Paludan-Müller, Fr. AHASVERUS

AHASVERUS

Affattelsestld: sidste Halvdel af 1853 (efter den 12te Juni - se Anm. til Side 162 Linje 16); udkom den 16de Maj 1854 sammen med "Kalanus" (se ovf. Side 49-157) og "Abels Død" (Optryk, se nærvær. Udgaves 1ste Bind 365 Side 554) under Titlen "Tre Digte", trykt 2den Gang 1857 (i "Tre Digte, 2den Udgave"), 3dje 1872 (i "Sex Digte, 3dje Udgave"), 4de 1879 (i "Poetiske Skrifter" VIII), 5te 1883 (i "Sex Digte, 4de Udgave"), 6te 1902 (i "Poetiske Skrifter i Udvalg" VII).

Nærværende Udgave gengiver Texten i Udgaven 1872, den sidste af Digteren selv besørgede.

Originaludgaven af "Tre Digte" har en Tilegnelse til J. N. Madvig, som er aftrykt ovf. Side 342 under "Kalanus".

Manuskript: egenhændigt Trykmanuskript til Originaludgaven, med adskillige Rettelser og Ændringer, i det kgl. Bibliotek: Den Collinske Manuskriptsamling No. 982.

Æmnet. P.-M.'s "Ahasverus" knytter sig til Sagnet om den evige Jøde, en sagnagtig Skikkelse, der skal have slaaet Jesus og til Straf derfor vandrede fredløs om paa Jorden uden at kunne dø. Hverken Evangelierne eller Legender fra den kristne Kirkes ældste Tid kender det mindste til ham og hans Synd; han dukker først op i det 13de Aarh. og er da en af Ypperstepræsten Kaiphas' Tjenere, som slog Jesus, da han var for Raadet. Men almindeligt bekendt blev han først i Begyndelsen af det 17de Aarh., da der (1602) orn ham udkom en tysk Folkebog - paa Grundlag af hans egen Beretning(i) -, der fandt en vid Udbredelse og blev oversat paa mange Sprog, ogsaa paa Dansk; fra nu af blev han en Skikkelse, hvormed Folkets Fantasi atter og atter sysselsatte sig, og i den følgende Tid fremkom den ene Beretning om ham efter den anden, at han snart var set paa dette, snart paa hint Sted, ligesom en Mængde Digtere har taget hans Skæbne op til Behandling (se Anm. til Side 164 Linje 28-30). - Det er gennem den tyske Folkebog, at han fik Navnet Ahasverus og blev gjort til Skomager.

Om hans Synd beretter den danske Folkebog, hvis Titel er: "Sandru Beskriffuelse Om en Jøde / som vaar Fød oc Baaren til Jerusalem / ved Naffn AHASWERUS, Huilcken Personligen haffuer været næruerendis tilstede / da Christus er bleffuen Kaarsfest oc indtil denne tid / vdaff den Almectigste Gud / ved Liffuet er bleffuen oppeholden / Nu nyligen fordansket. Prenlet i Kiøbenhaffn / Aar 1631", bl. a. følgende:

"Paa den tid / der Christus bleff Kaarsfest / vaar hand til Jerusalem, huilcken HERre Christum hand met de andre Jøder paa samme tid holde for en Ketter / oc icke andet troede eller viste / end hand vaar en aff Folckens forførere / oc haffde hand seet hannem Lifflig vdi egen Person / oc der hoss haffde hand med de andre Jøder paalagdt sin yderste flid / hannem som it oprøriske Menniske at affskaffe oc forjage / for huilcken de paa den tid antoge hannem / Men der JEsus hans Sententz Endelig aff Pilato vaar affsagt / maatte de strax føre hannem forneffnde Skomagers huss for offuer / der Skomageren det fornam / gick hand hasteligen hiem til sit Huss / oc det kundgiorde for hans Folck / paa det de oc Christum kunde see / huad hand vaar for it Menniske at de kunde høre hans tale.

Da dette vaar giort / haffuer Skomageren selff taget sit mindste Barn paa sin Arm / oc gick der met vden for sin Dør at staa / den HERre Christum at beskue / I det den HERre Christus nu vnder det suare Kaars bleff her frem ført / bleff hand lidet stille staaendis op til forneffnde Skomagers Huss at huile sig / men der Skomageren det saae / skyndede oc dreff hand den HERre Christum hasteligen oc vdi vrede aff sted / oc sagde / hand skulde packe sig bort did som hand hen hørde / huor vd offuer Christus hannem strax ansaa / oc sagde disse Ord til hannem: Jeg vil her staa oc huile / men du skalt gaa indtil den yderste dag.

Paa disse Ord / nedsette Skomageren strax forneffnde sit Barn / oc kunde slet intet lenger bliffue der samme sted / men effterfulde Christum hasteligen/ oc saaledis haffuer seet / huorledis hand endelige bleff Kaarsfest / Marteret oc ynckelige Dødet / oc der det vaar giort / oc fuldend / haffuer det strax siunis 366 Skomageren wmueligt at være / at hand kunde gaa tilbage til Jerusalem / haffde icke nogen tid været der i Staden / ey heller seet hans Hustru eller Børn siden den tid / men haffuer wfortøffuit begynt at igiennem reyse it frem -met Land effter det andet / som en arm oc bedrøffuit Pillegrim. Oc der hand en gang effter mange Aar vaare forløbne / vilde igien hiem Reyse til Jerusalem / fandt hand det slet Øde / oc Jammerlig forstørret at være / saa hand icke kunde see der samme steds / en Steen paa den anden / ey heller nogenlunde kunde kiende / hues [d.v.s. hvad] der tilforn Herligt oc kosteligt forhaande haffde været / huad nu den Almectigste Gud met hannem vdi sinde haffde / at hand hannem saaledis i denne Elendige Verden maatte omuandre / oc saa Elendige sig lade beskue / kunde hand icke anderledis tencke / end maa vel skee / at Gud vilde haffue hannem indtil den yderste dag til it Leffuendis Vidnisbyrd mod Jøderne. Paa det de Wtroendis oc Wgudeljge / skulle CHristi Død oc Pine ihukomme / oc dennem til plict oc bod igien o muende. For hans Person / saa oc ynskede hand gierne / at den Almectigste Gud i Himmelen / hannem aff denne Elendige Verden oc Jammerdal vilde heden kalde". -

