigt).
Gran. Hvad er det?

GRAN.: (høit og hæst).
Todt og død.

MAGDA.: Hvad staar der i Brevet?

GRAN.: De Svin siger mig op. — (Rasende): — Man maa da have Lov at forsømme et Par Prøver.

ALFHILD.: (lægger Hænderne paa hans Skuldre).
Gran. Vil du ikke leve sammen med Helen og mig! Som gode Venner.

GRAN.: (reiser sig).
Det mener du ikke.

ALFHILD.: (nervøs).
Det er mit fulde Alvor, Gran. Vi vil 93 reise til Syden. Til et ensomt Sted. Helen maa bort fra Borg. Du hjælper mig — jeg ber dig om det! Hører du!

GRAN.: Reis ikke med et Svin. (Varmt). Alfhild. Jeg skal gøre alt — Hm. Lægge mig ind paa Hospitalet. Hvad er det du siger. Jeg skulde se Helen om mig — og arbeide. — Hvis jeg ber dig om Penge. Hm. Sig nei! Nei! skal du sige. Simpelthen: Nei. (Han slaar nervøst ned med Haanden).

HELEN.: (kommer fra høire).

✂

OTTENDE SCENE.

DE FORRIGE. HELEN.

GRAN.: (slaar ud med Haanden).
Saa det er Frøken Helen. (Betragter hende). Vil du række en gammel Ven Haanden.

HELEN.: (rækker ham Haanden. Der er et skræmt Udtryk i hendes Øine).

GRAN.: Ja det var en Haand. (Han bliver forlegen). (Tavshed).

MAGDA.: Helen er det deiligste i Verden.

GRAN.: Det var Sangen. Ikke?

ALFHILD.: Vil du synge for os Helen.

HELEN.: Aa nei! Jeg ved ikke Mor — om jeg kan iaften.
(Gaar nølende til Klaveret).

ALFHILD.: (som staar ved Vinduet, gyser).
Det blæser. Verden er mørk. Det blæser. Der er kun et Sted, hvor der er stille.

HELEN.: (vender sig angst).
Hvor Mori

ALFHILD.: Ingenting Barn. Nei, nei, nei, vær rolig. Jeg er blot sommetider angst. Syng den gamle Sang: „Deilig er Jorden". Syng den Helen. Jeg vil ogsaa gerne høre den.

HELEN.: (sætter sig ved Klaveret).

ALFHILD.: (tager Plads ved hendes Side).

MAGDA.: (nærmer sig og sætter sig paa en Lænestols Arm.

GRAN.: Denne Helvedes Nordenvind!

HELEN.

✂ (synger).

Deilig er Jorden

Prægtig er Guds Himmel

Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang.

Gennem de fagre

Riger paa Jorden

Gaar vi til Paradis med Sang.

(Ved den sidste Strofe brister hun i Graad).

ALFHILD.: (trykker hende ind til sig og synger selv videre. Fantaserer dæmpet over Slutningsakkorderne).

MAGDA.: En deilig gammel Sang.

GRAN.: Hm. Saa er Juletræet tændt og Alfhild synger og lille Helen strækker Hænderne frem og tindrer i Øinene. — Forbi.

MAGDA.: Tys nu.

HELEN.: (har reist sig, staar ved Vinduet med Ryggen til de andre).

ALFHILD.

✂

(synger).

Tider skal komme.

Tider skal henrulle

Slægt skal følge Slægters Gang.

Aldrig forstummer

Tonen fra Himlen

(nynner uden Ord).

GRAN.: (mumler).
Det er altsammen forbi.

HELEN.: (smutter stille ud af Stuen).

MAGDA.: (rokker med Hovedet).
Juletræ i Foreningen. Der traf jeg min første Elskede. Med blaa Bluse. Josva Petersen. Ja haha, min første og eneste Elskede. Saa fik jeg fine Nykker. Syng det sidste Vers, Alfhild.
(Hun begynder selv at synge. ALFHILD stemmer i. GRAN brummer med).

SANGEN:.

✂

Englene sang det

Først for Markens Hyrder

Skønt fra Sjæl til Sjæl det lød

Fred over Jorden.

Menneske fryd dig!

Os er idag en Frelser fød.

(Ordene i sidste Linie synges kun af MAGDA).

MAGDA.: Gud ved, hvor Josva Petersen er henne nu? Maaske sidder han i denne Stund paa en Trappe og tigger.

GRAN.: (som græder).
Forbi. Altsammen. — Sentimentalt Skidt.

ALFHILD.: (fantaserer fremdeles dæmpet paa Flygelet. MAGDA nynner).

✂

NIENDE SCENE.

MAGDA. ALFHILD. GRAN. BORG.

BORG.: kommer frem mellem Portiererne. Ser sig først speidende omkring. Han betragter derefter ALFHILD og MAGDA med et ironisk Smil. De bryder af).
Jeg forstyrrer et lille Bønnemøde. Her trænges til frisk Luft. (Ser GRAN, som reiser sig). Hvad vil den Mand?

GRAN.: Den Mand vil hente sin Datter. Forstaar du det gamle Meneder!

BORG.: Nu hvis Helens Mor ønsker at skilles fra sin Datter?

ALFHILD.: (til GRAN).
Hjælp mig!

GRAN.: Sig ikke noget om Helens Mor, gamle Skurk. Ellers slaar jeg dig ihjel paa aaben Gade. (I mægtigt Raseri frem imod ham). For jeg kan slaa ihjel! Forstaar du det? For jeg har ingenting at tabe. Forstaar du det? Det er Nemesis, som er kommen seilende over Vandet til dig, gamle Morder!

BORG.: Alfhild. Skaf en Ende paa dette Optrin!

GRAN.: Paa Gensyn imorgen, naar jeg er anderledes. (Vil gaa). Godnat min gamle Ven!

BORG.: (med et ondt Blik. Peger paa Havedøren).
Denne Vei er den nærmeste!

ALFHILD.: (i Forbitrelse).
Gaa ikke den Vei. (Til BORG). Har du ikke nok med de to.

BORG.: Ah, jeg huskede ikke din Vens Tilstand.

GRAN.: (brummende, idet han gaar ud tilhøire, fulgt af Kvinderne).
Jeg skal nok klare ham. Hm. Alfhild den gode. Livet er skønt! — Jeg skal nok klare ham — paa aaben Gade.

ALFHILD og MAGDA.: (følger ham ud).

✂

TIENDE SCENE.

BORG. Derpaa PIGEN.

BORG.: (staar alene tilbage.)
Du skal nu gaa den Vei alligevel. Gamle Pjalt! Om jeg saa skal —. Der behøves kun en Smule Penge. Penge! Saa ligger han der, gamle Drukkenbolt. (Han tager sin Tegnebog frem. Finder en Konvolut paa ALFHILDS Skrivebord. Lægger et Par Penge-Sedler i Konvoluten. Aabner Døren til venstre og raaber paa PIGEN).

PIGEN.: (kommer frem paa Tærskelen).

BORG.: Løb efter den Herre, som netop var her, og giv ham dette Brev.

PIGEN.: Han, som var her?

BORG.: Den tykke Mand ja med den bløde Hat.

100

PIGEN.: Ham med —?

BORG.: (smiler ironisk).
Ham med den røde Næse ja.

PIGEN.: (undertrykker en Fnisen).
Skal jeg sige noget?

BORG.: Du kan sige, at det er fra Fruen, hvis han spørger.

PIGEN.: (idet hun lukker Døren).
Fra Fruen.

BORG.: (staar alene; han aabner Læberne til en lydløs Latter).
Gamle Pjalt! Saa ligger han der — Nemesis, paa aaben Gade.
(Han gaar hen og slukker Lampen. Maanelyset falder i en lang Stribe over Gulvet. BORG vil gaa).

✂

ELLEVTE SCENE.

BORG, HELEN, derpaa ALFHILD, senere PIGEN.

HELEN.: (kommer fra høire. Hun gaar hen til Vinduet, aabner det. Staar og stirrer ud. Saa siger hun rolig, men ligesom angst for sin egen Stemme).
Richard. — — — Richard. — — — Er du der ikke? Vil du ikke tale til mig? — Richard! (Hviskende). Jeg venter. — Du maa 101 tale til mig. (Hun støtter Hovedet mod Haanden). Hvor-for svarer du mig ikke? (Løfter Øinene mod Stjernerne). Gud, vil du heller ikke svare mig. Tal til mig! Hvisk bare til mig? — Hvisk til mig, at han tænker paa mig. (Hun vender sig og presser Hænderne mod Hjærtet i Angst, lukker Øinene, gaar et Skridt fremover i Maanestriben). Dødsensstille! (Da ser hun BORG og skriger). Stefan — Stefan, er det sandt?

BORG.: (som har staaet aandeløs, vender Hovedet bort i krampagtig Skælven).

HELEN.: (skriger).
Stefan, Stefan!
(Hun synker sammen).

BORG.: (styrter hende til Hjælp).

