Ploug, Carl II. BLANDEDE DIGTE.

II. BLANDEDE DIGTE.

Til de Unge.

I Taage hylles vore Fædrekyster,
Som skulde Himlens Lys ej mer dem naa;
Tungt løfter Havet sine hvide Bryster,
Som om en Smerte rugede derpaa;
I Stormen, som de øde Skove ryster,
Der høres dybe Varselstoner gaa,
Og paa hvert Blad, der er af Træet revet,
Et "Mene Tekel Upharsin" staar skrevet.

Skal Danmarks blege Stjerne da udslukkes,
Som Solen af en mørk Novemberdag?
Skal over dette Rige Bølgen lukkes,
Som over et forlist og splintret Vrag?
Skal denne Slægt, af Ælde mat og svag,
Snart som en tørret Gren fra Stammen hugges?
Er, hvad der rører sig i Folkets Skød,
Kun sikkre Forbud om dets nære Død?

101

Jeg veed det ej-men Tvivl og Mismod spænder
Sit dunkle Net omkring min bange Hu;
Thi Fare ser jeg, hvor jeg Øjet vender,
Men Frelsen saa jeg intetsteds endnu;
Jeg ser, Erinnyen sin Fakkel tænder,
Og Tvedragts Kløft og Undergangens Gru;
Men Pallas, som kan Skæbnens Ilen standse,
Jeg ser ej springe frem med Skjold og Landse.

Jeg ser Europas Herrer Lodden trække,
Som afgjør, hvad et lille Folk er værd;
Jeg ser et stort, berust af Hovmod, lægge
Paa Vægtens anden Skaal sit Brennus-Sværd;
Jeg ser forvovne Løgnes Skybjerg dække
Det sidste Glimt af Sandheds Middagsskær;
Jeg ser forrædersk Blændværk Grændser flytte,
Og Egennyttens Gribbe søge Bytte.

Jeg ser mit Sprog, der yndigt blomstred frem
Ved Gratiers og Musers hulde Pleje,
For Slegfred agtes i sit eget Hjem
Og som Slavinde for et fremmed neje;
Og Folkets bedste, dyrebare Eje,
Der hviler som en Skat i Sprogets Gjem,
Dets Sjæl, dets Aandeliv, dets Tankekilde,
Den ser jeg plumres eller gaa tilspilde.

102

Og dette Folk, der har saa store Aner,
Hvis Navn lød Verden rundt i Vaabenbrag,
Og straalede fra Knuds og Volmers Faner,
Og luede i Juels og Vessels Flag;
Hvis Hæder drog med Tychos Stjerners Baner
Og hviler sig paa Thorvalds Sarkofag;
- Det ser jeg svæve som en flygtig Skygge
Omkring i Skinnet af sin gustne Lykke.

Jeg ser det sig ved Døgnets Glimmer klæbe,
Og sorgløst tumles om af Vindens Kast;
Jeg ser det som et søvnigt Trækdyr slæbe
Paa sine egne Synders tunge Last;
Jeg ser det efter Friheds Havn at stræbe,
Men sidde dog i Fordoms Mudder fast;
Thi, for til Pagtens Sinaï at lodses,
Det har Filistre nok, men ingen - Moses.

Se, derfor tvivler jeg, og derfor sukker
Min Sangfugl, naar den vilde være glad;
Og dog paa Tonens milde Bølge vugger
Sig Haabets friske, grønne Olieblad;
Et Haab, som intet Mismods Skybrud slukker,
Og ingen Tvivlens Storm kan splitte ad!
Et Haab, i Lyst undfanget, født i Smerte,
Som derfor først kan briste med mit Hjerte!

103

Jeg haaber paa den gamle Kæmpestamme,
Som stod i Seklers Skiften, rank og prud,
Hvis Blade svedes hist af Solens Flamme,
Mens her de krølledes af Rusk og Slud,
Men som i Saft og Marv dog blev den samme
- At den skal skyde nye, friske Skud
Med vaargrønt Løv og sommerfrodig Skygge,
Hvorunder Nordens Slægter trygt kan bygge.

Jeg haaber paa de Unge - ja, paa Eder,
Hvis Vuggekvad Normannaharper klang
I Kor med Hymnerne fra Seines Bredder,
Som drak af Tidens Horn dens Frihedstrang
Og svor i Sjælens Rus de dyre Eder,
- At I vil holde dem som Mænd engang;
At I vil voxe over Eders Fædre,
Og vorde større, stærkere og bedre.

At I vil vogte vel den Altarlue
For Alt, hvad der er stort og skjønt og sandt,
Som blusser liflig nu bag Barmens Bue;
At den ej kvæles skal af Verdens Tant,
Ej vifte hid og did, naar Farer true,
Ej dø, fordi den ingen Næring fandt,
Men Folkets dorske Masser gjennemgløde
Og tænde Eders Land en Morgenrøde.

104

At I skal Kraftens spredte Strømme bøje
Med mægtig Vilje mod det store Værk,
Der er det samme for de Smaa og Høje,
For Lærd og Læg, for Kriger og for Klerk;
At I vil vide: Trætte spilder Møje,
Men Enighed gjør svagest Evne stærk;
At I vil Alt for Eet og Eet for Alle,
Og med det Maal, I valgte, staa og falde.

At I den længe tabte Vej skal finde
Igjennem Ørknens Sand til Canaan,
Og rejse Zions solbestraalte Tinde,
Og tvætte Syndens Spor i Kedrons Vand;
At I med stærke Mure skal forbinde,
Hvad der er søndret nu af Tvedragts Tand:
At I skal slaa Filistrene af Marken,
Og lægge Sangens Mandelstav paa Arken.

At, hvad der er forkuet, I skal rette,
Og trække, hvad forvredet er, i Led;
At, hvad der nu er Gaade, I skal gjette,
Og sætte Gjerninger i Drømmes Sted;
At I forene skal i evig Fred
Den skilte Asa-Æt paa Ida Slette,
Og atter vise den forbauste Jord
Et frit og enigt, stort og mægtigt Nord.

105

Det Haabet er, som gjør, jeg ej forsager,
Om intet Fyr jeg ser i bælmørk Nat;
Det er det, som min Idræts Byrde drager,
Om jeg vil synke sammen, sløv og mat;
Det gjør, jeg ræddes ej og ikke klager,
Om jeg mig tykkes fejgt i Stikken ladt;
Det gyder Sjæl og Styrke i min Stræben;
Det lægger mig en Smule Sang paa Læben.

Men snart maaske min bedste Kraft skal svinde,
Og da mit Haab vil tabe af sin Pragt;
Og engang skal Nødvendighedens Magt
Min Stræben stække og min Tanke binde,
Og da vil Haabet vorde løst og svagt;
Og engang vorder jeg i Mulde lagt,
Og lever kun i mine Venners Minde;
Hvad jeg har villet, er i Kisten gjemt,
Min Daad er smuldret, og min Sang er glemt.

Men dette Haab tør ej med mig fortæres,
Maa ikke sygne, og maa ikke dø;
Bevinget skal det gjennem Tiden bæres
Og sænke dybt i Hjerterne sit Frø;
Af Livets bedste Safter skal det næres
Og fæste Bod paa Fjelde som paa Ø,
Til det slaar ud sin Blomst i liflig Glorie
Og vorder klar og virkelig Historie.

106

Derfor, I Unge! Eder jeg udnævner
Til Arvinger af Haabets Herlighed;
Jer skænker jeg det Meste, som jeg evner;
Jer lover jeg det Bedste, som jeg veed;
Men Eder ogsaa jeg til Ansvar stævner,
Hvis Haabet synker sygt og visnet ned,
Hvis det gaar ud i Livets Nød og Trængsler.
Hvis Magten kvæler det i sine Fængsler.

