Richardt, Chr. Uddrag fra Et Møde i Rom.

Tause staa de hos hinanden,
tabt' i Aftnens stille Skue,
til vor Kunstner varmt udbryder:
223 »Dejligt, dejligt - see hvor Pinien
tegner sig med fine Duske
paa den safrangyldne Guldgrund
som paa gamle Mosaiker!
Broder, see, bag Klostertaget
rødme nu de hvide Skyer,
mens det blanke Guldhjul bæver
over Vatikanets Tinde, -
saadan skal en Glorie males!«
Og han vender sig til Munken,
halv fortabt endnu i Skuet:
»O hvor Livet dog er herligt,
lyst og skjønt som disse Farver!
Jeg skal male mangen Glorie,
før jeg lægger ned min Pensel, -
Kunstens Sol gaar aldrig ned!«
Men den stille Munk ved Siden,
med det aabne fromme Aasyn,
smiler mod den unge Maler:
Broder! om det nu er Døden,
som i Guldkarreten kommer, -
Solen er en sælsom Fælle,
smiler lige glad til Alle
og forgylder tidt en Baare!
Tænk, om just i denne Aften
Livets Sol gik ned for Eder,
var I da istand at slippe
flux det Arbejd I begyndte,
var I da istand at træde
frit for Herrens hellige Trone?
224 - »Døden, Broder, altid Døden!
I er selv en sælsom Fælle,
ligner ingen af de andre
gode, glade, fede Fædre, -
man kan mærke, I er fremmed,
om ej Maalet Eder røbed.
Her i Rom er Munkecellen
ret selskabelig, maa I vide, -
om en Aften I vil komme
i min Bolig, skal I finde
meer end een ærværdig Fader,
som heel godt kan kjende Forskjel
paa Fraskati og Falerner -«