↩ I slutningen af udgivelsesåret var Dandserinden mere populær og omdiskuteret end nogensinde. Anonymiteten udfordrede det københavnske borgerskabs fantasi, og alle ville være med i gættelegen. Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn skrev således den 3. dec. 1833: »Forfatteren til de geniale Digte: »Kjærlighed ved Hoffet« og »Dandserinden« veed man hvo er, men paa Prent tør man ikke sige det« (S. Kühle: Frederik Paludan-Müller, I, s. 112).