[Nærmere Oplysninger om Sagnet om den evige Jøde finder man lettest hos Kr. Nyrop: Fortids Sagn og Sange. II. Den evige Jøde. 1907, hvor den danske Folkebog er fuldstændig optrykt. Af ældre Litteratur kan anføres: J. G. Th. Grässe: Der Tannhäuser und Ewige Jude. 2te Aufl. 1861, af nyere: L. Neubaur: Die Sage vom ewigen Juden. 1884.] -

Om mulige litterære Forbilleder for sin "Ahasverus" skrev P.-M. I9/12 1875 til Georg Brandes (Det nittende Aarhundrede 1875/76, Side 472-73): "Det hedder i Deres Skrift S. 510 [d.v.s. Brandes' Værk: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, Naturalismen i England = Brandes' Saml. Skrifter V 575]: »Han (d.v.s. Byron) gav da Hunt Domsvisionen og "Himmel og Jord", det skønne Verdens-Undergangsdigt, som i vor Litteratur har fremkaldt Paludan-Müllers Ahasverus«. - Her maa jeg protestere. At jeg nogensinde har læst »Heaven and earth« betvivler jeg; i hvert Fald husker jeg ikke det Mindste af Digtet. Nei! Hvad der har fremkaldt min Ahasverus er, som jeg i Indledningen selv angiver det, Kolera-Epidemien 1853 i Forbindelse med Dommedags-Spaadommene i det nye Testament. Hvis jeg dengang har tænkt paa Digte og Digtere, maa det have været paa dem, der efter min Mening have behandlet Ahasverusmythen urigtigt, ved at fremstille Jerusalems Skomager paa Vandring, istedetfor at fastholde ham ved Enden af Banen".

Samtidens Dom. Kjøbenhavnsposten, 1854, No. 126: "Angaaende "AhasverusV Tilbliven giver Digteren i en poetisk Prolog et Slags Oplysning. Han opholdt sig paa Fredensborg, Musen hendrog ham til muntre Scener, til lyse Skikkelser, til "Skjemt og Latter"; da kom pludselig Efterretning fra Hovedstaden om Morderenglen, som gik igjennem Folket. Nu forsvandt de lyse Skikkelser, som han allerede vilde fastholde, og Musen opfordrede ham til at skrive en Dommedagsprolog, som Ahasverus, den evige Jøde, skulde give Liv; men da hans Historie vilde blive for lang, beslutter Digteren at gribe ham ved Maalet, paa den yderste Dag; ved Musens Haand svinger han sig hen - hvor - "bag os rulle Tidens tunge Bølger og for os ligger Evighedens Udsigt". - Man seer saaledes at vi kunne beraabe os paa Digteren selv, naar vi sige, at dette Digt egentlig ligger udenfor Tidens Grændser; forresten har Forf. ogsaa i en anden Henseende sit Standpunkt udenfor Tiden, idet han nemlig ikke anerkjender nogen jordisk Udvikling eller Fremgang, ikke seer nogen Forandring undtagen fra Usselhed til Usselhed, fra Ondt til Værre. Dommedagens Komme begrundes da derved, at Fordærvelsen er stegen til det Høieste, og at Antichristen sidder paa Thronen. Man seer her let Misligheden af at holde sig til en saadan Overlevering i et Digt, thi det Spørgsmaal paatrænger sig strax: hvad Betydning har da Tiden havt? og Christen dommen? og hvorledes kan Ahasverus stole paa en Frelser, en Bibel, en Lære, som ikke bedre har kunnet forvandle Livet? Gaaer man nærmere ind paa 367 Ahasverusmythen, paatrænge sig ogsaa mange Spørgsmaal: er hans Straf retfærdig? skal han igjennem en Tortur, som er opfunden for ham alene, tvinges til at troe paa Ghristus? Klart er det, at Ahasverus ikke kan holde sig for Tanken som Individualitet, som Synder, at han ikke kan gjøres til Hovedperson i et alvorligt Digt, men at han maa behandles humoristisk. Dette har Forf. følt; hans Digt maa betragtes som en humoristisk Phantasi, og seet i dette Lys finder man sig bedre i Forf.s gjennemgaaende Pessimisme. Man maatte kun ønske, at Humoren var bleven bedre holdt som Grundtone helt igjennem, medens Læseren nu undertiden efter alvorlige, bittre, opbyggelige Betragtninger studser over en pludselig humoristisk Vending, som f. Ex. i Slutningen af Digtet, der er holdt i en alvorligere Tone, og hvor man dog træffer følgende Yttring af Ahasverus:

Ghoret: Til Dommedag skulle vi møde,
.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
men hvor er den evige Jøde?

Ahasverus (fra Graven):
Ja, led ham op! han Pip ei gi'er.
Her i den lune Seng jeg bli'er,
mens I til Dommedag ile".

