↩ H.C. Andersens tidlige romaner kan kaldes romantistiske og »interessante«, fordi hovedpersonerne forsøger at skjule en forbrydelse eller en fattig barndom, der dog langsomt afdækkes, og den eventuelle endelige harmoni eller idyl kan virke uholdbar og påklistret (for eksempel i Improvisatoren, 1835, og O.T., 1836). I Carl Baggers Min Broders Levned (1835) hersker dæmoni, spleen, fri erotik og Weltschmerz over verdens ondskab, og Arthur dør med oprørske tanker mod Gud og konge, mens bedsteborgeren Johannes beskrives med ironisk distance. Søren Kierkegaards Forførerens Dagbog fra Enten-Eller (1843) skildrer æsteticisme og værdisammenbrud, idet Johannes vælger en uskyldig pige som en »interessant« genstand for forførelse; der tages dog i forfatterskabet som helhed stærkt afstand fra æstetikerens stadium. Emil Aarestrup skrev en række vovede digte, hvor han skildrer fri erotik, Zerrissenheit og spleen (Digte, 1838).