Paludan-Müller, Fr. Uddrag fra ADAM HOMO ET DIGT (1839-1848)

Dets Røst mig kalder - ud dets Favn er bredt;
Det alt har løftet op sit bløde Dække,
For, naar det sidste tunge Skridt er skeet,
Hen over mig det sagtelig at lægge.
Dybt i dets Skjød skal ingen Dag mig vække,
Hvis Morgenlys med Skræk jeg tidt har seet;
En Fredens Stjerne - det kan ikke feile -
Skal der i Mulmet for mit Blik sig speile.