Fædrelandet, 1854, No. 156: "Det tredie Digt, som er det yngste af de tre i Bogen [d.v.s. Tre Digte 1854] indeholdte, er "den sidste Død", d.v.s. den evige Jødes Død. Efter en lidt ubetydelig Prolog, der ogsaa er overflødig, see vi den gamle Vandringsmand paa en Kirkegaard, grublende over de Jordskjælv og Tegn i Sol og Maane, som alt ere foregaaede og bebude hans Forløsning. Forskjellige Scener af det fordærvede Menneskeliv drage os forbi; Antichristen prøver forgæves at sætte Mod i sine Tilhængere og sig selv. Hans Indvendinger mod Ahasverus slaaes af Marken ved at Basunen lyder, og de Døde rejse sig af Gravene Først see vi Pilatus, som nu har ligget i Aartusinder og grundet over sit Spørgsmaal til Frelseren: "Hvad er Sandhed?" og dernæst Marie Seguier, som Repræsentant for de rene Aander. Ved Basunens tredie Gjald lægger Ahasverus sig i Graven under Englenes Sang, og Menneskene drage i Chor op til Dommen. Skildringen af den yderste Dag er et saa uhyre poetisk Stof, at neppe menneskelige Kræfter kunne magte det. Der kan egenlig kun være Tale om at levere enkelte, løse Scener af dette uhyre Billede, og det er en heldig Tanke af Digteren at benytte den evige Jøde som et Midtpunkt, hvorom disse kunne samles. Imidlertid kunne vi ikke negte, skjønt vi indrømme, at Arbeidet indeholder store Skjønheder som: "De Frommes Sang paa Bjerget" Side 305 [nærvær. Udgaves Side 175-176] - "Basunens Røst" Side 357 [nærvær. Udgaves Side 201-02] - og meget Enkelt i Ahasverus's Mund, at Digteren her har forløftet sig, og at hverken den tragiske eller den comiske Muse ret har villet staae ham bi, især da ikke den sidste. "Den yderste Dag" frembyder de største comiske Motiver, saasandt den klarere end nogetsomhejst Andet aabenbarer de verdslige Bestræbelsers Tomhed og Intethed; men Digteren, som ogsaa i denne Retning har havt flere ypperlige Tanker, har ikke formaaet at gjennemføre dem tilfredsstillende (saaledes Scenen mellem de to Elskende, Antichristens Optræden o. fl.). En kjælen Elskovsscene kan være noget meget Smukt og Alvorligt, men naar Solen slukkes og Stjernerne falde, bliver den til Tant og Fjas mod Øieblikkets høiere Alvor, og de Elskende maae blive comiske. Saaledes er ogsaa Verdensforføreren, Antichristen, en meget alvorlig Figur, men i det Øieblik, Jorden ryster under ham, bliver han det Tommeste og Magtløseste af Alt, og hvis Digteren havde formaaet at skildre ham med mere comisk Kraft - thi ogsaa det Ynkelige maa skildres med Kraft - vilde vi ikke have Noget at indvende mod hans eiendommelige Opfattelse af denne Figur. Som et Feilgreb af Digteren maae vi ogsaa betragte 368 den hist og her anbragte, noget letsindige Spøgetone; thi det Comiske, som hører hjemme i en saadan Sphære, er virkeligt Humor, og Plaisanteriet er neppe paa rette Sted".- Dagbladet, 1854, No. 226: "I "Ahasverus" træder Hadet til det Humane langt tydeligere frem [end i "Kalanus"]. Ahasverus giver en Slags Forsøg paa Historiens Filosofi og siger: "men saa kom der et Væsen - Det kaldte sig Humanitet,

Og da paa Thronen det var seet,
Al Jorden rundt det blev tilbedt,
Thi hvert et grønt og vissent Skud
Af Adams Æt det holdt for Gud,
Og hvert et Drog og hver en Flane
I Støvet krøb for det Humane,
Og ved human Filosofi
Hver nedrig Sjæl erklærtes fri
Og Mennesket for Guders Lige.

Det kan ikke Andet end virke nedtrykkende at see en begavet Mand synke ned i den sædvanlige Trivialitet, som i det Høieste kan tilgives Borneerthedens bestaltede Repræsentanter, og troe, at ved at anerkjende det Almeemaenneskeliges Guddommelighed gjøres hvert Drog og hver Flane og hvert vissent Skud til Gud. Men denne Ufordragelighed og Uvillie til at anerkjende Aandsfrihedens og den frie Tænknings Berettigelse passer ret godt til Forfatterens Anskuelse af Tolerancen: Ahasverus siger:

Du med din Tolerance, med
Den lunkne kvalme varme Drik,
Som den, der kraftig Næring fik,
Igjen spyer ud og væmmes ved.

Jevnsides hermed gaaer Uvillien mod hele den nyere Tid, som charakteriseres ved Demagogen, der paa Tribunen gjør sit Talerkrumspring. Tiden maa høre ilde, fordi den pløiede Havet, Bølgerne aved og i Kraft af Fornuften beseilede Luften osv., den er uværdig til at bestaae, for den fattes:

En Konge som har Herskerstemplet
Ei blot paa Thronen, men i Templet.

Naturligviis maae vi, der staae paa et ganske andet Standpunkt, misbillige Digterens Tendents og maae antage, at det er en forkeert Retning, hvorpaa Forfatteren er slaaet ind, som sikkert skader hans Udvikling, men dog er det ikke muligt for Nogen, der er begavet med poetisk Sands, at undlade at beundre det store poetiske Talent, der selv paa de mest forfeilede Steder lyser gjennem Værket. Paludan-Müllers Fortrin ligge saa klart for Dagen og ere saa almindelig anerkjendte, at det er overflødigt og unyttigt nærmere at paapege dem". - Flyve-Posten, 1854, No. 138: "Hvad "Ahasverus" angaaer, der er skrevet i forrige Sommer, da synes det virkelig, som om Forfatteren har været under Indflydelsen af det aandelige Tryk, der under en Choleraepidemi siges at hvile paa de Fleste, saa formløst og taaget er dette Produkt blevet. Vi antage det for rimeligt, at der maaskee findes Nogle, der kalde en saadan Digtning baade dybsindig og christelig, men vi kunne ikke negte, at vi haabe, at det forunderlige Sammensurium af "Phantasianskuelse" og christelig Dogmatik, snart behandlet med Pathos og snart med uheldig Ironi, som her bydes Publikum, ikke vil vinde Berettigelse som Poesi. Forfatteren indfører Ahasverus ved hans Vandrings Ende, han skildrer i lange Monologer Verdens tiltagende Fordærvelse og kommer, ved at sammenholde de Tegn, der vise sig 369 i Sol og Maane, med, hvad der staaer i Bibelen, som han bestandig fører med sig, til det Resultat, at det ikke er usandsynligt, at Dommedag nu forestaaer. Forskjellige Optrin af Livet i Verden, til hvilke Ahasverus bestandig i ironiserende Monologer giver en Commentar, fremstilles nu for os. "To Mænd med dragne Sværd" træde frem og den Ene dræber den Anden og bemægtiger sig hans Pengepung; en Olding, der paastaaer i sin Tid at have været en dygtig Theolog, sandsynligvis af den Martensenske Skole, tør ikke følge Ahasverus' Raad, at begive sig paa Bjerget til de Rettroende, som der vente Herrens Komme, men vælger heller at slutte sig til Majoritetens store Hylerchor paa Strandbredden og trøster sig med: "commune naufragium dulce". Et Par Elskende kommer ind; Pigen siger: "O, hold mig! see Stjernerne falde!" Antichristen optræder, fulgt af Folket, ganske som i Prophetierne. Ahasverus gjør paany Bekjendtskab med Pilatus, der fortæller ham om sit sjælelige Liv fra Døden af indtil Dommedag, og Marie Seguier meddeler en derfra noget afvigende Beretning om de salige Aanders Tilstand, der bestod i

At Noget med mig foretoges,
At mod et Maal jeg droges,
At sig mit Væsen klared
Og en Forvandlings Virken jeg erfared.
Men selv jeg intet vilde.

