III.
✂
»Hvad skal vi med den stumme Præst,
at faae en anden er os bedst!«
saa gaar iløn Parolen;
»Hvad hjælper det, vi har ham havt,
han kommer aldrig meer i Kraft
og aldrig meer i Kjolen!«
Og Menighedens lange Tog
med Spændesko og Spændebog
gaar nu til Valg paa Skolen.
✂
Max Jürgel i en Broderflok
slaar ud med baade Arm og Stok:
Nu hævnes vi i Fællig!
Jeg husker nok den Aftenstund,
han læste Texten mig, den Hund,
han vil nok være hellig!
Og Hansel han er Præsten gram,
fordi han er for verdslig ham, -
saa Grunden er forskjellig.
✂
Og En, som kjender sin Tabel,
han venter af et Salg sit Held,
og sin Beregning stiller:
Naar Præsten faaer en Eftermand,
saa kjøber han mit Vingaardsland,
som Præstejorden skiller!
- Men mange baade Graa og Smaa
med Savn og Taarer tænke paa
»den kjære Fader Hiller!«.
✂
I Græsset har en Flok sig strakt,
mens Sognets Ungdom holder Vagt
fra Trapperne til Svalen;
Max Jürgel skaffer sig et Krus,
og om det gamle Skolehus
er Latter, Støj og Talen, -
da Udkigsposten gjør Allarm,
og bringer dem sin Nyhed varm:
Nu kommer Specialen!*)
✂
Men hist i Degnestuens Skjul
der sidder som en eensom Fugl
ung Klärchen gjemt bag Ranken;
hun hører Tramp af Træskohæl,
og føler Trampet i sin Sjæl
og i sit Hjertes Banken.
Nu flytter hun bag Døren hen,
og lytter til Forhandlingen,
som stod hun selv for Skranken.
✂
Og Menigheden bænker sig,
til Hvisken Støjen sænker sig,
nu kom der Haand paa Roret;
thi Provsten er der, høj og klog, -
hos Skrivetøj og Bibelbog
han sætter sig ved Bordet.
Ung Klärchen er om Hjertet trang,
da efter Bøn og Indgangssang
han højlydt tager Ordet.