Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra Dandserinden

Den frække fortæller ønsker eksplicit at underholde læseren en vinteraften (24.4-8), men revser, modsat det han bedyrer at ville (17.6), implicit sin samtid ved at gøre grin med alle i de borgerlige kulisser: kunstnere, adelige, studerende, præster, professorer og officerer (127-130), der ironisk nok udgør hans potentielle læsere. Han angriber og hudfletter middelklassen for dens følelsesmæssige afstumpethed (224), dårlige smag (79), pengegriskhed (226) og blinde følgen trop med moden (109-118), men tilhører selv borgerskabet og ses til dets aftenselskaber (12.1-2), på teatret (33.1-2) og i restaurationer (322.1). Alligevel føler han sig hævet over samfundet som eneren overfor flokken og mener, at han er »Fri, stolt og eensom mod de andre vendt« (103.5).