Ploug, Carl Uddrag fra Norden [2]

5.

Henover Tidens Hav der gaar
En Dønning død:
Ved Styret Vold og Vilkaar staar,
Af Graven jordet Fordom gaar,
Og Sandhed lider slette Kaar
Og Frihed Nød;
Det er, som Folkets Haab var tabt,
Og Troen paa dets egen Kraft
Var død.

Men atter kule vil en Storm
Fra Sønden op:
Da styrter hver en snørklet Form,
Da brister hver en skimlet Norm,
Da ryster Dybets Midgaardsorm
Sin tunge Krop;
Da galer Hævnens Hane rød;
Den vilde Kraft, som tro'des død.
Staar op.

Skal Nordens Odclsgaard den Dag
Staa tryg og fast,
Naar skøre Kroner gaa i Kvag,
Og Riger drive om som Vrag,
165 Naar Liv og Død for Folkeslag
Er Tærningkast?
Skal Nordens frie Folkeaand
Da frejdig trodse fremmed Baand
Og Bast?

Det love Nordens unge Mænd
Med Haand og Mund;
Naar Fare truer det igjen,
Da skal vi møde, Ven med Ven,
Og give Hu og Gjerning hen
Af Hjertens Grund!
Og hvad der nu er svagt og delt,
Det skal vel stande stærkt og helt
Den Stund!