Richardt, Chr. Uddrag fra Paa Koncerten.

Træd ind min lille jydske Cousine,
iaften maa jeg være Vært!
Jeg seer det paa din spørgende Mine:
Det er første Gang Du er paa Koncert;
nu sætter jeg mig her ved din Side,
som ovre i Præstegaarden tidt,
og saa skal Du faa Alting at vide,
naar Du bare vil spørge mig lidt!
Du forvirres da vel ikke
af de kjøbenhavnske Blikke,
eller blændes Du af Lysenes Glans?
Er Du virkelig saa bange
for Studenternes Sange,
eller har Du kun for Hedelærken Sans?
Længes Du efter din lyngbrune Hede,
hvor de blegrøde Lyngklokker gro? -
Lille Anine, slaa Dig til Ro,
gjør ikke vore Sangere vrede!
Nu strømmer det med Eet gjennem Salen
i mægtige, brusende Fald,
og der er ikke længere Talen
om det sidste fortryllende Bal;
hver Tone sig styrter forvoven
i Ringdans med Kraft og med Ild,
saa Fuglene derude i Skoven
skulde lytte forundret dertil;
hør, nu kommer Folkevisen!
Den maa næsten vinde Prisen,
den er slet ingen brusende Elv;
30 nej, den gaar saa jævn, beskeden,
som en Strømpemand paa Heden:
Den er ligesaa jydsk som Du selv!
Kjære Anine, lad Andre nu lytte -
denne Vise, den gjør mig saa blød!
Har Du glemt, hvor alvorlig den lød
i Hedebondens lyngtakte Hytte?