Richardt, Chr. Uddrag fra Præstevalget.

II.

Langs med Floden
gaar i Havegangen
Hillers Datter,
let paa Foden,
lyttende til Klangen;
Haab hun fatter.

Fra de Dage
Klärchen maatte bære
Afskedstanken,
hendes Klage
mægted ej at skjære
Redningsplanken.

Sørget har hun,
skjøndt hun hos sin Fader
frejdig smilte;
Harmen bar hun
under muntre Lader, -
dybt den hvilte.

209

Hvorfor skal han,
end med friske Kræfter,
la'e sig jage?
Hvorfor vil han
villig give efter
for en Klage?

Ej fordi hans
Hyrderøst er lammet
og affældig!
just fordi hans
Hvisken har dem rammet
tidt saa vældig?

Sandru Venner
bad ham ikke vige
fra sin Rede;
kun hans Fjender,
Fjender af Guds Rige,
derom bede.

Skal han bytte
Hjemmet her og Haven
med dens Buer,
skal han flytte,
flytter han i Graven, -
og hun gruer.

- O men Klangen
lyder ej bedrøvet
fra hans Hytte!
210 Psalmesangen
dirrer gjennem Løvet, -
hun maa lytte.

Faderrøsten
fanges af hans Datter
i dens Viften,
som i Østen
Kjenderøjet fatter
Kileskriften.

Selv bekymret,
inderlig Fortrøstning
op hun fanger:
Tro har tømret
Haabets høje Brystning,
skabt en Sanger.

- Mangen Aften
lytter hun bag Løvet
trang om Brystet;
mangen Aften
kommer hun bedrøvet,
vandrer trøstet.

Og sin Klade
glemte han derinde
tidt i Tanker:
Blyantsblade,
lagt for alle Vinde
mellem Ranker.

211

Mange Gange
læser dem hans Datter,
til hun kan dem:
Sang paa Sange!
lægger dem saa atter,
hvor hun fandt dem.

Klärchen vejer
Alt hvad hun skrev efter
paa sit Kammer:
tænk, hun ejer
fire Psalmehefter, -
Øjet flammer.

Og sit lange
brune Haar hun fletter; -
Ingen aner,
hun i lange,
gjennemvaagne Nætter
fletted Planer!

Valget truer,
nu er det paa Tide,
at de trykkes!
Let hun gruer, -
Fa'r skal Intet vide,
før det lykkes!