ALFHILD.: (kommer fra høire).

PIGEN.: (kommer).
Jeg skulde hilse — (Tier forfærdet).
(Tæppet falder.)

102
103

✂

TREDIE DRAMA

ALFHILD

104
105

BORGS Bibliothek. I Baggrunden et Vindue, Dør til høire og venstre med Portierer. Bogreoler og Skabe dækker Væggen. Et stort Skrivebord midt paa Gulvet. Paa Bogskabene staar Buster af Machiavelli, Voltaire, Goethe og Lasalle.

✂

FØRSTE SCENE.

BORG, derpaa HELEN.

BORG.: (sidder og læser ved Skrivebordet. Lader Bogen synke, siger i sammenpresset Lidenskab).
Gid hun var død! (Læser, sukker). Gid alle uden Helen vilde dø. (Reiser sig). Det er ikke til at udholde. — Hvad siger du, kloge Machiavelli? Har jeg Lov til alt? — Dit Smil er iskoldt og dybt som Himmelrummet. Som Tanken! Sætter sig, læser).

HELEN.: (kommer fra høire).

BORG.: (ser glad op).
Helen. Kommer du engang ind til mig!
(Han reiser sig hastig).

106

HELEN.: (som er meget bleg).
Bedstemoder bad mig spørge dig, om du ønskede Kaffe.

BORG.: Nei Tak. Nei, gaa ikke straks Helen. Sid lidt og tal med mig. Hvordan føler du dig idag?

HELEN.: Tak. Tak. Jeg er rask.
(Hun sætter sig paa en Lænestolarm tilhøire for Skrivebordet).

BORG.: Lidt efter lidt skal du se, saa faar vi dig nok helt rask og glad igen.

HELEN.: Glad. Jeg er glad. (Lille ophold). Jeg vilde kun ønske, at jeg var død.

BORG.: Sig ikke det, Helen. Naar du saa hurtig kom dig af Hjernebetændelsen, saa var det, fordi du inderst inde vilde leve.

HELEN.: Tror du det? Og Far som — Far som samtidig fik den samme Sygdom, han døde.

BORG.: (behersker en Angst).
Har din Mor fortalt dig det?

107

HELEN.: Mor kunde ikke andet. For jeg huskede godt den Fremmede. Jeg forstod godt, at han var Far.
(Tavshed).

HELEN.: Og du tror, at han inderst inde helst vilde dø.

BORG.: Din Far Helen var en stakkels syg Mand.

HELEN.: (som sidder og knuger den ene Haand i den anden).
Du havde ikke meget tilovers for ham.

BORG.: (bekæmper en svag Skælven).
Det hænder tit, at Mænd kommer i Forhold, hvor de ikke har meget tilovers for hinanden. Jeg vil nødig tale med dig om dette.

HELEN.: Hvorfor ikke? Hvorfor kan man ikke tale om alt?

BORG.: Efterhaanden lærer man alt at kende. Da forstaar man et og andet. Men det, som jeg forstaar, vil jeg nødig at du skal forstaa endnu.

HELEN.: Hvorfor ikke?

108

BORG.: Fordi jeg gerne vil, at du skal være lykkelig.
(Tavshed).

HELEN.: Du har bestandig været god mod mig.

BORG.: Jeg har altid holdt meget af dig.

HELEN.: (ser frem for sig).
Du har bestandig været god mod mig. Saa jeg vilde gerne holde af dig.
(Tavshed).

BORG.: Helen, kan det ikke blive helt godt mellem os?

HELEN.: Jeg vilde det gærne. Mor, som nu ligger syg. Hvorfor kan det ikke være godt mellem Jer?
(Tavshed).

BORG.: Om jeg nu svarede dig, at det mest er min Skyld — saa forstod du ikke derfor mere.

HELEN.: Jeg siger, at du altid har været god mod mig. Ogsaa nu mens jeg var syg. Men mod Mor?

109

✂

BOEG

(mørkt).

Mit Hjerte er født i en snæver Gade, Helen. Der trænger ikke meget Lys frem til det. Jeg kan ikke hykle. Jeg er den jeg er. Det er ikke lykkedes for din Mor at forandre mig.

HELEN.: Mor er saa opreven og nervøs. Bedstemoder ogsaa. Det er ligesom om du er mere fast og roligt. (Forlegent, rokker i Sædet). Det var ikke for at sige noget mod Mor. (Lille ophold). Hvorfor gik I ikke fra hinanden?

BORG.: Vil du vide det. Jeg kunde ikke undvære dig.
(Tavshed).

HELEN.: (sagte, stadig rokkende).
Hvorfor reiste Richard?

BORG.: (med Haand under Kind).
Tænker du bestandig paa ham?

HELEN.: Ja, jeg tror paa ham.

BORG.: Tror paa ham?

110

HELEN.: (stirrer frem for sig).
Ja. At han lever — nei, at han er. Bestandig, bestandig gaar jeg bort fra Jorden. Først derop til Isen, hvor han ligger, og saa tusinde Mile ind i Rummet.

BORG.: Ind i Rummet?

HELEN.: Om Dagen er der Sol. Om Natten er der Stjerner. Og han smiler til mig fra Solen, og hans Ansigt er inde mellem Stjernerne. Alvorligt. — Derfor er jeg lykkelig.
(Tavshed).

HELEN.: (ser op paa BORG).
Hvorfor siger du mig ikke imod? Du, som ikke tror paa noget.

BORG.: (bævende).
Jeg synes, det er skønt.

HELEN.: Du skal tro, saa bliver du lykkelig. — Derfor er jeg saa lykkelig. — — Jeg vilde kun ønske, at jeg var død for tusind Aar siden.

BORG.: Helen!

111

HELEN.: Det er saa vanskeligt, saa vanskeligt. Jeg er ikke her. Aldrig. Men der er ingen saa lykkelig som jeg. (Presser Knoerne mod hinanden). Nei, ingen. Hvorfor kan I andre ikke være lige saa lykkelige?

BORG.: Det er godt, naar blot du er glad. Jeg vilde kun gerne, at du engang skulde blive glad paa en anden Maade. — Nei, lad det være som det er.
(Tavshed).

HELEN.: Richard troede ogsaa. Han lærte mig alt. — Skønt han tvivlede ogsaa. Han var saa sær. Jeg spørger ikke, hvorfor Richard reiste. For det var vel bedst for ham og mig, at han døde.

BORG.: Kan hænde, at det er sandt, hvad du siger.

HELEN.: Naar han døde, tror du saa det var, fordi han inderst inde ikke vilde leve?

BORG.: (ser ned).
Jeg ved ikke, om denne Tanke altid er sand; men jeg tror, den var sand for ham.

112

HELEN.

✂ (med et sørgmodigt Smil).

Jeg har hadet dig saa godt jeg kunde, fordi du ikke hindrede ham i at reise, for det var ikke hans Natur, der drev ham, vel?

Men det var alligevel galt.

BORG.: Enhver maa klare sit eget Liv. Tak Helen.

HELEN.

✂

(reiser sig.)

Naa, nu skal jeg vist gaa. — Jeg tror forresten ikke, du er saa haard.

BORG.: (bekæmper sin Bevægelse).
Haard er jeg. Men det kommer du aldrig til at se.

HELEN.: (ser et Øieblik paa ham).
Du er heller ikke ulykkelig. Mor sagde engang, at du var ulykkelig. Det er du for stærk til, tror jeg. Eller for haard.

BORG.: (tager nogle Blomster, som staar paa Skrivebordet; rækker dem til HELEN).
Her er Blomster! Jeg skulde sendt dem op paa dit Værelse.

HELEN.: Tak. (Hun smiler vemodigt). Blomsterne er ikke 113 det samme som før. De er bleven saa underlige og store og skønne — og visner paa engang og blomstrer igen — dybt inde i Rummet. Meget Større. (Tager sig til Panden). Nei, jeg vil ikke tale Om det. (Fortsætter alligevel). Men jeg tror paa Blomsterne. — Tror du slet ikke paa nogen Ting?

BORG.: (ser frem for sig).
Tror?

HELEN.: Du tror paa stærke Mennesker.

BORG.: (med Haand under Kind).
Hm, maaske — maaske tror jeg paa Manden med det rolige Øie.

HELEN.: Hvem er det?

BORG.: Aa, det er en Frase. Manden med det rolige Øie, som gennemskuer alt og forvandler alt efter sin Villie og som rydder sig sin Plads, saa han kan vokse — og folde sin Krone ud i Lyset. Det er kun en Drøm.

HELEN.: Er du saadan?

114

BORG.

✂

Jeg ved ikke, om nogen er saadan. (Betragter hende sørgmodigt med Haand under Kind). Det er kun en Drøm, som glipper. — Selv jeg, Helen, har drømt om en Verden med blaa Himmel og Guld og Purpur. — Det er en Drøm, som ligger indeklemt mellem Stenene. HELEN

(med en kort Latter).

