Paludan-Müller, Fr.

Affattelsestid: Tiden mellem Septbr. 1851 (se Anm. til Side 7 Linje 10) og Septbr.-Oktobr. 1852 [i November 1852 befandt Manuskriptet sig i Trykkeriet, som det ses af et Brev af 24/11 1852 fra Chr. Molbech til Sønnen (Chr. Molbech og Chr. K. F. Molbech. En Brevveksling, Side 32): "Af Paludan-Müller udkommer et nyt Digt til Nytaar; det bliver stort d.v.s. i meget stort Format; ellers kun 5-6 Ark, efter Thieles Formening. Hvad det er eller kaldes, veed jeg ikke; jeg vilde ikke spørge ham selv derom"]; udkom den 17de December 1852 (paa Titelbladet staar: 1853), trykt 2den Gang 1879 (i "Poetiske Skrifter" II), 3dje 1901 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VI), 4de 1903 (4de Udgave).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1853 (d.v.s. 1852), den eneste af Digteren selv besørgede.

Versemaalet er det samme, som anvendes i "Dandserinden" og "Adam Homo": det italienske ottave rime, hvorom henvises til Bemærkningen i nærvær. Udgaves 1ste Bind Side 483.

Æmnet. "Luftskipperen og Atheisten" er et Indlæg i den Kamp mellem Tro og Viden, som førtes herhjemme i Aarene 1850-52. Anledning til Striden gav H. C. Ørsteds 1849-50 udkomne berømte Skrift "Aanden i Naturen". Det vakte Indsigelse hos Teologerne, af hvilke navnlig Sjællands Biskop J. P. Mynster tog til Orde mod det, men det toges til delvis Indtægt af Tidens Fritænkere, af hvilke navnlig Lægen Frederik Drejer († 1853) og Journalisten Rudolf Varberg († 1869) med stor Voldsomhed rettede et Angreb paa Kristendommen. Den første udgav 1852 "Aandetroen og den frie Tænkning", den sidste i April 1851 under Mærket H-t "Striden mellem Ørsted og Mynster eller Videnskaben og den officielle Theologi". [Om Striden se O. Waage, J. P. Mynster og de philosophiske Bevægelser paa hans Tid i Danmark, Side 161 -90.]

P.-M.'s Digt er fremkaldt af Varbergs Pjece. Dette erkendtes af Samtiden (se Dagbl. 1853 No. 39, Fædrel. 1853 No. 6 og Erslews Forfatter-Lexikon, Supplement III (1868), Side 543), og for den, der sammenholder Pjecen med Digtet, er Tvivl herom heller ikke mulig. Ikke alene hentydes der, som det vil ses af Anmærkningerne, Gang paa Gang direkte til netop denne Pjece, men hele Anton Langes Forsvar Side 20-25 for Atheismen bestaar, som Dagbl. 1853 No. 39 gør opmærksom paa, for en stor Del af Sætninger, Udtryk og Ord, der er plukkede ud snart her, snart der fra den. Men P.-M. er gaaet videre endnu; det er ikke blot den unge Fritænkers Skrift, der har fremkaldt Digtet, men ogsaa hans Person har staaet ham for Tanken, da han skrev det. Der er en Række Lighedspunkter mellem Anton Lange og Rudolf Varberg, 328 som næppe kan være tilfældige: Anton Lange er (Side 21 Linje 10) 23 Aar - Varberg var den 28de Februar 1851 fyldt 23 Aar; Anton Lange er (Side 10 Linje 30) Litteraturanmælder - Varberg var paa den Tid Litteraturanmælder i "Berlingske Tidende" (se f. Ex. nærvær. Udgaves 2det Bind Side 538) og i "Fædrelandet" (blev det senere ved "Dagbladet"); Anton Langes Anmældelser lover os (Side 10 Linje 35) "høistens dog en Procurator" - Varberg studerede Jura og blev 1855 juridisk Kandidat; Anton Lange er spinkel og uanseelig af Legemsbygning - ifølge Meddelelse fra Hr. Dr. phil. Alex. Thorsøe var Varberg det samme.

Digtets ydre Form: at lade Fritænkeren deltage i en Luftsejlads, har P.-M. faaet Ideen til ved at overvære Luftskipperen Tardinis Opstigning fra Kristiansborg Ridebane i Sommeren 1851 (se Anm. til Side 7 Linje 10). Tankegangen i det: at man kan omvende en Fritænker ved at bringe ham i en for ham ubehagelig Situation, har en Parallel i "Ivar Lykkes Historie", II (1869), Side 272-275, hvor P.-M. omvender en Fritænker ved at lukke ham inde en Nat blandt Gravene i Roskilde Domkirke!