Saa lyder Basunen præcis tre Gange, og medens Folket gaaer frem for Dommen, lægger Ahasverus, hvis Straf nu er tilende, sig gemytlig-ironiserende ned i Graven og venter paa at gaae "ind i den evige Hvile", og det ønske vi ogsaa maa blive Tilfældet med den Slags Digtninger, som hverken Poesien eller Christen dommen kan vedkjende sig. Det er umuligt at samle alle disse adspredte Fragmenter til noget anskueligt Totalbillede, enten af Ahasverus eller Verdens moralske Tilstand ved den yderste Dags Komme, og det synes, som om Ironien, der afvexler med dogmatiserende Pathos, er bleven anvendt for at skjule det Utilfredsstillende i hele Behandlingen og Forfatterens Magtesløshed ligeoverfor sin Gjenstand. Ligesom i Andersens Digtning af samme Navn, der paa sin Maade er ligesaa uheldig som denne, paa det nær, at den ikke koketterer med den speculative Christendom, giver Ahasverus os en historisk Udsigt over Verdens Forværrelsesproces indtil Dagenes Ende, men de Scener, der skulle anskueliggjøre for os Fordærvelsens Culminationspunkt, ere langtfra at gjøre nogen gribende Virkning; den lange Udvikling af sin aandelige Kamp, som Pilatus giver tilbedste, er ikke andet end en Paraphrase af, hvad speculative Theologer lære om det indadvendte Liv, som Sjælen fører efter Døden, medens den forberedes til Dommen osv., og vi maae gjentage, at vi i den Tone, der gaaer igjennem det Hele, ikke kunne see Andet end et uheldigt Forsøg paa at benytte Ironien til at illudere Læseren og bringe ham til at oversee Manglen paa Kraft, Dybde og Klarhed i Opfattelsen og Udførelsen af det valgte Stof".

Chr. Molbech skrev 6/6 1854 til sin Søn Chr. K. F. Molbech (Chr. Molbech og hans Søn Chr. K. F. Molbech. En Brevveksling, Side 113-114): "Om »Ahasverus« (hvis Titelen er saaledes) kan jeg idag ikke skrive. Jeg vil kun sige, at denne poetiske Skildring af Dommedag er mere moderne og Paludan-Müllersk satirisk, end den er dantesk". - Herpaa svarede Chr. K. F. Molbech 14/6 1854 (smstd., Side 116-117): "Hvad »Ahasverus« angaaer, saa giør det mig ondt, at den virkelig storartede Idee: den evige Vandrer paa Randen af sin egen og Verdens Grav - ikke har kunnet løfte Digteren med sig. Her er det atter det, jeg vil kalde »det Menneskelige«, der svigter ham: Skrækken, Sorgen, Kiærligheden, Fortvivlelsen, overhovedet Lidenskaben - thi den, der vil skildre Verdens sidste Dag, maa have beruset sin Siæl i Forfærdelse, ligesom den, der vil male et Skibbrud, maa have seet det stormende 370 Hav, og ikke giøre sine Studier ved Bredden af en Indsø. Da først vil »den evige Jødes« rolige Skikkelse have sin Virkning, naar han, i sin eensomme Ro blev stillet ligeoverfor et oprørt Hav af Lidenskaber. Men dertil vilde fordres en Digter, der var en Forening af Dante og Shakespeare, hvilket vor Ven Paludan-Müller som bekiendt ikke er". - [Filosoffen Hans Brøchners Udtalelse om en Enkelthed i "Ahasverus" er anført ovf. Side 354 under "Kalanus".]

Side 161 Linje 2:

Et Værelse paa Fredensborg Slot] fra Begyndelsen af 50-erne havde P.-M. Sommerophold i Fredensborg (sml. Fred. Lange Side 188-89).

Side 161 Linje 4:

Musa] de ni Muser er i græsk-romersk Mytologi Gudinder for Kunst og Videnskab; de er Digternes Beskytterinder og paakaldes af dem.

Side 161 Linje 8:

Kalanus] det foran Side 49-157 trykte Arbejde af P.-M.

Side 161 Linje 26-29:

Rester af Fortids Liv og Daad . . . Gurre, Nakkehoved, Asserbo ... Søborg, Esromkloster] det forekommer mærkeligt at finde Nakkehoved anbragt blandt Minder om Fortids Liv og Daad, ti til det Nakkehoved, som ligger mellem Gilleleje og Hornbæk, og som er det, man uvilkaarligt nærmest tænker paa, vides ingen Fortidsbegivenhed (det være sig historisk eller sagnagtig) at være knyttet. Derimod ligger der et andet Nakkehoved ovre ved Rørvig, og dèr "ligger en større Banke, »Borrebanken«, hvorpaa der efter Sagnet har staaet en Borg, og der er truffet Murlevninger i Grunden" (Traps Danmark, 3dje Udg., II 507). Skulde det være dette Nakkehoved, P.-M. tænker paa?

Side 161 Linje 35 - Side 162 Linje 1:

Traf ei du her da paa en sjelden Aand, | Hvis Vingeslag din egen Aand har hævet] den Mand, der her sigtes til, er uden Tvivl (sml. Fr. Lange Side 190) Emil Frederik Vilhelm Warburg, f. 1817, cand. theol. 1840, Adjunkt ved den videnskabelige Realskole i Aarhus 1843, residerende Capellan for Asminderød, Grønholdt og Fredensborg 1851, Sognepræst ved Sct. Nikolaj Kirke i Svendborg 1859, d. 1886; sammen med Cl. Funch og J. Røgind Udgiver af en i sin Tid meget benyttet "Dansk Læsebog for de lavere Klasser" (udkom første Gang 1847 d.v.s. 1846). Om ham handler P.-M.'s Digt: "Til Minde om Emil Warburg (som Capelian paa Fredensborg)" [Poetiske Skrifter III (1879) 328-32], der skildrer ham under en Gudstjeneste i Laveskov ved Sletten:

Der stod han midt i Kredsen, tynd som Sivet,
Et Rør, men fyldt af Aandens Kraft han stod,
Med Blik, som Kjærlighedens Glands oplived,
Med Panden lysende af Troens Mod.
Et Skridt paa Græsset traadte han tilbage,
I Tankens Fylde hæved sig hans Bryst,
Og nu med Ild han saaes tilorde tage,
Og Alles Blik og Sind til sig at drage
Ved Talen, holdt med klar og stærkbetonet Røst.