Frem da, I Unge, under Haabets Fane
Mod Maalet, fjernt maaske, men højt og lyst!
Fremad i Livets stille Alvorsdyst!
Fremad, naar lydt den galer, Slagets Hane!
Fremad, med ærligt Sind og aabent Bryst,
Ad Pligtens Vej og Ærens stolte Bane!
Fremad, i sluttet Linje, Mand ved Mand!
Fremad for Frihed og for Fædreland!

107

Fostbrødrelaget.

Da Kæmpelivets trodsige Gestalter
Igjennem Norden skred med tunge Trin,
Da Blod var Dug paa høje Guders Alter,
Var Daabens Vand og Nadverbordets Vin,
Da Bjarkemaalet var de Frommes Psalter,
Og Rotas Spyd i Himlen lukked ind;
Da Kamp var Pligt, da Dyd var Leg med Livet,
Da Magt og Ros den vilde Kraft var givet -

Da var der dog en Skik, som vidner silde,
At under Brynjens haarde Plade sprang
En ædel Følelses frugtbare Kilde;
Som lokked frem et Bed af Blomster milde
Paa mangen Kæmpes blodbestænkte Gang,
Og toner til os med melodisk Klang
Igjennem Tidens Mulm og Vaabenbraget;
Og denne Skik, det var - Fostbrødrelaget.

Naar tvende Kæmper havde hvilet spæde
Engang ved samme moderlige Barm,
Og havde skiftet fælles Barndomsglæde
Og Fad og Bænk og Arnekrogen varm
108 - Naar de som Mænd i Livet skulde træde,
Saa ridsede de op hinandens Arm,
Og, som de røde Straaler blandtes sammen,
De svor at dele Kaar i Sorg og Gammen.

Og denne Ed blev endnu aldrig svegen,
Saalidt i Ungdoms Vaar og Manddoms Høst,
Som naar i Vinter Livets Kraft var vegen,
Saalidt i Hjemmet, som paa fremmed Kyst,
Saalidt i fredlyst Ring, som Hildurslegen;
Ja, selv af Døden blev den sjeldent løst:
De Dødes Troskab var det smukt at hædre,
Og Sønner den forplanted efter Fædre.

Den blev ej glemt, om deres Veje skiltes :
Naar stolt den ene sad i Kongehal,
Mens fjernt den anden mellem Folket stiltes;
Naar sødt i Elskovs Favn den ene hildtes;
Imens den anden fulgte Lurens Gjald;
Naar højt mod Nord den Ene slog sit Tjald,
Imens den Anden over Hav og Sunde
Paa Vikingsnekken fløj mod Sydens Lunde.

Og var den Ene truet af en Fare,
Og naa'de Rygtet til hans Broder hen,
Da turde han ej Mod og Møje spare,
Før frelst og fri hans Broder var igjen;
109 Men blev den ene dog af Fjende slagen,
Tilhørte Hævnen kun den anden Ven,
Og naar med Staal og Lue den var tagen,
Var broderiøst ham Livet Intet værd,
- Da styrted han sig i sit eget Sværd.

Den Tid forgik - en anden er oprundet,
Da Livet styres af en anden Magt,
Da Aandens Sol udfoldet har sin Pragt,
Og Styrken er ej mer til Armen bundet;
Men med den gamle Tid er ej forsvundet
Hvad skjøn og herlig Daad den har fuldbragt.
Nej! - Hvad den handled stort og ædelt tænkte,
Det Arven er, som Fædrene os skænkte.

Og se, - Fostbrødrelaget er ej slukket
Af tunge Seklers skæbnesvangre Storm;
Fornegtet, glemt, forbrudt og sønderhugget,
Mens Livet gjæred uden Maal og Norm,
Dets skjønne Tanke atter er opdukket
Af Tidens Strømning i en bedre Form;
Det knytter nu ej Faa, men Millioner,
Det binder Enkeltmænd ej, men - Nationer.

110

Os Tre har jo den samme Moder ammet,
Det ættestore, minderige Nord,
Hvis høje Isse er af Sneen flammet,
Hvis Midje svulmer af en Blomsterflor;
Vor Barndom trykked jo de samme Spor,
Og samme Livets Kald vi har anammet;
Vort Blod er blandet alt fra Fødslens Stund,
Dets Kjendemærke klinger fra vor Mund.

Og paa vor Pagt den nye Aand har trykket
Sit stærke Indsegl og sin lyse Glands;
Har en af os for den et Tempel bygget,
Det er de Andres da, saagodtsom hans;
Har en af os sig vundet Kunstens Krands,
Da er af den de Andres Tinding smykket;
Og af vor Saga har vi hver sin Del,
Men kun som Fælleseje er den hel.

Og kommer til den Ene Nød og Smerte,
Som nager Sjælen med sin skarpe Tand,
Da røres ikke blot de Andres Hjerte,
Men virksom iler Hjælpen over Land:
Og naar da Byrden af en Broder lettes,
Naar Savn og Hunger af hans Rigdom mættes,
Da skyder Pagtens Palme Spirer ny,
Og breder over ufødt Slægt sit Ly.

111

Men - om det staar i mørke Norners Villie,
At Nordens Stjerne dale skal engang,
Og fremmed Fylking trampe ned dets Tillie,
- Da skal vi flokkes paa den samme Vang,
Og da - det veed vi vist - Fostbrødrelaget
Sin sidste Prøve skal bestaa i Slaget,
Og det skal vorde meldt i Skrift og Sang:
At vi var tro i Lykken som i Nøden,
At vi var tre i Livet, een i Døden!

Opraab.

Mit Folk! hvor er din Fortids Magt,
Da Nordens Lande Lov Du gav
Og spejled trende Kroners Pragt
I Østersø og Vesterhav?
Er Danmarks Løve, træt og spag,
Indslumret paa sit øde Leje,
Og tør ej for sit sidste Eje
Den vove nu det sidste Slag?

Mit Folk! hvor er dit Hædersnavn,
Som Sværdene paa Valen sang,
Som, luende fra Vikingstavn,
Sig til Europas Grændse svang?
112 Er i en evig Kummers Nat
Nedgangen din Erindrings Maane?
Tør man ustraffet Dig forhaane
Og kaste Tærning om din Skat?

Mit Folk! hvor er dit Modersmaal,
Som gjemmer Fædrenes Bedrift,
Og gav det Ry, de vandt med Staal,
Et herligt Liv i Sang og Skrift?
Skal det fra Sli til Kongeaa
Beskæmmet for et andet vige,
For snart med Resten af dit Rige
At sygne, glemmes og forgaa?

Mit Folk! mit Folk! hvor er Du selv?
Fornemmer Du ej Tidens Røst?
Fornemmer Du ej Livets Væld
Og Kraftens Strømning i dit Bryst?
Har Du ej bygt dit Fremtidshaab
Paa fremmede Despoters Naade,
Saa løs med Sværdet Skæbnens Gaade
Og stig gjenfødt af Kampens Daab!

113

Til de Gamle.

Kong Christians Mure stande lige trygge,
Som for et Aarti, saa endnu idag,
Og Taarnet strækker end sin Kæmpeskygge
Ud over Klosterlivets lave Tag.
Dernede har vel puslet det Moderne
Og paa det runkne Skind sin Fernis lagt;
Men uforkrænkt staar Gaarden i sin Kjerne,
Som i sin gamle burschikose Dragt.

