✂
Der gaar en Susen gjennem Sveas Skove,
Hvor Granen hvisker ømt med Birkens Kviste;
Mod Klippen ruller sig Mælarens Vove,
For, trykket mod dens kolde Barm, at briste;
Og i den stille Aften Taagen drager
Sit hvide Slør henover Sø'r og Moser,
Dugtaaren perler paa de friske Roser,
Og Droslen smeltende i Busken klager.
138
Naar Nordens korte Sommer gløder prægtigst,
Et Vemod dybt og inderligt den aander;
Naar Livets dunkle Kræfter virke mægtigst,
I deres Samklang sig en Smerte vaander:
Det er, som Blad og Blomst, som Land og Bølge
Af Kjærlighedens tause Kummer trængtes,
Som efter en Forløsningsstund de længtes,
Som aned de den Død, der brat skal følge.
✂
Og dette Vemod i din Stemme bæver,
Og denne Længsel zittrer i din Trille;
I hver en Klang, som fra din Læbe svæver,
Udstrømmer Kjærlighedens rige Kilde:
Og hvad Naturen taler uden Mæle,
Og hvad den drømmer, men ej kan udtale,
Det blev det givet Dig i Sang at male,
Ved Toner at forklare og besjæle.
✂
Hvorhen Du derfor gaar i Nordens Riger,
Bag Havfrubeltet under Bøgekroner,
Hvor Granen dufter, og hvor Fjeldet stiger,
- Er altid hjemme Du og dine Toner:
Og ingen Kvad, i Kunstens Skoler lærte,
Og ingen Efterklang af Sydens Fylde
Kan Nordens haarde Kraft, som Du, fortrylle,
Thi naar Du synger, slaar dets eget Hjerte!
✂
Farvel! - Tilbage til det Folk Du vender,
Hvortil Dig Blodets Baand har stærkest bundet;
Men glem ej over det de fjerne Frænder!
Glem over Birgers Stad ej Øresundet!
- Og naar igjen de milde Sommervinde
Befolke Gefions Vang med Blomsters Klynge,
Kom saa igjen! - De bedste skal vi slynge
Da til en Krands for Nordens Sangerinde!