Og hvorom talte han da her til Folket,
Der lyttende ham omgav som et Chor,
Og Hjertets Ærefrygt ved Stilhed tolked,
Ved Blik, hvori sig speilede hans Ord:
371 Om Himlens Haab til dem, der Førstegrøden
Af Jordens korte Sommerpragt nu saae,
Om Salighed til dem, der kjendte Nøden,
Om evigt Liv til dem, hvis Maal er Døden,
Om Naadens Kald til dem, der Straffen bærer paa.

Men af saa fuld en Vished her han talte,
At Troens Rigdom i hans egen Aand
Sin Herlighed, som i et Gjenskin, malte
Paa dem, der lod sig lede ved hans Haand.
Fra Jorden ind i Himlen han dem førte,
Og det Usynlige blev synligt her:
I mangt et Aasyn Naaden sig afslørie,
I mangt et Suk et evigt Liv sig rørte,
I mangt et Øie saligt Haab kom Savnet nær.

Og Talens dybe Indtryk han bevared
Ved Sprogets Alvor, uden Konst og Pynt.
Man følte, at han havde selv erfaret,
Hvad her for Andre blev med Kraft forkyndt.
Det var den Tro, der Prøve havde staaet,
Hvormed saa stærkt han rørte Sind og Hu;
Det var den Korsets Vei, han havde gaaet,
Det var den Frelsens Trøst, han havde faaet,
Det var hans eget Liv, hvorom han vidned nu.

Thi ei som Lærer blot, og endnu mindre
Som Taler, men som Vidne her han stod,
Og frembar Skatten af sit eget Indre,
Og i sit Hjertes Dyb dem skue lod.
Ham selv var dette Jordliv et forklaret,
Thi kun i Korsets Lys han Verden saae;
Ham selv Barmhjertighed var vederfaret,
Og i sit Vidnesbyrd han Ord ei spared,
At ogsaa Deel i den hans Brødre maatte faae.

Da med en Bøn derom han Talen endte,
Og i en Lovsang gav sin Længsel fri,
Hans Tro i Menighedens Hjerter brændte,
Og Psalmesangen høit de stemmed i.
Dens Toner sig mod Løvets Kroner hæved,
Mod Himlens Blaa, mod Paradisets Kyst,
Og som et fælles Offer opad svæved
Den Sang, hvori Naturens Stemme bæved,
Med Høitidstonerne fra Menneskenes Bryst.

Side 162 Linje 6-7:

Det var til muntre Scener du mig Jtendrog, | Til lyse Skikkelser, til Skjemt og Latter] "»Kalanus« var sluttet i Foraaret 1853, og Paludan-Müller fortæller selv i Prologen til »Ahasverus« - men om det er sandt eller kun en poetisk Fiktion, vêd jeg ikke - at hans Hjerte nu drev ham til at anslaa lysere og muntrere Strenge" (Frederik Lange, Side 191).

Side 162 Linje 16:

du vist Dagen mindes] Koleraen udbrød i København den 12te Juni 1853 og varede i 14 Uger (til 1ste Oktober); af Byens ca. 130,000 Indbyggere døde de 4737 af Koleraen.

Side 163 Linje 21:

Anafhema] (græsk) "Forbandelse".

372

Side 163 Linje 42:

Chimboraso] Bjærg i den sydamerikanske Republik Ecuador, i tidligere Tid anset for Jordens højeste Bjærg.

Side 164 Linje 2:

Nero] romersk Kejser, † 68 e. Kr.

Side 164 Linje 5:

Louis-Quatorze] Ludvig den 14de, Konge i Frankrig 1643-1715.

Side 164 Linje 28-30:

Hundrede Poeter | Greb fat den gamle Karl ved Kjoleskjødet, | For ham i Digtertjenesten at tage] som ovf. Side 365 nævnt, har "Den evige Jøde" utallige Gange været benyttet til digterisk Fremstilling, Allerede Goethe beskæftigede sig (1775) med Sagnet, men hans Behandling af det blev kun et Fragment. Af andre tyske Digtere har f. Ex. Nicolaus Lenau ("Ahaswer, der ewige Jude, ein Gedicht", 1833 og 1839) og Robert Hamerling ("Ahaswer in Rom", 1865) digtet om ham. Af franske Digteres Behandling er Eugène Sue's ("Le juif errant", 10 Bd., 1844-45) vel mest bekendt. Af amerikanske Digtere har Henry W. Longfellow († 1882) skrevet om ham. Kunstnere som Wilhelm von Kaulbach († 1874) og Gustave Doré († 1883) har malet og tegnet Scener af hans Liv. - I dansk Litteratur udkom B. S. Ingemanns Digt "Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog" 1833 og H. C. Andersens Digt "Ahasverus" 1848; C. Hostrup indførte ham 1844 som komisk Person i sin Komedie "Gjenboerne". [Tysk Digtning om ham finder man litteraturhistorisk gennemgaaet hos Johann Prost: Die Sage vom ewigen Juden in der neueren deutschen Literatur, Leipzig 1905.]

Side 165 Linje 8:

et Hyl] nu: et Mylr eller Mylder, se Anm. til 2det Binds Side 10 Linje 21.