Og Linden hvælved nys sin brede Krone
Og kvæged Sindet med sin Morgenduft;
Dens Blade bæved nys ved Sangens Tone,
Som rulled gjennem Aftnens stille Luft;
Nu rusker Blæsten i de nøgne Grene,
Og Løvet rasler i den øde Gaard:
Det er i stadig Vexel samme Scene
Ved Gry og Kveld, i Efterhøst og Vaar.

Og i den store Kubes trange Celler
Der sværme Studioser nu som før;
Hist Videnskabens klare Honning vælder,
Her falder den en Smule harsk og tør;
114 I sprukne Frakker og med lange Piber
Bag Muren slentre sorgløst de omkring,
Skjønt det paa Mønt derinde stadig kniber,
Som paa Forstand paa denne Verdens Ting.

Det er det samme Liv, men ej de Samme,
Det gamle Stykke, men en anden Akt,
Et skiftet Indhold i en arvet Ramme,
Og yngre Slægter i en Fortids Dragt:
Den fælles Stamme, i Naturens Orden,
Forynget har sit Løvs saftgrønne Rad,
Og det, som engang gulnet faldt til Jorden,
Har Høstens kolde Vinde splittet ad.

Ak, hvor er I, som delte mine Glæder,
Min Ungdoms Idræt og dens Synd og Sorg,
Som drømte sammen smukt om Manddomshæder
Og tømred Haand i Haand paa "Haabets Borg?"
Vidt skilte Skæbnen vore Kaar og Baner,
En fik ej Hus, en Anden Gaard og Gods;
Mens Nogle færdes under Tidens Faner,
Gror over Andre Glemsels tætte Mos.

Og vi, som leve, er ej mer de samme;
Os ramte tungt de ydre Forholds Magt.
Der er vel dem, der gik som Fjender gramme
Ud af den gamle broderlige Pagt;
115 Og vi, vi Faa, som mødes, og som kjendes
I vore Minders skyggefulde Hal,
Vi føle dog vor Hu alt mere vendes
Fra ældet Samliv mod vort nye Kald.

Og dog - jeg kan ej slippe denne Tanke -
Var ej vort Ungdomsliv alt tomt og dødt,
Saa maa en Gjenklang af det stundom banke
I Eders Bryst og det bevæge sødt;
Saa maa der være noget af det Svundne,
Som er fordunklet vel, men ikke tabt;
Saa er vi af et varigt Baand dog bundne,
Om det ej længer har sin fordums Kraft.

Thi Aanden, Brødre! kan dog ej gaa fløjten,
- Og Aand der i vort Ungdomsliv jo var;
Det var jo den, der holdt det op i Højden,
Det var ved den, det Frugter for os bar.
Og Hjertet kan vel ældes, kan vel briste,
Men er der god og sund Natur deri,
Saa holder det Kuløren til det Sidste;
- Og Hjerte har al Ungdoms-Poesi.

Af min jeg har afbrudte Rester fundet
I gamle Gjemmer som i Sjælens Krog,
Dem har jeg støvet af og sammenbundet,
Og Knippet er en Del af denne Bog:
116 For Verden er det gule Stambogsblade
Med bleget Skrift, af tarvelig Værdi;
For Eder tro de jeg de Mening ha'de,
Thi fælles Minder dølge sig deri.

Saa tag dem hen! - Til Eder jeg dem vier,
Og dermed gjør jeg ikkun Ret og Skjel;
I har en Part i disse Melodier,
En fuldt saa stor, som den, jeg ejer selv;
Thi for min Musa var jert Venskab Ammen,
I kjæled for den Spæde, naar hun frøs,
I dele billig Æren eller Skammen,
Fordi hun blev en vild, uvoren Tøs.

l Sommerferien.

Sold, mine Drenge, hvordan gaar Kommersen?
Har I endevendt jert alvorlige Hjem?
Loved Papa at udfri Jer af Persen?
Loved I til Gjengjæld at læse for fem?
Strækker I Jer i det nyslagne Hø,
Tyggende Drøv paa forgjemte Noveller,
Køler jer Ild i den gyngende Sø,
Eller i Grog paa en Kjælder?
117 Tylder I Nyheder fra Hovedstaden
I Familiecirklernes graadige Gab?
Gaar I om Dagen med Bluser paa Gaden,
Og i Aftenskumringen hver med et Skab?
Skærer I løs paa en Hamborger-Skotsk
I Sommernat under "Bøgenes" Kroner?
Lærer I Tøserne paa "Jacototsk"
Kjærligheds Konjugationer?

Syndige Børn! I kan sværme og jage,
Jeg, som tidt har bredt mig paa Mesterens Plads,
Knap tør min fattige Moster bedrage
For en stakkels Mark til et eneste Glas;
Sidder i Cellen med Haand under Kind,
Flau som en Fugl, der er skudt under Vingen,
Medens mit Suk udi Aftenens Vind
Flagrer, bemærket af Ingen.

Thi jeg maa plukke i Ciceros Laser,
Tærske paa en kjedelig, lang Kommentar,
Spæge min Aand med opstyltede Fraser,
For engang at blive lidt mer end en Nar.
Vist er det Ret, der er Mening deri,
At som l Andre jeg Noget maa lære;
Men, kjære Venner! den Filologi
Er sejg og trøsket at tære.
118 O, gid de flygtede Somre tilbage
Kom med hver en fristende Stund, jeg har tabt,
Saa skulde nok min Erfaring det mage,
Saa jeg havde Lov nu at leve paa Kraft;
Men jeg har offret min fejreste Vaar
Altfor galant paa Horaernes Alter;
Rig kun paa rustede Minder jeg staar
Nu som en utro Forvalter.

O, gid min Aand, som den smidige Ranke,
Vandt om Troens Stamme sig, ydmyg og ren!
O, gid som Duen min flyvende Tanke
Hjem mig bragte Haabets oplivende Gren!
Nu er den Maagen, som Nætter og Dag
Flakker omkring paa de stormrørte Bølger,
Synger en varslende Sang fra et Vrag,
Eller en Flynder forfølger.

O, gid jeg ejed de persiske Skatte,
Blot for ret at svælge i Livslyst et Døgn,
Blot for, af Nydelse mættet, at fatte,
At den Riges Held er en glimrende Løgn!
Thi, skjønt det Malm jeg foragter, hvis Savn
Tynger til Jord mine kæmpende Vinger,
Dem jeg misunder, hvis Værd og hvis Gavn
Guldet alene betinger.
119 O. gid jeg ejed et smilende Øje,
I hvis dunkle Ramme jeg fandt mit Portræt!
Ejed en Barm, ved hvis bølgende Høje,
Glemmende min Kummer, jeg aandede let!
Ejed en Røst, hvis melodiske Fald
Styred min Attraas løs drivende Planke!
Ejed et elskende Hjerte, som halv
Delte min lønligste Tanke!

O, gid jeg ejed en græstækket Bolig
Hist i Hjemmets Dal bag Syringernes Flor,
Hvor min urolige Higen sov rolig,
Mens den brudte Larve opløstes til Jord!
Lykken kan bygge sit skinnende Slot,
Men som en Boble af Skum maa det briste;
Solon har Ret: Ikkun den har det godt,
Som gik tilsengs i sin Kiste.

Sold, mine Drenge, og tuml Jer kun trøstig!
Luk jert Øre til for min traurige Sang!
Tidt var jeg sorgfuld, og tidt var jeg lystig;
Er jeg det ej nu, vel jeg bli'r det engang.
Fryd Jer ved Livet, thi Livet er smukt!
Nyd det, imens I har Foraar og Sommer!
Blomsterne falme, den glødende Frugt
Falder, naar Vinteren kommer.

