Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra Dandserinden

Det splittede og disharmoniske gennemtrænger ligeledes rytmen, der det ene øjeblik lyder smuk og melodisk, i for eksempel Diones sang ved harpen (65-68), for straks efter at blive skærende i de sarkastiske partier. Georg Brandes karakteriserer skiftet meget præcist med billedet af en svane, der afbryder sin kongelige sejlen ved at vende enden i vejret som en and (Fr. Paludan-Müller, II, i Samlede Skrifter, II, s. 169). Rytmen understøttes af en anden hyppigt anvendt figur, nemlig gentagelsen og opremsningen; prøv at sammenstille de smukke sætninger: »Du stille, stolte, straalerige Stjerne« (103.8) og »Den brister - alting bristed' da den brast« (392.8) med den ironiske, tunge opremsning: »Caput er Kjolen, Vesten, Støvlen, Hatten,/ Caput er Kjærlighed med hele Klatten« (20.7-8). Ligeledes anvendes den for romantismen meget typiske antitese til at illustrere følelsen af 126 splittelse, for eksempel beskrives kærligheden således: »I dine Lænker først til Frihed kaldt'« (180.4) og »Selv Paradiis og Paradisets Slange« (180.6).