Side 165 Linje 16:

Antichristen] Antikrist (græsk: "Modkrist" d.v.s. Kristi Modstander) er den kristne Kirkes Betegnelse for en Person, i hvem Hadet til Kristus tænkes at have naaet sin højeste Udvikling. Hans Fremtræden er (sml. 1 Joh. 2, 18) et Varsel om Verdens Undergang og Kristi Genkomst. Før han træder op, gaar en Tid, hvor al Tro paa Gud er forsvundet hos Menneskehedens Flertal, og hvor Usædeligheden hersker i sine mest tøjlesløse Former. I Antikristens Person samles al Verdens Ugudelighed. Han staar Kristus imod, som Djævlen staar Gud imod, og ved Djævlens Kraft gør han falske Tegn og Undere og vil frelse Menneskeheden ved dens egen Kraft, altsaa gøre Kristi Frelsergærning overflødig; men naar Antikristens Magt er paa sit Højdepunkt, kommer Kristus igen, "fortærer ham med sin Munds Aande" (2 Thess. 2, 8) og opretter sit 1000-aarige Rige (Joh. Aabenb. 20, 2-6). [Paa forskellige Tider i Kirkens Historie har man troet, at nu var Antikristen kommen Saaledes antog Forfatteren af Johannes' Aabenbaring Kejser Nero for Antikristen; i Middelalderen saa de forskellige kirkelige Retninger, som optraadte som Opposition mod Romerkirken, Antikristen i Paven, og denne Opfattelse deltes senere af Luther; i Begyndelsen af det 19de Aarh. mente Grundtvig, at Napoleon den Store vilde blive Antikristen.]

Side 165 Linje 19:

sig Folket troer caput] d.v.s. færdig, "fløjten"; nærmere forklaret i Anm. til 1ste Binds Side 7 Linje 6.

Side 168 Linje 34:

nu dobbelt dyre Guld] dyr staar her i den gamle, nu udenfor Poesi forsvundne Betydning: "dyrebar", der er alm. f. Ex. i de gamle danske Folkeviser.

Side 168 Linje 42:

Vid] her i den gamle, nu forsvundne Betydning: "Forstand" (sml. Anm. til 2det Binds Side 216 Linje 8) - Side 170 Linje 35 staar det i den nuvær. Betydning.

Side 168 Linje 43:

Kjød er Hø] Esaias 40, 6.

Side 171 Linje 25:

Magi] (græsk) "Hexeri".

Side 171 Linje 44:

Her af Matthæus skrevet staaer] Matth. 24, 29-36.

Side 171 Linje 46:

Hvad med Sanct Lukas sammenholdt] Luk. 21, 25-36.

373

Side 172 Linje 22:

raade Runen] det gamle nordiske Ord Rune betyder "Løndom, Hemmelighed"; raade Runer = gætte Gaader.

Side 173 Linje 15:

Stahøi] almindeligere er vistnok Formerne Staahej og Stohej.

Side 175 Linje 26:

Rhetorik] (græsk) "Talekunst, Veltalenhedslære".

Side 175 Linje 26:

Dialectik] (græsk) her omtrent = Disputerekunst.

Side 175 Linje 43:

Proselyter vil den gjøre] hverve Trosfæller (Proselyt er et græsk Ord).

Side 175 Linje 46:

Vi steg paa Bjergets Tinde] sml. Jesu Ord i Matth. 24, 15-16: "Naar I da see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel haver talet, at staae paa det hellige Sted; (hvo som det læser, give Agt derpaa!) da flye paa Biergene, hvo som er i Judæa".

Side 179 Linje 32:

Commune naufragium dulce] ofte citeret latinsk Talemaade, af ukendt Oprindelse; hetyder: "Fælles Skibbrud er sødt".

Side 182 Linje 2:

Harm] her i den ældre Betydning: Sorg, Smerte, se Anm. til 1ste' Binds Side 89 Linje 38.

Side 183 Linje 9:

gav mig Handsel] d.v.s. undte mig deres Søgning, handlede med mig; det gamle nordiske Ord Handsel, der opr. betød: Løfte givet ved Haandslag, bruges nu mest om de første Penge, som en Handlende faar efter at have aabnet sit Udsalg, men anvendes ogsaa ofte, i alt Fald i Ømaalene, blot = Handel (saaledes igen Side 186 Linje 31).

Side 185 Linje 3:

Der, Venus, brast dit gyldne Bælte] Venus er dels det latinske Navn paa Kærlighedsgudinden i den græsk-romerske Mytologi, dels paa Aftenstjærnen, den klareste Stjærne paa vor Himmel; her er Kærlighedsgudindens Bælte (om det se Anm. til 1ste Binds Side 229 Linje 34) overført til Aftenstjærnen.

Side 188 Linje 20-25]:

Antikristens Undergerninger er de modsatte af Kristus': Kristus forvandlede Vand til Vin (Joh. 2, 1-11).

Side 189 Linje 36:

Die Weltgeschichte ist das Weltgericht] d.v.s. Verdenshistorien er Verdens Domstol; Citat af Schillers Digt "Resignation" (1786); hyppigt anvendt; stod f. Ex. som Motto paa K. W. Rottecks († 1840) meget udbredte Weltgeschichte, og citeres ikke saa sjældent herhjemme i de liberale Blade i Fyrrerne, f. Ex. i Fædrelandet 1849 No. 208 (Anm. af "Adam Homo").

Side 189 Linje 42-44]:

"»Det er en Overgang« sagde Ræven, da de flaaede den", anføres som Talemaade i Matthias Moths († 1719) store haandskrevne danske Ordbog.

Side 190 Linje 17:

Heroer] (græsk) Helte af halv guddommelig, halv menneskelig Oprindelse, som paa Grund af deres Fortjenester nød guddommelige Æresbevisninger efter Døden.

Side 191 Linje 5:

Mester Urian] Urian var et af Middelalderens Navne paa Djævlen og brugtes i det hele om en Person, hvis Navn man ikke vil nævne (sml. "en vis Mand" = Fanden), senere blot = "Personen" [og særligt om en latterlig, enfoldig Person: Djævlen gik i Tidens Løb i Digtningen'over til at blive en komisk Figur ("den dumme Djævel")]; sml. Wessel ("Stella"): "Hun gik. Hr. Urian gik ikke. | Han vidste sig saa vel at skikke, | At ham tillodes af hans Skat | At blive fra Qvarteer den Nat"; Baggesen 1786 ("Kallundborgs Krønike"): "... en sort Krabat [d.v.s. en Skolediscipel] ... | Kom, henrykt i Qvintilian, | Og rendte paa Herr Urian [d.v.s. den hængte Tyv]"; Grundtvig 1818 (Oversættelsen af Saxo): [Der har skjult sig en Mand i Hamlets Seng.] "Amlet hoppede og sprang frem og tilbage i Sengen, for at mærke, om der skulde ligge Noget skjult der under, og da han fornam der var en Klump under Fødderne, tog han en Jern-Søger og jog derigiennem. Nu maatte Herr Urian for en Dag, og da Amlet havde faaet ham slaaet ihjel, skar han ham i Stykker . . ."