Samtidens Dom. Berlingske Tidende 1852, No. 299: "Dette Digt bereder os en reel Nydelse, det er et tankevægtigt Arbeide, dybtgaaende og originalt i sin Idee. Det er paa eengang satirisk-comisk og dybt religieust; hiint er det ved Hovedpersonens Physiognomi og Skjæbne, dette ved Grundtanken, hvorpaa Digtningen hviler. Det fremstiller paa en sammentrængt Maade, hvorledes Virkeligheden fører til en saadan Forvandling af den atheistiske Anskuelse, som ingen Reflexion i samme Grad kan hidføre. Mellem Himmel og Jord, i den af Luften baarne Gondol, bringer Luftskipperen Atheisten til Erkjendelse af det Intetsigende ved et menneskeligt Liv uden Gud. - Digtet er affattet, som flere af Forfatterens tidligere, i fuldendt skjønne Ottavestanzer". - Flyve-Posten 1852, No. 378: "Vor poetiske Literatur er i disse Dage blevet beriget med et Digterværk, kun ringe af Omfang, men desto større af Værdi: "Luftskipperen og Atheisten, et Digt af Fr. Paludan-Müller". Det er mod Tidens Skjødesynd, den moderne Pantheisme, der allerede har forrykket saa mangen Hjerne og bragt saamangen Stymper til at drappere sig med "Videnskabens" Gevandt og træde op som "Humanist", som Naturens og Fornuftens Forfægter mod den gamle Overtro paa et almægtigt Forsyn, Digteren her er traadt i Skranken. De høie Sandheder, han opstiller mod vore philosopherende "Kyllingehoveders" taagede Theorier, fremtræde her understøttede af al den begejstrede Kraft, fine Ironi og dybe Humor, hvormed "Adam Homos" og "Dandserindens" Sanger saa ofte har fortryllet os, og de smukke ottave rime ere behandlede med den berømte Versificators bekjendte Virtuositet." - Ugeskrift for den evangeliske Kirke i Danmark, udg. af J. M. L. Hjort, 1ste Bind (1853), Side 47: "Som Danmark glæder sig over sin store Digter, saaledes glæder Kirken sig over sin christelige Digter. Paludan-Müller træder i dette Digt op med dyb Foragt for den saakaldte humanistiske Videnskab og lader en af dens Tilhængere corrigeres paa følelig Maade, idet han synes i den unge Piges Ord til Montechriste:

Og kunde blot hans stolte Mod De tvinge,
Da vilde sikkert frelst De hjem ham bringe, -

at have lagt den Anskuelse for Dagen, at slige Personer skulle overvindes ikke ved Videnskab, men ved Straf. Vi indrømme, at den store Opdrager selv i mange Tilfælde retfærdiggjør denne Anskuelse, og under alle Omstændigheder: Digterens stærkt udtalte ubarmhjertige Foragt for de unge Atheister vil ikke være af ringe Virkning". - Kjøbenhavnsposten 1852, No. 302: "Først er man tilbøielig til at troe, at Digtet skal være alvorligt meent, at Forf. er religiøs og vil bryde Staven over den moderne Atheisme, som man henter j Feuerbachs og andre tydske Philosophers Skrifter. Snart seer man imidlertid, at dette ingenlunde er Meningen: Digtet er lagt an paa at være 329 ironisk, og det vil altsaa ikke docere nogen bestemt Lære, men skue smilende fra sit høie Stade ned paa alle menneskelige Kampe". Denne Opfattelse søger Anmælderen at begrunde ved at gennemgaa Digtet i Enkeltheder og slutter derpaa med Spørgsmaalet: "hvorledes er denne Ironie gjennemført. Saa maa Anm. da tilstaae, at han i Digtet finder formegen udenoms Satire, ikke hos Digtets Personer, - thi i deres Mund kunde vistnok Satire over Andet bidrage til at fremhæve det ironiske Lys, hvori de selv stode, - men hos Forfatteren. Det kan ikke nægtes, at han mere, end Ironiens Standpunkt tillader, lægger an paa at gjøre Atheisten latterlig, deels ved Satire, deels ved at bringe ham i Vaudevillesituationer. Saaledes skildres han som en daarlig æsthetisk Recensent og Forfatter, hvad der ikke synes at høre væsenlig med. Den stærke Detailleren hvad Atheisten angaaer skader overhovedet Ironien. Det faaer Udseende af som om Forfatteren ikke rigtig har vidst, om han vilde være Ironiker eller om han hellere skulde svinge Satirens Svøbe over visse daarlige Exemplarer af Atheister. Idet han har villet gjøre begge Dele, er ingen af Delene lykkedes. Man føler sig ikke hensat i Ironiens frie Regioner og naar man nærmere betragter Satirens Svøbe, seer den næsten ud som en Vaudevilletaktstok. - Sproget flyder som Melodie og Naturskildringerne ere nogle af de skjønneste, man kan ønske at læse". - [Mod denne Kjøbenhavnspostens Anmældelse bragte Flyve-Posten i sit No. 381 et Indlæg, hvori der hævdedes, at Anmældelsen beroede paa "en total Misforstaaelse af Digtet": "Kjøbenhavnsposten burde vistnok see sig om efter en bedre æsthetisk Recensent end den unge Mand, der her har vovet sig ud paa Glatiis". - I No. 306 af Kjøbenhavnsposten forsvarer den angrebne Anmælder sig og fastholder sin Opfattelse af Digtet: "Grundig Satire over Atheisterne findes ikke deri. Digteren har snarere givet dem Vaaben i Hænderne ved at lade Torturen anvendes imod dem."] - Dagbladet 1853, No. 13: "Det maa være os tilladt at fortælle Adam Homos geniale Forfatter, der paa en saa smuk og gribende Maade har skildret os saamange Forhold, en lille Historie. Vi beklage ikke at kunne gjøre det i de klangfulde Ottaver, som Digteren for det Meste behandler saa mesterlig, men at maatte give vor Fortælling paa simpel Prosa. - En Vagabond, ret en Karl af den allerværste Slags, udgaaet fra et Opfostringshus, kjøbt som Dreng af en omreisende Liniedansertrup, opdraget blandt Gjøglere af den laveste Klasse, bleven stor under Mishandlinger og Farer af enhver Art, forelsker sig i sin Principals Kone, som gjengjælder hans brutale Kjærlighed, og for ikke at generes af Ægtemandens Skinsyge, vælger han det simpleste Middel og slaaer ham ihjel; efterat have bemægtiget sig hans Penge og hans Kone, flygter han, og da Ballonerne just ere komne i Mode, kjøber han en saadan, leier de nødvendige Manipulationer og gjennemreiser nu Verden som den vidtberømte Professor N. N., der giver Forestillinger i den høiere Luftfartkunst. Han kommer paa sin Reise til Kjøbenhavn, slaaer Plakater op paa Hjørnerne og indbyder Passagerer til at gjøre Touren med. En theologisk Kandidat lader sig friste, betaler Passageerpengene, og op gaaer det i de høiere Regioner, som hidtil kun ere blevne besøgte af Fuglene. Veiret er herligt, Ballonen glider med langsom Fart hen over Øresund. De tvende Luftreisende føle Trang til at tale med hinanden, og efterat have vexlet de sædvanlige Indledningsfloskler, begyndte Kandidaten at prise Guds Storhed og Almagt, som man først ret føler, naar man saaledes ene og hjælpeløs befinder sig ude i det store, ubegrændsede Himmelrum. Forbauset og forundret seer Luftskipperen paa ham. "Gud!" udraaber han, "der gives ingen Gud! Jeg troer hverken paa Gud eller Djævlen." - Nu er det Kandidaten, der bliver forfærdet. Han citerer Bibelen. Vor Luftskipper har aldrig anet en saadan Bogs Tilværelse. Kandidaten begynder at tale om Udødelighed, om et Liv efter dette. Luftskipperen husker pludselig paa sin Principal, som han har dræbt, og begynder at føle en vis Angst: det vilde jo være skrækkeligt, om der var en Gud til, som kunde straffe ham, der saa lykkelig er undsluppen Politiets Kløer.

