Richardt, Chr. Mindesange.

Mindesange.

Frederik Hammerich.

Ja, læg kun Arbejds-Spaden hen,
skjøndt ej i sølvgraa Alder,
Du Herrens gode Vingaards-Svend -
nu Lønningsklokken kalder!
I al dit Værk, dit Hverv,
hvor var Du kjæk og djærv!
I al din Vandrerfærd,
hvor tro, hvor sandhedskjær!
Gaa til din Herres Glæde!

Ham gav Du Haandslag, Ham dit Ja
alt under Kirkelofte;
og ikke gik Du til og fra,
sled heelt din Arbejdskofte;
som Fuglen morgenfro!
148 som Bien aftentro!
Til sidste, strænge Kveld
Du brugte Spaden vel -
thi tør nu Haanden hvile.

Hvad har med Styrke saa Dig fyldt
midt under Dagens Hede?
Hint Ord om Frelsen uforskyldt
for dem, som tro og bede!
Ved det blev Svaghed stærk,
din Kraft var Aandens Værk!
Nu er Du hos din Ven -
tag Naadens Penning hen
med Fred og evig Glæde!

H. N. Clausen.

Tak skal lyde ved din Grav,
Tak for Alt, hvad Du os gav!
For dit Aasyns Adelsbrev!
For hver Daad, din Manddom skrev!
For din Tænknings ranke Palme!
For din Tales blanke Malme!

For mange Aar tilbage,
da Juleklokken lød,
149 han laa i mange Dage
imellem Liv og Død;
han tro'de Timen rundet,
hans Kjære græd iløn,
hans Tunge den var bundet,
men Hjertet var i Bøn.

Og ydmyg han bekjendte
sin Intethed, sin Brøst,
og længselsfuld sig vendte
mod Naadens høje Kyst,
og spejded efter Broen
ved Strømmens mørke Bred,
og vidned: Christustroen,
den ene gav mig Fred!

Den stolte Verdens Gaade,
Forligelsen med Gud,
den Faderligheds Naade,
hvorom hans Søn gik Bud,
den gav ham Fred i Vaanden,
den løste Dødens Frygt,
den styrked ham i Aanden,
den gjorde Hjertet trygt.

Og tyve Vintre svunde,
og Palmedagen kom,
da gik han som i Blunde
til Hvile mild og from;
da lagde han paa Puden
sit hvide Sølverhaar,
150 da blev han nadverbuden
til Kongesønnens Gaard.

Bøn skal stige om din Grav
til den Gud, Du Hjertet gav,
Bøn, at som dit Liv gik ned
i den stille Uges Fred,
Du for Jesu Skyld maa stedes,
hvor hans Frelste paaskeglædes!

† Frederik Paludan-Müller.

Ak, hvor Sangens Trækfuglskare har forladt os inden kort:
Elsk ovsfuglen taug i Lunden! nu gik ogsaa Svanen bort!
Esroms ædle, hvide Svane, med det brede Vingefang,
ogsaa han har sænket Vingen, sjunget os sin Svanesang.

Hvorfor bølged om din Baare ej et Hav af Sørgekvad,
hvorfor fletted hver en Sanger ej i Kransen ind sit Blad?
Var Du ej blandt vore Store, var Du ej i Adel stor,
høj af Flugt, og dyb af Tanke, stærk af Mæle, skjøn af Ord?

151

Sang Du ej om Tidens Daggry, og om Morgenstjernens Fald!
Sang Du ej om Jordens Aften, om det sidste Gny og Gjald!
Sno'de Du af Hellas' Myther ej saa kostelig en Ring!
Peged ej fra Skinnets Verden Du mod Lysets Kildespring!

Drog Du ej i skarpe Linjer, heelt i Alvor, halvt i Skjers,
Adamsbarnets Iliade i udødelige Vers!
Rynked ej med hellig Alvor Du i Munkeskrud dit Bryn!
Havde ej for Danmarks Fremtid Du saa stort og varmt et Syn!

Ung og festlig til det Sidste Sangens Musa til Dig kom, -
men behændigt ej Du afskrev nogen stemplet Fleertals-Dom;
og med Strømmen drev Du aldrig, Mængden var Du aldrig huld,
solgte aldrig under Prisen, fint forfalsket, Sandheds Guld!

Derfor bølgedom din Baare ej et Hav af Sørgekvad,-
hvad skal ogsaa Du med Gravlyd i den gyldne Englestad!
Du har vundet, vi har arvet, her er ikke Plads til Graad, -
Svanehammen, Du har kastet, løfte os til ædel Daad!