Side 191 Linje 35:

Trophæ] der menes den i Linje 16 nævnte 374 Æresstøtte (Ordet betyder egl.: Krigsbytte: Vaaben, Faner o. s. v., der tilfalder Sejrherren som Sejrstegn).

Side 194 Linje 2:

Kobold] "Bjergtrold" (særlig om en Bjærgtrold af drillende Væsen [Laaneord gennem Tysk fra Græsk]); sml. Oehlenschläger 1802 ("Set. Hansaftenspir): ". . . Biergets Aand . . . Han hedder Kobolt, og er hvid Og er bekiendt fra gammel Tid".

Side 197 Linje 9:

vækker Abraham Børn af Stenene] Matth. 3, 9: "Mener ikke at ville sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene".

Side 198 Linje 7:

perplex] (latin) "raadvild, forbløffet".

Side 198 Linje 8:

Dei gratia Rex] (latin) "Konge af Guds Naade", fra det 15de Aarh. Tillæg til enevældige Kongers Titel (med Udtrykket forbandtes Forestillingen om Kongemagten som en guddommelig og ikke menneskelig Institution).

Side 201 Linje 33:

Id] gammelt nordisk Ord, der dels betyder "Gærning", dels "Stræben".

Side 201 Linje 38:

Bene] er en gammel Flertalsform, der ikke er ualm. i ældre Dansk [sml. Anders Sørensen Vedels Oversættelse af Saxo (1575): "Her ligger begraffuen den Kempe saa sterck, | Hos Være bro sees disse Steene: | Vnder oben Himmel paa vildene Marck, | Der huiles den Herris Beene"], optoges af Oehlenschläger, der med Forkærlighed brugte ældre Sprogformer (ofte under Indflydelse fra Vedels Sprog), og efter ham af andre Digtere for Rimets eller Versets Skyld [sml. Oehlenschläger 1823 ("Der er et yndigt Land"): "Der sad i fordums Tid | De harniskklædte Kæmper, | Udhvilede fra Strid; | Saa drog de frem til Fjenders Meen, | Nu hvile deres Bene | Bag Høiens Bautasteen"].

Side 203 Linje 21:

Dictator] her omtrent == Statholder; Dictator kaldtes i Oldtidens Rom den Mand, der i Tider, som var farefulde for Staten, blev valgt til at styre Staten med uindskrænket Magt.

Side 203 Linje 22-23:

Procurator Provincice] Romernes Betegnelse for Provinsstatholdere, Landshøvdinger.

Side 203 Linje 46:

forgjettet] glemt, se Anm. til 1ste Binds Side 45 Linje 30.

Side 204 Linje 9-10:

I landsforviist var vorden, | At her, saa langt fra Rom, I kom i Jorden] om Pilatus' senere Skæbne vides det, at han efter 10 Aars Regering (26-36 e. Kr.) af Samaritanerne blev anklaget hos den romerske Statholder over Syrien Vitellius for Vilkaarligheder og Grusomheder og af denne sendt til Rom for at forsvare sig. Efter nogle Beretninger skal han være blevet halshugget under Kejser Nero, efter andre Beretninger derimod forvist til Vienne i Syd-Frankrig, hvor han skal have begaaet Selvmord. [Ogsaa om Pilatus existerer der en vidt udbredt Folkebog, der paa Dansk haves fra 1663 under Titlen: "En kort Beskriffvelse om Pilati Fødsel, Herkomst, Lefnet oc Endeligt, disligest om Jesu Christi u-skyldige Død oc Pijne."]

Side 205 Linje 39:

Zions hellige By] Jerusalem; Zion er Navn paa den højeste af de Høje, hvorpaa Jerusalem er bygget, og paa hvilken Davids Borg laa.

Side 209 Linje 16:

da i Døden først jeg vaktes o. s. v.] om denne "Mellemtilstand i de Dødes Rige" inden Kristi Genkomst, hvormed P.-M. ogsaa havde beskæftiget sig i nogle af Almas Sonetter i "Adam Homo" (nærvær. Udgaves 2det Bind Side 493 Linje 1 - Side 494 Linje 10) bør efterlæses Martensens Dogmatik (Udg. 1849, Side 546-54). "Spørge vi - siger Martensen - hvorledes vi efter de Vink, som Aabenbaringen giver os, skulle tænke os Beskaffenheden af hiint Rige, saa betegner det Nye Testamente det som Hades (Luc. 16, 23), herved mindende om den gammeltestamentlige Forestilling om Scheol, om Skyggernes Rige. De Hedengangne betegnes i det Nye Testamente 375 kun som Sjæle, som Aander (l Pet. 3, 19, 20); de ere afførte deres Legemlighed, ere udtraadte af den fyldige, den dagklare Virkeligheds hele Sammenhæng og forvente den nye fuldkomne Legemlighed, med hvilken de skulle overklædes. Den hiinsidige Tilstand maa derfor tænkes som den directe Modsætning til den nærværende. I Sammenligning med den nærværende Tilstand maae de Hedengangne siges at befinde sig i en hvilende Tilstand, en Passivitets Tilstand, at være i den Nat, "i hvilken Ingen kan arbeide (Joh. 9,4). Deres Rige er ikke et Gjerningernes og Bedrifternes Rige, thi de udvortes Betingelser, under hvilke Gjerninger og Bedrifter kunne udføres, ere ikke tilstede. Ikke destomindre leve de et dybt aandeligt Liv; thi de Dødes Rige er Inderlighedens Rige, det stille Selvbesindelsens og Selvfordybelsens Rige, et Erindringens Rige i den fuldeste Betydning af Ordet, i den Betydning, at Sjælen her gaaer ind i sit eget Indre, gaaer tilbage til det, som er Livets Grund, til Altilværelsens sande Indre. Og just herpaa beroer denne Tilstands purgatoriske Betydning. Medens Mennesket i den nærværende Verden befinder sig i et Udvorteshedens Rige, hvor han under den timelige Adspredelse, under den verdslige Travlhed og Tummel kan undfly Selverkjendelsen, saa indtræder det Modsatte i hiint Rige. Det Slør, som denne Sandseverden med sin brogede, uafladeligt bevægede Mangfoldighed, beroligende og formildende udbreder over Livets strengere Alvor, men som ogsaa saa ofte maa tjene Mennesket til at skjule, hvad han ikke vil see - dette Sandselighedens Slør brister for Mennesket i Døden, og Sjælen befinder sig i de rene Væsenheders Rige. Verdenslivets mangfoldige Røster, som i den jordiske Tilværelse have lydt sammen med Evighedens, forstumme, den hellige Røst lyder nu alene, uden at dæmpes af den verdslige Tummel, og derfor er de Dødes Rige et Dommens Rige. "Det er Menneskene beskikket eengang at døe og derefter Dommen." (Joh. Aab. 14, 13). Langtfra, at den menneskelige Psyche her skulde drikke af Letrie, maa der meget mere siges, at dens Gjerninger følge den (Joh. Aab. 14, 13), at dens Livsmomenter, som ere forbigangne og spredte i Tidens Strøm, her opstaae tilbagesamlende i Erindringens absolutte Nærværelse, en Erindring, der maa tænkes at forholde sig til den timelige Bevidsthed, som Poesiens sande Visioner forholde sig til Endelighedens Prosa, en Vision, der baade kan oprinde til Glæde og til Forfærdelse, fordi den er Bevidsthedens egen dybeste Sandhed, og derfor ikke blot kan være saliggjørende Sandhed, men ogsaa dømmende og fordømmende Sandhed. Men idet de Hedengangne saaledes efterfølges af deres Gjerninger, leve og røres de ikke blot i det Salighedens eller Usalighedens Element, som de selv have beredet og udvirket i Timeligheden, men vedblive tillige at optage og at forarbeide et nyt Bevidsthedsindhold, idet de vedblive aandeligt at bestemme sig selv i Forhold til de nye Manifestationer af den guddommelige Villie, som her træde dem imøde, og saaledes udvikle sig til den sidste, den yderste Dom."

