Richardt, Chr. Uddrag fra C. Hostrup.

En Sangspildigter - bort til Præste-Pligter!
det rimer nok, men kan det rimes sammen?
»Ja,« siger Spotteren, »med største Lethed:
han skifter bare Publikum og Sted,
og bytter sit Theater med en Kirke -
hist var han morsom, her han deklamerer!«
Men saadan er det ej, og mindst med Hostrup, -
den Kaldelse, der gjorde ham til Præst,
har levet i ham, længe før han kaldtes!
Det Blik, hvormed han fra Regentsens Celle
saae paa sit Gjenboskab i Smedens Stue,
den Lunets Plaskregn, hvormed overgivent
han hundred Gange i »Soldaterløjer«
har kommanderet vore Lattermuskler,
de gik fra først af sammen med et Alvor,
der havde fuldt saa god en Barneret
som Læbens Smil og Skjælmen i hans Øje.
Der var en lystig Gjøg, som havde lagt
en Haandfuld Æg i Droslens tyste Rede:
da de var ruget ud, da Kukkerne
fløj ud paa egen Haand og fyldte Skoven
med munter Støj, med Drilleri og Gammen,
da lød, i Vexelklang med Gjøgens Latter
- naar Mulmet sank, det svale - Drosselrøsten,
en nordisk Sangfugls Røst fra Hjertets Dybder,
og den - og »Præsten« - de var begge med
i baade »Eventyr« og »Tordenvejr«,
i alt hans Digter-Syn og Digter-Dømmen,
265 ja selv fra tidlig Tid i »Tranedansen«;
thi hvor han tegner os en ferniseret,
forloren Dannelse, der kommer frem
det Had til Skin og Humbug, Løgn og Hulhed,
som er al Sandhedslængsels ægte Søster,
og som han fra sin Ungdom bar i Hjertet.