Richardt, Chr. Uddrag fra Prolog til nordisk Musikfest

Ja Folkevisen - hun er en Agnete,
der fjæled sig i Bondens ringe Hytte,
men løftes op til Brudebord i Hallen,
og hyldes som den ægte Ridderdatter,
hvern Kongen selv har staaet Fadder til!
Guddatter, som hun er af Nordens Aand,
hun kjendtes paa hans kongelige Gave!
hun ejed Ringen, Sangens ægte Guld!
Man vidste ikke rigtig, hvad det var
der virked som et gammelt Barndomsminde,
som Græssets, som Konvallens Morgenduft -
men der var Noget, som blev varmt herinde!
- Hin Kveld stod Folkevisen Brud med Kunsten,
i Kuhlaus fine, lette Brudeslør,
og vor Romance, vore bedste Toner,
de bærer alle hendes Modermærke!
Hun har sin Slægt trindtom i høje Norden,
de mylred' frem paa Fjeldet og i Dalen -
Vallpigens Sang, Hardangerguttens Fele
har taget hendes Strenge-Spil i Arv -
men i Alverdens ægte Tonekunst,
157 hvor store, rige Former end den rummer,
vil altid - under Rhytmers Bølgegang
og Harmoniers Brus og Farvers Glimren -
fornemmes fra det Dybe som en Rislen
af Folkevisens favre Tonefald:
det sjælfuldt Enkle, som kan Hjertet røre!
- Smyk Dig med den, Du Nordens Tonekunst,
alt mens Du gaar i Lære hos de Store:
den søde Hjemmeklang i Moll og Dur
fra Bøgeris, fra Elveløb og Sætre -
vrag ikke den for hundred Orchideer,
thi den er Toneskovens vilde Rose!