✂
Der kæmped en Damper med Storm og Nød,
med Vandenes Gru.
Passagererne daaned og Lasten flød;
kun Røgsøjlen tappert i Luften skød, -
den kæmped endnu.
✂
Maskinen den blanded sin gungrende Røst
med det brølende Havs,
saa stønned den dybt som et rallende Bryst,
saa gav det et Brag som en Torden i Høst,
og saa blev den taus.
✂
Den maatte vel synge sin Svanesang,
den stækkede Fugl;
den basked med stumpede Vingefang; -
hvor skulde man hen med halvanden Stang,
og stoppede Hjul!
✂
En Hagl af Eder der fløj om Dæk,
med Graad besvart.
Kaptajnen var rolig i al den Skræk:
»Maskinmester, gik der paa Damprøret Bræk,
saa lap i en Fart!«
✂
Nej stop, Kaptajn, nu siger jeg stop,
der er Maade med Alt!
Det var jo at skolde sig levende op, -
langt heller maa Hajerne slaas om min Krop,
naar det skal være galt.
✂
Kaptajnen taug. Man saae paa hans Blik,
han søgte en Mand.
Saa spurgte han endelig: hvor er Dick?
»Ja hvor? Hvis han nu i Maskinen gik,
det maa han om, han.«
✂
Og Svanen vælted sin syge Barm
i Havets Seng,
som vilde den svale sin magtløse Harm, -
da bæved med Et gjennem Stormenes Larm
som en brummende Streng.
✂
Hvad var det? mig synes Maskinen gaar,
Kaptajn, er det sandt?
9
sit vante Drejeslag Stemplet slaar -
»Javel er det sandt, vi er frelst, hun gaar,
hun gaar galant!
✂
Og han, den sværtede Djævel dèr
er vor Redningsmand!
Hvad han har gjort, det er Ære værd, -
næst Gud er det ham vi kan takke her,
hans jævne Forstand.«
✂
Af Lugen en sortsmudset Maskinist
tilsyne kom.
Han saae noget ud som en lynramt Kvist,
han slæbte sig frem, saa sank han tilsidst
mod Rælingen om.
✂
Han hilste Kaptajnen, - og smilede lidt
i al sin Vee:
»Ja nu har jeg ærligt med Damprøret slidt!
all right Herr Kaptajn - kun ikke med Mit,
kan De noksom see.
✂
Jeg tænkte jo vel, den stjal mit Liv
den Damp og Glød;
det var dog en nyttig Tidsfordriv, -
Vorherre være med mig - glem ikke min Viv!«
- Saa var han død.
✂
Af sig selv var han gaaet mod Ild og Vand
den Farens Dyst;
det gjaldt ham at frelse de mange Mand, -
10
mon Stormen havde sig lagt paastand,
der blev saa tyst.
✂
Men i ham var Maskinen gaaet istaa
den ædle Sjæl;
lidt Køjeklæder at hvile paa,
saa sænkte de ham i det dybe Blaa,
med kort Farvel.
✂
Kun Flaget fulgte; det sænkte sig
mod Bølgens Dyb;
det stjernesaaede hans sidste Vej,
saa var han borte, hos Dybets Haj,
hos Havets Kryb.
✂
De stirred efter, mens Skibet brød
sin vaade Sti;
Skumlilier op over Graven skød,
et Par medlidende Taarer flød,
saa var det forbi.