↩ I denne lukkede husidyl skrev Paludan-Müller sit mesterværk Adam Homo, om hvilket Georg Brandes skrev: »Undertiden er det forekommet mig, at dette er det mandigste, eller dog det mest mandlige Digterværk, der er skrevet paa Dansk.« (Fr. Paludan-Müller, II, i Samlede Skrifter, II, s. 194). Adam Homo er det eneste værk, hvor Paludan-Müller direkte griber tilbage til Dandserinden. Således løber der i Adam Homo en rød tråd tilbage til gennembrudsværkets fortællemåde, refleksioner, springende komposition, ottave rime, friske sprog, og Dandserindens hovedpersoner kan ses som skabeloner til Adam Homos, men budskabet er vidt forskelligt. Adam Homo ender positivt, idet Almas savn af Adam transformeres til et savn efter det guddommelige, og hun redder »helten« fra fortabelsen efter døden ved at gå i forbøn for ham, ligesom Margarete i Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832) Faust (ca. 1808-32), der frelser sin elskede i det hinsidige. (Vilhelm Andersen sammenligner Dandserinden og Adam Homo i Paludan-Müller, II, s. 52ff).