↩ Paludan-Müller virkede som en munter og livlig selskabsløve, der drog kvinderne til sig - ifølge Fru Heibergs erindringer. J.L. Heiberg kunne til en kedelig fest hviske til sin hustru: »gid Paludan-Müller ville komme«, for så vidste de, at situationen var reddet. På den anden side kunne det være et problem at slippe af med digteren igen på en pæn måde. Heiberg måtte da gribe til det sidste middel: milde trusler om at lade rede en sofa op i stuen, hvis gæsten ikke fandt døren. Hvorvidt Paludan-Müller spøgte, da han skrev følgende brev til Fru Heiberg den 11. marts 1836, må stå hen i det uvisse: vi »sloge alle Meubler og alle Speile istykker, knuste Glas, Flasker og Tallerkener, toge Tappen af alle Viinhandlernes Tønder, og lode Rom, Viin og 141 Cognac i een skjøn Strøm rende ud paa Gaden.« (S. Kühle: Frederik Paludan-Müller, I, s. 124). Brevet afslører, at han endnu ikke havde overstået det vilde liv med »Piger, Vin og Kortenspil« (kap. III).