Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra Dandserinden

Fortælleren er den egentlige hovedperson i Dandserinden. Han kan først og fremmest karakteriseres ved sin frække fortællemåde, der kommer til udtryk derved, at intet tilsyneladende er ham helligt. Han gør nar af den deklamatoriske, gammeldags fortæller ved først at imitere og overdrive dennes teknik med for eksempel retoriske spørgsmål (365.5), vurderinger (399.5), henvendelser til læserne (17.8) og alvidenhed (196.5), for derefter at bryde med den klichéfyldte rolle ved at blande sig med de fiktive personer: »Her staae to vakkre Mænd ved Logeranden,/ Hos dem vil jeg mig stille ganske nær« (33.1-2), og ved at give henvisninger til sig selv: »Fine fra den anden Sang« (310.7), hvilket er et digtersuverænt brud på illusionen.