Richardt, Chr. Uddrag fra Fjeld og Dal.

Dalen.

Du! Ja Du var selv den Haarde,
som jog Sønnerne af Gaarde, -
hvem har atter kaldt dem hjem?
Strakte jeg mig ej mod Norden,
taus mod al din Vredestorden,
rakte jeg mig ej mod Fjorden,
for paany at vinke dem?

133

Lod jeg ikke Luften blidnes,
lod jeg ikke Hæggen hvidnes
for at dufte dem imod?
Gav jeg ej i Vestens Vige
som et lille Sydens Rige,
at de bedre skulde hige
mod den Strand, som de forlod?

Naar de rev sig fra mit Hjerte, -
gav jeg efter for min Smerte?
Blev jeg veg i al min Vee?
Sang og Fele lod jeg røre,
mens mig Barmen laa i Snøre;
hvisked Mø og Viv i Øre:
Læg din Længsel under Snee!