Manden med det rolige Øie. Det kunde man ogsaa kalde Døden. (Nikker og gaar).

BORG.: (har reist sig — Taarerne strømmer fra hans Øjne — han mumler):
Helen. Vidunderlige Helen. Hvad gør du med mig? Altid afvæbner du mig. (Han gaar hurtig ud).

✂

ANDEN SGENE.

MAGDA. ALFHILD.

MAGDA.: (stikker Hovedet frem mellem Portiererne til forreste Dør).

ALFHILD.: (kommer i samme Øjeblik fra den anden Dør. Hun bærer en løs Morgenkjole og har udslagent Haar, stærkt graanet. Hun ser bleg og forvirret ud. Hun løber til Vinduet. — Gaar derpaa hen til et af Skabene, aabner det og undersøger forskellige Flasker, som staar der).

MAGDA.: (træder ind, lader som intet).
Nei, er du her.

115

ALFHILD.: (ser sig skræmt tilbage).
Jeg skulde se efter noget. — Nogle Sovedraaber.

MAGDA.: Er Borg gaaet ud?

ALFHILD.: (kommer frem).
Han gaar nede i Haven uden Hat paa.

MAGDA.: Det ligner ham ikke.

ALFHILD.: (haanligt).
Nei, det er en ny Skik.

MAGDA.: Han er ogsaa altid hjemme i den senere Tid, synes jeg.

ALFHILD.: Siden Helens Sygdom ja. Dette gaar ikke længer.

MAGDA.: (lader, som om hun ikke forstaar).
Hvad gaar ikke længer.

ALFHILD.: (utaalmodig).
Du maa jo se det. Han sad hver Dag ved hendes Leie i al den Tid, hun var syg og syg igen. Nu kredser han bestandig om hende.

116

MAGDA.: (forstiller sig).
Tror du virkelig, det betyder noget.

ALFHILD.: (vredt).
Man maa være blindere end jeg for at tvivle. Saa vidt er jeg da kommen ved min fordømmelige Svaghed. (Hun sætter sig og folder Hænderne over det ene Knæ og stirrer frem for sig). Min egen Datter.

MAGDA.: Du skulde reise med Helen og tage mig med.

ALFHILD.: (vredt).
Hvad kan det nytte. Helen vil selv ikke bort. Og hvad kan jeg gøre. — — (Jammerfuldt): Hvad kan jeg gøre. Han har jo Magten. Han har bundet mig paa Hænder og Fødder, saa jeg har blodige Mærker. — (Ser paa sine Hænder). — Jeg kunde snart tro det. — (Tager sig til Hovedet). — Jeg har prøvet paa at faa Helen til selv at foreslaa en Reise. — Ingen Nytte. — Hun gaar her og hænger Over Minderne. — (Med en afværgende Gestus). — Ja, det er stygt af mig at tale saadan. Jeg er styg, styg, styg! Hun gaar her og ved ikke, hvad der spindes om hende. Han seirer, som han altid seirer. Ja, du skal se, Den eneste Udvei er, at jeg dør.

117

MAGDA.: Nei, Alfhild. Tal dog ikke saadan.

ALFHILD.: Og det skammelige — det skammelige er, at jeg kommer bort fra Helen. Jeg vover ikke at tale med hende. Aa, det er skammeligt imod mig. Han sidder med al Magten. Og saa er han saa klog og stærk.

MAGDA.: Hvis du nu fortalte Helen alt.

ALFHILD.: Det hjalp ikke. Det gik kun ud over mig selv. Hvad jeg kan sige om Stefan — det er bare dunkel Tale. Men jeg selv. Jeg blev Synderen, som havde ødelagt Helens Liv. — (Eksalteret). — Men hvis jeg døde, saa maatte Helen dog forstaa, og saa kunde hun dog ikke blive her, vel?

MAGDA.: Nei, det kunde hun vel ikke.

ALFHILD.: Jeg mener, det maatte da være ulovligt. Grans Slægt forlanger jo allerede Helen ud af dette ugudelige Hus. Men da maatte de vel have Loven paa deres Side.

118

MAGDA.: Vilde du gerne, at Helen skulde komme til de hellige Mennesker?

ALFHILD.: Ja. Hellere end gerne! Er der noget ondt i, at de er hellige? Alt det er forbi for mig! Prøver vi ikke selv saa godt, vi kan, paa at komme tilbage.

MAGDA.: Jo—o. — Men saadan en Præst, som har været hellig fra han blev født, til han gaar i Graven.

ALFHILD.: Jeg tror ikke længer paa nogen Ting. Ikke paa mig selv — ikke paa nogen Ting. Det kan godt være, at Stefan har Ret, som kun tror paa Styrke. Ret har han faaet. Og hvad er jeg da? (Smiler nervøst). Men jeg skal dog kæmpe til min sidste Stund — til min Sidste Negl. (Vender tilbage til det tidligere). Men da maatte du ogsaa forlade Huset. Ellers havde han dig at holde sig til.

MAGDA.: (klynkende).
Men sid dog ikke og tal saadan, Alfhild. Du tænker da ikke paa —

119

ALFHILD.: Det tænker vi vel alle paa. Men vær rolig. Jeg dør nok af Træthed, mit Hjerte er sygt, slidt op. (Ser sorgfuldt frem for sig). Hvad er det saa altsammen, hvis han blot handler, som han maa. Og jeg kan ikke dømme ham derfor; men bare hade ham, fordi jeg maa. Alle hans Sandheder har dræbt mig. (Springer i Tanken). Der staar ikke engang noget i Bibelen mod Selvmord. — — Neineinei. Dette er ikke til at holde ud. Kvinderne er arme Skabninger.

MAGDA.: (med Varme).
Vi er allesammen arme Skabninger.

ALFHILD.: (ser paa hende, forskende).
Sig mig. Svar mig paa en Ting!

MAGDA.: Hvilket Alfhild —

ALFHILD.: Aanei — Jo, sig mig, om du — om du kender den frygtelige Afgrund i vores Natur.

MAGDA.: Hvilken Afgrund?

120

ALFHILD.: Den Afgrund af Nedværdigelse og Underkastelse. — Er det saadan, vi skal være? Som Hunde, der elsker den Herre, som slaar dem, og slikker hans Haand — hans Fod, som sparker dem. — Aa, væmmeligt — væmmeligt. Hellere dø!

MAGDA.: Ikke du, Alfhild. Du er ikke saadan. Jeg havde maaske havt godt af at træffe min Mester. Men jeg var slem at nappes med. Men du er hævet over saadant.

ALFHILD.: Ja. Men at Tanken blot kan røre ved det. Væmmeligt! — — Men hør nu. — Hvis jeg døde, saa maatte det dog lykkes mig engang at bore en Kniv i hans Hjerte, saa det vred sig, og Blodet strømmede, saa han fik et Saar, som han aldrig glemte. Og som reddede Helen. Du skal ikke tro, det er Skinsyge — bare lav Skinsyge. Jeg vil Kærlighed, og jeg hader hans Sjæl, fordi den bare er Had.

MAGDA.: Ikke til Helen.

ALFHILD.: Det kommer — hvis han først har hende. 121 (Bryder af). Men hvis jeg nu dør; for syg, syg er jeg, lov mig saa at reise straks med Helen.

MAGDA.: Hvordan skulde Helen og jeg klare os.

ALFHILD.: Grans Familie er der jo og I arver mig, du og hun. Jeg har mere end du tror. Jeg har lagt Renterne tilside. Jeg har Smykker. Vil du love mig det, saa er jeg rolig.
(Hun reiser sig).

MAGDA.: (reiser sig ogsaa).
Ja, jeg lover det.

ALFHILD.: Vil du sværge det.

MAGDA.: Ja, jeg sværger det, høit og helligt. (Bryder pludselig i Graad, omfavner ALFHILD). Nei, Dumaa ikke dø, Alf hild. Du, som er det eneste, der er rent og godt i mig. — Hvorfor skal jeg nu have Fordel af din Død.

ALFHILD.: Skynd dig bort. Der kommer han. Men du har svoret! Husk, at du har svoret.

MAGDA.: Det har jeg. (Smutter hurtig ud.)

122

✂

TREDIE SCENE.

ALFHILD. BORG.

BORG.: (kommer ind. Bliver mørk, da han ser ALFHILD).
Er det dig?

ALFHILD.: Naa, fandt du Helen?

BORG.: Nei, jeg søgte hende ikke heller. — Du belurer mig. (Med stigende Had). Bestandig skal jeg have disse Bedemandsøine paa mig.

ALFHILD.: (som sidder, hvor HELEN sad før; tier)

BORG.: (sætter sig ved Skrivebordet).
Du svarer ikke.

ALFHILD.: (sidder med Haand under Kind og tier).

BORG.: Naaja. Undskyld jeg skal skrive. (Begynder at skrive).

ALFHILD.: Vent lidt!

BORG.: Hvad er det da?

