↩
Dog stundom kom Besindelsen tilbage;
Liig Stjernen gjennem Nattens mørke Sky
Den trænger gjennem Sjælens stille Klage,
Og alle Taager da fra Hjertet flye.
Da vandred' Tanken blandt de svundne Dage,
Da ved sin Harpes Klang hun søgte Ly -
Og høitidsfuldt og veemodsfuldt det klang,
Naar til de rørte Strenge rørt hun sang: