↩
Hun maaler Jord og Himmel. Rundt hun sender
Som med Forundring Øiet - hver en Larm
I Luft og Søe hun lytter til, og vender
Sig efter hvert et Syn med hævet Arm. -
Da løfter sig som Stormen hendes Barm,
Og bævende, som om hun Alt erkjender,
Hun dækker Øiet med sin Haand - et Skrig
Nu jamrende med Luften blander sig.