123

ALFHILD.: Ja, du maa have Taalmodighed. Jeg maa fatte mig.

BORG.: Hvis det kunde ske lidt hurtigt.

ALFHILD.: Ikke denne Tone! Jeg taaler den ikke!

BORG.: (reiser sig; gaar frem).
Du maa være syg.

ALFHILD.: Ja, syg er jeg. Syg til Døden.

BORG.: Er du syg, saa sig, hvad du feiler.

ALFHILD.: Jeg er søvnløs.

BORG.: Derimod gives Midler.

ALFHILD.: Jeg ved det. Det kommer vi til siden. (Taushed). Du vil altsaa ikke give mig og Helen Lov til at reise i Fred.

BORG.: Helen ønsker det neppe selv.

124

ALFHILD.: Men hvis jeg bad Helen, saa gjorde hun det dog vist.

BORG.: Jeg ser ingen Grund til det. Mindre nu end nogensinde. Vi lever dog i forholdsvis Fred. Jeg ved ikke, hvad du bebreider mig.

ALFHILD.: (haanligt).
Nei. Jeg har intet at bebreide dig.

BORG.: Har du opsnuset et eller andet om mig for øieblikket, saa er du paa Vildspor, for der er intet.

ALFHILD.: (haanligt).
Nei, du har ingen Elskerinder.

BORG.: Hvad bebreider du mig da?

ALFHILD.: Og Frida Stjernkrone er reist.

BORG.: Nuvel?

ALFHILD.: (med en kort Latter).
Jeg bebreider dig, at du ingen Elskerinder har, og at Frida Stjernkrone er reist.

125

BORG.: (uhyggelig tilmode).
Jeg forstaar, at du for Alvor maa være syg.

ALFHILD.: Hvad betyder det, at du ingen Elskerinder har?

BORG.: Hvad det betyder?

ALFHILD.: Se mig i Øinene og sig mig, hvad det betyder.

BORG.: (i hvem det koger).
Hold dog op med disse evindelige Kunster. Sig mig, hvad du mener. Bah. Bah. Alt dette eksalterede Tragedievæsen.

ALFHILD.: Det betyder, at du har kastet dine Øine paa Helen.

BORG.: (først vredt, saa varmt).
„Kastet mine Øine paa" — — — Jeg skal sige dig: Jeg elsker Helen, saa høit som nogen Far kan elske sin Datter.

ALFHILD.: „Far". Ja, du elsker hende med hendes Sjæl af Lys og Æther. Du!

126

BORG.: Af Lys og Æther og Purpur. Ja! Der er skudt en Blomst op i min Stue! — Jeg elsker hende, og din syge Mistanke skal ikke skille os ad. Hun er det eneste i Verden, jeg bryder mig om. Og jeg vil kæmpe for at bevare hende af al min Magt. Nu ikke mere om det!

ALFHILD.: (truende).
Jo mere om det!

BORG.: (i stigende Vrede).
Nei ikke mere om det. Du krænker din Datter. (Sætter sig forbitret til at skrive).

ALFHILD.: Aa, hør paa den ædle Mand! Jeg saarer din Finfølelse, som rolig bærer paa to, tre Mord.

BORG.: (ser op med lydløs Latter).

ALFHILD.: To Mord!

BORG.: Du stryger et!

ALFHILD.: Der er nok tilbage! Richard Ravn og Helens Far!

127

BORG.: Du overdriver bestandig. Det er desværre kun en temmelig lam Lighed med Mord.

ALFHILD.: Du ønsker dem mindre feige?

BORG.: (trækker paa Skulderen).
For mig maa man myrde den hele Verden. (Mumler nogle Ord uhørligt for sig selv).

ALFHILD.: To feige Mord.

BORG.: (forbitret kogende).
Jeg skriver, som du ser!

ALFHILD.: Jeg er ikke kommen for Narrestregers Skyld. Dette skal have Ende!

BORG.: (skriver med kradsende Pen).

ALFHILD.: Jeg regner ikke paa nogen Medfølelse, for jeg ved, at du hader mig.

BORG.: (skrivende).
Ikke mere end du hader mig.

128

ALFHILD.: Du har skabt Hadet i mig. Jeg var skabt til lutter Kærlighed.

BORG.: (kaster et Blik paa det Skrevne. River det itu, ser op og siger).
Ja, det lader til det!

ALFHILD.: Jeg føler dit Had i hver Trevl af mit Legeme. Saadan ender din Kærlighed. Saadan vil ogsaa din Kærlighed til Helen ende.

BORG.: Helen er ikke dig!

ALFHILD.: Jeg var ogsaa engang ung. Men hvad blev din Kærlighed til mig.

BORG.: Sig hellere, at jeg aldrig kom til at elske dig.

ALFHILD.: (haanligt).
Nei, for du kan ikke elske. Men jeg elskede det gode i dig.

BORG.: (vrængende).
„Det gode i mig," Du elskede de Smaas Forsvarer i mig og skrev en Bog. Som du elskede Musiken i denne Pjalt Gran. 129 Men Musiken er kun en Skuffe, og Mennesket er et Skab, — Du skulde gøre det haarde i mig blødt. Og saa videre, og saa videre. Fraser, vamle Fraser.

ALFHILD.: Du glemmer hurtig. En Gang elskede du de Fraser.

BORG.: Du fik da hurtig Ende paa den Kærlighed.

ALFHILD.: Jeg! Nei du!

BORG.: Det var ikke mig, som ønskede, at vi skulde gifte os.

ALFHILD.: Jeg vilde ikke være en Tøite, som bedrog sin Mand.

BORG.: Brug dog det Ord med Forsigtighed.

ALFHILD.: (harmfuldt).
Ja, jeg „bedrog" dig, „bedrog" dig med Richard Ravn, da du havde drevet mig til Fortvivlelse. Mutters ene stod jeg, skønt du ikke vilde slippe mig, for „Sagens" Skyld. For Helens Skyld. Du var forresten ret 130 tilfreds, da det kom til Stykket med vores jammerlige Ægteskab. Det smigrede din Plebeierstolthed, og du var ret glad for Pengene, Bastard, som du er.

BORG.: (har reist sig; gaar, standser naar han taler; hvid af Vrede, men roligt).
Du udtrykker dig ædelt.

ALFHILD.: Men sandt. „Her i Huset siger vi Sandheden." Du har lært mig det!

BORG.: Skal vi sige flere Sandheder. Kan du huske, da jeg kom hed og glødende til dig. Kan du huske din fornuftige, pedantiske Tale. Det var Is for mig, skønt der gik Maaneder, før Kulden begyndte at virke.

ALFHILD.: Is for dig. At jeg vilde, du skulde handle som en hæderlig Mand.

BORG.: Ja, at du i det Øieblik var fuld af Hæderlighed og skulde have Aftaler for Livet, at vi skulde „vandre Livet sammen," at vi skulde „leve Livet sammen i Sandhed og Arbejde for de Smaa" og Sludder og Vrøvl. Nuvel, jeg blev nødt til at give Køb.

131

ALFHILD.: (haanligt).
For at faa din Villie, ja.

BORG.: Ja, for at faa min Villie. Det er den, man vil have.

ALFHILD.: (haanligt).
Og et Øiebliks Nydelse!

BORG.: (lystigt).
Ja, Pokker til Nydelse.

ALFHILD.: (dybt saaret, med Taarer i Øinene).
Jeg forstaar dine onde Ord. Jeg var som en ung Pige. Men det er min Stolthed, at jeg aldrig gav mig helt hen til dig.

BORG.: Altid lidt modstræbende ja, og lidt fornærmet over denne Verdens jordiske Lyst, som var for simpel for dig.

ALFHILD.: Det er min Stolthed. (Prøvende). Ellers var Hadet kun bleven værre i dig.

BORG.: Hm. Hvem Ved. (Kaster sig i en Stol).

ALFHILD.: Jo! jo!

132

BORG.: Det var ialtfald bleven noget andet end dette golde Ægteskab, og vi havde levet vores Forhold til Ende som sunde Menneskebørn.

ALFHILD.: Hadet stikker dybere i dig. Det har altid ligget paa Lur efter mig for at knuse mig.

BORG.: Det er sandt, det stikker dybt. Du har ialtfald intet gjort for at mildne det.

ALFHILD.: (i et Øiebliks Svaghed).
Og nu kan der intet gøres længer.

BORG.

✂ (studser).

Vi behøver ialtfald ikke at saare og pine hinanden.

(Nærmer sig et Skridt. Betragter hende i et Øiebliks Beundring).

Helen kan mildne Hadet og kan hænde gøre det bedre mellem os. Hun, som du ligner.

ALFHILD.: (har reist sig, stolt forbitret).
Kom mig ikke nær, for jeg slaar dig i Ansigtet. — Du troer det ikke selv.

BORG.: (vender sig fra hende).
Nuvel, du gør Ret i at slaa Døren i 133 mellem os. Skal vi saa betragte denne Samtale som endt. (Sætter sig og skriver).

ALFHILD.: (langsomt).
Richard Ravn elskede jeg. Ham skulde jeg holdt fast ved saa længe jeg formaaede, trods Lov og Ret. Saa vidt har du smittet mig, hvis det er en Sygdom.

BORG.: Nu, saa er vi jo enige.

ALFHILD.: Men Kærlighed og Had, det er godt og ondt, og du er bare Had! — — Aa, hvor jammerfuldt Alting er gaaet i Stykker. —
(Taushed).

ALFHILD.: Det, som jeg kom for at sige dig, har jeg endnu ikke sagt. Det er min faste Beslutning ikke at leve længer.

BORG.: (ser op med Uhygge).
Ikke leve længer?

ALFHILD.: Det har længe været dit Ønske. Men jeg vil ikke leve længer og være Aarsagen til min Datters Undergang.

134

BORG.: (betragter hende grublende).

ALFHILD.: Du nægter intet Menneske Ret til at ende sit Liv, naar han vil.

BORG.: Jeg raader dig kun fra det.

ALFHILD.: Jeg tror dit Had er saa stort, at du vil glæde dig over min Død. Og du tror, at du kan beholde Helen. Men det vil ikke lykkes dig.

BORG.: Du er eksalteret, Alf hild.

ALFHILD.: Jeg er fuldkommen rolig. Men gør du Helen Fortræd, saa reiser vi os af vore Grave, han og jeg. Du skal dog komme til at føle Nemesis over dig. Jeg ved godt, at du nægter den.

BORG.: Jeg nægter den ikke, har kun søgt at klare dine Kvindebegreber.

ALFHILD.: Jeg ved godt, at du siger, at den, som er klog og stærk, beseirer det, som vi kalder 135 Gengældelse. Men mon du har tænkt paa den, som bor i En selv.

BORG.: (reiser sig).
Er dette Øieblikket til filosofiske Foredrag?

ALFHILD.: Kan du huske, at jeg engang talte til dig om Hjertets Nemesis. Da lo du og sagde: Den, som intet Hjerte har, klarer sig ialtfald godt mod den. Men i samme Nu saa jeg, at du skjalv.

BORG.: (med en sagte Skælven).
Jeg husker intet om dette. — (Fast). — Men mine Ord har i saa Fald været fuldkommen forstandige.

ALFHILD.: Skal jeg sige dig, hvorfor du skjalv den Gang. Du skjalv for den frygtelige Tanke, at du maaske intet Hjerte havde.

BORG.: (gaar mod Baggrunden).

ALFHILD.: Og ved du, hvorfor den Tanke forekom dig saa frygtelig? Fordi du har et Hjerte! Og det skal være min Hævn og din Nemesis, 136 at du skal komme til at føle, at du har et Hjerte.
(Tavshed).

BORG.: (staar i Baggrunden og stirrer frem for sig).

ALFHILD.: Har du forstaaet mig?

BORG.: (kommer frem i Forgrunden. Der er et ondt og haardt Udtryk i hans Ansigt).
Er der andet, du ønsker?

ALFHILD.: Ja. Giv mig Midlet!

BORG.: Hvilket Middel?

ALFHILD.: Giften!

BORG.: I mit Skab sidder en Nøgle, og du færdes aabenbart frit herinde.

ALFHILD.: Jeg vil have den af din Haand.

BORG.: (med sammenbidte Tænder).

✂ Teatervæsen. Handl, som du selv vil.

137

ALFHILD.: Ja, og det er min Villie, at du skal give mig Midlet. — — (Tirrende). — Men det lader ikke til, at du har Mod. Du er feig som altid. — (Smiler). — Jeg ønsker ikke at se dig blød.

BORG.: (staar et Øieblik og stirrer frem for sig. Han mumler):
Narrestreger!

ALFHILD.: Jeg har nu min Fornøielse af dem!

BORG.: (staar som ter og stirrer. Det er ligesom hans Hoved synker mellem Skuldrene, mens Ryggen krummes. Han dreier sig paa Hælen og gaar til Skabet. — Tavshed. — Han kommer frem Rækker en Flacon til ALFHILD).
Der. Handl, som du vil!

ALFHILD.

✂ (aander tungt ud).

Hermed er dette forbi.

(Hun gaar mod Døren, stanser, kaster et Blik ud af Vinduet. Det er ved Solnedgang. Hun siger i uendelig Vemod):

Tør du se paa Solen, Stefan? Den Stolthed har jeg, at du ikke har dræbt min Sjæl. Og i den dybe Afgrund skal jeg ikke synke.

BORG.: (tungt).
Hvilken Afgrund?

138

ALFHILD.

✂

Den Afgrund af Nedværdigelse — som det vilde være at elske dig, besudlet som du er. (Kaster igen et Blik ud at Vinduet og siger i Vemod og Længsel): Lyset i al Evighed! BORG

(som er nær ved at bryde sammen).

Er det Anger og Taarer du vil? — — Du ved, at jeg har dem.

ALFHILD.: Det ved jeg, og Taarerne kommer nok. Men jeg vil ikke se dem. For paa din Ydmyghed følger Hadet værre.

BORG.: (mørkt, med sammenbidte Tænder).
Du har Ret.

ALFHILD.: Men gør du Helen Fortræd, saa reiser vi os af vore Grave. — (Med et sidste Blik paa Solen). — Lyset i al Evighed!
(Hun gaar, man hører hende dreie Nøglen i Laas).

BORG.: (alene).
Er det det, du vil? At Helen skal være min. Du skal faa din Villie! (Gaar uroliget skridt frem). Den Stærkeste! (Griber sig i pludselig Svimmelhed til Panden og hvisker): Eller den usleste, den 139 ondeste, den feigeste? — — (Tagør sig sammen, stønør sig krampagtig til Stolen). — Nei, siger jeg. nei! — — (Lofter truende Haanden). — Jeg vil engang tale til dig, du som ikke er. Hvem er jeg? Hvad vil du med mig? — Hvorfor skabte du mig slig? — (Lader Haanden synke og mumler): — Stumme Ingenting. Døvstumme Ingenting. — — (Han brister pludselig i en forfærdelig Hulken, styrter mod Døren, hvor ALFHILD gik ud: raaber): Alf hild! Alfhild!
(Dundrer med knyttede Hænder paa Døren, søger at sprænge den, synker ned paa Knæ, jager Hovedet imod den under klagende Jammerskrig).

✂

FJERDE SCENE.

HELEN. BORG.

HELEN.: (kommer ilsomt. Forfærdet).
Stefan! Stefan! (Ned til ham, slynger sine Arme om hans Hals). Vær ikke ulykkelig! Vær ikke ulykkelig!

BORG.: ortumlet paa hende).
Gaa fra mig, Barn. Gaa til din Mor?

HELEN.: Mot. Hvor er Mor? (Søger at aabne Døren. Løber ud der, hvor hun kom, raabende): Mor! Mor!

140

BORG.: (paa sine Knæ. Rokker frem og tilbage med Hovedet).
Den vidunderlige, som jeg elsker. Det er forbi. Det er forbi!

HELENS Stemme.: (hores udenfor).
Mor, Mor! Hvorfor lukker du ikke op?
(Dyb Tavshed). (Tæppet falder).

141

✂

FJERDE DRAMA

HELEN

142
143

✂

FØRSTE SCENE.

Havestuen.

MAGDA. HELEN.

MAGDA.: (sysler ved Bordet).

HELEN.: (kommer fra venstre, klædt paa til at gaa ud).

MAGDA.: Vil du ud nu? Solen er ved at gaa ned.

HELEN.: Kun en lille Tur.

MAGDA.: Der er noget mildt i Luften. Vi har overstaaet det værste af Vinteren. Der er som lidt Foraar allerede.

HELEN.: Det er vel det, som gør en urolig.

MAGDA.: (ser paa hende).
Har du Foraarsfornemmelser, Helen?
(Nedenunder høres nogle Accorder paa et Piano).

144

HELEN.: Hør! (Hun staar ubevægelig og lytter).

SANG.: (nedenuader).
✂ Skal Blomsterkalken visne,
før den er sprunget ud?
Skal Kildeklangen isne,
før den har sunget ud?

HELEN.: (gaar til Vinduet, presser Panden mod Ruden).

SANGEN.: (som før).
✂ Af Purpuret og Guldet,
Gud væved Livets Traad.
Den lyser gennem Muldet,
i Elskovs Smil og Graad.
Aa tag dog mine Hænder
og hold dem fast i din,
og føl, hvor Blodet brænder,
min hede unge Vin.
Og føl mit Hjerte gløde.
Aa, læg det ind til dit!
Da brænder det til Døde;
men blusser klart og frit.

145

: presser Hænderne mod sine Kinder, vender sig og siger som for sig selv).
De Fremmede, som man ikke kender, kommer ind i Stuen med deres Stemmer. (Løfter Armene med knyttede Hænder over Hovedet). Det maa dog være tungt at dø ung. Det har jeg ikke tænkt paa før. — —
Det giver et Ryk i hende).

