↩ Fortællerens løsning er at isolere sig fra livet og leve i ophøjet ensomhed: »Den høie Værd af eensom, stille Leven« (227.8), mens han forsager alle livets tomme glæder og blot venter på døden: »Forsage, det er Læren kun [...]/ Vel er kun Sorg dens Rod, dens Duft og Lugt/ Kun Kulde, Bitterhed og mørke Dage:/ Dog voxe skal den, til den kolde Steen/ Bedækker Hjertet, Jorden vore Been.« (275). Til sidst er der ikke andet tilbage end livslede og dødslængsel.