330

"Skulde der virkelig gives en Gud, en alvidende og almægtig Gud?" tænker han ved sig selv; "vi ville probere". - Og uden at Kandidaten mærker Noget, lukker han op for Ventilen, lader Gassen strømme ud, og Ballonen synker; den nærmer sig Havets Overflade. "Gud forbarme sig!" raaber Kandidaten, "jeg synes -" "At vi gaae ad undas, mon cher, ja der er ikke to Meninger derom; der maa være kommen et Hul i Ballonen". - "Men hvad skulle vi gjøre?" udbryder den fortvivlede Passageer. - "Gjøre?" siger Luftskipperen med et satanisk Smiil, "see til at svømme i Land". - "Men jeg kan ikke svømme". - "Det er høist ubehageligt for Dem; saa veed jeg intet bedre Middel, end at De beder Deres almægtige Gud om Hjælp". Ligbleg i Ansigtet fremmumler Kandidaten en Bøn. Forventningsfuld seer Luftskipperen snart paa ham, snart mod Himlen, snart paa Ballonen, ligesom om han ventede, at en Engel skulde flyve ned og paa sine Vinger atter hæve Ballonen; thi skjøndt han ikke troer, er han overtroisk. Men Intet viser sig, og Ballonen vedbliver at dale. "Nu", raaber Luftskipperen barsk, "hjælper Deres Gud ikke snart?" - "Ak, der skeer ingen Mirakler i vore Dage!" - "Velan da, saa vil jeg hjælpe, men bekjend da først, at der ingen Gud existerer." - "Jo, der gives en Gud!" - "Saa ville vi da begge fare ad Helvede til! Seer De, nu have vi snart naaet Bølgens Top!" - "Frels mig bare, jeg vil jo erklære, hvad De vil - der gives ingen Gud!" - "Det var brav!" siger Luftskipperen, lukker Ventilen, kaster Ballast ud og fortsætter meget beroliget i Sind sin Reise, som faaer en lykkelig Ende. - Dette er vor Historie ... og hvad er da Moralen af vor Historie? Moralen er ligefrem den, at en Tro, en Overbeviisning, en Idee, den være rigtig eller forkeert, ikke kan bekæmpes med materielle Midler. Dette burde Forfatteren have betænkt, inden han lod en Atheist omvende sig, fordi han et Øjeblik svævede i en tilsyneladende Livsfare; han seer, hvor let det er at vende hans egen Fremstilling mod ham selv. Galilæi blev lagt paa Pinebænken, fordi han var Atheist; thi i hine Dage var det Atheisme at troe, at Jorden bevægede sig; de legemlige Smerter tvang ham vel til at tilbagekalde sin Atheisme; men neppe var Smerten forbi, før han udbrød: Og den bevæger sig evig. Vi have Intet imod, at Hr. Paludan-Müller bekæmper Atheismen, men vi ønske blot, at han vil gjøre det ved andre Midler. Alt kan latterliggjøres, men dermed er endnu Intet beviist. Man loe af den Første, der paastod at Jorden var rund, og at man kunde bruge Dampen som bevægende Kraft; ikkedestomindre er Jorden ikke flad, og ikkedestomindre seile og kjøre vi med Damp. Og ligesaalidt som Kandidatens Fornægtelse af Gud i den Historie, vi nys fortalte, beviser, at der ingen Gud er, ligesaalidt beviser Atheistens Omvendelse i Hr. Paludan-Müllers Digt, at der er en Gud. Man kan skade den bedste Sag ved et slet Forsvar, og intet fornuftigt Menneske vil et Øieblik betænke sig paa at tilstaae, at han, for at frelse sit Liv, med største Fornøielse vil give enhversomhelst Erklæring, der ikke skader Andre, og som aldeles ikke er bindende for ham; thi Martyrdommen er gaaet af Mode. - Vi skulle kun endnu gjøre opmærksom paa, at Hr. Paludan-Müller behøver en Katholik for at omvende den Vantro. Logisk rigtigt er det, Ikke-Troen kan kun beseires af den ubetingede, blinde Tro; men det er ikke meget smigrende for Protestantismen". - I No. 39 bragte Dagbladet en indsendt Artikkel, der strækker sig over 7 Spalter. Den indeholder en kraftig Protest mod Digtets Grundtanke; i Anledning af Side 11 Linje 3 (i nærvær. Udgave) bemærkes