MAGDA.: (bittert).
Ja de lever rundt omkring mig. — — (Med pludselig Varme). — Jeg er glad, naar du blot bryder dig lidt om mig. Du ved, jeg kunde dø for dig, Helen.

HELEN.: (sætter sig paa en Stolearm).
Tal dog ikke saadan, Bedstemor. (Falder i Tanker). Det maatte være skønt at dø for en anden. — (Lidt efter). — Hvad kan en Kvinde andet end prøve paa at gøre En lykkelig.

MAGDA.: Ja, den som blot kan gøre saa meget?

HELEN.: (driver omkring; giver sig til at daske med Hænderne i Luften i Takt med Trinene; standser og siger).
Jeg kunde godt gaa ud paa Gaden og stikke den første, den bedste en Kniv i Hjertet.

146

MAGDA.: Men hvorfor dog?

HELEN.: (ser ligesom søgende frem for sig og svarer lynrapt).
For ikke at brænde i Hænderne.
(Hun dasker atter med Hænderne).

MAGDA.: (staar lidt og ser paa hende. Ler).
Dine Hænder sidder løst paa Skafterne.

HELEN.: (med en høi Latter).
Mine Hænder sidder løst paa Skafterne. (Er nær ved at hulke, bekæmper sig, gaar til Vinduet. Driver atter fremover). Aa, jeg tror det brænder nedenunder.

MAGDA.: Hvad mener du. Hos Grossereren?

HELEN.: (med en smertefuld Latter).
Ja, hos Grossereren!

MAGDA.: (som atter er bleven mørk).
Ja du ler af mig. Det er længe siden, det var Foraar for mig. Alting glemmes. Al den Sorg, som var her i Huset —

HELEN.: (ryster paa Hovedet).
Den er ikke glemt.

147

MAGDA.: (sukker).
Aanei, aanei. Ingen af os glemmer den forfærdelige Nat, da din deilige Mor —

HELEN.: (i stærk Bevægelse).
Men det var ikke bare forfærdeligt. — Ikke bare forfærdeligt. Da jeg fik Mor at se. Hun var saa skøn. (Betaget). Hendes Ansigt. Aa, det var saa skønt. Det hvide Ansigt. Det var saa skønt, saa skønt! Det frygteligste er ikke at dø.

MAGDA.

✂

Aanei. Det er maaske værre at leve ulykkelig. Din gode Mor hørte alligevel bestandig til de Salige med sit lyse Hjerte.— —

Stefan er begyndt at se raskere ud igen.

HELEN.: (varmt).
Ja Gud være lovet!

MAGDA.: Han er kommen lettere over det.

HELEN.: (ryster bestemt paa Hovedet. Lettere, nei! Det var ikke let. Det var forfærdeligt.

148

MAGDA.: Det var mørkt nok, mens det stod paa, Og han spærrede sig inde. Men hvad saa du til det?

HELEN.: (presser Hænderne mod Hjertet og siger hæst).
Jeg hørte ham græde engang.

MAGDA.: (iagttagende).
Ja det er slemt at se en stærk Mand græde.

HELEN.: (i hed Fortvivlelse).
Det var som at blive revet i Stykker af vilde Dyr.

MAGDA.: Han har dog samlet sig ganske godt.

HELEN.: (skjuler Ansigtet i sine Hænder).
Bare at tænke paa det. Aa, det er, som en Tiger flængede Hjertet itu.— — (Vil aabne Døren for at gaa). Jeg skulde jo ud.

MAGDA.: Du skulde dog ikke holde alt for meget af Stefan.

HELEN.: (vender sig).
Hvorfor ikke! Altid skal man holde af andre end dem, man gør. (Bliver forlegen).

149

MAGDA.: Han var ikke god mod din Mor.

HELEN.: Men maaske netop derfor! (vil gaa).

✂

ANDEN SCENE.

DE FORRIGE. BORG.

BORG.: (kommer i det samme. Han er i en simpel blaa Arbeidsbluse. Han ser ikke HELEK).
Jeg hørte Helens Stemme.

HELEN.: (vender sig — bliver staaende).

BORG.: (ser hende, ømt).
Har du været ude?

HELEN.: Ja. — Det vil sige. Jeg vilde lidt ud.
(Hun sætter sig paa en Stolearm).

MAGDA.: Saa burde du gaa, før Solen er nede.
(Det ringer).

HELEN.: (dvælende).
Ja, det er bedst.

MAGDA.: (gaar ud tilhøire).

150

BORG.: Bliv ikke længe ude. Er du godt pakket ind?

HELEN.: Ja Tak. — (Med et suk). — Naa, saa gik jeg.
(Hun gaar ud tilvenstre).

✂

TREDIE SCENE.

MAGDA. BORG.

MAGDA.: (stikker Hovedet ind).
Her er en Dame, som vil tale med dig.

✂

BOHG

(skarpt).

Hvilken Dame?

MAGDA.: Jeg ved ikke. Hun siger, hun vil ind. Det er vist denne Baronesse Stjernkrone.

BORG.: (forbitret).
Du ved, at jeg ikke er hjemme for hende.
(I det samme trænger Baronessen sig ind og lukker Døren efter sig. Hun er helt sortklædt med gule Blomster).

151

✂

FJERDE SCENE.

BORG. FRIDA.

BORG.: Hvad vil du mig? Denne Samtale maa være kort.

FRIDA.: (ser frækt drillende paa ham).
Hvad jeg vil dig. Jeg vil eie dig, som jeg altid har eiet dig.

BORG.: Har du ikke andet at sige mig saa gaa!

FRIDA.: Nei, saa let slipper du ikke! Jeg vil have lidt Løier med dig, min Ven! Nu har jeg endelig opsporet, hvorfor du vilde af med mig. — En Vis Ung Dame. (Brister i Latter). — Din Datter! — Du er en stor Synder, Stefan!

BORG.: Løgn. Skidden Løgn!

FRIDA.: Hvordan er det ellers med dig! Du ser ud som en Aandeseer. Omgaaes du med Spøgelser. — Berømte Videnskabsmand? Du skulde hellere opgive denne lille Tosse.

152

BORG.: Vogt dig. — Eller jeg skal — —

FRIDA.: Ikke saa kæphøi, lille Stefan. Ellers snærrer jeg Snorene sammen om din Hals. Vi to hører dog sammen!

BORG.: (ser hadefuldt paa hende).

FRIDA.: Jeg kan komme igen hver Dag, naar du taler med din lille Datter. Og jeg kan sende hende smukke Breve. — Smukke, smukke Breve.

BORG.: Jeg ved, at Du er istand til alt. Men tag dig iagt!

FRIDA.: Det har du tidt nok rost mig for. — (Gaar nynnende omkring i Stuen). — Kom til mig inat, ellers jager jeg dig ud af Landet.

BORG.: Jeg beder dig, tigger dig om at gaa. Saa du ikke driver mig til —

FRIDA.: Stakkels lille Skind. Har du Graaden i Halsen? Kys min Haand. Du er netop yndig 153 saadan. Vil du saa komme til mig iaften? Lov det!

BORG.: Ja. Hvis du vil gaa nu.

FRIDA.: (tramper i Gulvet).
Kys saa min Haand.

BORG.: (kysser hendes Haand).
Gaa, jeg beder dig!

FRIDA.: Saa venter jeg dig iaften, min lille bedrøvede Engel — naar du er færdig med — hvad heder hun, den lille Tosse. — (Gaarmod Døren, vender sig). Vi skal feire Helvedesfesten, Heksedansen med vores egen Musik. Og jeg skal sætte Tigerkløerne i dig.

BORG.: (med et Øjebliks opblussende, straks slukket Glød).
Og fortære mig?

FRIDA.: (med et graadigt, indadvendt Blik).
Og fortære dig ja. — Og mig selv. Og mig Selv! (Hun aabner Døren, kysser paa Fingeren og hvisker): Glem ikke, glem ikke — — min Elskede!
(Hun gaar).

154

✂

FEMTE SCENE.

BORG. MAGDA.

BORG.: (synker grublende sammen i en Stol).

MAGDA.: (kommer).

BORG.: (ser op; hvast).
Du skal have Tak.

MAGDA.: (tirret).
Kunde hun blot jage Helen bort fra dette Hus, saa gjorde hun dog engang noget godt. — Jeg holder ikke længer dette ud.

BORG.: Hvad holder du ikke ud?

MAGDA.: At jeg ikke holdt mit Løfte og min Ed til Alf hild, det holder jeg ikke ud.

BORG.: Alfhild holdt heller ikke sit Løfte til dig. Hendes Testamente var naturligvis i Uorden.

MAGDA.: Men du skulde respekteret det.

155

BORG.: Jeg respekterede det ogsaa paa den Betingelse, at du blev.

MAGDA.: Jamen nu maa vi bort. Jeg faar de frygteligste Breve om det, Stefan. Og jeg holder det ikke ud.

