Richardt, Chr. Mindesange.

Mindesange.

† Martin Hammerich. 4. Decbr. 1811 - 20. Septb. 1881.

Før Stormen slog sit Jævndøgns-Slag,
en stille, mild September-Dag
han kaldtes bort fra Jorden, -
og i hans Livs September-Tid,
før Foden tung, før Lokken hvid,
før Tanken træt var vorden.

Med Hjertens Tak vi mindes vil
hans varme Øjes Straalespil,
hans Skikkelse den ranke;
hans sunde Dom, hans aabne Sans,
hver fuldendt slynget Ordets Krans,
hver klar, fribaaren Tanke!

Fuldt moden var hans Arbejds Frugt.
Men selv han under Aandens Tugt
tog Væxt af Livets Dage:
360 I Mildhed, Kjærlighed og Fred,
i dem han voxte, og blev ved,
til Høsten kom saa fage.

Lad Sang da tone fuld og reen,
lad kun om Baaren Indiens Green
med danske Roser blandes!
Thi Sang og Kunst han elsked varmt,
og intet Blomster var for armt
til af hans Haand at vandes.

Men først og sidst skal Korsets Ord
og Evangeliets Frydekor
faae lyde om hans Kiste, -
thi trofast mod sin Moders Tro
han traadte Troens Barnesko,
og bar den til det Sidste.

- Opstandne Herre, Jesus Christ,
paa Dig han haabed fuldt og vist,
oplad til Tak hans Tunge!
Kald for din Frelserfod ham frem, -
og fyld med Fred vort tomme Hjem,
lær Lovsang os at sjunge!

† H. L. Martensen. 19. Aug. 1808 - 3. Febr. 1884.

Nu drog det Forhæng sig tilside,
hans Hjertes Længsel stunded mod,
361 det stjernesaaede, høje, vide,
der dølger Livets sande Flod!
Men Tak skal tone ved hans Grav
for Alt, hvad Gud i ham os gav!

En Mester, som os frem har stillet
med Mejsel-Kunst saa reen og skjøn
i Ordets Svøb et Christus-Billed,
af Tro undfanget, født i Bøn!
De Brudd, han hented Marmor fra,
var Thabors Bjerg og Golgatha.

En Høvedsmand i Luthers Kirke,
som kjendte ej til Fejgheds Aand!
En Lyttepost paa Troens Virke!
En Vilje, ingen Vidjevaand!
Da han sit Øje lukked fromt,
da blev et Dommersæde tomt.

Men her og hist en udvalgt Hyrde
med Tankens Klarhed, Aandens Magt,
der trofast deelte Hjordens Byrde,
og slumred ej paa Nattevagt!
der Davids-Slyngen sikkert svang,
men i hvis Røst var Strengeklang.

- O giv ham, hvad han higed efter,
vor Overhyrde, Herre Christ,
at smage Evighedens Kræfter,
at skue Dig i Lyset hist!
362 Og sign i Danmarks Menighed
hver Hyrdestav med Kraft og Fred!

Ved Afdækning af Mindestenen for Enkedronning Caroline Amalie. (28. Juni. 1882.)

Saa lyser under Bøgens Grene,
I kjendte Træk, I skjønne, rene
af medfødt Højheds stille Ro,
af gjenfødt Kjærlighed og Tro!
Er Stenen kold - hun var det ej,
hun var saa mild, som Blomst i Maj.

Ej skal dit Billed staa blandt Grave,
men i din egen Rosenhave;
thi Mindet om Dig har en Duft
som Rosens i Skjærsommer-Luft!
Og Børnevrimlen vil med Savn
velsigne højt dit Dronning-Navn.

O Marmor, gjem da hendes Minde,
fortæl, hun var saa from en Kvinde,
hvis Purpur og hvis Hermelin
var ingen fattig Haand for fin!
Fortæl Enhver, som gaar forbi
om Dronningen paa Sorgenfri!

363

Ved N. F. S. Grundtvigs Hundredaarsfest i Udby. (10. Septbr. 1883.)

Ja her er Grundtvig voxet op,
i disse grønne Dale!
Og her paa Kirkebakkens Top
forstod han Sagnets Tale:
at Troldens Kuld maa gjennes bort
ved Kirkeklokke-Klangen!
at Blødt kan tage Tag med Haardt,
at der er Sejr i Sangen!

Og Drengen blev til Mand og Skjald,
og stod for Livets Gaade,
og lærte snart i Sagas Hal
Old-Runerne at raade;
dog blev han i sin Faders Spor,
og Kirken hist den lille
har hørt den Unges Alvorsord,
og seet hans Taare trille.

Men fra den fjerne Jordans Elv
fornam han Fosse-Duren;
og alt som han blev lydhør selv,
for Mund han satte Luren -
og nidkjær for sin Herres Hus,
med Ryg mod Kirkens Pille,
han skovled bort hvad Kalk og Grus
der laa om Daabens Kilde.

364

Og Troens Ord, hans Hjerte bar,
han fæsted til sin Stander,
og da som Tymme Sællandsfar
han løfted højt sit Banner!
Om det en Fylking Kredsen skrev
i vide, tætte Rader,
saa han for mange Sjæle blev
en anden Kirke-Fader.

Saa knejs Du gamle Kæmpesteen,
mens Udby Klokke klinger,
og tal til Slægt paa Slægt om En,
hvem Gud gav Aandens Vinger!
Lad fældes Eg, lad visne Alm,
ej Tiden Dig skal rokke,
saalænge der er Grundtvigsk Malm
i Danmarks Kirkeklokke!