120

Indbydelse.

Gudsfred, Hr. Doktor, i din Residens!
Vi komme - tres in uno - for at bringe
Dig Hilsen fra den lystige Regens,
Og komme, tænk engang, paa Vers, der klinge
Vel ej som dine melodiøst og smukt,
Nej! men som svaje ud og ind i Bugt,
Lig en Nyboders Ulk en Lønningsaften.
Og det, Farlil, det kommer af, at vi
Ej fik i Faddergave Kraften,
Der hører til at skabe Poesi,
Med andre Ord, Geni.
Derfor, naar vi engang skal skrive Noget,
Vi, bomrende mod Form, Ide og Sproget,
Haandtere Plektret næsten som en Brix,
Saa Digtet bliver harlekinisk broget,
Ja, stundom med Forliset af Tendensen,
Endogsaa ganske snakket hen i Taaget,
Og gjælder altsaa som Valuta Nix.
Vi er da, om ej rent Poet-Filister,
Kun i det Højeste Gratister,
Hvor Du alt længe har havt Plads som fix,
Paa Kong Apollos Gaard, Parnas-Regensen.
121 Vi burde altsaa - deri har Du Ret,
Ifald Du mener saa, og kan Du Andet? -
Dog ej prostituert os saa forbandet,
Paa Vers at humpe hen til en Poet,
Men heller halet ud igjennem Sandet
Ad Sjællands kjedelige Kongevej
Blandt Vognmandsøg og fulde Tørvebønder;
Den kunde vi passert i ydmyg Ro,
Thi, om den og opsled os et Par Sko,
At støde Pandeskal og Næse sønder
Riskertes ej.

Ja, havde vi dog været unge Russer,
Et Kløverblad paa denne grønne Mark,
Hvor der forøves tusend gale Pudser,
Hvor gamle Bænke, knuste med et Spark,
Som Offerbaal for Heltemodet blusser,
Og næste Dag det regner ned med Skænd
Fra Hr. Professor Peter-
Sen!
Men Karle paa en syv til otte Aar,
Som alt har spilt saa tidt og faaet Beter,
Som veed, at, om i Rang man ogsaa naa'r
Selv Anno Ott'ogtyves tolv Profeter,
Alligevel man staar
Som en Per Eriksen iblandt Poeter,
- At vi, blot for at gjørc dygtig Blæst,
122 Istedetfor prosaisk at spadsere,
Paa den jens-baggesenske Vingehest,
Der, vild og vælig at regere,
Snart farer ud i Væddeløber-Hop,
Og snart er stædig, stejler og slaar op,
Og lystrer stundom ej sin Rytters Stop,
Tør over Grøft og Hegn flankere!
Se det, Faerlil, som tidt nok sagt, er galt,
Rent splitter-pine-lyne-tordnende;
Men det kan lidet hjælpe i
Vort Tanke-Magazin at søge, ordnende,
Sentenser til en smuk Apologi;
Thi, bygt endog af konstige Sofismer,
Vil den dog ligne Øl foruden Malt,
Og lidet veje paa Kritikens Bismer.

Nu, vi har knapt paa Tid, vi maa til Sagen.

Du husker vel, Wejëero, ikke sandt?
Om et Par lumre Døgn saa har vi Dagen,
Der alt i manget Aar, som svandt,
Forsamled om de nektarfyldte Boller
Den Skare, som bag Gaardens trygge Hegn
Halvt dyrker Muserne og halvt hun solder;
Som, med sin Ungdomskraft forleg'n,
Saa jevnlig i "Bemærkningsprotokoller"
Hinanden vasker med en Tordenregn
123 Af Vittigheder uden Stempel;
Som her - det bli'r vel unter uns -
Maa kjøbe Brød og Husly for Attester
Og døie "Kroens" Kaffe og dens Punch
Og Karle-Uforskammethed tilbunds,
Og skal tildels engang som Præster
I Jyllands bakkede, lyngbrune Egn
Besørge Hymens og Vorherres Tempel
Og spille Femkort med en mæsket Degn;
- Kort, Dagen, som Regensens raske Sønner
Til Fryd og Gammen om et Gildesbord
Saa tidt udkaldte af de snevre Rønner,
Som samled tidt til eet symfonisk Kor
Den ellers stedse tankedelte Vrimmel,
Imens paa Sangens Vinger Aanden fo'r
Fra Hverdagsfærden op mod Aftnens Himmel,
Der pranged med sin blanke Stjerneflor;
- Den Dag snart kommer atter
Med fulde Bægre, Sang og Skjemt og Latter.

Thi skulde vi da flittig hilse Dig,
Om Du, som slentred om engang herinde
I Middagsheden under Gaardens Linde,
Diogenes i Dragten næsten lig,
Men, fjern fra kynisk Bitterhed og Bidskhed,
Bandt her i Løn saamangen Venskabskrands,
Som Tiden aldrig røve skal dens Friskhed;
124 Om Du, som dygtigt red til Vands
Paa lette Rhytmer tidt Filisteriet;
Som for vort eget Liv først gav os Sands,
At sige da for Poesien i'et,
Imens Du i din klare Digterbæk
Lod vore egne Billeder os skue
Med deres kraftige, burleske Træk
I broget Vexels rige Farvelue;
Som just paa denne sommerglade Fest
Har skænket os saa mange Gange,
Hvad der af Gildet smagte allerbedst,
Dit Hjertes unge Blomster, dine Sange;
- Om Du og denne Gang ej vil forsmaa
Paa Julis første Aften her at møde
Og dele med os Skjemt og Druer røde
Og svinge Tonerne mod Himlens Blaa?

Comiteen.
125

† Ove Christian Drejer.

Saa Han har alt fuldendt, og Lyren tier,
Som nys han greb med ungdomskraftig Haand!
Saa fletter aldrig mer af Melodier
En broget Krands hans Vid og modne Aand!
Saa var da Poesiens Ild, der ulmed
I Sjælens Dyb og fostred Tankens Flugt,
Ikkun et herligt Stjerneskud, som Mulmet
I samme Nu, det tændtes, har opslugt!

Paa Jyllands nøgne Kyst er Graven lukket,
Ligpsalmen sang ham der det vrede Hav,
Og der en Moders Taare har bedugget
Den frosne Jord paa Digterhjertets Grav.
Men Armod redte jo hans sidste Leje;
Ukjendt af Verden sænkedes i Muld
Han, hvem Kastales Møer gav i Eje
Al Sangens Rigdom, Phantasus sit Guld.

Dog, midt i Hovedstadens travle Virken
Har Fjerde Christian rejst en stille Gaard;
Hvo kjender ej den røde Mur ved Kirken,
Ej Lindens Top, som Tagets Spidse naaer?
126 Derinde har hans Sangfugl bygget Rede,
Og medens der sit bedste Hjem den fandt,
Af Skjemt og Alvor knytted den en Kjæde,
Som Gaardens Sønner til et Helt forbandt.

Det Liv, som bo'r i disse Celler trange,
Og den barokke Farvepragt, det har,
Staar friskt og dristigt malet i hans Sange,
- Det Eneste, der vidner, hvad han var.
Derfor, saa tidt derinde Sangens Tone
Mod Himlen flyver fra Studentens Bryst,
Skal Aftenvindens Pust i Lindens Krone
Wejïero nævne med vemodig Røst.

† Christian Baltasar Krarup Bergenhammer.