spydigt: "Det er ordentlig rørende at see Forfatterens Pietet for Professorer, saa meget mere som den hos ham er af et temmelig nyt Datum, ialfald mærker man ikke meget dertil i hans »Trochæer og Jamber«"; i Anledning af Atheistens Omvendelse ytres, at den sker "ved to Huusraad, Sult og Kulde, altsaa ved reen physisk Tvang", og der tilføjes: "I en Strid med H-t. [d.v.s. Varberg] lod Hr. Pastor Lind et Vink falde om Tugthuset; det synes at være denne Idee, der har begeistret Hr. Paludan-Müller". Men helt bortset fra Digtets Tendens mener Indsenderen at maatte udtale 331 følgende: "Bogens poetiske Fortjeneste indskrænker sig til et Par vellykkede Naturskildringer, hvoraf især Solopgangen er smuk, men ikke engang paa dette Gebeet kan Forf. holde den rette Tone heelt igjennem, men støder Læseren med en saa smagløs Lignelse som Side 55, hvor der siges om Himmelhvælvingen: En øde Dandsesal den syntes lig [o. s. v., nærvær. Udgave Side 37 Linje 9-16]. Ligesom her Tanken er uskjøn, saaiedes indeholder den lille Bog en forholdsviis Mængde platte Udtryk og Billeder, som stikke stygt af mod de glatte Ottaver ... Vi troe altsaa med fuldeste Ret at kunne charakterisere dette Digt som et meget uheldigt Arbeide, og det vil vistnok kun vække liden Glæde hos de mange oprigtige Venner af Paludan-Müllers Muse. Ikke destomindre troe vi nok, at dets Udgivelse har været velkommen for en Deel af Publikum og det af ganske forskjellige Grunde. Atheisterne nemlig ville udentvivl triumphere over, at en af vore første Digtere er kommen saa uheldig fra et Angreb paa dem, og endeel Theologer, som føle sig bragte haardt i Bekneb af deres Modstander og som forgjæves have søgt at afvise Angrebene ved haanlige Bemærkninger om uvadskede Hænder og unette Manerer, ville med Kyshaand tage mod en formeentlig Undsætning. Det er vel imidlertid et stærkt Spørgsmaal, om dette meget tvetydige Bifald kan og bør trøste Forf. over Poesiens Venners Kulde". - Fædrelandet 1853 No. 6 af -n [ifølge Meddelelse fra Hr. Dr. phil. Alex. Thorsøe: senere Professor i Fransk ved Københavns Universitet Thor Sundby († 1894)]: Digtets Titel "vakte naturligviis en Mængde forskjellige Anelser, Formodninger og Forhaabninger hos Bogens forskjellige eventuelle Læsere. Optimisterne tvivlede ikke et Øjeblik paa, at det nye Digt vilde danne et uvisneligt Trekløver tilligemed Göthes "Faust" og Byrons "Manfred". De fulgte allerede i Aanden den philosophiske Icarus paa hans Flugt og saae, hvorledes han, svævende mellem Himmel og Jord, blev greben af "Frygt og Bæven" ved Synet af sin Lidenhed, hvorledes Forstanden, berøvet sit Fodfæste paa Jorden blev overvældet af den ringeagtede Følelse, hvis Vinger udfoldede sig mere og mere, jo høiere den steg mod Himlen. Pessimisterne derimod trak paa Skuldren og sagde: Titelen tyder paa, at det er et didactisk Digt, og didactisk Poesi pleier at have meget tilfælles med versificeret Prosa. Een Forventning var imidlertid fælles for Alle: Man ventede at see en Kamp mellem Troen og Vantroen, og da Kampen skulde holdes paa en saa ophøiet Valplads, var man overbevist om, at Kæmperne maatte være hævede, ikke alene over Usselheden, men ogsaa over Middelmaadigheden. Men Mennesket spaaer og - Paludan-Müller raader ... Hvilke forunderlige Kæmper, og hvilken forunderlig Kamp! Christendommens Ridder seer snarere ud som en Manfred, end som en Troens Apostel. Blege Kinder, sort Skæg, sarkastisk Smil og dæmonisk Blik, Beskyldning for begaaet Drab - det er jo lutter Pynt som synes at være røvet fra Atheisten for at smykke Theologen. Til Gjengjæld er hin bleven regaleret med

