✂
Alt breder Vaaren sin grønne Dug
over Steen og Stok;
det unge Vinløv kysser ismug
Fa'r Hillers Lok,
og Ranker skygge hans Pande.
✂
Men ak, han veed, det er sidste Vaar
han skuer dem!
det knuger ham, det er hans sidste Aar
i det gamle Hjem
ved Neckars smilende Vande!
✂
Her havde han talt, fra Stol, fra Kor,
under Kirkens Tag,
hver helligt Lovens og Livets Ord
paa Herrens Dag,
viist Vej mod de evige Strande.
✂
Og vandret mangen et mødigt Fjed
over Bjerg og Dal,
og bragt i Hytterne Trøsten med,
en Trøst meer sval
end Pustet fra Neckars Vande.
✂
Men en Stund har ikke hans Kirkes Hvalv
ham svart igjen;
thi som et Espeløv Stemmen skjalv
og døde hen,
mens Mismod skygged hans Pande.
✂
En snigende Hæshed stjal dens Malm,
brudt var hans Røst;
den kunde kun knistre som vissen Halm,
kun hviske tyst
som Neckars slumrende Vande.
✂
- Den Gamle helder sig mod sin Stav,
et Suk han drog;
da folde sig Hænderne: Herren gav,
og Herren tog!
Hans Navn være evig lovet!
✂
Og Harpen han henter af Krogen frem,
hans Ungdoms Lyst;
og kjæler for Strengene, stemmer dem,
til de faae Røst
og tør deres Toner blande.
✂
Og kan han kun nynne og hviske selv,
blev Strømmen Grus,
saa lader han sjunge Harpens Elv
med fulde Brus
som Neckars vaarlige Vande.
✂
Og som af en overrislet Eng
der Blomster groer,
af Tonevældet fra Harpens Streng
der fødes Ord,
trohjertige, fromme, sande.
✂
Ja, al sit bævende Hjertes Tro,
sin Lid til Gud,
det Haab, som slaar over Angsten Bro,
han hvisker ud
over Neckars hviskende Vande.