Nu gulnes Lindens Løv og falder af,
Og Blæsten hvirvler det omkring i Støvet,
Naturens Fylde stunder til sin Grav,
Og Livet synker visnet ned som Løvet;
Hvor nys vi stod i Kveld, en talrig Rad,
Og slynged Sangen om det grønne Blad,
Nu taus en Enkelt vanker og bedrøvet.

127

Thi alt gik Mangen, kaldt en trofast Svend,
Tilsengs bag Hverdagssyslens snevre Skranker
Og kjender knap sit Ungdomsliv igjen,
Som taaget svæver for hans dorske Tanker;
Og mangen Gut med frit og lystigt Sind,
Med Sundhedsblomsten paa den varme Kind,
I Gravens stille Havn har kastet Anker.

Nys runged Klokker over Beltets Bred,
Til Kirkegaarden bar man bort en Baare;
Der lagdes en af vore Bedste ned,
Og Gravens Rune ristede - en Taare.
Hans Stjerne skinned vist ej bredt og vidt,
Den store Verden kjendte ham kun lidt,
Men Venneklyngen elskede ham saare.

Han var en djærv og kraftfuld Søn af Nord,
Saa fyrig og saa varm som Sydens Ranke;
Han var saa kjæk og brav i Daad og Ord,
Saa ærlig og saa ren i Hu og Tanke;
Han var en Ven, som man kun finder faa,
En Klippe, som man kunde bygge paa,
Mens Bølgen skylled bort den skøre Banke.

Et frodigt Liv der spired i hans Barm,
En Aandens Vaar med Hjertets Roser røde;
Naar Glædens Kalk han tømte ungdomsvarm,
Saa folded den sig ud i fejrcst Grøde,
128 Saa flammede hans Blik, hans Læbe klang,
Begejstret stemte Koret i hans Sang,
Og Hjerter favnedes i Toners Møde.

Et helligt Haab var Maalet for hans Id,
For Aandens stille Kamp og tause Virken,
En Herrens Præst at vorde gjæv og blid,
At tolke Ordets Herlighed i Kirken.
Hans gamle Moder suged Kraft deraf.
Det svandt - nu staar hun ved den friske Grav,
Nedbøjet, som paa Fjeldet Hængebirken.

Thi Liv skal vorde Død og Glæde Kval,
Og Haabet som et Stjerneskud udslukkes,
Hver Blomst, som spirer frisk i Jordens Dal,
For Kulden visne og af Stormen plukkes,
Saa lyder Nornens mørke, tunge Dom:
Mod den er al vor Kamp og Stræben tom,
Og den forstummer først, naar Kisten lukkes.

Men Død skal vorde Liv og Smerte Lyst,
Af Muldet stige skal en Blomsterkjæde,
Det Haab, som segned sygt og mat i Høst,
I ny og herlig Vaarglands skal fremtræde;
Vort Savn skal stilles, Graaden tørres bort,
Thi Døden er jo kun en Slummer kort.
Han er indgangen til sin Herres Glæde.

129

† Ove Ovesen Fabricius.

Et Led er bristet i vor Broderkjæde,
En trofast Kæmper falden af vor Hær;
Et Hjerte, som for Venners Sorg og Glæde
Slog varmt og kjærligt, banker ikke mer;
Et rigt, et sommerfrodigt Liv, der died
Sin Fylde af Naturens sunde Bryst,
Til evig Slummer, evig Ro er viet,
Og svulmer aldrig mer af Ungdomslyst;
En Aand, der barnlig var og from og blød,
Er vendt tilbage til sit Ophavs Skød.

For Frihed gløded han, han vilde grundet
Dens vide Tempel paa den trange Jord;
Nu jubler han, af ingen Lænke bundet,
Sin Sejershymne blandt Serafers Kor.
Dybt i hans Sjæl stod Kjærligheden prentet,
Og virkeligt blev Tankens Billed nys;
Ham Livets Glæde, Livets Lykke vented,
Da rakte Døden ham sit Brudekys.
Men hist hans Kjærlighed igjen opstaar,
Hos Gud den blomstrer i en evig Vaar.

130

Farvel, vor tabte Broder! vi Dig lægge
Til Hvile i den stille, lune Jord;
Med bløde Bolstre Vaaren Dig skal dække,
Og strø derover sine Blomsters Flor!
Farvel og Tak! fordi Du tro har været
Til Trøst for hvert et sorgfuldt Sind beredt!
Tak for hver venlig Tanke, Du har næret!
Tak for hver Fryd, der smelted os til Eet!
Dit Minde trygt skal gjemmes i vort Bryst,
Til vi gjenses paa Evighedens Kyst!

† Salomon Drejer.

Nu springer Livets Væld af Jordens Bund;
Den rige Planteverden sig forynger,
Og Flora samler sine Børneklynger
Til Majfest overalt i Mark og Lund:
Men han, hvis Glæde var blandt dem at dvæle,
Som tidlig havde læst i deres Sjæle
Den Tanke, Universet bæres af,
Som Love deres vilde Vrimmel gav,
Og skænkede de Stumme Navn og Mæle; -
Han kommer ej, - de flokkes paa hans Grav.

131

En Hær af Toner følger Vaarens Spor,
Med Kunstens Harper blandes Lærkers Kor;
Og alle slynged nys i kjærlig Flok
Sig om den gamle Mesters hvide Lok.

Men han, den unge Sanger, i hvis Bryst
Der bølged Kunstens Kval og Kunsteris Lyst,
Hans Haand er mat, hans Læbe stum og bleg,
Og brusten hænger alt hans Strengeleg.

Tidt, naar i Digterdrømme han den tog,
En dunkel Smerte gjennem Strengen jog;
Det var en Anelse, - og den var sand;
Det var et Budskab fra de Dødes Land.

Nys runged højt Forløsningstimens Slag;
Det trange Fængsels tunge Dør blev aabnet,
Og Friheds Kæmper frejdig svinger Vaabnet
Igjen for sin og Folkets gode Sag;
Men han, hvis Hu mod samme Fremtid stunded,
Hvis Sejershaab paa Sandheds Magt var grundet,
Hvis Aand sit Trældomsmærke sletted ud,
Og fæsted Frihed til sin rige Brud; -
Han blev i samme Stund af Døden bundet.
Nej, han er fri - thi Frihed er hos Gud.

132

Farvel! trofaste Fælle, elskte Broder,
Med Tanken klar, med Villien stærk og ren!
Tryk ømt ham til dit Bryst, du Livets Moder!
Og rejs af Blomster ham hans Bautasten!

† Michael Petronius Bille.

Hvi sukke Kongedybets mørke Vover
Saa hult og tungt paa Danmarks Højtidsdag,
Da Mindets Torden ruller stolt derover,
Og Ekko svarer fra de sjunkne Vrag?
Hvi sænker tyst og sørgende sig Flaget,
Som, himmelfaldet, stræhte did igjen,
Hvis røde Tunge sang igjenncm Slaget
Et mægtigt Drapa om de danske Mænd?
Hvi aabnes Juels og Vessels stille Hjem?
Hvem vover nu at fordre Plads hos dem?

En Olding er det, som beskeden vanked
Sin stille Vej igjennem Livets Larm;
Men ungdomskjækt engang hans Hjerte banked,
Og Manddomsstyrke svulmed i hans Arm.
133 Som ægte Skud af Nordens Kæmpestamme
Sin Prøve han bestod paa "Prøvesten",
Og vandt det Vidnesbyrd af Fjender gramme,
At hans og Danmarks Hædersdag var een.
Nu slumrer han i Heltebrødres Favn,
Men evig lever fort med den hans Navn.

O Danmark, fæld en Taare paa hans Kiste!
De gamle Vidner om din Storhed fly.
Med ham til Hvile gange snart de sidste;
Da er Du fattig - Du har ingen ny.
- Men løft fra Graven frejdig op dit Hoved!
Der bor en Spaadomskraft i Mindets Røst:
En Fremtid holde vil, hvad Fortid loved,
Bedrifters Udsæd føder daadrig Høst;
Og stige skal af Kongedybets Ry
Engang igjen din Hæders Morgengry!

134

Peter Nikolai Borgen.

Der flyver Toner over Belt og Fjord,
Til Barndomshjemmets stille Dal de trænge;
Lyt, gamle Fader! til det fjerne Kor!
Gjenkjender Du paa Røsten dine Drenge?
Dem er det, der, saa tidt din Stemme klang,
Stod om din Stol, en taus, opmærksom Klynge,
Hvis Tunger løstes af en indre Trang,
Hvem Hjertets Kald fik lært engang at synge.

Vær hilset, Gubbe med de mange Aar,
Med Kinden furet og med Issen kullet,
Som vandrer om blandt Blomsterrie i Vaar,
Imens din Samtid raadner under Muldet!
Thi Livets kjælne Lyst forsmaa'de Du,
Men var til Savn og Møje altid rede,
Derfor Du staar i hærdet Kraft endnu,
En knudret Eg, skudt af den jydske Hede!

Vær hilset Du, som skrev din Viden ind
Med dybe Træk i Barnets bløde Tanke,
- Mens Orm og Møl fortære tykke Bind,
Staa hine Ciffre talende og blanke; -
135 Som forskede med indadvendte Blik
Naturens skjulte Kræfter, Livets Gaade,
Meris Drengens Videlyst i Eje fik
Hvert Sandhedsblink, din tause Grubien naa'de!

Du var ej blot hans Lærer, men hans Ven,
Til hvem med sikker Tillid han sig klynged;
Hans unge Kraft oprejste Du igjen,
Naar Mismod, Tvivl og Sorg hans Bryst betynged;
Du tøjlede hans kaade Overmod
Og Lidenskabens vilde Flammer slukked,
Du vared ham for Snaren ved hans Fod,
Og Livets Scene for hans Blik oplukked.

En Saadan var Du, ligegyldig, om
Bifald og Hæder udenfra Du vandt Dig,
Det var ikkun din gode Villie, som
Fast med Disciplens Ve og Vel forbandt Dig;
Og Skolen var din Lyst, dit rette Hjem,
Var Maalet for din Stræben og din Tænken,
Din Kundskab og dit Liv var viet dem,
Som sad derinde lyttende paa Bænken.

Men Parcen drejer Tenen, Lustrer fly, -
Livskraften modnes, ældes og forsvinder;
Det Gamle maa fortrænges af det Ny,
Som snart kun lever selv i blege Minder;
136 Snelokket Vinter bli'r den grønne Vaar,
I Gruset styrte Templer og Kolosser;
Den Godes Virken kun ej brat forgaar,
Kun hvad af Aanden fødtes, Tiden trodser.

I to og tred've Aar sad uforsagt
Og ufortrøden Du paa Lærestolen;
Nu viger ogsaa Du for Tidens Magt,
Nu er fuldendt din vante Gang "paa Skolen".
De Faa, der virkede med Dig som Mand,
Alt længe slumre under Grønsværdækket,
Discipelklyngen spredtes vidt om Land;
Men Du staar ensom, nærved Gravens Rand,
Med Taarers bittre Glands i Sølverskægget.

Dog, kjære Gamle! Du er ikke glemt,
Fordi maaske Dig Verden vender Ryggen;
Trofaste Hjerter har dit Billed gjemt,
Mens disse slaa, det dølges ej af Skyggen.
Besad din Aand ej Ørnens Blik og Flugt,
Har end dens Grublen lidet Nyt udgrundet,
Saa straaled Hjertets Renhed dobbelt smukt,
Og det har Dig din Plads i Hjerter vundet.

Du skal forladt ej famle til din Grav
Igjennem Livets Taage, Skæbnens Mørke,
Skjønt ingen Søn, din Alders Støttestav,
Er gangen frem af dine Lænders Styrke;
137 Du var en Fader kjærlig, varm og huld
Engang for hver Discipel, - det sig lønner:
Barnløs, Du fik af Børn et talrigt Kuld,
Thi, Fader, Vi er' alle dine Sønner!

Vor Tanke flyver over Belt og Fjord
Til Barndomshjemmet tidt og mangesinde;
Hvergang den dvæler der, den kjærlig snor
Sin Blomsterkjæde om "den Gamles" Minde.
Vær trøstig! løft dit Hoved, let for Sorg!
Buk ikke under for ukjendte Smerter!
Hist venter Dig din Tak i Himlens Borg,
Her lever den og dø'r med vore Hjerter!

Gamle Disciple.

Jenny Lind.

Der gaar en Susen gjennem Sveas Skove,
Hvor Granen hvisker ømt med Birkens Kviste;
Mod Klippen ruller sig Mælarens Vove,
For, trykket mod dens kolde Barm, at briste;
Og i den stille Aften Taagen drager
Sit hvide Slør henover Sø'r og Moser,
Dugtaaren perler paa de friske Roser,
Og Droslen smeltende i Busken klager.
138 Naar Nordens korte Sommer gløder prægtigst,
Et Vemod dybt og inderligt den aander;
Naar Livets dunkle Kræfter virke mægtigst,
I deres Samklang sig en Smerte vaander:
Det er, som Blad og Blomst, som Land og Bølge
Af Kjærlighedens tause Kummer trængtes,
Som efter en Forløsningsstund de længtes,
Som aned de den Død, der brat skal følge.

Og dette Vemod i din Stemme bæver,
Og denne Længsel zittrer i din Trille;
I hver en Klang, som fra din Læbe svæver,
Udstrømmer Kjærlighedens rige Kilde:
Og hvad Naturen taler uden Mæle,
Og hvad den drømmer, men ej kan udtale,
Det blev det givet Dig i Sang at male,
Ved Toner at forklare og besjæle.

Hvorhen Du derfor gaar i Nordens Riger,
Bag Havfrubeltet under Bøgekroner,
Hvor Granen dufter, og hvor Fjeldet stiger,
- Er altid hjemme Du og dine Toner:
Og ingen Kvad, i Kunstens Skoler lærte,
Og ingen Efterklang af Sydens Fylde
Kan Nordens haarde Kraft, som Du, fortrylle,
Thi naar Du synger, slaar dets eget Hjerte!

139

Farvel! - Tilbage til det Folk Du vender,
Hvortil Dig Blodets Baand har stærkest bundet;
Men glem ej over det de fjerne Frænder!
Glem over Birgers Stad ej Øresundet!
- Og naar igjen de milde Sommervinde
Befolke Gefions Vang med Blomsters Klynge,
Kom saa igjen! - De bedste skal vi slynge
Da til en Krands for Nordens Sangerinde!

Ordets Ridder.

Paa Kisten er Ridderens Sværd nu lagt,
Hans Harnisk og Skjold i Museet hænger,
Hans flygtige Livs romantiske Pragt
Kun svagt gjennem Sagnenes Taage trænger;
Den Borg, som hans vældige Haand har bygt,
Hvor Kampen han trodsed og bortdrømte Freden,
Nu skjuler en Ætling, der sysler beskeden
Med Bøndernes Tugt eller Studenes Røgt.

