Richardt, Chr. Texter.

Texter.

I. I Maj. (C. J. Hansen.)

Maj med springende Løv, med blinkende Draabe
rigt paa Blomst og paa Straa,
golde Jord Du dækker med blødeste Kaabe;
goldest Jord er et Sind, som ikke tør haabe:
Did din Tryllestav naae!

Rosen vaagner igjen med Blus paa Kinden,
Tjørnen smykker sin Skjærm;
fattig Fugl finder Ly hos Bøgen og Linden;
143 Fattigste Fugl, Du Sjæl som kastes af Vinden,
følg den vingede Sværm!

Drengen har Anemoner længe plukket,
snart er Midsommers Tid!
Skovens dæmrende Krat har en Solstraale vugget;
dybest Mulm har et Bryst, for Kjærlighed lukket:
Høje Sol, kom og did!

2. Tilfods. (P Heise.)

Tilfods, tilfods over Mark og Sti
vi vandre,
og Posten overlade vi
til Andre;
den raske Vind maa nok forstaa
at trutte løs i Blad og Straa,
og blæse os et Stykke;
Bagagen er et Pund Tobak,
Stationen er en Kløverstak
i Hybenhækkens Skygge.

Tilkroes, tilkroes i den svale Skov
vi ile,
der har vi Ly, der har vi Lov
at hvile;
144 hvor Hindbærbusken blinker rød,
vi pakke ud vort Smørrebrød -
ak, Smørret er nok smeltet;
en ganske dejlig blomstret Dug,
saa snehvid som til Søndagsbrug,
er bredet under Teltet.

Tilfods, tilfods gjennem Busk og Krat
vi drage
til Byens kvalme Sommernat
tilbage;
men, støved' og med revent Skind,
vi bringe hjem et frejdigt Sind,
for Stuestøvet rystet;
de vilde Roser voxte tæt,
af dem vi har en frisk Buket
Om Hatten og i Brystet.

3. Den vilde Rosenbusk. (P Heise.)

Du fattige Busk, hvor er Du skjøn!
Hvor yndig og fin, hvor sommergrøn!
Din Blomstertop
bandt Ingen op,
naar den var rosentung -
145 dog flammer Du for Solens Glød
lig Kjærlighedens Rose rød,
mens Sjælen er ung.

Hvem dufter Du for? For Hjort og Hind!
Hvem plukker din Blomst? Kun Nattens Vind!
Men næste Vaar
igjen Du staar
med Blus paa hver en Green:
Da tændes atter Rosens Glød;
men Kjærlighedens Rose rød, -
dens Maj er kun een.

4. Menuetten. (Gammel Menuet.)

Maanen gaar saa langsom og saa løj,
sikker paa sit Monopol;
men fra Riddersalens lyse Fløj
klinger Fløjte og Fiol.
Hvor de luegyldne Rammer
med en Oldefader brammer,
figurerer Egnens Adel
uden Frygt og uden Dadel
om Ballets Sol.

146

Som en Poppel for en sagte Vind,
afmaalt Menuetten gaar;
Frøk'nen har et Rosenflor paa Kind,
men et pudret Liljehaar.
Greven saa huldsalig sukker,
naar han for sin Dame bukker;
Haanden rækker hun ham varligt -
varligt, men særdeles farligt,
som man forstaar.

Og de svæve fra den gyldne Sal,
bort fra Ballets Brask og Bram,
og de hilse fra Altanen sval
Maanen i den stille Dam:
»Disse Skygger - hvor charmante!
Disse Stjerner - eclatante!«
Greven er saa tungefærdig,
han er født, og født elskværdig -
hvo modstaar ham!

Og han hvisker, medens Haanden let
værner om Moustachens Kunst:
»Deel med mig den rødmende Claret
som et Pant paa Eders Gunst!
Min Dorinde! Tør jeg haabe« -
ak, da spilder han en Draabe!
Ja ti, tolv paa hendes Robe;
spildte Lykke, spildte Draabe!
Ak, Alt omsonst!

147

Døv for hans Veltalenheds Musik,
stum hun stirrer paa sin Dragt
og forsvinder med et Vredesblik,
som fortolket kunde sagt:
Ak, et Stænk paa Navn og Rygte,
sligt bør ej Beaumonden frygte -
o, men Pletter paa min Kjole,
nej paa ham kan Ingen stole,
Tag min Foragt!

5. I Gadedøren. (Zelter.)

Den Aften gik jo nydelig,
skjøndt Varmen var betydelig!
Og Punschen den var dejlig sød,
og sikke Masser Smørrebrød!
»See nu herop, naar det kan falde,
og vær saa god at hilse Alle,
men glem blot ikke Tante Malle!«
Tak, mange Tak! Her trækker slemt,
Gud, De forkjøler Dem bestemt!
»Adjøs, Adjøs!« Godnat, Godnat!
Men Hans, Du glemmer jo din Hat!
Glem ikke din Spadserestok,
for Stokkene grassere nok!
148 »Adjøs, Adjøs!« Godnat, Godnat!
Jo Hans, du har en lille Hat!

»Men Et maa jeg dog sige Dem,
gaa bare lidt forsigtig hjem!
Ja gaa nu bare fredeligt,
thi Prygl er altid kjedeligt!
Avisen er jo gjennemjamret,
af Folk, som først blev gjennemhamret,
og som tilsidst dog kom paa Kamret!«
Ja gid her nu var Landefred -
naada, det øser Vande ned,
og vi har ingen Paraplyer:
Joli blier vaad, det søde Dyr!
Og væk er alle Droskerne,
og Hul er i Galoskerne!
»Godnat, Godnat!« Adjøs, Adjøs!
Den Aften den var mageløs!