↩ Diones og Charles' kærlighed har kun mulighed for at eksistere, hvis den kan holde sig uden for al berøring med samfundslivet, men det kyniske og overfladiske københavnske selskabsliv ødelægger alt, så snart forbindelsen bliver kendt, og det hele ender som en tragedie. Charles' moder, »Fru Grevinden« (306.1), kan således ses som en negativ inkarnation af samfundet, idet hun er snobbet, grisk, »intriguant« (306.5), kunstig og falsk. Hun modarbejder sønnens kærlighed, fordi Dione tilhører en dengang foragtet klasse, teaterfolket, og giver i stedet den viljesvage søn i køb til det gode parti, excellencens latterlige datter, Fine: »Hvis Sjæl var lille, men hvis Krop var lang« (310.8). Omgivelserne skalter og valter med Diones liv ved først at tilbede hende for derefter at vende hende ryggen som et umoderne objekt. Først da Charles dør, og Dione bliver syg, får københavnerne lidt medfølelse for den forældreløse pige: »Og hun, hvem hele Verden nys rev ned,/ Blev Gjenstand nu for Alles Kjærlighed.« (390.7-8) -men da er det for sent. Konklusionen må blive, at alle mennesker, selv de bedste og ædleste, vil falde.