↩ I modsætning til romantikkens optimistiske dualisme opfatter den romantistiske fortæller i Dandserinden mennesket som delt mellem legeme og sjæl/ånd, der på ingen måde kan være i harmoni, fordi mennesket er syndigt og blindt, og fordi det sande og ideelle oftest modarbejdes af samfundet (340). Fortælleren opfatter ligeledes skellet mellem det dennesidige og det hinsidige som uoverstigeligt, mens man lever (372.2-4). Dandserindem fortæller kan derfor kaldes pessimistisk dualist.