Richardt, Chr. Uddrag fra Telegrafen over St. Gotthard.

Over Alperne,
Jordens Ribbeen,
af hvis ene Italien blev skabt,
100 den dejlige Eva!
vinder sig Traaden,
den altid tause
dog talende.
Stiger Fjeldet, den følger med,
hælder det brat, den følger.
Fra Dalens Skjød, hvor Druerne sortne,
fra Søens Bred,
hvor Cypressen staar Vagt,
hvor Figenbusken hænger over Vandet,
og den grønne Platan bygger Tag,
skyder den op med Fjeldet,
den sorte Traad.
Usynlig hænger den over Fiskerens Hoved,
naar han ved Aften
med raslende Kjæde
trækker sin teltede Baad paa Land;
men naar Solen begynder
sin Vandring over Bjerget,
seer han den snige sig
ind i Kastanieskoven
bag Kapellets hvide Mur,
skimter den over Pynten
og korser sig.
Saa løfter den sig med det røde Fjeld.
Under den tordne de vilde Vande,
og det suser i Fyrrens Top,
og Skyerne flokkes om den,
men højere gaar dens Vej,
gjennem Taager,
op mod den evige Snee,
101 og den haster afsted, den zittrende Traad,
bort med den nyfødte Elv,
ned mod Valnøddelunden
paa Bjergets anden Side,
ned mod den grønne Dal
og de bjælkelagte Huse.
Og den eensomme Vandrer,
som haster i Nattens Stilhed,
hvor Maanelyset blinker
paa Snedronningens Brynje,
han hører en dobbelt Mumlen:
Elvens og Traadens;
men han seer ingen levende Sjæl
her paa de øde Sletter.
Da er det dirrende Luftbaand ham en Ven,
Hilsen fra Syd
og Bud mod Nord;
og han ønsker, det vilde røbe, hvad det veed,
og kan dog ikke spørge:
Som et lukket Brev hænger det mod Himlen,
med de tause Stjerner til Segl.
Var det et Bud om Død,
der klang fra den zittrende Streng?
Eller et Ja til en Bejler?
Eller var det spundne Metal en Krigslur,
der raabte Verden paa Vagt?
Var den flyvende Gnist en Fakkel?
Ak, bag denne spæde,
bævende Harpeklang,
naar Vinden aander i Strengen,
Gaar en lydløs, stærkere Røst;
102 Den vil suse for Menneskers Øren
snart som Bølgernes Larm,
snart som en Psalme,
og den spædeste Svingning
sætte Tanker i Gang,
drive mægtige Hjul,
svinge Verden.