Det flade Bryst, de smalle Skulderplanker,
De spidse Knæ, de tynde, skæve Skanker,

der aldeles ikke charakterisere Gudsfornegterne fremfor Troens Egne. Lægger man hertil, at han er skildret som en jammerlig Dreng, der "hulker" og "tuder", medens han bliver straffet af sin Mentor, saa bliver det et ligesaa beskedent Hverv for Montechriste at beseire en slig Helt, som for Paludan-Müller at besynge en slig Seier. Men denne Seier vindes ikke engang paa ærlig Maade; thi medens Atheisten kæmper med Videnskabens Vaaben for at forsvare sine Vildfarelser, benytter Theologen sig af Løgn, Bedrageri og Tortur i Kampen for den sande Tro. Forunderligt er det, at Forfatteren har valgt en saa storartet Skueplads for sit Drama; thi al den Herlighed og Storhed, der udfolder sig for Atheisten paa den luftige Fart, bidrager ikke det mindste til at ydmyge hans lille selvkloge Jeg; heller ikke er det Dødsangsten, der lærer ham at folde sine Hænder, og gjenkalder det glemte Fadervor i 332 hans Erindring. Nei, det er kun de to rent physiske Onder Kulde og Sult, der tvinger ham til at læse den Bøn, som ingen ærlig Christen kan ønske at høre anvendt som et "Abracadabra" - og dette Experiment kunde ligesaa godt foretages i en Kjælder som oppe over Skyerne. Forunderligt er det ogsaa, naar Forfatteren og hans Yndling ville anvende corporlig Tortur, at de ikke foretrække det simple og hurtige Correctionsmiddel, som Holberg bruger for at omvende Erasmus Montanus - Stokkeprygl. Resultatet vilde have været det samme; thi det var dog hverken Christendommens Lys, der adspredte Mørket i Atheistens Sjæl, eller Christendommens Varme, der smeltede Isen om hans Hjerte - det var kun den raa Magt, der fejrede en Triumph, og at den her har allieret sig med Christendommen (eller Katholicismen) er jo en Tilfældighed. En nøgen Atheist, der bæver i Krampekulde, vilde man med Pistolen i Haanden lige saa let kunne tvinge til at læse en mahomedansk som en christelig Bøn. Vel vide vi, at Christi Bekjendere ofte have udbredt Kjærlighedens Religion med Raahedens Vaaben, vi vide, hvorledes Carl den Store lod Friserne, og Biskop Mynster Gjendøbernes Børn døbe efter Commando - men at "Amor og Psyches" Sanger nogensinde skulde stemme sin Lyre til Pris for slige Bedrifter var os noget aldeles Uventet... Vil man nu ved Slutningen af denne Anmeldelse erindre os om Bogens Ord:

Bedømme Poesi med tør Forstand,
Det gaaer i Evighed dog aldrig an,

saa svare vi blot, at det er ikke over Paludan-Müllers Poesi vi have fældet nogen misbilligende Dom; vi maae tværtimod beklage, at han har spildt sin smukke Poesi paa et uheldigt Emne. Kun en Omvendelse, der gaaer Hjertets Vei, egner sig til digterisk Behandling; bevirkes den derimod ved videnskabelig Discussion, tilhører dens Fremstilling Philosophien, og tilvejebringes den, som her, ved Tortur, bør den forbeholdes en af Inqvisitionens Historikere. Men maaske agter Paludan-Müller at bortbytte Digternavnet med Henrik den Ottendes Hæderstitel: "Troens Forsvarer"? Vi ville ikke haabe det; thi vore store Digteres Tal er kun lidet, medens de maadelige Theologers allerede nu er Legio". -M. Goldschmidts Nord og Syd, Ny Række, 3dje Bind (1853), Side 10-18: "Man skulde virkelig troe, at det var ironisk meent. En ubetydelig Atheist, der paa saadan Maade omvender sig, skal blive et Lys i Meniglieden ! Denne sidste Ytring kan jo opfattes som en skrækkelig Ironi over hele Præstestanden; men det er af hele Bogens Tone utvetydigt, at det ikke har ligget i Forfatterens Tanke ... Er det altsaa ikke Ironi, hvad er det da, der vækker et Tilløb til Munterhed og holder os i Uvished om, hvorledes Digteren egenlig har villet behandle Stoffet? Svaret herpaa er formeentlig, at den første Oprindelse til Digtet har været et spøgefuldt Indfald, maaske ved Synet af en Luftballon: Havde man en Atheist saaledes i sin Magt, saa skulde vi see, hvad der blev af hans Atheisme! Havde man - hermed falder Spøgen; thi den har kun Betydning under den Forudsætning, at den blev virkelig, og kun Den morer sig derved, som paa egen Haand gjør Tanke-Experimentet efter. Poetisk kunde Spøgen reddes, hvis den blev gjennemførl med stor Lystighed, med rig Vittighed, Satire, Humor. Men denne Lystighed og Glæde er ikke tilstede i Behandlingen, Paludan-Müller er ikke comisk Digter ... Digtet er et lunefuldt Indfald, anvendt paa alvorlige Ting, og Lunet er blevet kvalt under Sagens Alvor. Men imod Alvoren maae vi ogsaa gjøre Indsigelse, fordi Polemikens Gjenstand, Atheismen, er for slet repræsenteret. Vi maatte have seet den fremtræde i en ganske anden begavet Natur, og havde vi seet dette, vilde den anvendte Cuurmethode bevise endnu Mindre, end den nu gjør. At bringe et Menneske i Dødsangst og derpaa lade ham sulte og fryse - hvad kan man ikke paa saadan Maade faae den menneskelige Organisme til at bøie sig for! Og hvad kan man ikke, naar der ingen Vidner var tilstede, fortælle, at den har bøiet sig for! ... Hvad sluttelig maa udhæves og beklages, er 333 Anvendelsen af Verset. Skulde Verset ikke være et ædlere, skjønnere Sprog end Prosaen? Skulde det ikke være Organ for sublimere Tanker, snart lig en Æther, hvori idealere Væsener bevægede sig, snart Midlet til, at naar Digteren vil tugte det Slette, Tugtelsen udføres med Fiinhed og Høihed? Skal Verset ikke altid bevise, at Rhytmus og Riim ere den sande Poesi, at "Skjønheden deri er skjønnere og Stygheden mindre kommer tilsyne, at intet Smaaligt drister sig til at fremstille sig i dette de Udvalgtes Sprog, at man uden Mistillid tør vove at overgive sig til Digterens melodirige Anskuelser" (Nisard om Byron)? Og vil det ikke tilsidst blive tydeligt, at ved den Virtuositet, hvormed man rimer "Betty Michelsen" paa "en Engel i Skikkelsen" og "ilter i Kalotten" paa "purrer sig i Totten" o. desl., har man rigtignok vidunderlig Magt over Sproget; men man staaer Fare for at degradere sit Lands, sit Folks poetiske Diction". - Nordisk tidskrift, utgifven af Aug. Sohlmann, 1852-1853, Nr. 11 & 12, Side 285: "Om man redan förut med rätta anmärkt, att Paludan-Müller alltför mycket begynnt att begagna den poetiska framställningen såsom omslutande ram för åtskilliga filosofiska och theologiska problemen, så kan denna anmärkning med dubbel rätt göras mot denna hans sednaste dikt, som alltigenom är tendens och ingenting annat. Men förf. står här icke mera qvar på den Martensenska dogmatikens standpunkt, han har bortkastat de spekulativa beståndsdelar, de "filosofiska smulor", som finnas i denna och hastigt utvecklat sig i riktning at höger, men icke stannat vid Kierkegaards "gudomliga ironi" och "credo quia absurdum" [d.v.s. jeg tror det, fordi det er fornuftstridigt], utan såsom det synes hufvudstupa kastat sig i papismens armar. Dikten skildrar en atheists omvändelse; men denna omvändelse kommer icke inifrån; den åstadkommes genom en katholsk äfventyrare Montechriste, som dervid använder hvarjehanda yttre tortyrmedel såsom köld, svält o.s.v.... Ingen borde känna sig mindre tjent med denna skildring än just theologien; ty är denne fräcke, hånfulle tusenkonstnär, som med fysiska tvångsmedel omvänder, en äkta representant för theologien, da bör man utan tvifvel sätta theologien i litanian bland de ting, för hvilka vi bedja Gud bevara oss."

Til sin Broder, Præsten Jens Paludan-Müller († 1899) skrev P.-M. 5/2 1853 følgende, hidtil utrykte Brev (meddelt Udgiveren af Fru Sofie Haar, f. Paludan-Müller):