BORG.: (grublende).
Ja, det maa vel blive Enden paa det. — I et halvt Aar har jeg ikke set Helen. Underligt nok, at jeg nu ikke skal have Lov til at møde min Steddatter ved Maaltidet.
(Han gaar forlegen mod Baggrunden).

MAGDA.: Jamen gør en Ende paa det, og jeg skal takke dig paa mine Knæ. — Ellers gaar det galt.

BORG.: Galt. Dette er ret en Svir for din Gammelkonefantasi.

MAGDA.: Skam slaa din onde Tunge! — (Varmere). Du dømmer mig haardt, Stefan. Du ser kun det onde hos mig. Du har aldrig havt en Tanke for, at jeg ogsaa er et ulykkeligt Menneske.

156

BORG.: Jeg har taget dig selv i Huset. Din Ulykke har jeg ikke Skuldre til at bære.

MAGDA.: Men jeg har ikke Hjerte til at bære Helens Ulykke.

BORG.: (staar grublende).
Vi kunde ogsaa reise alle tre.

MAGDA.: Nei. Nei. Nei. Tænk ikke paa det. (Nærmer sig Bordet). Hvis jeg blot troede, at du ikke vilde Helen noget ondt. (Ser grublende paa BORG). Jaja, Helen er en Engel, saa det gaar vel godt. Tænker bestandig paa sin døde Ven.

BORG.: (Ser forskende paa hende).

MAGDA.: (pludselig).
Hun er forandret i det sidste.

BORG.: Hvorledes forandret?

MAGDA.: Tro ikke, at det er dig. Pyt! Skønt det er en farlig Magt, du har over Kvinder. Det er farligt at kunne gøre, hvad man vil. (Ser hastigt hen paa BORG og bryder ud i en kort Latter). Der kom Mandfolkesmilet.

157

BORG.: (hvast).
Du ser Syner?

MAGDA.: Et ganske lille Triumfsmil. Saadan var det ogsaa med mig. Men der er dog ingen Kvinde, der er saa forfængelig som en Mand.

✂

SJETTE SCENE.

DE FORRIGE. HELEN.

HELEN.: (kommer fra Haven).
Godaften. Sidder I her endnu!

BORG.: (som ivrig straalende har reist sig).
Hvordan var Veiret, synes du? Var det godt. Var der Foraar i Luften. (Tager hendes Hænder). Fryser du ikke. Det var vist for koldt.

HELEN.: Der er Foraar i Luften idag. Man aander lysere.
(Hun sætter sig paa en Stolearm).

MAGDA.: Du blev ikke længe ude.

HELEN.: (aandsfraværende).
Gjorde jeg ikke. — Aanei.

158

BORG.: Nu gaar Solen jo ogsaa ned.

HELEN.: Naa, jeg maa nok lægge Tøiet.
(bliver siddende).

BORG.: Kommer du herind igen?

HELEN.: En lille Stund, tror jeg.
(Hun reiser sig modstræbende og gaar ud tilhøire).

✂

SYVENDE SCENE.

MAGDA. BORG.

MAGDA.: (halvt for sig selv).
Og saa er hun alligevel ikke som vi andre. — Ja, hvis jeg greb hende i en Lumpenhed, saa skulde jeg dog le. Men jeg vilde græde mit Hjerte itu. Ja, jeg ligger paa Knæ for hende, paa mine gamle visne Knæ.

BORG.: (som har gaaet frem og tilbage, standser og siger indtrængende):
Gør, hvad du vil. Jeg vil, at vi skal reise, hvis Helen vil følge. — Jeg ofrer derved meget.

159

MAGDA.: Det skal ikke ske.

BORG.: Det sker, som jeg vil. Gaa nu helst.

MAGDA.: Du er bleven kæphøi igen.

BORG.: Jeg er den, jeg er. — Og du skulde ikke stille dig i Veien. Men følge for Helens Skyld.

MAGDA.: (idet hun gaar).
Aa pyt. Hvad bryder jeg mig om dig. Ikke en Døit. Du er bare et Mandfolk. Men Gud forlade min Synd. Jeg skal nok se at gøre den god igen. Ja gid du var død, det siger jeg, for du er det onde i mig. Nei, dig bryder jeg mig ikke en Døit om, ikke en Negl. (Vender sig i Døren). Men glem ikke de Døde.
(Ud tilvenstre).

✂

OTTENDE SCENE.

BORG.: (alene, med en Gysen).
De Døde — reise sig af Deres Grave. — Vanvid! Leve i Anger og Bod for at vandre 160 blandt Stjernerne i hvide Klæder. — Afsind, Vanvid! Var det til det, jeg blev født? Hvad havde jeg da forbrudt forud? — (Gyser). Aa, jeg har været godt paa Veie til Afsind. — Kunde jeg da forvandle mit Blod? Kunde jeg gøre det bedske sødt? — Helen kan det! Helen bringer mig et nyt Hjerte! (Angst). Men hvorfor skal jeg leve, naar de andre dør. Naa, saa lad mig da dø. — Lad det bære eller briste! — — — (utaalmodig). Hvis hun kommer nu strak inden et Minut — saa skal det bære. — Aa, jeg er ung. Jeg er ung endnu! Hvis ikke — (Bryder af). Jeg er gal. Det skal bære. — (Vrider sig i pludselig Angst). Men det brister.

HELEN.: (kommer).

✂

NIENDE SCENE.

BORG. HELEN.

BORG.: Aa, er du der!

HELEN.: gaar underlig raadvild mod Baggrunden. Hun har et lille Læderetui i sin Haand).
Jeg skulde egentlig.

161

BORG.: Hvad Helen!

HELEN.: Jeg skulde vist egentlig op at sy.

BORG.: (dæmpet).
Du bliver nok en lille Stund?

HELEN.: En lille Stund.
(Hun sætter sig paa en Stolearm i Baggrunden). (Samtalen føres med dæmpede Stemmer).

BORG.: Du har dog vel ikke frosset?

HELEN.: (ryster paa Hovedet. Reiser sig og ser ud. Lidt efter siger hun):
Der gaar en Mand og en Kone henad Veien.

BORG.: Tænker du paa dem?

HELEN.: Aa ikke videre.
(Tavshed).

BORG.: De kommer fra deres daglige Dont til deres daglige Kammer. — Gaar dine Tanker bestandig den samme Vei, Helen?

162

HELEN.: (tier).

BORG.: Ind mellem Stjernerne? Og din lyse Ven tager imod dig ved det fjerne Maal.

HELEN.: (tier).

BORG.: Og jeg slæber mig bagefter og naar aldrig frem.

HELEN.: (vender sig).
Jeg tænker ikke saa ofte saadan som før.

BORG.: Tænker du mere paa Livet nu?

HELEN.: Er det ikke det samme? Jeg tror som før — paa Lyset ligesom før. — Mest fordi jeg saa Mors Ansigt. — Jeg ved ikke om det med Stjernerne — Om vi virkelig skal vandre fra den ene til den anden. Hvor kan jeg vide det. Jeg maa jo først leve her. (Ser ud af vinduet). Jeg tror ikke, de Døde vil det anderledes.

BORG.: Er du kommen til at tænke saadan?

163

HELEN.: (for at bryde af).
Se, der er Krokus i Haven. Som smaa Blus. — Hvad betyder mon Blomsterne? — Hvad føler de mon?
(Tavshed).

HELEN.: (genoptager Tanken).
Jo for de Døde, de har jo levet saa længe, som de vilde inderst inde, som du sagde engang.

BORG.: Du tror det?

HELEN.: Naar jeg husker, hvor Mor var skøn.
(Gaar raadvild frem imod ham, stanser, rækker med hele sin Arms Længde Etuiet, som hun har holdt i Haanden, frem).

BORG.: Hvad er det?

HELEN.: Jeg fik Lyst til at give dig den.

BORG.: (aabner Etuiet. Tager en Revolver frem. Blegner. Ser forskende paa HELEN).
Hvorfor?

HELEN.: Jeg ved ikke. Jeg fik Lyst. Jeg har faaet den af Mor!

164

BORG.: (dirrende).
Mener du, at jeg skal bruge den?

HELEN.: Nei, nei, nei. Men jeg har ikke Lyst til at have den.

BORG.: Du fik den af din Mor, Helen?

HELEN.: (som har trukket sig tilbage).
Den Dag, hun gik bort. Hun skrev til mig.

BORG.: (angst).
Hvad?

HELEN.: Vil du vide det?

BORG.: Ja.

HELEN.: Hun Skrev bare kort. (Bider i sin Haand, mens hun taler). Det var vaadt af Taarer. Mor skrev: „Jeg kan ikke dø med Had til nogen. Jeg har hørt — hørt — Stefans Graad. Maaske — — — (Hun brister i Graad. Behersker sig).) Maaske har han en Ret, som jeg ikke forstaar.

