VIII.
Hjemad!
✂
Fra de blodbestænkte Hynder
hun med bortvendt Blik sig skynder,
slænger hen det røde Sværd.
Tys! fra Druknes hæse Lunge
Hymner end hun hører sjunge,
- »nu, Adina, Tand for Tunge!
det er bedst vi skilles her!
✂
»Snig Dig sagte og forblommet
bort igjen som Du er kommet,
vàr for Alt din dyre Sæk!
Duk Dig mellem Teltets Pløkke,
- jeg har løsnet her en Løkke -
list saa varsomt frem et Stykke,
mød mig ved den tørre Bæk!«
✂
Ternen som en Kat sig dukker.
Judith Lampeblusset slukker,
trækker Kamrets Forhæng for;
famler sig igjennem Teltet,
- Himmel, hvad var det jeg vælted!
rørte Nogen mig ved Bæltet, -
nej, det var kun Tæppets Snor!
✂
Ud mod Baalet hun sig vover,
ud hvor Nattevagten sover,
- ha, Bagoas vaager end!
Da hun over Tærsklen triner,
listigt han i Skjægget griner,
men faaer Svar af strænge Miner:
Stille! væk ham ikke, Ven!
✂
Svenden bøjer sig og smiler.
Frem i Mulmet Judith iler,
snubler over tabte Spyd;
famler møjsomt frem til Bækken,
øger med sit Fodtrin Skrækken
i den Gamle, som med Sækken
skjælver ved den mindste Lyd.
✂
Dristig Gjenvej Judith skyder
gjennem Lejrens tomme Gyder, -
hilses af en søvnig Flok;
gyser, da hun ved sin Side
stablet seer en Pyramide:
Dræbte Landsmænds dødninghvide
Hoveder med Lok ved Lok.
✂
»Ak, hvor disse Fjed er strænge,
hvor det varer længe, længe!
Judith, gik Du ikke vild?
Hører Du den sære Snøften, -
er der Ingen der i Grøften?«
Judith trøster: Snart bag Kløften
gaar det ad Bethulia til!
✂
Men hvor Lejrens Vognborg endes,
hvor de sidste Vagtblus kjendes,
mens det lysner svagt i Øst,
skimter hun et Hoved dukke
fra et hegnet Indelukke,
hører hun et »Stop, Du Smukke!«
fra en Krigers drukne Røst.
✂
Stærke Judith, stedt i Vaande,
mærker alt hans Vindunst-Aande
om sin kolde Kind og Mund, -
hvisker: »Gamle, il til Vagten,
Meder er han efter Dragten, -
tag det Armbaand, mind om Pagten,
kjøb os Hjælp i denne Stund!«
✂
Og med Ryg mod Naboteltet,
river hun ham Kniv af Bæltet,
truer ham paa nære Hold, -
mens Adina fremad vakler,
stønner mod de røde Fakler:
Hjælp os værgeløse Stakler,
mod din Krigers ublu Vold!
✂
Judith har sig fra ham vristet;
hæst han laller, overlistet,
»vil Du stange mig, Du Lam!«
Vildt han efter hende rækker, -
da et Slag til Jord ham strækker;
stærke Reb hans Vildskab stækker,
Bueskytter baste ham.
✂
Nu har Judith atter Magten:
dèr er Høvdingen for Vagten,
ham, hun gav de gyldne Baand!
Barsk fra Fangen han sig vender;
vel ham Faklens Flimren blænder,
grant hans Falkeblik dog kjender,
der er Blod paa Judiths Haand!
✂
Og hvad dèr fra Sækken drypper,
det er ej den havblaa Cyper, -
det er ikke Vin, men Blod!
Men den gyldne Ring, der skinner
paa hans Arm, ham Tungen binder,
den er Isra'ls hvide Kvinder
i hans Hu en Talsmand god.
✂
Og da Judith fast sig tvinger,
gi'r ham Vink og Tegn: vi bringer
blodigt Offer Isra'ls Gud!
Ej han undres, ej han truer,
det er ham, som lønligt gruer:
Blod ved første Morgenluer,
det er Dødens visse Bud!
✂
- Tyst igjen mod Bjergets Side
som i Offergang de skride,
til en Kratskov dølger dem;
og mens Panthren i det Fjerne
glammer hæst mod Morgnens Stjerne,
hvisker Judith til sin Terne:
Her er Stien! fremad, frem!
✂
Ak, hvor bæver hun den Gamle,
naar de løse Stene ramle
gungrende i Kløftens Grund;
ved hver opskræmt Fugl hun gyser,
om sin Byrde Haanden fryser, -
dog hvor Fruersløret lyser,
tro hun følger som en Hund.
✂
Men i Judith jubler Hjertet,
hendes egen Hjemdal er det,
som nu lysner svagt i Øst:
Tak, o Herre, Du hvis Hænder
gav os Nat og Mulm til Venner,
rev os ud af Løvens Tænder, -
evig love Dig min Røst!