↩
Min Sjæl er træt; men ingen Slummer falder
Paa dette Øie - kun min Tanke gaaer
I Sorgens Dragt igjennem Fortids Haller,
Og stille ved hvert yndigt Billed staaer.
Da vaagner Smerten først, og Længsel kalder,
Jeg strækker Haanden ud - men ei den naaer
Den flygtige, den lette Hær af Minder,
Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.