Ploug, Carl Uddrag fra Regensviser

4.

Hvo kjender ej den gamle Gaard
Ved Rundetaarnets Side,
Som strunk i rød Mundering staar,
Besat med Snore hvide!
Tohundred Aar den stod galant,
Hvor haardt end om dens skarpe Kant
Det blæste.
La la la o. s. v.

Den hele Gaard er viet ind
Til Hjem for tause Muser;
Ikkun den kaade Sommervind
I Lindens Krone suser,
Og - stundom Provst og Facultet
En skarp Reveille paa Trompet
Kan blæse.
La la la o. s. v.

Dens gjæve Sønner, Par ved Par,
Ved Pulten sidde stille,
Og øse mangen Perle klar
Af Sandheds rene Kilde,
Og kæmpe trolig Aandens Kamp,
Mens op mod Loftet Pibens Damp
De blæse.
La la la o. s. v.

49

Men hver Gang Julis første Sol
Mod Horizonten hælder,
De flux forlade Bog og Stol
Og deres trange Celler,
Og følge Glædens frie Kald,
Og sværme gjennem Skovens Hal,
Og blæse:
La la la o. s. v.

Saa griber Soldets stærke Aand
De ungdomsvarme Gutter,
Og knytter manget Venskabsbaand
I flygtige Minutter,
Som først i Graven skal uddø,
Hvor koldt end over Livets Sø
Det blæser.
La la la o. s. v.

Saa runger deres høje Kor
Til Moderhjemmets Hæder,
Dm Livet, som derinde bor,
Dets Rigdom og dets Glæder;
Om Ham, som fra sin høje Mast
Saa stærkt, at Gothens Hjerne brast,
Jo blæste.
La la la o. s. v.

50

- Nu synker Dagen, som i Blod
Har døbt Hans Helterygte*)
Som lys og venlig Fadder stod
Til Gaarden, Han os bygte:
Op Brødre, hver som Stemme har,
For den en jublende Fanfar'
Vi blæse!
La la la o. s. v.