↩
Da gik det som en Røst igjennem Lunden,
Og som et Suk fra Træerne det lød
Som Liv det var, der gjennem Døden brød,
Som Elskedes Farvel i Afskedsstunden.
Dione lytter - Alt er nu forsvunden -
Det sunkne Knæ berører Jordens Skjød,
Og mens mod Skyen hendes Tanke iler,
Liig Sorgens Marmor hun paa Graven hviler.