Der fægtes ej mer af Mand imod Mand
For Land og for Drot, for Frihed og Ære;
Thi Krig blev et Haandværk, Soldaten en Stand,
Og blinde Maskiner de staaende Hære;
140 Kulturen har tæret paa Manddommens Marv,
Og studset det fyrige Mod sine Vinger;
En Heltedaad fast som et Eventyr klinger,
Kun Skægget fik Nutidens Løver i Arv.

Og dog er al dristig, al ridderlig Id
Med Korstog og Tvekampe lieden ej vandret,
Een kjender endnu dog vor daadløse Tid;
Men Vaabnet er skiftet og Navnet forandret.
Thi Pennen blev Landse og Ordet et Sværd,
Af funklende Tanker blev Rustningen flettet;
Et Blad af Papir er det Skjold, som uplettet
For Samtidens Skranke nu Ridderen bær.

De Vaaben er stærke, - thi styrte for dem
Maa Trældommens Mure og Fordommens Gittre,
Og Brøde og Løgn af sit Skjul krybe frem,
Og Uretten selv under Purpuret zittre.
Vel tykkes tidt Kampen en dagligdags Kiv,
Som koster ej Blod, og hvor Døden ej lurer;
Men Hjertet med usete Skrammer den furer,
Og Offret, den kræver, er ofte - et Liv.

Og hvad er saa Lønnen? - et tvetydigt Navn,
Af Magten forfulgt, af dens Krybere gnavet;
Et Bifald, smaahakket af Selvsygens Ravn;
En Hæder, som vorder med Liget begravet.
141 Mens Kunsten betalte Historiens Gjæld
Til Mange, som Døden for Friheden funde,
Til Mange, som kun vare Herrernes Hunde,
- Saa siig mig: hvem sang om Armand Carrel?

Han var dog en Helt, en Ridder saa god
Som hin, der ej kjendte til Frygt eller Dadel;
Hans Kraft var en Mands, og en Ynglings hans Mod,
Og Hjertet var ædelt, og Aanden af Adel;
Hans Hu var en eneste glødende Drøm
Om Frankrig, dets Glands, dets Hæder og Lykke
Under Frihedstræets befrugtende Skygge,
Urokket af Tidernes vexlende Strøm.

Og Drømmen blev Ord; - og det prentede Blad
Blandt Folket sig spredte paa ilende Vinger;
Snart lød det som Suk, snart som Lærkernes Kvad,
Og snart som naar Øxen i Roden alt klinger.
Der ulmede Gnister i Massernes Sjæl; -
De blussede op; - i et Baal slog de sammen; -
I Aske sank Tronen. - Men hvo tændte Flammen?
Det mægtige Ord og - Armand Carrel.

Men Drømmen blev Drøm kun; - thi Folket gav hen
Sit Blod blot for atter at rejse en Trone,
Og "Frihedens Gudsøn" og Borgerens Ven
Snart lærte at synge i Herskerens Tone;
142 Og de, der nys kæmped paa selvsamme Plet
Som hin, og Nationens Mænd bleve kaldte,
At mættes ved Naadens Taffel nu valgte
For Winkelried-Kampen om Frihed og Ret.

Kun han blev ej vundet, han ene forblev
Trofast mod sit Folk, mod sit Kald og sin Fane:
Med knusende Kraft bort han Blændværket rev,
Og drog uforsagt Konsekvensernes Bane.
Men Ordet, som nys Bajonetterne brød,
Og fæsted den nybaarne Magt paa sin Tinde,
Var nu til Besvær, derfor lod man det binde,
Og Had var den Tak, som dets Ridder man bød.

Hans Andel af Sejren blev Fængsel og Flugt,
Og Livet begaved ham rigt med sin Smerte;
Men Tankens vidt straalende Lys blev ej slukt,
Før Skumlerens Kugle fandt Vej til hans Hjerte.
Da klagede Frankrig og følte sit Savn;
Men nu er det glemt og hentørret er Taaren:
Og dog er ej den blandt dets Sønner end baaren,
Som arved hans Aand og hans pletfrie Navn.

Mit Danmark! O, vaagner igjen i dit Sind
Ei Tanken om ham, som Du selv haver mistet?
Du stod jo dog ogsaa med Taarer paa Kind,
Dengang da hans ærlige Hjerte var bristet;
143 Erindrer Du ej, at, hvor Domens Kapel
Om Kongernes Grav sin Søjlerad strækker,
Der grønnes hver Vaar den Græshøj, som dækker
Din Ridder af Ordet, - Armand Carrel?

Dronning Mathilde.

1.

Paa Østerfælled gik der Dands.
Snefunker sprang i Solens Glands,
Som Hingstens staalbeklædte Hov
Løs fra den frosne Skorpe slog;
Fra Byen til den stille Skov
En prægtig Jægerskare jog,
I Fløjel klædt og Silkestof,
Det var Kong Christians muntre Hof.
Foran det hele Følge fløj
En Dame, fyldig, rank og høj.
Dybt aanded hendes fulde Bryst,
Og Øjet straalte Liv og Lyst,
Og Kinden blussed, varm og rød,
Omkap med Læbens Purpurglød.
144 De rige Lokkers gyldne Skat
Var fængslet af en Fjederhat;
Men Ridekjortlens dunkle Flod
For Vinden bølgede og lod,
Mod Kvindevis og Landets Skik,
Tilsyne for hvert dristigt Blik
De runde Formers bløde Pragt,
Slet dulgte af en mandlig Dragt.
Spidsborgeren, som udenbys
Var trippet efter Luft og Lys,
Af Tanke tabte Læst og Disk;
Trælbonden glemte Fogdens Pidsk,
Og begge stod paa Vejen stille,
Og maabed paa det skjønne Syn,
Der som et Stjerneskud, et Lyn,
Forbi det dorske Øje gled:
Men hun, som dristig Gangeren red,
Var den smukke Dronning Mathilde.

2.

Og der gik Dands paa Frydenlund.
Fuldmaanen steg af Øresund,
Men skinsyg blegnede dens Kind,
Fordi de tændte Kroners Pragt
Fordunklede dens Straalers Magt.
I Skoven brummed Nattens Vind,
145 Mens dog som lydig Træl den bar
Musikens Toner, Ekkos Svar.
Henover Gulvets blanke Bræt
En gravitetisk Menuet
Nu gled: et stolt og herligt Par
De to, som dandsede den, var.
Nu ligned hun en Dronning mer
End nylig, da i Hjortens Spor
Som Amazone klædt hun fo'r;
Nu Diademet gød sit Skær
Om Pandens stejle Marmorvæg;
I hundred Folder, hundred Læg
Den side Fløjelskjole faldt
Om hendes yppige Gestalt,
Og over hendes Væsen bredt
Var Gratie og Majestæt.
Men hvem var han, hun kaared i
Sin Yndlingsdands til vis å vis?
En Orden smykkede hans Bryst;
Stolt var hans Holdning, Øjet lyst;
Der lued gjennem det en Aand,
Forløst af Fordoms trange Baand.
Hans Ansigt var i ædel Stil,
Men tegnet var dets Ungdomsflor
Af Nydelsernes matte Spor,
Og Letsind leged i dets Smil.
146 Var han et Skud af Fyrsteslægt?
Bar selv maaske han Kronens Vægt?
Nej, dunkel var hans Stand, hans Navn,
Før Lykken krysted ham i Favn,
Og svang ham op paa Tronens Fod,
Hvor nu han enevældig stod. -
Musiken taug: hun tog hans Arm,
Og svæved blussende og varm
Igjennem sine Damers Rad;
Han bukked dybt, de skiltes ad.
Der blev ej talt, men taltes dog
Med Øjets klare, rige Sprog.
I hans laa meget mer udtrykt
End undersaatlig Ærefrygt,
Og hendes flygtede for hans,
Bedugget af en fugtig Glands.
Men Hoffets vaagne Argusblik
Opsnappede det Bud, der gik
Med Hjertets Spørgsmaal, Hjertets Svar
Imellem hint misundte Par,
Og tydede det snildt, men ilde.
Og snart der bugted sig en Snog
I Salen rundt fra Krog til Krog,
Og Edder fra dens Tunge sprang;
Men Maalet for dens hvislende Sang
Yar den smukke Dronning Mathilde.