BORG.: (dybt bevæget).
Skrev hun det?

165

HELEN.: Saa var der ikke mere. Kun et Par Ord til, at jeg skulde tage denne — at jeg — „Forsvar dit Liv", skrev hun. „Min elskede Helen". Hvor Mor dog var god — uendelig!
(Dyb Tavshed).

BORG.: Og nu giver du den fra dig?
(Tavshed).

BORG.: (sætter sig).
Helen, du maa reise.

HELEN.: (ser angst paa ham).

BORG.: Du maa reise til din Slægt, som kræver det.

HELEN.: Vil du det?

BORG.: (ryster fortvivlet paa Hovedet).

HELEN.: (bider sig i Læberne. Hun staar lænet med Hovedet mod Væggen).

BORG.: (tager Revolveren).
Hør nu, Helen. Hvis jeg nogensinde gør dig noget ondt — Helen, saa beder jeg dig, 166 at du skal dræbe mig, som din Mor vilde det. Eller sige til mig, at jeg skal gøre det selv — — eller se blot paa mig! Da handletdu som min bedste Ven.

HELEN.: Vil du gøre mig noget ondt? Hvad da?
(bliver forvirret).

BORG.: Hvis vi ikke skal skilles, saa maa vi reise imorgen. Her kan vi ikke være. Men du maa vide, hvad du gør. — Hvis du bliver hos mig, skaber du dig Fjender. Og hvis jeg dør, er du ene.

HELEN.: Jeg kan selv dø.

BORG.: Tapre Helen. Du skal ikke dø.

HELEN.: (pludselig angst).
Hvorfor kan ikke alt være som før?

BORG.: (ser paa hende).
Tror du det?

HELEN.: (tier).

BORG.: (nærmere, dirrende).
Tror du, Helen?

167

HELEN.: (tier).

BORG.: (nærmere).
Ved du, hvad vi taler om? Vi er mod Lovene.

HELEN.: (tier og stirrer frem for sig).

BORG.: (gaar dirrende tilbage, hvor han stod).

HELEN.: (ser længe paa ham, glødende).
Du, som er Manden med det rolige Øie!

BORG.: (sætter Hænderne fast i Bordet).
Ja, lad os reise til Syden og Sol og Sommer, Helen!
(Tavshed).

BORG.: (nærmere. Strækker Hænderne frem, ganske sagte).
Jeg elsker dig.

HELEN.: (bevæger Læberne uhørligt).

BORG.: (kaster sig paa Knæ hos hende. Begraver sit Hoved i hendes Skød. Kysser hendes Hænder).
Jeg elsker dig. Helen, jeg elsker dig. — Hellere briste. Deilige!
(Reiser sig halvt).

168

HELEN.: (viger i Angst lidt tilbage).

BORG.: (kommer helt op, slynger Armene omkring hende, nærmer sit Hoved til hendes).
Aa, hvor længe siden, Helen, at du kyssede mig. (Kysser hende).

HELEN.: (hæst i Angst).
Stefan. Det er Synd!

BORG.: Det er ikke Synd. Det er Salighed.
(Kysser hende).

HELEN.: (synker villieløst ind til ham). (I dette Øieblik banker det paa Havestuedøren uden at nogen ses. HELEN og BORG farer forfærdede fra hinanden. Staar og stirrer).

HELEN.: (vrider sine Hænder).
Hvem! hvem!

BORG.: (bleg af Skræk).
Ingen kan komme op der.
(Det har skumret. Det bliver mørkt).

HELEN.: (tager sig sammen).
Hvem er det?

169

BORG.: I Himmelens Navn hvem er det?

FRIDAS Stemme.: (med en kort Latter).
Baronesse Frida Stjernkrone i Himmelens Navn mit Lam!

BORG.: (springer til Bordet. Griber Revolveren. Aabner Døren og raaber ud).
Bort, siger jeg. Eller jeg skyder dig ned som en gal Hund. (Sigter).

FRIDAS Stemme.: (angstfuld).
Ja jeg gaar jo. Jeg gaar!

HELEN.: (ser sky paa BORG).

BORG.: Det er et halvgalt Fruentimmer, som render mig paa Dørene. Hun stod dernede med en lang Stang. Lad os reise imorgen tidlig, Helen. Bort fra dette Hus.

HELEN.: (ser paa ham med vaagnende Rædsel).
Er du bange for Huset?

BORG.: Du ser det Vanvid, du har bragt mig til. Spøgelsefrygt og foragtelig Skræk.
(Griber hende voldsomt i sine Arme).

170

HELEN.: (skriger).
Stefan! Stefan!

BORG.: Helen. Dette Vanvid maa have Ende.

HELEN.

✂ (bittert bebreidende).

Stefan. Hvor kan du — — — BORG

(brutalt).

Der skal en Ende paa dette, Helen. Jeg vil ned paa Jorden igen. Om jeg saa skal vælte mig i Sølen.

(Vil gribe hende).

HELEN.: (tager i det samme Revolveren, som ligger paa Bordet).

BORG.: (viger forfærdet nogle Skridt tilbage.

HELEN.: (stille, som om hun ikke vidste, hvad hun sagde).
Stefan, nu ved jeg hvem, som bankede. Det var Manden med det rolige Øie.
(Taarerne strømmer ud af hendes Øine).

BORG.: (i det yderste Oprer. Frem mod hende).
Nu tager jeg dig. Skyd!

171

HELEN.: (løfter Revolveren. Ser ligesom undrende paa BORG. Idet han rører ved dens Munding, trykker hun den af).

BORG.: (hæst med et forvirret Udtryk).
Tappert gjort! — Traf du?

HELEN.: (aander tungt ud og stirrer paa BORG).

BORG.: (med sammenbidte Tænder).
Dumme, onde Liv. — — Din Skyld!
(Famler med Hænderne ved Hjertet).

✂

TIENDE SCENE.

DE FORRIGE. MAGDA.

MAGDA.: (kommer med en Lampe).
Der faldt et Skud. — (Klynkende). — Men Mennesker, hører I dog ikke, der var En, som skød. Herregud, Hvem var det, som skød? — (Grædende). — I maa ikke skyde herinde, siger jeg. Jeg kan ikke taale det!

BORG.: (som er begyndt at vakle, synker sammen).

MAGDA.: Jesus Christus!
(Sætter skælvende Lampen fra sig. — Glasset knuses).

172

BORG.: (forvirret).
Giv mig en Haand. — Er der ikke En, som vil række mig Haanden.
(Der kommer Rædsel i hans Øine).

MAGDA.: (skælvende).
Jeg tør ikke —

HELEN.: (er ilet hen til BORG. Ligger paa Knæ ved hans Side, støtter ham).

BORG.: (vender Blikket mod HELEN).
Et Glimt af Lys — Helen — ogsaa for mig — —

HELEN.: (som har BORGS Hoved i sit Skød, mumler frem for sig).
Nu dør Stefan — min ulykkelige Ven. —
(Hulker).

MAGDA.: (er sunket ned i en Stol, rokker med Hovedet).
Jorden ruller. Brr. Brr. — Ingen Steds hen! — (Farer pludselig op og skriger). — En Læge! Vi maa hente en Læge!

BORG.: (sukker).
Ingen Læge — —
(Han dør).

173

MAGDA.: (synker ned paa Knæ, virrer med Hovedet og stirrer frem for sig).
Underlige Evighed! Hvad vil du med os!
(Begge Kvinder hulker over BORGS Lig). (Tæppet falder).

Rode, Helge Kampene i Stefan Borgs Hjem

HELGE RODE

📖 KAMPENEISTEFAN BORGS HJEM

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAGFR. BAGGES BOGTRYKKERI1901.

PERSONERNE

I FØRSTE DRAMA

I ANDET DRAMA

I TREDIE DRAMA

I FJERDE DRAMA

FØRSTE DRAMA

FØRSTE SCENE.

ANDEN SCENE.

TREDIE SCENE.

FJERDE SCENE.

FEMTE SCENE.

SJETTE SCENE.

SYVENDE SCENE.

OTTENDE SCENE.

NIENDE SCENE.

TIENDE SCENE.

ANDET DRAMA

FØRSTE SCENE.

ANDEN SCENE.

TREDIE SCENE.

FJERDE SCENE.

FEMTE SCENE

SJETTE SCENE.

SYVENDE SCENE.

OTTENDE SCENE.

NIENDE SCENE.

TIENDE SCENE.

ELLEVTE SCENE.

TREDIE DRAMA

FØRSTE SCENE.

ANDEN SGENE.

TREDIE SCENE.

FJERDE SCENE.

FJERDE DRAMA

FØRSTE SCENE.

ANDEN SCENE.

TREDIE SCENE.

FJERDE SCENE.

FEMTE SCENE.

SJETTE SCENE.

SYVENDE SCENE.

OTTENDE SCENE.

NIENDE SCENE.

TIENDE SCENE.

📖 KAMPENE
I
STEFAN BORGS HJEM

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1901.