". . . Jeg gaaer nu over til dit sidste indholdsrige og interessante Brev, betreffende min Luftskipper og Atheist, som ikke blot glædede mig meget, men ogsaa i flere Henseender var mig belærende, uagtet Du vel begriber, at jeg, som Digtets Forfatter, vil være den Sidste, der indrømmer dine Ankeposter. Foreløbig vil jeg bemærke, at jeg selv kun nødig gaaer ind paa en Forklaring og Fortolkning af mine Arbeider; thi det var jo at tage al Fornøielsen bort af Digteriet, naar man selv skulde knække de Nødder, man byder Andre. Da Du imidlertid har viist saa stor Interesse for dette lille Arbeide og har tilskrevet mig saa udførligt derom, saa vilde jeg undsee mig ved her at gjøre mig kostbar, saameget mere som det jo er en privat Samtale og ikke nogen Debat, der holdes paa Torv og Gade, tilbedste for det store, døve, dumme Publicum. Blik ikke vred, fordi jeg her udskjeldte Publicum; men da dette Publicum, som det lader til, saalidt har havt Sands for og fundet Smag i Digtet, at dette ikke blot har vakt stor Modsigelse, men Forvirring og Forargelse, saa revancherer jeg mig kun her som Forfatter ved denne uskyldige Hævn. Enkelte (og det ikke af de mindst competente) have dog fundet meget Behag i mit lille Arbeide, og det er ved deres Dom at jeg holder mig skadesløs over alle mine offentlige Recensenter, i hvem det med min bedste Villie ikke er mig muligt at see andet, end forbittrede Belletrister og aandelige Fættere af Anton Lange. Min egen Mening om Digtet er saa lidt blevet rokket ved disse Angreb, at jeg kun endmere er bleven overbeviist om dets Betimelighed, Nytte og endelige Seir; dog har Udfaldet gjort mig lidt betænkelig ved nu strax at byde Publicum et andet Arbeide, saameget mere som dette skulde 334 tilegnes Madvig og jeg derfor gjerne (ogsaa for hans Skyld) ønskede det en god Modtagelse. - Men nok herom! I mit Svar vil jeg holde mig til Gangen i din Epistel, som Du vel selv har i Minde, og som saaledes bedst kan tjene til Udgangspunktet for mine Bemærkninger. Betræffende Brevets første Deel, hvori Du udvikler Atheismens Begreb og Natur mere skarpsindigt og slaaende end jeg vilde have formaaet, da kan jeg jo gjerne erklære mig fuldkommen enig med dig, saameget mere som Du selv er enig med mig i Rigtigheden af min Fremstilling; - til min Skam maa jeg dog bekjende, at slige dybsindige Betragtninger ikke have ført mig til denne Fremstilling af Sagen, men kun den simple Tanke, at lade Anton Lange engang mødes med sin Gud (d.v.s. Naturen) Ansigt til Ansigt og paa en Maade saa han maatte holde Stand og ikke kunde desertere, om end Guden blev ham nok saa ubeqvem og penibel. Gudserkjendelsen involverer ogsaa Selverkjendelsen - det vil sige, Fyren faaer Pjalterne af og seer sig i sin hele Nøgenhed. Alt dette vil jeg nu ikke udføre videre, da der som sagt ikke her er nogen Strid imellem os, men hellere vende mig til de andre Punkter. -

Omvendelseshistorien smager dig ikke. 1) fordi hverken A. L.' Personlighed er betydelig nok eller Montechrist saa klar tegnet, at hans Personlighed kan fremtræde med tilbørlig Vægt og gjøre den fornødne Virkning; og 2) fordi selve Omvendelsen ikke blot holder sig til Indøvelsen af Fadervor, men gaaer videre end til dette ene Fornødne. Men førend jeg besvarer disse Indvendinger maa jeg tillade mig at bemærke, at nogen egentlig Omvendelse har jeg ikke lagt an paa. Fyren er ved Dødsangsten og Faren bleven dygtig rystet, og kommer nu i Skole; thi at det Hele mere er at betragte som en Disciplin end som en Gjenfødelse i Aand og Sandhed forekommer mig tilstrækkeligt klart, ikke blot af hele Digtets Tone, men af ganske bestemte Antydninger, fex. at Bønnen skal læses paa Latin, eller af et andet Sted, hvor Ordet Disciplin endog ligefrem nævnes. Først da han er kommen hjem og sidder i sin Sopha foregaaer der Noget i ham, som jeg dog af gode Grunde har ladet staae aldeles dunkelt; thi at Digtets 2 sidste Stanzer ere Ironi, behøver jeg vel ikke at sige. Ganske tørt fremsat er min Mening denne: Naar Fyren efter sin Rystelse og Indprentningen af Fadervor i en halv Snees Aar daglig har gjentaget dette, er bleven Præst, gift med Betty M. etc., saa kan der endnu af ham (som af vore mange andre smaa Atheister og Humanister) blive en ganske jevn og ordentlig Mand; men at han nogensinde skulde drive det til noget Stort, derom tvivler ingen mere end jeg. - Naar du nu, kjære Broder, med det her Anførte for Øie, endnu engang vil betragte Sagen, saa haaber jeg, vi skulle blive mere enige; thi heller ikke den Paastand af dig, at Digtet absolut fordrer, at det skal være en alvorlig og troværdig Omvendelse, kan jeg lade gjelde. Jo - siger du - thi det er tvende modsatte Livsanskuelser der ved denne Omvendelse skulde dømmes, derfor maa den virkelig være lykket. Nei - svarer jeg - dette behøves ikke, thi disse Livsanskuelser skulle vel dømmes men NB: for Læseren, og er det en fornuftig Læser, saa vil han, trods Digtets blandede Tone, aldrig kunne være i Tvivl om hvilken der her er den seirende, uagtet han ikke faaer Anton Lange at see med Palmer i Hænderne. Havde Læseren virkelig seet dette, da mener jeg hele Digtet vilde have faaet noget Flaut og Usandt, og Ingen vilde have troet paa Sandheden af en slig Omvendelse i en Haandevending, ved Hjælp af aftrukne Buxer, Underbuxer o. s. v. Derfor mener jeg ogsaa det er i sin Orden, at Montechrist er den blandede Personlighed som han er. Tænk dig ham som blot alvorlig eller blot spasende, og du vil see, hvor falsk og daarlig en Rolle han vilde have spillet oppe mellem Stjernerne, men dog trækkende Pjalterne af en sølle Student. Nei, jeg lover min Proteus - Montechrist! - en Aand, sig selv modsigende, men derfor just en stor og myndig Aand, der ned fra høi're Regioner stigende paa lavere Naturer lagde Baand. Synes du ikke

        