147

3.

Paa Christiansborg gik Dands igjen.
Da Maanen, netop fyldt paany,
I Sølvflor hylled Slot og By.
Hist fra sin stille Bane den
Saa' bredet Nattens klamme Gys,
Hvor Livets Straaler funkled nys;
Saa' Glædens tonerige Larm
Afløst af Mørkets skumle Daad;
Saa' Kinden zittrende af Graad,
Der nylig gløded elskovsvarm.
Endt Ballet var, Musikens Flugt
Var standset, Lys og Fakkel slukt.
Nu laa det prægtige Palads
Som øde paa den tause Plads;
Kun Vagtens monotone Skridt
Lød i de hvalte Gange vidt.
Men Hævnens Tiger ikke sov:
Den lister lurende omkring,
Og maaler sindrig af det Spring,
Hvori den knuse vil sit Rov;
Og Herskesygen rejser sig,
Megæren, gusten som et Lig,
Med Slanger i den kolde Barm,
Med Sværdet i den magre Arm,
Hun bygger i det mørke Slot
148 En Trone nu af et Skafot. -
Hvad rørte sig i Nattens Skød?
Der flagred hist og her et Skin
Af Lys, - der trampe d tunge Trin,
Og Vaaben klirred, Stemmer lød, -
Og atter Alt igjen blev tyst. -
Men Dronningens Gemak er lyst.
Der staar hun selv i natlig Dragt,
Nys af sin Lykkes Drømme vakt,
Nu knust af Smerte, stum af Skræk,
Med bævende og blege Træk.
Forgjæves om Medlidenhed
Hun bad, med Øjet sænket ned,
Som Tankens hemmelige Krog
Hun vilde dække med dets Laag.
Forgjæves med fornyet Mod
Hun standser sine Taarers Flod,
Og trodser paa sin Højheds Ret;
Thi Vredens Pil afprelled let
Fra Lejesvendens haarde Skind,
Og Taarer rørte ej hans Sind. -
Men hvor var han, som med sin Magt
Stod for sin Hustrus Ære Vagt,
Som skulde hævnet hendes Skam,
Hvis den var til for Gud og ham?
En Olding svag i Livets Vaar,
Et Barn i Tanke, Mand i Aar,
149 En Slave i en Konges Sted,
En Dukke, som man leged med,
Henstrakt i vaagen Søvn han laa,
Og husked ikke længer paa,
At nys sin Hustru og sin Ven
Han gav til Død og Skændsel hen. -
Omsider fødtes Morgnens Gry,
Indsvøbt i tætte Taagers Sky;
Af Sengen Borgermanden steg
Og traven efter Vejret keg.
Forbløffet han bemærked, at
Soldater Slottet holdt besat,
Og saa Dragonerne, der red
Paa Pladsen foran op og ned;
Saa' Portens Pløje lukkes op;
Saa' bruse frem en Ryttertrop,
Som tæt en lukket Vogn omgav,
Og hørte deres skarpe Trav
Gjenlyde dump i Morgnens Stille.
Men Sukket, som fra Vognen lød,
Og Taaren, som ustandset flød
Derinde, blev ej hørt, ej set;
Thi Fangen i den mørke Karet
Var den smukke Dronning Mathilde.

150

4.

Paa Østerfælled gik der Dands.
Blodstraalen sprang i Solens Glands;
Et Hoved faldt for Bødlens Sværd,
Der var en bedre Skæbne værd;
Et Navn med Haan udslettet blev,
Som Saga paa sit Skjold opskrev;
Et Rygte Pøblen søndersled,
Der voxed med den Tort, det led;
Den Mand, der Ordet havde løst,
Med Ordets Gift blev overøst.
Og det var ham, som nylig stolt
I Tømme tvende Riger holdt,
Hvis Kongemagt og Kongeglands
Kun savned Kronens gyldne Krands;
Som Lysets første Dæmring saa'
I Tidens Horizont opgaa,
Og voved kjæk at lægge ned
I Livets Mark sin Tankes Sæd.
Men fjern var end den Morgenstund,
Der endte Folkets lange Blund,
Og Livets Ager, haard og gold,
Bar Hadets kun og Hævnens Fold,
Og krøved, før hans Sæd slog Rod,
En Vanding af hans eget Blod.
Han faldt - thi han var voxet fra
151 Den Tid, som han var fostred a',
Men mægted, trods sin Vælde, ej
At løfte Tiden op til sig;
Han faldt - fordi, af Overmod
Og egen Storheds Drøm berust,
Den Verden, der engang bestod,
Han vilde sparket ned og knust,
Og af sin endelige Kraft
En ny og bedre atter skabt;
Han faldt - fordi den Ærens Tind,
Han stræbte mod, var kun et Skin,
Fordi hans Maal, det var ham selv,
Men Midlet kun var Folkets Vel;
Han faldt - og soned med sin Død
Vist meget mer, end han forbrød.
Udslettet blev af smaaligt Nid
Hvert Minde om hans kjække Id,
Men eet dog i al Evighed
Fra Slægt til Slægt skal arves ned
Og funkle fra hans glemte Grav:
At Folkets Røst han Frihed gav.
Han faldt - og hun, som havde laht
Udi hans Haand sin egen Magt,
Hvis Naades straalerige Væld
Befrugtede hans stolte Sjæl
Og lokked frem hans høje Kald,
- Hun knustes af ham i hans Fald.
152 Hvor Sjælland strækker ud sin Arm,
Som længtes det mod Sveas Barm,
Hvor Odden deler Øresund,
Der staar endnu den gamle Borg,
Som skued hendes bittre Sorg,
Som hørte hendes egen Mund
Bekjende, for at frelse ham,
Den skjulte Brødes tunge Skam.
Den er et Vidne taust, der veed,
Om Ordet, som hun har udsagt,
Var vristet frem ved Svig og Magt;
Om hun fortjente, hvad hun led;
Om hendes Ære, ren og blank,
Kun som et grusomt Offer sank
For usle Rænkers lumske Spil;
Thi den har ogsaa lyttet til,
Naar hun i ydmyg Bøn til Gud
Sit Hjertes Løndom folded ud.
Nu er hun død, - og Danmark gav
Sin Dronning ej engang en Grav;
Nu smuldrer paa en fremmed Kyst
Den friske Mund, det fulde Bryst,
Der fordum aanded Liv og Lyst.
Den Slægt, der stirrede sig blind
I hendes Yndes varme Skin,
Er gangen samme Vej som den.
Kun Sagnet gaar endnu igjen.
153 Vemodigt toner det fra hver
En Plet, hun engang havde kjær,
Det sukker i de gamle Træ'r,
Hvis dunkle, melankolske Krands
Omgiver Hirschholms sjunkne Glands;
Det suser langs det friske Sund
Fra hendes Glædes lyse Lund.
Og naar en Sanger i dens milde,
Vaargrønne Højsal træder ind,
Saa griber Mindets Kraft hans Sind,
Saa fødes paa hans stille Gang
Af Sagn og Drøm en klagende Sang
Om den smukke Dronning Mathilde.