Side 206 Linje 41:

der ligger Lag] Vigtighed, Vægt.

Side 206 Linje 42:

pro og contra] (latin) "for og imod".

Side 206 Linje 43:

Pulje] (fransk) kaldes i Kortspil den Indsats, hvorom man spiller.

Side 208 Linje 17:

hans Syn] nu: Synet af ham, se Anm. til 1ste Binds Side 119 Linje 18.

Side 210 Linje 18:

Harm] den ældre Form for Harme, se Anm. til 1ste Binds Side 74 Linje 17.

Side 211 Linje 14:

bryder Staven] Udtrykket er forklaret i Anm. til 1ste Binds Side 197 Linje 25.

Side 212 Linje 6-7:

Da jeg optaget blev i Kirkens Skjød, | Marie Seguier jeg døbtes] da jeg optaget blev i Kirkens Skjød d.v.s. i Kirken bares frem til Daaben. - Marie Louise Seguier var eneste Datter af Pierre Seguier, Marquis d'O & de Sorel, en Fætter til Frankrigs Kansler; hun blev født ca. 1626, til Gudmoder havde hun Marie de Gonzague (senere Dronning af Polen) 376 og gennem hende kom hun i Forbindelse med Angelica Arnauld, Abbedisse i Nonneklostret Port-Royal ved Paris, Hovedsædet for Jansenismen (en reformatorisk Bevægelse indenfor Romerkirken). Allerede som Barn var Marie Seguier i Besiddelse af et stærkt religiøst Følelsesliv, hendes højeste Ønske var at blive Nonne, og da dette ikke tillodes hende, overtalte hun en ung Slægtning til at tage en Plads for hende i et Kloster. Ganske ung blev hun gift med Louis-Charles d´Albert, Hertug af Luines, Stor-Falkmester af Frankrig (deres førstfødte døde i August 1645 "i en ung Alder"). De byggede sig et lille Slot (Vaumurier) paa Port-Royals Grund, men foreløbig maatte Hertuginden deltage i det selskabelige Liv i Paris, hun brugte alle Slags behændige Paafund for at slippe udenom, hvilket ikke altid lykkedes hende "trods den rørende Iver hun viste". Hendes Mands hovmodige pragtelsken de Slægt førsøgte mere end én Gang at stikle paa hendes kristelige Ydmyghed, men hun lod sig ikke paavirke deraf og sagde "paa sin elskelige Maade, at hun meget gærne vilde have ønsket, at hendes Taburet kunde blive solgt, og at hun med Fornøjelse vilde staa op i Dronningens Nærværelse, naar der var saa mange Stakler, der ikke havde noget at sidde paa." Ægteparret fik 8 Børn; da hun gik i det Svangerskab, som kostede hende Livet, var det, "som om det religiøse Liv modnedes hos hende med dobbelt Hast". Hun læste Kirkefædrene, især Augustin og Cyprian, og hun tog det Løfte af sin Mand, at de herefter vilde leve i et rent aandeligt Ægteskab. Den 13de September 1651 døde hun, efter at have født Tvillinger til Verden, med de Ord [sml. Side 213 Linie 27] af Augustin paa Læben: "O! elske evigt, o! aldrig dø, o! leve altid". Tvillingerne døde en Maaned efter Moderen og blev nedlagte i samme Grav. Efter hendes Død giftede Hertugen sig igen med Anne de Rohan, med hvem han havde 7 Børn, og efter hendes Død med Marguerite d'Aligre, med hvem han ingen Børn havde. (Moreri, Le grand Dictionnaire historique, I (1759), Side 276-77; Herm. Reuchlin, Geschichte von Port-Royal, I (1839), Side 565-66; C. A. Sainte-Beuve, Port-Royal, 3. éd., II (1867), Side 311-13; - som det ses af Efterskriften til "Sex Digte, 3. Udgave, 1872", er det Reuchlins Bog, der er P.-M.'s Kilde.)

Side 214 Linje 45:

Vesperklokke] Aftenklokke (latin vesper = Aften).

Side 216 Linje 8:

Rad i Rad] Række efter Række; om denne Brug af i se Anm. til 2det Binds Side 201 Linje 36.

Side 217 Linje 23:

Finis] (latin) "Ende, Slutning".