335 det baade er comisk og rigtigt, at denne Dom just udgaaer fra A. L. selv, da Staklen derved viser, hvor dybt det Indtryk er, som han har modtaget ? - Den sidste Indvending, at Omvendelsen burde standse ved Fadervor og ikke gaae videre, kan jeg heller ikke indrømme; thi det vilde ikke blot have givet Digtet en meget tør Slutning - hvorpaa Vinen nu raader Bod - men det vilde heller ikke have stemmet med hele Morgenscenen og Indseilingen i Tydskland (efter min egen Mening det meest Poetiske i Digtet) hvor der krævedes Pathos og Begeistring af den Talende, forat Ordet kunde svare til Situationen. Anton Langes aandelige Stemning og Tilstand lider heller ikke derved nogen Skade, men hæves snarere til el høiere Punkt. Og fremfor Alt - Digtet er skrevet for Læserens og ikke for Anton Langes Skyld; jo mere Poesi, desbedre, naar denne Poesi kun ikke ligger udenfor Emnet. Derfor forekom mig ogsaa den Paastand meget pudseerlig af Anmelderen i Fædrelandet, at Alt ligesaagodt kunde have foregaaet i en Kjælder som oppe i Luften under Stjernerne. Ja maaskee kunde A. L. have havt nok af nogle Bank i Kjælderen, men hvad var der saa blevet af Digtets Poesi, af den store Situation, af Ballonens Flugt, af de vexlende Naturscener, kort af alt det, hvorfor jeg egentlig har skrevet Digtet, der vel er et Leilighedsdigt med Hensyn til Tankeindhold, men dog, som jeg haaber, et virkeligt poetisk Værk. Efter at have indrømmet dig, at Anton L. rigtignok er temmelig tynd og ubetydelig - hvad ikke stod i min Magt at forandre, naar jeg vilde holde mig til vore egne smaa Atheister, der her skulde rammes og der have alle deres Varer paa anden Haand; og dernæst, efter at have gjort opmærksom paa, at det vilde have givet et afskyeligt Vrængebillede, om man (som Søster Louise forlanger) havde sat en stor Åand op i Ballonen under lignende Situation og Vilkaar; og endelig efter at have erindret dig om, at Motivet til Montechristes Adfærd og Opførsel ikke ligger i Anton Langes Vigtighed, men i Betty Michelsens Brev og oprigtige Kjærlighed - gaaer jeg nu over til din sidste Ankepost: Tonen og Sproget i Digtet. Denne Deel af dit Brev har i høi Grad interesseret mig, da den gav mig et levende Billede af Digtets Virkning under Læsningen og da jeg fra flere Sider har mødt de samme Invendinger[!] som du gjør. Er det Spøg eller Alvor? spørger du. Mit Svar er: det er baade Spøg og Alvor, eller med andre Ord: det er et humoristisk Digt, hvor Alvoren viser sig paa en spøgende, og Spøgen paa en alvorlig Grund. Hvad der er Ære værd, er holdt i Ære; hvad der fortjener Haan, er haanet, og det latterlige er stillet i et latterligt Lys. Da disse 3 Ingredienser - for ikke at tale om Satiren - findes i Digtets Opgave, i selve Stoffet, saa maa jo - efter min Formening - Behandlingsmaaden og hele Sprogtonen nødvendig antage denne blandede Characteer, der har vakt saamegen Forargelse og gjort Mange tvivlsomme om Autors egentlige Mening. Men jeg siger som før, gjør engang det Tankeexperiment og tænk dig det Hele behandlet reent alvorligt eller reent comisk - Umuligheden af en slig eensidig Løsning vil da snart vise sig for dig. Om jeg end kan indrømme, at Overgangene maaskee et eller andet Sted kunde være mere jævnede, og at enkelte Udtryk (i det Høieste dog vel 4 à 5) kunde være ombyttede med andre, saa paastaaer jeg dog i det Hele, at Sprogtonen og Behandlingsmaaden er i god Harmoni med Sujettet og at enhver anden Form, end denne changerende, havde forkludret Stoffet. Sproget er virkelig ikke løbet af med mig, og slige Stanzer i Hundredeviis skriver man ikke uden Flid og vedbørlig Agtpaagivenhed. Naar du engang faaer mit ny Arbeide at see, vil den sobre og simple Sprogtone nok opklare dig dette Punkt; men i et Digt som Luftskipperen og Atheisten, hvor foruden alle de ovennævnte Ingredienser ogsaa Luftfartens Lethed, Ballonens Flugt og Vindens Susen saavidt muligt skulde gjengives i Sprogets og Rhytmernes Bygning, der maatte det vel være tilladt at benytte sig af alle Konstens Midler, ja undertiden at gjøre selv halsbrækkende Konststykker, for at naae den tilsigtede Virkning. - Hermed 336 maa del nu være nok for idag. Jeg slutter med en hjertelig Tak for dit Brev og for det broderlige Venskab, der deri er udtrykt.

Din Frits P. M.

Undskyld disse abrupte og let henkastede Bemærkninger; men vilde jeg tilfulde gaae ind paa dit indholdsrige Brev, maatte jeg skrive en lille Bog. Her er imidlertid sagt nok til, at du ved Leilighed kan prøve det, om du skulde faae Lyst og Anledning dertil. Hvad jeg har sagt, er min sande Mening."

Litteratur. Julius Lange, Brudstykke af en Kommentar til Fr. Paludan-Müller, i Nær og Fjern, 1879, No. 352 (optrykt i Langes Udvalgte Skrifter III 249-58).