↩
Bøjet er dit Hoved af tunge Tanker,
ti Alen under Jorden har dit Blik du gemt.
Hvad har dig dog skræmt?
Og hvor dit Hjerte dog banker.
Og de smaa Hænder de famler og bæver,
Blikket er angstfuldt, saasnart det sig hæver,
flygter saa straks under Jorden ned,
som om det der kunde finde Fred.
Læberne skilles og lukker sig atter,
hvad de skal gøre de slet ikke fatter,
trænges af Graaden og Tankerne ømme.
— Vilde saa gerne lade dem strømme,