↩
Ei Mindets Steen paa hendes Gravhøi tynger,
Hen over den Cypressen bøiet staaer.
Et Træ med unge Roser let sig gynger
Paa Skjønheds tause Grav, og yndigt slynger
De friske Knopper i Cypressens Haar.
Der tankefuld tidt Sorgens Engel gaaer,
Og strøer med røde Blade Graven over,
Hvorunder nu Dione stille sover. -