↩
Men midt i Skoven er en eensom Slette;
Der, rustet ud til Kamp, alt Charles gaaer.
Ei Fuglens klare Sang hans Øre naaer,
Ei Vindens Toner, susende og lette.
Hans Sind er aabent kun for blodig Trætte,
Og Hævn og Død kun i hans Hjerte slaaer:
Med Lynets Fart han frem et Brev nu trækker,
Som til sin tause Secundant han rækker.